Kirkens centrale placering i det middelalderlige samfund fremgår tydeligt af, at gejstligheden som en selvfølge betragtedes som rigets førstestand. Når rigsrådets medlemmer opregnes, anføres bisperne altid først, og selv en simpel sognepræst nævnes gerne før sognets adelige godsejer, medmindre denne var ridder og således ligesom præsten kunne smykke sig med herretitlen.

I håndfæstninger og lignende politiske erklæringer kommer bestemmelser om kirken og dens rettigheder altid først. Thi dette jordeliv var kort og ofte besværligt, og det gjaldt derfor om at leve en sådan tilværelse, at man havde rimelig mulighed for at opnå den evige salighed efter et kortere eller længere ophold i skærsilden.

Man kan derfor næppe overvurdere kirkens rolle i dagliglivet. Var mennesket af naturen syndigt, for ikke at sige bundfordærvet, havde Gud dog i sin overvættes barmhjertighed gennem opofrelsen af sin enbårne søn Kristus sørget for, at der var tilgivelse og frelse at opnå, dog kun inden for de rammer, som kirken og dens organisation havde afstukket.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Først ville vi elske Gud og den hellige kirke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig