Ramsø og den nordlige del af Ringsted herreder.

.

Kort over godsfordelingen i Ramsø og den nordlige del af Ringsted herreder.

.

Da langt den største del af Danmarks jord dyrkedes af mellemstore fæstegårde, ville det unægtelig have stor interesse, hvis man kunne fastslå, hvem der egentlig ejede al denne jord. Kun med stor tøven tør vi anslå, at omkring tre fjerdedele af jorden deltes nogenlunde ligeligt mellem adel og kirke, medens resten hørte under kronen. Af denne sidste fjerdedel var kun henved halvdelen egentligt fæstegods, medens en anden halvdel var ejet af såkaldte selvejerbønder. Såvel fæste- som selvejerbønder ydede afgifter til kronen; men da selvejerjordens afgifter af gammel ledingsskat gerne var betydeligt lavere, end hvad en tilsvarende fæstegård gav, blev der som tidligere nævnt en art „merværdi” til selvejerbonden, og det var denne, der gik i arv, dvs. at mange såkaldte selvejerbønder snarest var en art arvefæstere med nedsat ydelse.

I så grove gennemsnitsberegninger skjuler sig meget store forskelle fra egn til egn. Omkring bispesæderne dominerede kirkens gods, såvel bispe- som domkapitelsgodset, og rige klostre som Sorø og Antvorskov havde i tidens løb erhvervet store godsmasser, der kunne omfatte al jord i flere sogne. I andre egne var adelen dominerende, medens der omkring de kongelige slotte gerne lå meget fæstegods, der styredes fra slottet af den kongelige lensmand. Men hvor der var langt til et kongeligt slot, fandtes der ofte meget selvejergods, specielt i rigets udkanter som i Blekinge og i Vestjylland, måske fordi selvejerne havde en større selvstændighed og derfor ikke krævede samme tilsyn som fæstegodset, men blot hvert år skulle betale de ofte ældgamle, uforanderlige ydelser.

Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at der var mange om at dele disse store godsmasser. Vel var mange bispedømmer som Lund og Roskilde hovedrige med enorme besiddelser, der blev styret fra biskoppelige slotte ved en lensforvaltning, der lignede kronens. Hertil kom, at også domkirkerne besad meget gods, der blev forvaltet af kirkeværger, samtidig med at hvert enkelt medlem af domkapitlet havde eget embedsgods. Desuden udgjorde alterstiftelser og hospitaler m.m. selvstændige, godsejende institutioner. Om det så var sognepræsterne, rådede de over præste- og anneksgårde, og selv en sognekirke kunne eje jord.

Hørte mellem 35 og 40 procent af den danske jord under adelen, gælder det også her, at der var mange om at dele den, lige fra den hovedrige aristokrat, der kunne eje flere hundrede fæstegårde, og ned til den forarmede lavadelsmand, der knap og nap ejede den gård, han boede på.

Ganske vist hører glosen adel først til i en senere periode. I samtiden tales blot om rigens ædlinge, om riddere og svende eller væbnere, eventuelt om de frie (dvs. skattefrie) mænd; men der er nu engang tradition for, at den verdslige overklasse kaldes adel. For udviklingen af denne stand kom den særlige lovgivning om selvejerjorden på dronning Margretes tid til at spille en betydelig rolle. Fra gammel tid havde rige selvejerbønder kunnet blive optaget i den skattefrie stand mod til gengæld at påtage sig krigstjenesteforpligtelser. Omvendt kunne forarmede selvejere fristes til at sælge de sidste rester af deres jord, og kom den i hænderne på en fri mand, mistede kronen sine indtægter deraf.

Selv om selvejerjorden ydede lavere afgifter end tilsvarende fæstegods, var det dog betydelige indtægter, som kronen på denne måde risikerede at miste. Derfor blev det nu påbudt, at den jord, der endnu var selvejerjord, skulle bevare denne særlige status, dvs. at hverken kirke eller adel måtte købe den. I Sverige og Finland, hvor langt den meste jord endnu var i hænderne på selvejere, rejste derfor kongelige kommissioner i 1400-tallets begyndelse rundt for at kontrollere, at gammelt selvejergods ikke uretmæssigt var kommet på gale hænder, og det ser ud, som om man forsøgte en lignende kontrol i Danmark. Således blev det i 1406 ved det kongelige rettertings dom pålagt nogle jyder at udrede selvejerafgifter, da de ikke på tilfredsstillende måde havde kunnet dokumentere deres frihed, dvs. adelskab.

Morsomt nok synes netop denne strenge kongelige kontrol at have medført en ny form for tilgang til adelen. Antagelig har de kongelige kommissioner ofte fundet, at om end de fremlagte beviser for jordens adelige status ikke var fyldestgørende, var der dog en vis sandsynlighed derfor, hvorfor kongen uanset den strenge jura ved særligt brev kunne lade nåde gå for ret og tildele jordejeren den ønskede frihed. Dette blev indledningen til en periode, hvor adelsbreve opstår, og de synes at have været ganske almindelige i 1400-tallet. Men det må slås fast, at ligesom jordejendom var den afgørende betingelse for, at man kunne opretholde sin adelige status, var det en selvfølge, at adelskab erhvervedes gennem arv, ganske som man arvede sin godsrigdom.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Adelen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig