Det store bryllup

Da kong Erik i 1400 blev 18 år, var det på tide at erklære ham myndig. I Sverige blev han hyldet på et rigsmøde i Vadstena, og året efter tog han ud på sin Eriksgata, kongens traditionelle rundrejse til de svenske hovedlandskaber.

I august 1401 holdtes et stort rigsmøde i Helsingborg, hvor man bl.a. behandlede spørgsmålet om Den tyske Ordens besiddelse af Gotland, medens hanseaterne nok en gang bad om bekræftelse på deres udstrakte handelsprivilegier i Norden.

Der kendes forskellige udkast til bestemmelser f.eks. om bjærgeløn. Men foreløbig kom der intet ud af forhandlingerne, selv om konkrete enkeltsager naturligvis fortsat måtte ordnes. I november fik ærkebispen af Lund således kvittering fra Lübeck i anledning af en stranding på Bornholm, hvis indbyggere i århundreder havde gode ekstraindtægter fra skibsfarten i det vanskelige farvand, hvad enten det skete i form af bjærgeløn eller vraggods.

På mødet stadfæstede den unge konge udtrykkeligt Margretes rige gaver til kirkelige institutioner i Danmark og Sverige, hvorfor det må have været indlysende, at han nu blev betragtet som myndig, i hvert fald rent formelt. Og netop da dukkede en engelsk ambassade op for at forhandle om en nærmere forbindelse.

Politisk var det tvingende nødvendigt at få den unge konge gift, således at man kunne få en arving til de nordiske riger. Kun derved kunne man opnå en vis sikkerhed for, at den næsten mirakuløst opståede union ville kunne bestå i fremtiden. Men som Europa dengang så ud, var hans ægteskab ikke noget helt enkelt spørgsmål. En konge over hele tre riger burde have en rigtig prinsesse og ikke bare en eller anden tysk hertugs datter.

I Nordeuropa var der ikke mange kongeriger at vælge imellem. Nok havde Norge fra gammel tid haft ret nære kontakter til Skotland. Orkney- og Shetlandsøerne var således fortsat norske lydlande, og den skotske konge var ved en traktat forpligtet til at betale en årlig afgift for besiddelsen af Hebriderne. Men Skotlands nye Stuart-dynasti var og blev opkomlinge, der sad så svagt på tronen, at de ikke kunne hindre lokale skotske overgreb på norske undersåtter, og fra 1406 til 1424 var den unge kong Jakob 1. ligefrem krigsfange i England.

Desuden var Skotland ligesom dets traditionelle allierede Frankrig varm tilhænger af avignonpaven, hvilket gjorde en tilnærmelse vanskelig, da Norden fulgte paven i Rom. Dette kirkeproblem mærkedes som en realitet, da flere af de af Rom anerkendte orkneybisper havde vanskeligt ved at udøve deres bispemyndighed, hvorfor mange er bedre kendt fra deres ofte lange ophold i Danmark end gennem deres virke på øerne. Således opholdt en orkneybiskop sig i Pommern 1389, dvs. da den lille Erik bragtes til Danmark, og en senere orkneybiskop medbeseglede kroningsbrevet i Kalmar.

Så var England, der trofast støttede den romerske pave, af større interesse, selv om den nye engelske konge Henrik 4., ikke var af ret meget større legitimitet. I 1399 havde han som hertug af Lancaster taget kongemagten ved at afsætte sin fætter Richard 2. Følgelig var han særdeles interesseret i at opnå international anerkendelse. Hans ældste datter var allerede afsat til den nye tyske kong Ruprechts ældste søn Ludvig; men Ruprechts stilling i Tyskland var ikke alt for sikker.

Henrik 4. havde faktisk et vist kendskab til Norden, da han engang havde rejst igennem Danmark på vej til og fra korstog i Preussen. Men måske lå der noget helt andet bag tanken om en forbindelse mellem England og Norden. Fiskens veje er uransagelige, og sidst i 1300-tallet dukkede torskestimer i stadig større tal op i de islandske farvande. Naturligvis fulgte de engelske fiskere efter fangsterne, og da Norge selv havde vanskeligt ved at opretholde en konstant og pålidelig besejling af Atlanterhavsøerne, kunne besøg af engelske skibe i og for sig være velkomne, og det så meget mere som de nordiske rigers konge under ingen omstændigheder ville tillade hanseaterne at drive handel længere nordpå end Bergen.

Den engelske islandshandel var og blev irregulær, og uanset at man på Island havde god brug for tilførsel af varer, var handelen ukontrollabel og gav hyppigt anledning til klager. Priserne fandtes urimelige, og det var svært at opkræve de kongelige afgifter af en i princippet ulovlig handel. Dertil var de velbevæbnede englændere ikke blot på vagt over for deres hanseatiske konkurrenter, men også over for de lokale myndigheder, og maleriske klager skildrer en engelsk selvtægt, der snarere minder om strandhugst end om fredelig handel.

