Landskrona skomagerlavs segl. At Erik af Pommerns nyanlagte købstad blev en succes ses af, at der snart kom så mange håndværkere til, at de dannede deres egne lav. Sammen med sko-og støvlelæst optræder her andre former for værktøj, som en skomager kunne få brug for.

.

Husgeråd af træ fra ca. 1400, fundet i Svendborg. Her er både skåle og dybe, drejede tallerkener, skeer og en „brikke”, der ligner et moderne smørebræt, men som brugtes som flad tallerken til f.eks. at skære kød på. I velhavende husholdninger kunne man i stedet bruge en brødskive.

.

Senmiddelalderligt drikkehorn fra Køge skomagerlav. Dette var en velhavende institution med adskillige købstadsejendomme og sit eget alter i bykirken, indviet til Sankt Jakob. Det havde derfor et smukt prydet drikkehorn, der må have været brugt, f.eks. når man bød nye medlemmer velkommen.

.

Det københavnske bagerlavs segl fra ca. 1400. Blandt de mange forskellige slags brød, der her er afbildet, vil man kunne genkende giflerne på deres særprægede form.

.

For at blive borger i en købstad måtte man have et lovligt erhverv og være medlem af dettes organisation. Fra ældgammel tid havde handelsaristokratiet sluttet sig sammen i de fornemme Sankt Knudsgilder, og selv om navnene på disse foreninger kunne ændre sig – i København således et Danske Kompagni, i Ålborg et Guldsmedelav – gav det særlig prestige at tilhøre en sådan organisation.

Det kan være svært at skelne mellem gilde og lav. Visse gilder var fortrinsvis religiøse broderskaber, men ofte domineredes et gilde af et bestemt erhverv, hvorved det i realiteten fungerede som håndværkets lav. Gildeskråerne, dvs. deres vedtægter, fortæller os udførligt om sammenslutningernes religiøse forpligtelser, især vedrørende læsning af messer for nyligt afdøde gildesbrødre. Megen plads optages af de selskabelige bestemmelser, der i udpenslet form bringer ret ensartede og ofte ældgamle regler for høvisk optræden med bøder for drukkenskab og anden form for upassende optræden. Da disse bøder ofte var gildets hovedindkomst, har de fromme og artige medlemmer kunnet drikke gratis, når næste mødes udgifter til mad og drikke blev dækket af de forsømmelige brødres bøder.

Det ville være mærkeligt, om ikke mestrene har benyttet lejligheden til en snak om priser, lønninger og andre problemer af fælles interesse, og de med tiden mere og mere håndværksorienterede skråer indeholder regler om kollegial optræden. Man måtte ikke hugge hinandens svende, men pænt vente til skiftedag, og under dyrtid måtte man ikke foretage råvareindkøb bag ryggen af gildesbrødrene. Det var bedre, om oldermanden foretog et fælles storindkøb til helhedens fordel.

Nu og da træder sammenhængen mellem gilde og lav klart frem, som når det gamle Sankt Knudsgilde i København i 1478 delvis overtages af stadens vognmænd, og i 1515 kan vi se, at Sankt Andreasgildet er blevet til tømrerlav. Omvendt giver de tidlige lavsskråer ofte et fingerpeg om fagets religiøse tilknytning. Lavsseglet kunne f.eks. indeholde et helgenbillede, og det var almindeligt, at møderne gerne skulle holdes på bestemte helgendage.

Antallet af gilder og lav var højst forskelligt fra by til by. Medens så at sige enhver stad havde skomagere, skræddere og bagere, magtede kun de større byer at have lav for special-håndværk. Det var almindeligt, at de mange håndværk, der arbejdede med læder, slog sig sammen med beslægtede fag, selv om det gav anledning til evindelige grænsestridigheder. Handskemagerne stredes med remmesniderne (sadelmagerne), og hvor ofte har klejnsmeden ikke repareret en kedel til kedelsmedens harme.

