Regeringsmagten

Under Christoffer af Bayern begynder vi så småt at kunne se omridset af en egentlig administration. Fra gammel tid havde rigets vigtigste aktstykker været deponeret på Kalundborg Slot eller på Vordingborg, især skøder og domme, f.eks, fra dronning Margretes omfattende godserhvervelser. I 1476 lod man disse dokumenter registrere, således at administrationen i København havde overblik over sagerne. Vi har enkelte regnskabsbrudstykker om hofudgifter fra Christoffers tid, og udtog af brevkopier eller koncepter fra Christian l.s tid og senere. At kancelliet arbejdede støt under kongens kansler og var ved at udvikle en administrativ praksis, ses af hansestædernes klager over kancellifunktionærernes sportler. Kanslerens krav om hele 100 gylden for udstedelse af et stadfæstelsesbrev besvaredes med et forslag om 50 gylden, hvortil kansleren omgående replicerede, at han virkelig ikke var en købmand, som man kunne tinge med. Og faktisk ser vi, at hansestæderne i 1445 havde givet den daværende kansler 100 gylden, hvortil kom to gylden til det underordnede personale.

Allerede under Erik af Pommern finder vi de første tegn på en udviklet kancelliteknik, hvor det på det udstedte dokument bemærkes, hvem der har været ansvarlig for ekspeditionen.

Desuden optræder den endnu eksisterende skelnen mellem åbne og lukkede kongebreve, dvs. mellem aktstykker, der under formularen „gøre alle vitterligt” henvendte sig til en bredere almenhed, og de mere individuelle eller private skrivelser, der sammenfoldedes således, at seglet bevarede brevhemmeligheden.

Omsider dukker de første regnskaber op, og derved kan vi bag om de officielle dokumenters formularer få indtryk af, hvad der i virkeligheden skete, vel at mærke i den udstrækning det kostede penge. Selv dårligt bevarede regnskabsbrudstykker kan give mange fingerpeg om fortiden. I 1447 ser vi kammermesteren Verner Parsberg kvittere Evert Moltke, formentlig da lensmand på Københavns Slot, for lige ved 900 mark fra de danske købstæder. Dertil modtog kammermesteren 150 mark fra Næstved og 300 mark fra doktor Knud, dvs. den nye viborgbiskop, der tidligere havde virket som kammermester. Rigshofmesteren hr. Otte Nielsen Rosenkrantz afleverede næsten 6200 mark af den jyske landeskat (vel Christoffers brudeskat fra 1445), medens ålborgtolderen hr. Peder Marsvin fik kvittering for 438 mark.

Heraf afholdtes udgifter til stort og småt, og især får vi kendskab til hoffet gennem udgifter til kongens kok, kammertjenere, skræddere, staldknægte og musikanter, medens en afskrift af et nu tabt regnskab opregner de adelige hoffolk og det lige fra standspersoner som ridderne hr. Knud Henriksen Gyldenstierne, den svenske hr. Niels Sture og nordmanden Gude Kane, Claus Rønnow, Christian Frille og helt ned til den ydmygste lavadel, i alt en 30 hofjunkere, hvis udbetalinger på fra 20 til 10 mark kan virke beskedne. Hertil skal dog ikke blot lægges fri station (kost, logi og beklædning), for hoftjeneste i sig selv var en investering for fremtiden. De mange udgifter vedrørende Corfitz Rønnows bryllup med den aristokratiske enke Ellen Henriksdatter Gyldenstierne antyder, at kongen selv holdt festen, og senere finder vi da også hr. Corfitz som dronningens hofmester.

Et originalt regnskab fra 1487 giver ganske samme billede: skriveren anfører først sin kasses indhold, dvs. hvorfra han har pengene, hvad enten det er egentlige statsindtægter, eller det er penge, som kongen har betroet ham af „statsformuen”. Den gamle rigsdagsbonde og herredsfoged Jep Smed i Lundby mødte op med 100 mark som afdrag på Næstved byskat og told m.v., hr. Erik Ottesen Rosenkrantz' svend Iven Lunov kom med 258 mark fra Jylland, Claus Eriksen Bjørn betalte 400 mark restancer for sit skånske len Beridsholm, adskillige købstæder måtte af med penge, fordi de ikke havde stillet mandskab til felttoget imod Sverige, og når traditionen bebrejder Christoffer af Bayern, at han var så pengeglad, at han gav hvem som helst ventebrev på forleninger, blot de betalte godt derfor, ser vi her kong Hans modtage hele 500 mark af hr. Hans Valken-dorf, for at denne kunne beholde sit gode fynske len Eskebjerg (det nuværende Scheelenborg) på såvel sin egen som sin hustrus livstid.

Dernæst udgifterne: bude får rejsepenge, og der købes ind til hoffets behov, i lidt større stil end i Mouritz Nielsens rejseregnskaber, men i meget af samme karakter. Der udrustes skibe, og her omtales blandt andet Grønlands genopdager Pining som skibschef. Den politisk anspændte situation anes i omkostningerne for de mange sendebud, der gik mellem kongen og hr. Sten Sture, Sveriges selvstændige rigsforstander. Måske var dette grunden til mange forsinkede betalinger, hvor selv vaskekonen manglede fire mark for et halvt år, hvortil kom ydermere to mark fra foregående år!

At aristokraten Jacob Andersen Bjørn sammen med en halvadelig Rudbæk hver fik hele 30 mark i årsløn, medens egentlig lavadel måtte nøjes med en 10 til 15 mark, antyder, at de havde en art officersstilling. Selv i disse års krigslignende situation rummede kongens personlige hofjunker-livgarde blot henved 80 personer, langt flere end Mouritz Nielsens ca. 25 mand eller næstvedabbedens seks-otte svende, men alligevel ikke væsensforskelligt fra ærkebispen, der på reformationstiden aflønnede omkring 12 adelssvende og 36 skytter, hvortil kom besætningerne på ærkestiftets mange slotte.