Snesere Kirke i Sydsjælland. Omkring 1400 fik kirken nye hvælvinger og en betydelig vestforlængelse. Da kirken hørte under Roskilde domprovst, er det fristende at forestille sig, at udvidelserne er sket under Christiern Hemmingsen, domprovst fra 1401 og indtil han i 1418 blev biskop af Ribe. Som provst viste han sig særdeles aktiv og indgik aftaler og forpagtningskontrakter vedrørende ødegods. Det minder os om, at selv om den senmiddelalderlige krise ramte storgodsejerne hårdt ved at formindske deres indtægter, kan fæstebønderne have fået betydeligt bedre vilkår med mere jord og lavere afgifter. Og samtidig har driftige folk, både verdslige og gejstlige, kunnet opnå et rimeligt udbytte ved at indgå i aftaler om at genoprette ødegods.

.

Ved dette brev af 1422 bort-lejede Agnete Kloster i Roskilde alt sit gods i landsbyen Snesere til lavadelsmanden Hennike Bosendal imod 20 mark lybsk om året. Godset bestod da af en hovedgård med gårdsæde-stavne samt af tre fæstegårde. Af jordebogen fra 1572 fremgår det, at der fortsat var tre fæstegårde, og desuden en større gård med tre mindre fæstegårde. Her finder vi utvivlsomt den gamle hovedgård, der havde afgivet jord til gårdsæderne, som derved blev til fæstere.

.

Segl fra 1400-tallet. Leer anvendtes normalt kun til høslæt. Var det end mere tidkrævende at anvende en segl til kornhøsten, kunne man regne med et større udbytte. Denne segl må antages at være beregnet til at bruges af en kejthåndet.

.

Takket være meget velbevarede arkiver fra tre sjællandske klostre kan vi få et indtryk af, hvorledes man her søgte at overvinde landbrugskrisen. Disse klostre udlejede i betydeligt omfang deres jord, vel især den, der lå lidt på afstand af klosteret, og som det derfor var svært at kontrollere effektivt. Thi uden konstant tilsyn risikerede man, at jorden blev øde, og at landsbyerne måske ligefrem helt forsvandt, som det var sket for Slesvig domkapitel og på egnen nord for Roskilde.

De tidlige lejebreve fra omkring 1370 følger gerne den formel, at modtageren får al klosterets ikke nærmere specificerede jord i en bestemt lokalitet, og at han i de første tre år har den helt uden afgift. Men derpå skal han i en vis periode, f.eks. 10 år, yde en aftalt afgift, og vil han derefter fortsat leje godset, skal han betale, hvad syns- og skønsmænd finder rimeligt.

Det er især karakteristisk, at disse lejebreve gerne udtrykkeligt fastslår, at lejeren eller forpagteren skal bebygge, ja eventuelt ligefrem genopbygge godset og til slut aflevere det til klosteret i god stand med fæstebønder på de enkelte gårde.

Meget tyder således på, at disse klostre havde fundet deres metode til at overvinde ødegårdskrisen ved at henvende sig til en måske navnlig på Sjælland udbredt entreprenørtype, der specialiserede sig i genopretning af ødegods. Blandt disse jordspekulanter finder vi høj som lav, adelsmænd af enhver art og købstadsborgere. Om det så var domprovsten i Roskilde, optræder også han aktivt i den slags kontrakter om genopbygning af ødegods. Det er muligt, at det i høj grad var den slags driftige mennesker, der i praksis gennemførte omstruktureringen af landbruget fra det forældede bryde-gård-sædesystem til det siden almindelige fæstegårdssystem.

Disse kontrakter indeholdt naturligvis et betydeligt risikomoment. Den mest udførlige af alle kontrakter er den, som selveste rigens drost hr. Henning Podebusk udstedte 1380, da han lejede alt det gods, som Roskilde Agnete Kloster ejede i landsbyen Gershøj ved Roskilde Fjord.

Hvordan dette uspecificerede gods tidligere havde været organiseret, ved vi ikke, selv om det forekommer sandsynligt, at det havde været delt imellem en større brydegård og talrige små gårdsæder. Efter aftalen skulle drosten foruden 1/2 tønde smør og en tønde sild hvert år yde en afgift i korn, der i løbet af kontraktens første seks år skulle stige fra seks til 18 pund korn (her regnes et pund byg lig fire tønder).

Hensigten med denne ordning anes i lejekontraktens udtrykkelige betoning af, at i tilfælde af misligholdelse (eller ved drostens død) skulle godset med både ældre bygninger og dem, som hr. Henning Podebusk havde ladet opføre, straks igen falde tilbage til klosteret.