I 1496 opnåede smedene i Ystad at få en lavsskrå under stadens segl og skrevet af byskriveren, hvilket antyder, at det skete i smuk overensstemmelse med byrådet. Her dominerer de fagretlige bestemmelser omsider helt på de religiøse reglers bekostning. Foruden nyttige regler om fælles indkøb af trækul og importeret jern, om personalepolitik m.v. bestemmes det, at lavet især skal kontrollere, at fremmede ikke udfører arbejde i byen. Det er mere kravene til mestrenes kunnen end til svendestykket, der har betydning. Mesterstykket bestod her af en økse, en greb og en hestesko, som skal synes og godkendes af lavets oldermand med bisiddere.

Men i 1506 besluttede ystadsmedene at udvide lavet med såvel de ellers så eksklusive guldsmede som de mere ydmyge remmesnidere, pungmagere og sværdfegere, der vel har været for fåtallige til at kunne opretholde deres egne organisationer. Selv i den store stiftsstad Odense optræder i 1496 grovsmede, klejnsmede, kedelsmede, grydestøbere, pladeslagere, remmesnidere, sværdfegere, sadelmagere og kandestøbere i et fælles lav, hvorfor afsnittet om mesterstykket bliver ekstra omfattende, da der selvfølgelig må tages hensyn til den reelle specialisering. Gildefunktionen har vist ofte kunnet styrke en mesterorganisation, der altid var under mistanke for at udnytte sin monopolstilling. Og selv om kong Hans en gang ligefrem forlangte alle skomagerlav ophævet, var det umuligt at gennemføre i praksis, måske netop fordi de formåede at leve videre som religiøse broderskaber.

Tidligt i århundredet dukker de første svendelav op, for Odense skomagersvende allerede ca. 1405, for smedesvendene i 1452, hvor det omhyggeligt understreges, at det sker i samråd med „de gamle smede”. Her dominerer karakteristisk nok de religiøst-selskabelige bestemmelser, da mesterlavet anstændigvis ikke kunne have noget at indvende imod, at svendene støttede hinanden socialt og religiøst. Dermed har lavet også rummet spiren til en sygekasse, og allerede de københavnske bagersvendes skrå af 1403 indeholder en art primitiv sygeforsikring.

Ved de selskabelige sammenkomster deltog slægt og venner, og den præst, der varetog læsningen af fagets messer, kan af og til fungere som lavets skriver. De rigere gilder havde speciel tilknytning til deres lavshelgens alter, ja måske ligefrem en patronatsret, altså indstillingsret til altervikarembe-det. Primært søgte man at lette tilgangen for medlemmernes egne sønner. Selv om kvinder ikke kunne være håndværksmestre, var det fornuftigvis tilladt en mesters enke at drive forretningen videre, hvad enten hun holdt mestersvend eller giftede sig med en mester eller en kvalificeret svend.

Med tidens høje dødelighed har en mester ofte måttet uddanne mange læredrenge, for at han til sin tid kunne have en udlært svend, og for svenden var det næppe alt for svært selv engang at blive mester, selv om man måske nu og da måtte tage en mesterenke med i købet.

I storbyen København var der tilstrækkeligt med guldsmede, til at de kunne danne deres eget lav, som efter internationalt mønster havde Sankt Loyes (Eligius) som gildehelgen. I 1496 blev den gamle tysksprogede guldsmedeskrå fornyet og det vel at mærke på dansk. Mesterstykket var her en alterkalk og to fingerringe med og uden indfatning (til signet eller ædelsten); mindst hver 14. dag skulle oldermanden visitere og dermed kontrollere arbejdets kvalitet, hvor ikke mindst problemet vedrørende ædelmetallers lødighed altid udgjorde en fristelse for svage sjæle. Når den nye mester blev optaget, skulle han give tre mark voks til Sankt Loyes' alter samt et festmåltid til lavsbrødrene på hele fire marks værd. Der blev således tænkt på både denne og den kommende tilværelse.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Gilde og lav.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig