Ret og magt

Da dronning Margrete i juli 1413 blev bisat i Roskilde under udfoldelsen af et storslået ceremoniel, var regeringens tanker nok mere koncentreret om det slesvigske problem. Hvad var de holstenske grevers ret til hertugdømmet egentlig baseret på? Kong Erik lod aldrende råder tilkalde og fik af dem et vidnesbyrd om, hvad der faktisk var foregået i Assens i 1396. Disse råder hævdede nu, at der ikke var sket nogen virkelig forlening, da hertug Gerhard havde nægtet at aflægge lensed, en udtalelse, der unægtelig direkte strider imod holstensk tradition, men som formentlig skyldes, at der havde været en del uafklarede spørgsmål, som Margrete sin vane tro bevidst havde holdt åbne.

Kort efter begravelsen mødte da hertug Henrik af Lüneburg op som befuldmægtiget for sin søster Elisabeth og dennes endnu umyndige børn. I henhold til aftalen af 1411 udnævnte han seks voldgiftsmænd, som kong Erik omgående forkastede under henvisning til, at de – som pålidelige holstenere – hverken var danske eller slesvigske. Derfor krævede han nu en afgørelse i henhold til dansk ret, og i en sag mellem kongen og en undersåt måtte afgørelsen træffes af danehoffet, det ældgamle parlamentum, under forsæde af roskildebispen som rigets øverste kansler.

Danehoffet havde ganske vist ikke været sammenkaldt i umindelige tider, og det var vist ret tvivlsomt, om nogen med fuld sikkerhed kunne forklare dets korrekte sammensætning. Men at det rent juridisk var kompetent til at dømme mellem kongen og hans undersåtter, kunne der ikke være tvivl om. Derfor lod kong Erik lüneburghertugen indstævne, og da denne fornuftigvis udeblev, fremlagde kongen uimodsagt sin påstand, at afdøde hr. Gerhard, „der kaldte sig hertug af Slesvig”, hans enke og børn med flere holstenske adelsmænd havde brudt deres lensed ved at føre våben imod Slesvigs rette lensherre kongen af Danmark.

Denne påstand blev taget for gode varer af biskop Peder med råd og samtykke af de retskyndige mænd og bisiddere og af hele det kongelige parlament under henvisning til den lovbestemmelse (Sjællandske Lov II § 27), at den, der fører avindskjold mod riget, har forbrudt alt, hvad han ejer.

Nu var det forbi med Margretes halve løfter, uklare aftaler og blot reelle gevinster. Her var endelig en soleklar afgørelse sort på hvidt. Men som en ordholdende mand ville kong Erik dog ikke dermed straks afbryde den aftalte femårige stilstand, hvorfor forhandlinger fortsatte om fangeudvekslinger m.v.

Men øjensynligt til kongens forbløffelse viste holstenerne sig ganske upåvirkede af dommen, idet de vedblev at føre hertugtitel, og så måtte man jo prøve, om der ikke var andre retsinstanser at henvende sig til.

Som et tysk len var Holsten i hvert fald formelt undergivet kejserens myndighed. I flere tidligere forhandlinger havde man, vist ret traditionelt, henvist tvivlsspørgsmål til denne næsten overnationale institution. Nu var kejser Sigismund ikke blot beslægtet med kong Erik; men et af hans politiske hovedmål var at få det evindelige skisma på pavestolen bragt til ende gennem et fælleskirkeligt koncil i Konstanz. Og her havde kong Erik været så imødekommende at lade sig selv og sine tre riger repræsentere. En så kraftig støtte til kejserens politik måtte gøre udfaldet af sagen klar på forhånd, og i juni 1415 erklærede kejseren hertugdømmet Slesvig forbrudt i henhold til almindelig lensret, dvs. at han reelt bekræftede dane-hoffets afgørelse.

Det var dog et irritationsmoment, at de holstenske grever fortsat undlod at respektere disse juridisk korrekte afgørelser; men selv om kongen snart fik andre problemer, føltes det dog positivt, at den hidtil så vægelsindede slesvigdrost hr. Erik Krummedige endeligt tog parti for kongen, antagelig fordi hovedparten af hans besiddelser lå på slesvigsk grund. Han fik Tønderhus i forlening, og i 1424 kaldes han ligefrem for kongens hofmester, dvs. at han havde fået det embede, der var ved at afløse det gamle danske drostembede.