Måske finder vi her noget af forklaringen på, at vi allerede i 1380'erne møder en engelsk færøbisp, der ganske vist mest opholdt sig i England. I første halvdel af 1400-tallet var så at sige hver anden islandsbiskop englænder. Har man regnet med, at en engelsk biskop ville have lettere ved at opnå autoritet og få sine landsmænd til at optræde mindre anstødeligt, blev man vist stort set skuffet, da mange af disse engelske bisper nøjedes med en enkelt, gerne kort visit til deres fjerne stift, hvorefter de foretrak en behageligere tilværelse som hjælpebiskop i deres hjemland.

Et havde England og Norden dog fælles, tilknytningen til romerpaven. Og snart kommer ægteskabsforhandlinger i gang, hvor gesandtskaber rejser frem og tilbage mellem rigerne. Fra først af havde kong Henrik tænkt sig et dobbeltægteskab, hvor prinsen af Wales skulle ægte Eriks lillesøster Catharina, mens Erik selv skulle have den blot otteårige prinsesse Philippa. Følgelig var man fra engelsk side meget optaget af arvespørgsmålet: hvis Eriks og Philippas ægteskab blev barnløst, havde Catharina i så fald krav at gøre gældende for sine børn?

For en gangs skyld har vi ikke alene uklare unionspapirer, men velinformerede udenlandske iagttageres udsagn om nordisk statsretspraksis. De engelske sagkyndige indberetter således, at kun Norge indiskutabelt var et arverige, medens Danmark og Sverige formelt set var valgriger. Men de betoner, at det efter rigernes sædvane ville være yderst vanskeligt at komme uden om en afdød fyrstes nærmeste arving. Ikke blot fastslog Kalmarunionen evig fred imellem rigerne; men ved tronledighed lå den reelle magt hos lensmændene på de vigtigste rigsfæstninger. Og ikke blot var disse slotte gerne forlenet til trofaste og pålidelige mænd; men i deres lensbreve havde de afgivet bindende forpligtelser angående „slotslo-ven”, aftalen om kommandomyndighed på slottet. Således udstedte væbneren Henning Augustin i 1405 en velbeseglet forpligtelse ved overtagelsen af det svenske slot Edsholm:

„… at jeg i rette tro … af min nådige herre og frue kong Erik og dronning Margrete har modtaget slottet og fæstningen Eds-holm i Värmland med Värmland len … Skulle begge dø, hvad Gud forbyde, da skal slottet holdes til jomfru Catharinas hånd, min herres søster …”

og først såfremt alle tre var døde, var det op til Sveriges riges råd at afgøre, hvem der skulle have tronen og dermed myndigheden over slottet. Netop i årene 1403-06 finder vi adskillige lensbreve med denne ordlyd.

Hvad enten det var den usikre arvegang til Danmark og Sverige, der kølnede den engelske konges interesse, eller det i virkeligheden var Margrete, der ikke ønskede en alt for nær alliance med England, blev dobbeltægteskabet i hvert fald ikke til noget. Men i 1404 kom den drevne diplomat roskildeprælaten Peder Lykke som medlem af en talstærk nordisk delegation til England, og nu blev der omsider truffet aftale om et giftermål mellem Erik og Philippa. Gesandternes sørejse blev besværlig, og endnu værre gik det med planerne om at sende Philippa af sted via Bergen. I 1405 rejste Erik selv med stort følge til Norge for at hente sin barnebrud, men forgæves. I stedet fejredes Philippas bryllup i Westminster Abbey i november, hvor den svenske ridder hr. Ture Bengtsson (Bielke) optrådte som stedfortræder for den fraværende konge, og højtidelighederne kunne først afsluttes, da ærkebispen selv den 26. oktober 1406 viede det unge par på ærkebispegården i Lund under udfoldelse af stor pomp og pragt.

Tilfældigvis kender vi den unge dronnings brudeudstyr, da regningerne endnu er bevaret i engelske arkiver. Hendes brudekjole var hermelinbesat, og over den bar hun en hvid satinkåbe. Desuden medbragte hun hele fem pragtkjoler, de fleste af klæde fra Cypern, og én af dem var oversået med perler, 1368 store og utallige små, der blot afregnedes efter vægt. Til brudeudstyret hørte naturligvis en brudeseng, selv om det nok varede nogle år, før den 12-årige pige fik brug derfor, det vil sige: et komplet sengetøjsudstyr med hele seks puder, lagener, forhæng af gyldenklæde med guldfalke osv.; desuden en rejsevogn med gyldenklæde og rødt læder, forgyldt seletøj og hele otte sadler. Blandt en mængde sølvtøj fandtes skeer og skåle, hele syv forgyldte tallerkener samt et komplet sæt altersølv til et privatkapel. Endelig opregnes af mere personlige genstande tre par støvler og 30 par sko.

Denne engelske forbindelse kom samtidig til at afgøre lillesøster Catharinas fremtid. Da Philippas storesøster netop havde ægtet den tyske kong Ruprechts ældste søn, kom der på denne måde en kontakt til Tyskland. Og inden længe modtog Margrete gesandter fra kong Ruprecht, der anholdt om prinsessens hånd på sin yngste søn Johans vegne. Det er tidligere omtalt, hvorledes man fra dansk side fik presset de tyske medgiftskrav i bund, og hertug Johan måtte tilmed personligt rejse til Danmark, hvor han i august 1407 blev viet til Catharina i Ribe.