Men endnu i 1380 havde krisen langtfra nået sit højdepunkt, og efter alt at dømme har hr. Henning forregnet sig. Allerede i 1406 omtales der øde gods i Gershøj, og i 1441 bortfæstes en øde gård i landsbyen afgiftsfrit i to år og derpå blot for to pund korn årligt. Og da vi efter reformationen har mere detaljeret viden om situationen i Gershøj, finder vi det blivende resultat af hr. Henning Podebusks virke: klosterets ejendom bestod nu af seks nogenlunde lige store fæstegårde. Både smør- og sildeydelserne var bortfaldet og kan næppe være blevet erstattet af de senere så almindelige småafgifter af gæs og høns. I stedet for de lidt vel optimistisk anslåede 18 pund korn kunne de seks gårde tilsammen blot yde 16 1/3 pund.

Efter 1400 begynder disse lejebreve at følge et bestemt mønster, der antyder, at man nu var ved at få genrejst landbruget på lejevilkår, der alt i alt viste sig holdbare i århundreder. I 1405 lejede adelsmanden Evert Moltke af Agnete Kloster tre såkaldte brydegårde i Rye, to gårde i Ulstrup og en gård i Gerløv på livstid, og han forpligtede sig til årligt at give nonnerne 16 pund korn, halvt i rug og halvt i byg.

Her er vi så heldige, at vi direkte kan sammenligne dette med klosterets bevarede indtægtsregnskab fra 1508. Det er nemt at genkende de tre gårde i Rye, som nu ydede syv pund korn (halvt i rug og halvt i byg). Gårdene i Ulstrup må derimod være blevet slået sammen til en temmelig stor gård, der gav hele 3 1/4 pund byg og det samme i rug. Endelig gav gården i Gerløv 1 1/2 pund byg og 1 1/2 pund rug, dvs. at klosteret i 1508 modtog et halvt pund mere end efter aftalen fra 1405, men fortsat nøjagtigt halvt af hver kornsort.

Ved siden af kornydelserne anfører regnskabet fra 1508 en række pengeafgifter, der alle er beregnede i 1300-tallets gamle møntsystem, den såkaldte skilling grot: en skilling af hver af gårdene i Rye, 1 1/2 skilling af hver af gårdene i Gerløv og Ulstrup. Her finder vi muligvis forklaringen på, at den adelige forpagter overhovedet var interesseret i lejemålet, da han tilsyneladende hvert år skulle betale klosteret lige så store kornmængder, som gårdene kunne give i fæsteafgift. Antagelig har der ved siden af kornlandgilden hele tiden eksisteret en række diverse ydelser som disse skilling grot, der kunne friste en godsforpagter.

Så længe man kun brugte det kostbare pergament, måtte man begrænse sig til at skrive det absolut nødvendige. Men som papiret bliver almindeligt ind i 1400-tallet, muliggør dette en langt mere udstrakt anvendelse af skriftlighed, og man begynder at specificere landgilden til sidste skæppe, høne eller hvad det nu kunne være. Tidligere måtte man nøjes med at nedskrive netop så meget, at gården kunne identificeres. Og sandsynligvis har man på egnen vidst, at der til en bestemt kornlandgilde sædvanemæssigt svarede visse ekstraafgifter i smør, penge eller høns m.v.

Så sent som i 1488 lejede højadelsmanden hr. Axel Lagesen Brok fem gårde i Sneslev og en lille gård i Højbjerg af Roskilde Clara Kloster imod en årlig ydelse på seks pund korn samt otte skilling grot. I lejebrevet er de enkelte gårdes landgilde nøje angivet, og lægger vi det hele sammen, bliver det nøjagtigt til den anførte lejeafgift. Hvilken interesse havde da storgodsejeren overhovedet i at leje klostergods, hvis indtægterne deraf kun lige netop indbragte ham hans forpagtningsafgift?

Ganske vist ejede han det nærliggende sjællandske storgods Gunderslevholm, hvorfor han kunne være interesseret i også at kontrollere en naboejendom. Men lejebrevet mere end antyder, hvad en sådan godsadministrator kunne forvente, hvis han påtog sig at forvalte andres ejendom: „Hvad førnævnte gårde ydermere kan rente med sagefald [bøder], oldengæld for svin på skov, gæstning, tjeneste og alt andet, skal han beholde på livstid. Til gengæld skal han holde godset bebygget, holde skovene ved hævd og ikke besvære bønderne med ulovlig tynge.”

Dvs. at kun den nøgne landgilde – det være sig i korn, smør eller penge – tilfaldt ejeren. Den, der forvaltede godset, kunne til gengæld regne med en række ekstraydelser, der måske ikke altid var faste og regelmæssige, men som for en dels vedkommende netop indeholdt et moment af dækning for administrationsomkostningerne. Lejemålet gav nok godsejerens foged på Gunderslevholm lidt mere at bestille, men i det lange løb fik hr. Axel mere i kassen, og det forholdsvis omkostningsfrit.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Genrejsningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig