Christian 1., den første oldenborger på den danske trone. Udsnit af Mantegnas familiebillede fra kongens besøg hos sin svigerfamilie Gonzaga i Mantua 1474. Det karakterfulde ansigt repræsenterer sikkert et idealiseret kongeportræt, men den berømte renæssancemaler har utvivlsomt stræbt efter en vis portrætlighed.

.

I 1380'erne søgte en herold ved navn Gelre at skabe en våbenbog med afsnit for hele Europa. Han var i tjeneste hos bayerske hertuger, der havde arvet fyrstendømmer i Nederlandene. Hans kendskab til dansk heraldik var dog yderst beskedent. Ud over kongevåbenet med den vist ældst kendte kolorerede dannebrogsfane kendte han den mægtige drost hr. Henning Podebusks og få andre danske våbenmærker. Men situationen ændrede sig under Christoffer af Bayern, hvor man søgte at ajourføre våbenbogen, og nu indførtes våben for kongens bayerske råder Albrecht Murach og Verner Parsberg.

.

På en af Roskilde Domkirkes korstole findes dette relief af en kroningsceremoni. Billedet har gammeltestamentligt motiv, men personerne er iført dragter fra 1400-tallet.

.

To af Christoffer af Bayerns segl; til venstre et til anvendelse af hans statholder i Øvre-Pfalz, til højre et til at anvende i Danmark under dokumenter, han selv udstedte angående de tyske besiddelsers styre. I det, der skulle bruges i selve Øvre-Pfalz, er det firdelte unionsvåben placeret som hjerteskjold omgivet af en række bayerske våbenmærker, hvor den karakteristiske wittelsbachske skråkvadrering er fremtrædende. I det andet segl finder vi den klassiske firdeling, men det svenske våben er her afløst af det bayerske.

.

Paris findes denne pergamentstegning af en række bayerske fyrster. I midten Christoffer af Bayern, der ser hen imod sin bedstefader kong Ruprecht. Kunstneren synes at have ønsket at vise varierende herremoder med det resultat, at beskuerne nemt får indtryk af, at kongen var en opblæst modenar uden politiske evner.

.

Som purung blev Dorothea, datter af markgrev Johan af Brandenburg, gift med kong Christoffer. Efter dennes død ægtede hun i 1449 efterfølgeren, Christian 1., som hun fødte flere børn. Hun var en omhyggelig regent i hertugdømmerne. Billedet, der findes på Frederiksborgmuseet, viser dronningen med sørgebånd efter Christian l.s død; sammen med kongens portræt hører det til en slægtstavle, hvorfra det er kopieret.

.

Som næsten eneste overlevende repræsentant for det gamle kongehus var Christoffer af Bayern, Erik af Pommerns søstersøn, kommet til landet under statskuppet i 1439, hvor han blev indsat som rigsforstander. I 1440 blev han hyldet på Viborg Landsting, men måtte derpå nedkæmpe den nordjyske opstand. Hans kongeed indeholdt i ret formelle vendinger et løfte om at holde alle ved lov og ret, at anerkende alle velerhvervede rettigheder samt siden at besegle en egentlig håndfæstning, hvilket der nu aldrig blev noget af.

I 1441 blev der sluttet en tiårig stilstand mellem hanseaterne og de nederlandske stæder, der med de burgundiske hertuger i ryggen førte sig mere aggressivt frem end tidligere, og det gav nu en gunstig lejlighed til at konsolidere kongemagten. Først og fremmest blev rigsembederne atter besat, idet rigsrådet udtrykkeligt frabad sig indblanding fra de rådgivere, som kongen havde medbragt fra sit bayerske hjemland. Hr. Erik Nielsen Gyldenstierne til Tim blev rigshofmester, et embede, der gjorde ham til den første blandt rigsrådets verdslige medlemmer, medens hr. Oluf Axelsen Thott blev rigsmarsk.

Forskellige kammermestre udførte en række konkrete fi-nansopgaver, og her fik kongen lov til at beholde en bayrer, den unge Christoffer Parsberg, der gennem sit ægteskab ind i Rønnowslægten blev accepteret af den danske adel. Roskildebispen optrådte fortsat som en art øverste rigskansler, der i sin varetægt havde vigtige rigsdokumenter som f.eks. kongeeder og kejserdommen af 1424. Men det eneste regelmæssigt arbejdende regeringskontor, kongens kancelli, blev ledet af mere lavættede gejstlige, der som Oluf Mortensen Baden kunne ende på en bispestol efter mange års trofast virke.

