Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skattefritagelse og opkrævning

Oprindelig forfatter TrDa

Adel og kirke var personligt skattefri, men det gjaldt alene den jord, de selv dyrkede, dvs. hovedgårdsjorden. Men det var jo karakteristisk for landbruget i senmiddelalderen, at mere og mere jord blev drevet af fæstebønder. Dog fandtes der omkring store, gamle herresæder og klostre visse rester af det gammeldags system med arbejdspligtige småbønder; derfor fastslog skattebrevet af 1467, „at gårdsæder, der sidder for gode mænds gårde og intet andet udgiver til landegilde uden arbejde”, var omfattet af hovedgårdens skattefrihed.

I og for sig burde en sådan fritagelse friste til skattetænkning, dvs. at man i hvert fald formelt udvidede antallet af arbejdspligtige småbønder. Når dette ikke skete i større udstrækning, kan det til dels skyldes, at landbrugskrisen havde vist, at det gamle system med brydegårde og arbejdspligtige småbønder var utidssvarende. Senere skattebreve understreger omhyggeligt, at der var en række betingelser, der skulle opfyldes, for at disse gårdsæder kunne opnå skattefrihed. Først og fremmest skulle de yde arbejde i stedet for almindelig landgilde, dvs. at en enkelt ugedags arbejde (sammen med en mindre landgilde) ikke var tilstrækkeligt. Og det betones yderligere, at en fritagelse kun gjaldt for de gårdsæder, der havde været fri af arilds tid, dvs. så langt tilbage nogen kunne mindes, og ikke for bønder, der senere indgik en arbejdsaftale.

At dette var alvor, ses af, at roskildebispen i 1508 fandt det nødvendigt at få papir på, at bispens gårdsæder til Tølløsegård i 40 år aldrig havde givet kongsskat. Det ret nye Maribo Kloster havde svært ved at hævde, at dets bønder havde ydet arbejde i umindelige tider. Derfor skaffede klosteret sig i 1472 et særligt kongeligt privilegium på skattefrihed af klosterets gårdsæder. Tilsvarende opnåede en fynsk godsejer i 1490 et vidnesbyrd om, at nogle bønder, „som tjener til Brolykke, i 40 år aldrig har givet kongsskat, når den pålagdes, og i den samme tid altid har været ugedagsmænd til Brolykke”; den slags dokumenter viser klart kronens interesse i at holde skattebegunstigelsen inden for faste og ikke alt for omfattende rammer.

Annonce

Som følge af kirkens privilegier havde præster og degne skattefrihed af den gård, de selv brugte. Men havde en præst flere sogne, var den bonde, der havde anneksgården i fæste, lige så skattepligtig som andre fæstebønder.

Af og til kan et skattebrev fastslå, at fattige skulle være fritaget. Men antagelig har fattigdommen skullet kunne dokumenteres. Hvis f.eks, en gård var brændt, var det almindeligt, at godsejeren gav nogle års landgildefrihed, og antagelig har dette da også givet skattefrihed. Desuden kunne hyrder og møllere uden landbrug være fritaget, sammen med „inderster, som ej har øg eller fæ og ej pløjer eller sår”, dvs. en slags jordløse husmænd.

Var der ikke ligefrem fred eller misvækst, har der formentlig næsten konstant været udskrevet ekstraskat. Med et anslået antal gårdbrug på henved 80.000 i hele riget og med en normalsats på en mark pr. bonde, vil vi – medregnet de vist ret normale 10-15 procents fritagelser (fattigdom, gårdsæder m.v.) – kunne regne med et skatteprovenu på 65-70.000 mark.

Normalt udskrev man skatterne i penge. Men endnu i sidste halvdel af 1400-tallet var det ofte muligt at betale i varer. Ikke blot afregnede lensmændene af og til en pengeskat helt eller delvis i varer, men det gjaldt også for bønderne, som det fremgår af det bevarede skattebrev for Nørrejylland fra 1478, da der blev udskrevet en ekstraskat i anledning af prins Hans' bryllup. Det fortæller, at hver fire bønder skulle give fem mark, men deraf kun de to i penge, resten i varer, over hvilke der opstilles et helt priskatalog.

Det drejer sig især om eksportartikler, og derved undgik kongen at få sin egen slette mønt retur, mens naturalierne formentlig kunne give hård udenlandsk valuta i kongens slunkne kasse: en fed okse var sat til tre mark, en tønde smør til seks mark, og en tønde honning til hele otte mark. Dertil kom detaljerede forskrifter for opkrævningen: kongens lensmand skulle skaffe opkræverne underhold i to nætter, dvs. at bønderne kun skulle beværte dem to gange, dels når de pålignede skatten, og dels når de derpå opkrævede den. Ydermere skulle skatteskriverens følge begrænses til seks heste „og ej mere, og skal almuen ej her efter besværes med skriverpenge”, dvs. at der lagdes loft over omkostningerne ved det nye bureaukrati.

Sidst i århundredet synes man dog at dele skatterne i rene pengeskatter og i madydelser, hvor de sidste måske især havde til formål at skaffe forsyninger til de kongelige hær- og flådestyrker.

Købstæderne havde fra gammel tid et betydeligt lokalt selvstyre, og byrådet pålignede selv borgerne den ordinære årlige byskat. Da disse byskatter måtte antages at være pålagt købstæderne i forhold til deres formodede velstand, var det uhyre enkelt at udskrive ekstraskat, da denne simpelt hen lagdes oven i den årlige afgift. F.eks. kunne en by udskrive en „halvanden skat”, hvor de ekstra 50 procent skulle dække ekstraskatten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Skattefritagelse og opkrævning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307393