I kancelliet

Fra Christian l.s tid har vi bevaret den ældste regeringsprotokol, en kopibog over kongens latinske aktstykker, dvs. mest angående udenrigspolitik. Men man har også gemt koncepter til de skrivelser og befalinger, som udgik fra kancelliet. Da kong Hans i begyndelsen af det nye århundrede atter måtte anvende magt imod de genstridige svenskere og derfor igen trængte til såvel penge som mandskab, ledte administrationen efter fortilfælde og fandt da talrige akter helt tilbage til mobiliseringen i 1471.

Vi møder her lister over det mandskab, som rigets købstæder da skulle stille. København er opført med 100 mand, Odense, Køge, Ålborg og Århus hver med 80 mand, medens i den anden ende Kerteminde slap med otte og Skive blot med seks mand. Betegnende nok nævnes de skånske byer slet ikke, antagelig fordi hele landsdelen allerede var mobiliseret for at afværge en gentagelse af Karl Knutssons hærgningstogt i 1452.

Derpå kommer bisperne: at århus- og børglumbisperne skulle stille 120 og 100 mand hver, skyldtes nok, at de havde henholdsvis Kalø og Ålborghus i len, idet ribe- og odensebisperne kunne nøjes med 60 og viborgbispen med blot 30 mand. Herefter opregnes kronens lensmænd lige fra Kalundborgs 70 mand og ned til smågodslenene, hvor Svend Torbern-sen Udsen på det østjyske Tranholm skulle møde „selvtredje”. Og medens klostrene Sorø og Antvorskov hver skulle stille 24 mand, slap nonnerne i Roskilde Vor Frue Kloster med blot fire mand.

Selvfølgelig kunne disse gamle mandskabslister hurtigt blive forældede; men de gav fortsat et nyttigt overblik over, hvem man skulle henvende sig til om mandskab eller penge, hvad der vel er grunden til, at man bevarede dem så længe. Umiddelbart efter følger et forlæg til indkaldelsesskrivelse: NN orienteres om, at Iver Axelsen antages at ville overlade Gotland til Sverige. Derfor var kongen nødt til at forsvare riget, „vi ville nødigt, at det skulle ske, at kronen formindskedes i vor tid”, dvs. at det understreges, at der udelukkende var tale om et forsvar af riget – og altså ikke en angrebskrig, der krævede rigsrådets helhjertede samtykke! Og derpå følger nok en adresseliste over bl.a. herreder, der ikke hørte under et slot, samt købstæder og klostre.

En lignende liste, der også opregner Skånes len og købstæder, hører antagelig til i 1481, da den følges af et brev fra ærkebispen, der i spidsen for rigsrådet indkalder stænderne til Kalundborg i 1482 i anledning af muligheden for at genoprette unionen ved tronskiftet. Foruden repræsentanter for kirke og adel skal her møde en borgmester og to rådmænd fra hver købstad samt to bønder fra hvert herred over hele riget, og det siges, at såvel enkedronningen som de to kongesønner har erklæret sig indforstået dermed.

Som udviklingens slutpunkt kommer en udskrivning af landehjælp i 1511, hvor for første gang også adelen skal skrives i mandtal. Tilsyneladende var den gamle forestilling, at enhver mødte „med meste magt”, ikke mere tidssvarende. Men bortset fra bispers og lensmænds ofte betydelige styrker er der kun få adelsmænd, der skal stille mere end to mand, og i ikke få tilfælde kan adelige enker og den allerfattigste jyske lavadel slå sig sammen to og to om at stille den krævede rytter.

I kong Hans' senere år var administrationen udviklet så meget, at man ikke alene mente at kunne udstede generelle handelsforbud, men også magtede at dispensere derfra og søge at føre bestemmelserne ud i livet. Specielt i Øresund var man på vagt over for overtrædelser af handelsforbud. Derfor krævede man, at alle skibe skulle lægge til i Helsingør, hvad enten de havde toldfrihed eller ej. Her var der mulighed for visitation, og kun i tilfælde af påviselig modvind og fare kunne det tillades at sejle gennem Store Bælt. I så fald skulle tolden betales i Nyborg.

Men der var altid nogle, der var rede til at tage en chance. I 1482 måtte rigsrådet sammen med Københavns magistrat pådømme en sag om forbrudt gods, og til skræk og advarsel sørgede man for, at både danske, tyske, skotske og preussiske skippere var til stede. Der faldt den kendelse, at skipper Morten Nienkircke havde forbrudt liv, gods og skib. Han havde nemlig erklæret, at han kun havde en enkelt engelsk købmand om bord med blot 1/2 læst beg, en kiste hør samt to høge, og desuden en fattig mand, der blot var med som mandskab, og det havde ved kontrollen vist sig urigtigt.