Kongen udvidede sin række af borganlæg langs Slien, medens hertug Henrik af Lüneburg af pengetrang måtte pantsætte store dele af Holsten til det selvbevidste aristokrati. Ganske vist var friserne i Vestslesvig fortsat oprørske; til gengæld foretrak ditmarskerne et forbund med det fjerne Danmark frem for det nære Holsten.

Da stilstanden udløb i 1416, gik Erik til angreb på både Femern og Slesvig, men tabte i stedet Tønder og Vedelspang. Det støttede ham dog, at det gamle byråd i Lübeck samme år vendte tilbage til magten, hvorved de mest udpræget antidanske kredse i hansestaden for en tid var bragt til tavshed. I 1417 erobrede kongens tropper omsider Slesvig by og gjorde indfald i det halvselvstændige Ejderstedt.

I denne kritiske situation greb borgerskabet i Hamburg ind og tvang det tøvende byråd til aktivt at støtte holstenergreverne. Hidtil havde den blomstrende hansestad haft det ubehagelige problem, at den ikke – som Lübeck – var en virkelig rigsstad, dvs. en republik kun formelt undergivet den fjerne kejser; men formelt var den blot at anse for en del af Holsten. Nu gav greverne staden meget vidtgående privilegier, og ved Hamburgs hjælp blev holstenerne i stand til at erobre et par danske borge.

I stigende grad blev den fortsatte krigsførelse atter en god forretning for mange tyske småfyrster som hertugerne af Lau-enburg eller Eriks pommerske slægtninge, der optrådte som lejetropførere. Foruden kaperier, der kun gik ud over hansestæderne, kunne løskøbelse af krigsfanger give gode indtægter. Femern plyndredes 1420 af danske tropper, og Eckern-förde blev efter traditionen afbrændt af svenskere i kongens hær. Det er højst betegnende, at de senere så detaljerede svenske klager over kong Erik også anfører, at det var særdeles utrygt at sende penge til eller fra Sverige, dvs. hvad enten der var tale om gevinster, der skulle hjem, eller løsepenge, der skulle af sted.

I 1421 døde den trofaste slesvigbiskop, hvis efterfølgere derpå alle var holstensk sindede. Nye forhandlinger viste sig resultatløse, og Danmark henholdt sig fortsat til, at sagen atter burde for kejseren. Ikke mindst hansestæderne, hvis handel led hårdt under de evindelige krigsbegivenheder, mæglede ivrigt, og i 1422 kom en kejserlig udsending til Flensborg, hvor han fik udvirket stilstand, indtil man havde forsøgt at opnå en kejserlig afgørelse. I betragtning af at kongens tropper var på tilbagetog, var det ikke noget helt ringe resultat, og især hansestæderne trak vejret lettet.

Til gengæld havde kong Erik nu ganske ændret standpunkt i retssagens formelle jura. Ved midsommer 1421 henvendte han sig til alle tre danske landsting og fik her udførlige vidnesbyrd om Slesvigs statsretlige stilling. Utvivlsomt af hensyn til netop sønderjyske interesser trådte den jyske forsamling ikke sammen i Viborg, men i Ribe, hvor samtlige jyske bisper, en talrig skare af såvel nørre- som sønderjyske adelsmænd samt borgmestre fra Flensborg, Haderslev, Åbenrå samt en række nørre-jyske købstæder mødte op. Her udtaltes det, at der både i Nørre- og Sønderjylland taltes dansk, at alle gamle privilegier til kirke som til købstæder var udstedt af danske konger, at dansk, dvs. jysk ret gjaldt i Sønderjylland, og at grænsen mellem Danmark og Holsten gik syd om Sønderjylland. Endelig blev det påstået, at holstenernes herredømme alene skyldtes en magtfuld udnyttelse af kong Valdemars uventede død, samt – det unægtelig nye i sagen – at lensvæsen i udenlandsk stil, dvs. feudalvæsen, slet ikke kendtes i Danmark, hvor konger vel kunne forlene, men højst på livstid, dvs. en ren administrativ ordning. Og nu kom det an på, hvad kejseren besluttede.