Vornedskabet

Kun sjældent får vi indblik i dagliglivets problemer. Men en gang opstod der uenighed imellem en alterpræst ved Roskilde Domkirke og hans fæster Torkild i Værløse. Den 3. juni 1477 indstævnede præsten sin bonde for synoden, dvs. for bispens øverste retsembedsmand, generalofficialen, der førte forsædet på stiftets landemode som domstol. Her hævdede Torkild, at han troligt havde ydet alt, hvad han skulle, medens præsten påstod, at han havde krav på en endnu højere landgilde.

Det er slet ikke umuligt, at begge parter hver for sig i en vis forstand havde ret. Antagelig har Torkild år efter år ydet de afgifter, som de fortsat vigende konjunkturer havde gjort lavere og lavere. Men efterhånden som situationen bedrede sig, har alterpræsten ønsket landgilden sat i vejret, og hvis han er gået i arkivet, har han kunnet finde det gavebrev fra 1400, hvorved gården skænkedes til alteret; og her siges det, at gården skulle yde tre ørte korn, dvs. hvad præsten nu forlangte.

Dette kan i hvert fald forklare, hvorfor præsten valgte at føre sagen for gejstlig ret, skønt landbrugs- og afgiftsspørgsmål normalt hører under herreds- og landsting. Men for en verdslig domstol var skik og brug gerne afgørende, og sandsynligvis havde Torkild ret i, at han ydede, hvad han og eventuelt også hans nærmeste forgænger plejede at udrede. Det er vel gået i Værløse, ganske som vi ved, at det gik i Gershøj, hvor en gård, der før 1400 kunne yde tre ørte korn, i 1441 bortfæstedes for blot to ørte. Derfor førtes sagen som „teknisk helligbrøde”, uretmæssig tilbageholdelse af kirkelig ejendom. Og en kirkelig instans var i langt højere grad end de verdslige retter bundet af dokumenter. Takket være gavebrevet fik præsten følgelig ret; men formentlig på grund af sagens lidt ømfindtlige karakter fik Torkild valget imellem at gå med til at betale den højere landgilde eller at flytte til førstkommende påske. Herved fik han reelt tre fjerdingårs betænkningstid, og ydermere slap han i givet fald for at betale fraflytningsafgiften førlov.

I begyndelsen af det nye år blev præsten klar over, at Torkild ikke ønskede at beholde gården på de nye vilkår. Han henvender sig til generalofficialen, og den 28. februar 1478 skriver denne da til sognepræsten i Værløse, at han førstkommende søndag i kirken skal påminde Torkild om inden otte dage at betale sin resterende landgilde, hvis han vil blive boende. Tre uger efter kom nemlig påsken, den aftalte flyttedag. Resultatet kender vi ikke; men helt urimelig har præstens påstand næppe været, da gården 100 år senere var i stand til at yde de påståede tre ørte korn.

Retssagen viser os en vigtig ting: de sjællandske bønder var øjensynligt i stand til at flytte, hvis ikke de fandt vilkårene tilfredsstillende. Nok var bonden i godsejerens værn; men det egentlige vornedskab fandtes endnu ikke. Når en forordning for Skåne i 1481 fastslog, at ingen godsejer måtte antage andre godsejeres fæstebønder, før de regelret havde opsagt fæstet, var der i og for sig intet nyt heri. Men hårdhændet håndhævet kunne den i praksis gøre det meget vanskeligt for fæstere at flytte på lovlig vis, idet en godsejer ikke behøvede at være særlig snedig for at begynde at diskutere restancer, dårlig bygningsvedligeholdelse osv. og derved gøre flytningen yderst besværlig.

Da Sorø Kloster først i 1490'erne kom i konflikt med roskildebispen, siges det i et af klosterets procesindlæg om abbedens rettigheder over klosterets bønder højst malerisk: „I umindelige tider har klosterets bønder været bundet til deres fødestavn, og i givet fald har man kunnet tvinge bortløbne bønder tilbage; ja klosteret kunne endog sælge sine bønder, hvilket ofte var sket.”

Ganske vist skal vi huske, at processen skulle føres i Rom for en domstol, der var vant til romerretligt klingende udtryksformer, og langtfra alle de påstande, der fremførtes i retssagen, kan stå for en nærmere prøvelse (se afsnittet Rom og retten). Alligevel ser det ud til, at der netop nu var ved at ske noget på Sjælland. Da en adelsdame 1492 lovede kronen at overlade den et bestemt gods efter to års forløb, erklærede hun udtrykkeligt, at hun ikke ville forringe godset, hverken ved at forhugge skovene eller ved at sælge tjenerne, dvs. bønderne.

Højst betegnende har vi hverken forordninger eller lokale vedtagelser om vornedskabets indførelse. Kun de følgende års dokumenter afspejler, at noget nyt var på vej. I 1495 tillader roskildebispen, at en bonde, der var født på bispegodset, med hele sin familie må blive boende på det adelsgods, hvor han nu opholdt sig, og i de følgende år dukker der flere og flere af den slags aftaler op mellem storgodsejere, det være sig krone, bisp, klostre eller adel.

De er normalt således udformet, at de tillader en bestemt bonde at blive boende på det gods, hvor han nu befinder sig, uanset at han er født på et andet gods; men så skal den slags flytninger fremtidig være slut. Det virker nærmest, som om de sjællandske storgodsejere har truffet en kollegial aftale om ikke længere at hugge bønder fra hinanden. Men skønt de i modsætning til deres standsfæller på Fyn (se afsnittet Lov og ret) ikke har ønsket at offentliggøre deres beslutninger, blev det meget hurtigt sædvaneret, at bønder ikke længere frit kunne flytte, i hvert fald var andre godsejere forpligtet til at holde sig fra at give dem gård i fæste, medmindre deres tidligere husbond tillod dette. Og når de ret få storgodsejere på Sjælland kunne enes om denne nulstilling af fæstesituationen, kunne ingen jordejer på øen i det lange løb sætte sig op derimod.

Hurtigt fulgte standsfællerne på Lolland efter, hvilket fremgår af, at en af odensebispens lollandske bønder i 1499 opnår et fribrev, der udtrykkeligt tillader ham at bo, hvor det passer ham. Med sine store godsmasser over hele Sjælland var roskildebispen i den situation, at han i vid udstrækning måtte stole på sine lensmænd rundt om på de biskoppelige slotte og godser. Netop omkring år 1500 indføjes den tilføjelse i lensbreve på bispegods, at lensmanden ud over sine sædvanlige forpligtelser ikke må sælge bønder fra godset. Dette antyder, dels at problemet var ret nyt, dels at det altid kunne være vanskeligt for en lensmand eller foged at holde sine privatøkonomiske interesser ude fra stiftsadministrationen.

Efter en 15 års tid sker der det nye, at lensbrevene ikke alene omtaler bønder, men nu også bøndersønner, dvs. at man begyndte at lægge bånd på næste generation. Men at det alt sammen var led i en strengt taget privat og intern aftale godsejerne imellem, antydes af den første kendte retssag derom. I 1501 sagsøgte Esrum Klosters abbed en borger i København for at være en fra klostergodset bortrømt bonde, og spørgsmålet blev indbragt for selve det kongelige retterting. Karakteristisk nok var denne rigets højeste domstol ikke spor begejstret for at skulle tage stilling til et sådant aldrig før forekommende tilfælde, hvorom der hverken fandtes lovgivning eller vejledende domme. Derfor blev afgørelsen udskudt, indtil et rigs-rådsmøde havde haft lejlighed til at overveje problemet med samtlige dets implikationer.

Typisk nok kom en sådan afgørelse aldrig. Tilsyneladende foretrak man at lade udviklingen gå sin gang, og de senere stadsretters undtagelsesbestemmelser om vornede bønder viser da også, at vornedskabet snart var blevet sædvane og dermed juridisk bindende.