Under unionsdebatterne havde det været et fortsat krav fra svensk side, at kongen skulle have særskilte rigsembedsmænd i hvert enkelt rige. I 1440-41 fik kong Christoffer Karl Knutsson til at opgive sit rigsforstanderembede imod til gengæld at blive forlenet med Viborg Slot, dvs. at han blev en slags vicekonge i Finland. Hermed fulgte forsvaret af det svenske riges østgrænse, og selv om man regelmæssigt fornyede stilstandstraktater med den russiske handelsrepublik Novgorod, var Viborg af stor militær vigtighed for Sverige. Da Karl Knutsson ikke var alt for populær i det svenske aristokrati, blev Bengt Jonsson Oxenstierna svensk rigshofmester. Som svigersøn til den nyligt afdøde drost Krister Nilsson Vasa kunne han udgøre en passende modvægt. Derpå blev Christoffer endelig kronet i Uppsala Domkirke, ved hvilken lejlighed han skal have slået hele 76 adelsmænd til riddere, heriblandt også en række ledende danske samt enkelte af de bayrere, som han ikke kunne undvære, når han beskæftigede sig med sit hjemlands anliggender. I 1442 blev han kronet til norsk konge i Oslo, og først i januar 1443 fulgte kroningen til dansk konge i Ribe.

Det var alt i alt en høj pris, den unge fyrste måtte betale for sin kongemagt. I Sverige underskrev han en håndfæstning, der lagde stor magt i hænderne på det svenske råd, og i Danmark havde han allerede i 1440 måttet give hertug Adolf arvelig forlening på hele Slesvig, indbefattet de dele, der som Haderslevegnen og Ærø længe havde været på danske hænder.

For en gangs skyld har vi grundigt kendskab til selve kro-ningshøjtideligheden, hvor ærkebiskop Hans Laxmand kronede Christoffer til „ærkekonge”, en titel, der efter den ideologi, der udbredtes efter koncilierne, tilkom fyrster, der som kongerne af Frankrig eller Ungarn var i besiddelse af mange titler på én gang. Men måske har det også spillet en rolle, at de bayerske hertugers mægtigste naboer, de østrigske habsburgere med deres mange hertugdømmer, havde anlagt titel af ærkehertug.

Vist efter gammel kroningsskik optrådte kongen først som halvgejstlig diakon og læste dagens evangelium, ganske som den tyske kejser gjorde det ved sin kroning. Derpå fik han overrakt rigsinsignierne scepter, krone, sværd og rigsæble, der blev båret frem af fire hertuger (af Slesvig, Braunschweig, Schlesien og Bayern); mindre kunne ikke gøre det.

Få dage efter bekræftede kongen alle ærkesædets rettigheder. „Dette er det mest værdifulde af alle lundekirkens og lundesædets rettigheder,” skrev en skriver senere på dokumentets bagside. Derpå udstedte ærkekonge og ærkebiskop i smuk samdrægtighed en forordning, der fastslog ærkebispens ubetingede overhøjhed over alle kirkelige institutioner i stiftet. Det virker som en konsekvens af koncilbevægelsens forsøg på at styrke de enkelte bisper, ikke blot mod paven, men også over for de selvstændighedshungrende klostre. Men næsten som en åbning mod det kommende statskirkesystem pålægger forordningen alle i samfundet at tage et ansvar for de kirkelige anliggender og for reformbestræbelserne, dvs. at konge og kirke i fællesskab skal søge at råde bod på eventuelle mangler.

Endnu samme år forlenede kongen ærkebispen med det sydskånske slot Lindholm med de dertil hørende fire herreder og det frit, uden nogen form for genforpligtelser. Hertil kom nok et privilegium, der mere konkret fastslog, at ærkebispen var værge for alt kirkegods inden for stiftets grænser, dvs. at alle de fæstebønder, der gav landgilde til præster og kirker, stod i ærkebispens værn, hvorfor det var ham, der skulle modtage herlighedsafgifter, bøder m.v. Det var en udstrakt myndighed, som rigets øvrige bisper i den kommende tid med større eller mindre held søgte at efterligne.

Sverige og Norge forholdt sig i ro, og den mægtige skånske højadelsslægt Thott forstærkede sine gamle forbindelser over grænserne. Nu indgik flere af den gamle Axel Pedersen Thotts sønner svenske ægteskaber, hvilket dannede skole, da Erik Eriksen Gyldenstierne i 1446 ægtede en datter af selveste Karl Knutsson.

Christoffer havde måttet afgive mange indrømmelser til aristokratiet for at blive konge. Men man må ikke undervurdere kongemagtens muligheder. Vel måtte kongen uddele talrige forleninger af slotte til inderkredsen af rigsråder; men det virker unægtelig som en konsekvens af det nordjyske oprør, at den kongelige landefredsforordning af 1442 så kraftigt indskærper netop kronens lensmænd og fogeder at optræde retfærdigt.

Alt i alt var fæstebøndernes landgilde nået ned på et forholdsvis lavt niveau, og kongeskatter hører vi endnu ikke meget om. Men allerede Erik af Pommern havde i 1403 eftertrykkeligt indskærpet sine fogeder, at de ikke måtte afkræve ekstraydelser af den slags, som kun kongens personlige besøg gav ret til. I 1468 møder vi en klage over en sjællandsk lensmand, der viser, at der var et betydeligt spillerum for det frie initiativ, eftersom lensmanden havde „lagt tynge og uret” på bønderne med sine mange ekstraafgifter som skovkøb (det for bønderne så nødvendige bygningstømmer), betaling til lands-tingsrider (kontaktmand mellem herreds- og landsting, ofte et ben til en af lensmandens svende), ekstrakørsler, oldengæld m.m. Hertil kom, at ikke mindst fastsættelsen af bøder gav lensmanden et betydeligt spillerum.

Da Christoffer i 1443 arvede sin faders besiddelser i Nordbayern, fik han en bedre økonomi, og 1445 indgik den 28-årige konge ægteskab med den 15-årige Dorothea, datter af mark-grev Johan af Brandenburg. Med sine besiddelser omkring Nürnberg var markgreven nabo til Christoffers hjemland, og hans slægt, der var kurfyrster af Brandenburg, havde traditio nelt et spændt forhold til kong Eriks hjemland Pommern. Ved fastlæggelsen af Dorotheas enkerettigheder blev det bestemt, at hvert af de nordiske riger skulle svare til en fjerdedel, medens resten skulle komme fra Bayern, og herved får vi et vist indtryk af disse besiddelsers økonomiske betydning.

Under kong Christoffer ser vi en energisk og kraftig købstadslovgivning som i Erik af Pommerns tid, og det bliver efterhånden klart, at København i stigende grad opfattes som regeringscentrum. Hvor endnu i 1413 en korsfarer rejste Sjælland rundt fra by til by for at finde kongen, er kongens København nu ved at blive hovedstad; og fra midten af århundredet anskaffer den ene rigsråd efter den anden gård i den by, hvor de før eller siden ville komme til at tilbringe så megen tid.

At den magtlystne ærkebiskop Hans Laxmand døde allerede i 1443 og blev efterfulgt af en mand af mindre format, har næppe svækket kongen. Det var også en fordel, at kongen altid kunne spille på indre modsætninger i Sverige, hvor især slægterne Oxenstierna og Vasa ikke hørte til Karl Knutssons beundrere. Men også i Danmark synes kongen igen at kunne spille råder ud mod hinanden, og i 1445 blev Erik Nielsen Gyldenstierne afløst som rigshofmester af hr. Otte Nielsen Rosenkrantz. Ved kongens bryllup optrådte Eggert Frille som køgemester, medens Claus Rønnow var skænk. Det var personer, der i den kommende tid skulle høre til rigsrådets inderkreds.

Men Christoffer døde allerede i 1448, blot 31 år gammel. En rimelig vurdering af den unge fyrstes ganske korte regeringstid er umulig, da vi ikke er i stand til at afgøre, hvilke politiske handlinger der var tænkt som blot ad hoc løsninger, og hvilke der var led i en langsigtet, men os ukendt plan. Da hans efterfølger måtte aflægge ganske vidtgående løfter om at lade rådet tage aktiv del i alle regeringshandlinger, skønt strengt taget blot krigserklæring, beskatning og „alle mærkelige ærinder” forfatningsmæssigt krævede dets positive tilslutning, tyder dette på, at rådet ikke havde været ubetinget tilfreds med den afdøde konges måde at regere på.

At efterfølgeren skulle acceptere alle virkelige lensbreve, som kongen havde udstedt, var givetvis i rådets egen interesse. Men når samtidig alle „ventebreve” (dvs. løfter om len ved førstkommende ledighed) skulle kasseres, kan der have været noget om den svenske tradition, der hævdede, at man kunne opnå alle slags løfter af kongen, blot man betalte rundeligt derfor.

Faktisk var Christoffer den sidste virkelige unionsmonark, der ubestridt var anerkendt i alle tre nordiske riger. Og trods rigsrådets vitterlige magtstilling skabte han sig et næppe ubetydeligt spillerum. Det gælder også hans kirkepolitik, hvor de kongelige rettigheder aldrig blev glemt. Han opnåede et tåleligt forhold til hansestæderne, om end til dels på bekostning af norske interesser, og han holdt fortsat forhandlinger i gang med sin gamle onkel, den afsatte kong Erik, der vedblev at sidde på Gotland.

Herved får vi indtryk af en ganske aktiv udenrigspolitik, der gav mulighed for indblanding i Den tyske Ordens områder og for opkrævning af Sundtold, ikke blot af nederlandske og engelske skibe, men også af hansestæderne, idet man dog fortsat var nødt til at gøre en undtagelse for de vendiske stæder med Lübeck i spidsen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ærkekongen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig