Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den danske mønt

Oprindelig forfatter TrDa

1407 træffer vi den nye møntmester i Næstved, Gert Goswinsen Comhaer, der sammen med sin slægtning Goswin Comhaer i 1413 optræder som møntmester i Lund. Og dennes broder Rolf var i flere omgange møntmester i Stockholm.

Først udmøntede disse møntmestre hvide (firpenninge); men snart fandt man det mere fordelagtigt at slå sterlinge (trepenninge). Lübeckerne blev ikke mere tilfredse med denne nye mønt, end de havde været med den gamle. De satte en lavere tvangskurs på den, hvad der vel var årsagen til, at kongen på Skånemarkedet i 1403 gav dem den chokerende meddelelse, at de kongelige afgifter i fremtiden skulle udredes i lybsk mønt. Øjensynligt ønskede kongen ikke sin egen slette mønt retur. Men baggrunden er vel i realiteten den, at når lübeckerne tvang den danske mønt ned i en urimelig lav kurs, måtte de undgælde for det ved enten at betale i lybsk mønt eller i dansk mønt til netop deres egen kurs.

 Rhinsk gylden, præget 1437 i Trier af ærkebiskop Rabanus; mønten er del af en guldskat, fundet i en mur på Hammershus, Bornholm. I 1385/86 sluttede de fire rhinske kurfyrster en møntunion, og deres gylden blev forbillede for guldudmøntning i Nordeuropa.

Rhinsk gylden, præget 1437 i Trier af ærkebiskop Rabanus; mønten er del af en guldskat, fundet i en mur på Hammershus, Bornholm. I 1385/86 sluttede de fire rhinske kurfyrster en møntunion, og deres gylden blev forbillede for guldudmøntning i Nordeuropa.

I 1404 traf man i Lübeck beslutning om at tale strengt og alvorligt med dronning Margrete; men lige meget hjalp det, og i 1406 vedtog et møde af hansebyer, at dansk mønt i fremtiden alene ville blive accepteret efter metalværdi uanset pålydende. I praksis betød dette, at hviden (på fire penninge) antoges at svare til en sterling lybsk (dvs. en trepenning).

Annonce

Snart slog Erik af Pommern ren kobbermønt i penninge og halvpenninge (såkaldte skærv), formentlig beregnet til hjemlig skillemønt. Nu ville lübeckerne kun tage de danske sterlinge for to penninges værdi. Det ser ud til, at kongen under forhandlinger i 1416 forsøgte at bruge møntsagen til at presse hansestæderne til at støtte ham i hans kamp imod holstenerne, men lige meget hjalp det.

Omkring 1420 var det så galt med de danske mønter, at kongen undskyldte sig over for Danzig med, at han blot rent midlertidigt var i pengetrang, da han forberedte sin store udlandsrejse. I hans fravær gennemførte dronningen i 1424 en ordning med hansestæderne om en fælles søsling, og samtidig aftaltes omregningskurser på de gamle mønter, groft sagt en nedsættelse til halv værd, dvs. en art devaluering.

Men da Lübeck inden længe direkte understøttede holstenerne, kom det til åben krig, hvorfor enhver aftale bortfaldt. I denne pressede situation synes Erik af Pommern at have slået ren kobbermønt, og det danske rigsråds klager 1439 mod den faldne konge lyder propagandistisk malende: „Han lod slå en ren kobbermønt, som skulle tages for fuld værdi som god mønt … riget og rigets indbyggere til fordærvelig skade. Det samme gjorde han med de grosser, som nu er gængse her udi riget; thi at han dem hårdeligen bød at tage hver for ni lybske, hvilket var utilbørligt at gøre imod de fattige undersåtter.”

 I Malmø lod Christian 1. over en længere årrække en meget stor mængde hvide udmønte. På forsiden ses kongens kronede monogram og hans navn, på bagsiden et våbenskjold under et stort kors. Omskriften fortæller, at mønten er præget i Malmø.

I Malmø lod Christian 1. over en længere årrække en meget stor mængde hvide udmønte. På forsiden ses kongens kronede monogram og hans navn, på bagsiden et våbenskjold under et stort kors. Omskriften fortæller, at mønten er præget i Malmø.

Uanset klagernes propagandakarakter var der noget om snakken. I 1438 pantsætter en adelsenke en bondegård for en gæld på 20 lødige mark gængs i Sjælland, kobberpenge undtaget, om de skulle blive gængse – der var dog grænser for, med hvor slet en mønt man havde lov til at tilbagebetale sin gæld. Og næppe var kongen afsat, før vi konstaterer, at disse såkaldte grosser (formelt på ni penninges værd) nu blot regnes for to penninges værdi. Og de gamle penninge og halvpenninge begynder at forsvinde som egentlige mønter, skønt man længe kunne regne med dem som med en- og toører i vor tid.

Selv om hviden nok var den mest almindelige mønt i Danmark, forsøgte Christoffer af Bayern at slå skilling. Men fuldvægtig blev den vist aldrig. Lidt vel hårdt sattes den i Flensborg til fem danske skilling for fire lybske, medens en svensk møntordning af 1453 regnede forholdet mellem dansk og lybsk mønt som 11 til 10.

Christian 1. synes udelukkende at have slået hvide. Men i 1480 forordnede staden Wismar, at de danske hvide, som selv danskerne nødigt tog igen, kun skulle regnes til halv værdi. Det skyldtes nu nok især politiske årsager; thi forbudet måtte ledsages af en bødetrussel på hele 10 skilling lybsk. Under kong Hans synes det reelle forhold mellem dansk og lybsk mønt at have været fire til tre, dvs. at man i Lübeck normalt accepterede en dansk hvid (firpenning) „de densche drelinge” kaldtes de, som en lybsk sterling, uanset at Lübeck 1488 ønskede rent ud at forbyde anvendelsen af danske mønter på stadens eget område.

 Christoffer af Bayern startede med at slå en ganske fornem skilling. Men der er ikke fundet mange, og det har sikkert betalt sig bedre at fortsætte med at slå de mere almindelige hvide, dvs. fire-penninge.

Christoffer af Bayern startede med at slå en ganske fornem skilling. Men der er ikke fundet mange, og det har sikkert betalt sig bedre at fortsætte med at slå de mere almindelige hvide, dvs. fire-penninge.

En forretningsmand var således ikke blot nødt til at have varekundskab; han skulle også beherske forskellige møntsystemer og især følge med i aktuelle kurssvingninger. Allerede i 1380 skrev pave Urban til sine udsendinge, der samlede penge ind i Nordeuropa, at de kun måtte acceptere 12 Flensborg skilling som 10 lybske skillings værd. Og dertil måtte man kontrollere hver enkelt mønt og nægte at modtage de mest tvivlsomme, f.eks. de mest slidte eksemplarer.

Kort ind i 1500-tallet forordner en sønderjysk kirkeregnskabsrevisor, at ved lån af Tønder bys kirkekasse var rentefoden 6 1/4 procent. Havde man nemlig lånt en god mark, betalte man en god skilling i rente; havde man lånt en ond (dvs. undervægtig) mark, betalte man tilsvarende en ond skilling. Så passede pengene. Et herligt dagliglivsbillede viser os, hvad der blev af den ringeste mønt. I 1424 klager byrådet i Wismar over, at mange damer i kirkerne ofrer danske penge, som ikke længere er gangbare noget sted. Dette finder rådet ufornuftigt, hvorfor de gode damer tilrådes at vise deres fromhed på anden vis.

Selv på højeste plan optræder problemet med at skelne god fra slet mønt. I 1494 kom rigsråden Mouritz Nielsen Gyldenstierne til rigsdag og rådsmøde i Kalundborg, og her benyttede han lejligheden til at betale hovedsummen af den årlige afgift fra Ålborg Slot og len. Han bragte da 700 mark med sig, af hvilke kongen fik de 650. Dvs. at de 50 mark blev kasseret, „og dermed var en gylden, den fik kongens basunerer i Kalundborg.” For en sikkerheds skyld måtte man altså helst medbringe flere penge, end man egentlig skyldte, da ikke alle mønter på forhånd var acceptable. Selv en fornem gylden, der officielt gjaldt for 32 skilling, kunne være undervægtig; men derfor var den vel god nok som drikkepenge til det kongelige kapel.

 Kong Hans' guldgylden, vist slået i anledning af Sverigesfelttoget i 1497. Under kongens fødder ses det oldenborgske våben. Da han få år senere atter slog gylden, vist i anledning af Ditmarskerfelttoget, blev mønten ringere. De sagkyndige kunne skelne denne udmøntning ved, at det oldenborgske våben her var erstattet af det holstenske.

Kong Hans' guldgylden, vist slået i anledning af Sverigesfelttoget i 1497. Under kongens fødder ses det oldenborgske våben. Da han få år senere atter slog gylden, vist i anledning af Ditmarskerfelttoget, blev mønten ringere. De sagkyndige kunne skelne denne udmøntning ved, at det oldenborgske våben her var erstattet af det holstenske.

Under Christian 1. udmøntedes som sagt udelukkende tarvelige hvide, som hanseaterne kun accepterede som trepenninge. For at skaffe ædelmetal til mønten forlangte man sisen (importafgiften på tysk øl) betalt i sølvværdi, hvad hanseaterne klagede grueligt over, og det uanset at det ideelle formål hermed netop var at styrke pengevæsenet.

Under kong Hans gjorde man sig en vis umage med at præge pænt udseende mønter i Danmark; men efter hanseaternes mening var ædelmetalindholdet ikke bedre end før. Med den øgede pengerigelighed fik man i stigende grad behov for større og større enheder. Og specielt Øresundstolden skulle allerede fra sin begyndelse betales i fin engelsk mønt, en såkaldt nobel på 2 1/2-3 gyldens værd.

Hvis kong Hans også har forsøgt sig med at slå mark (à 16 skilling), er der i hvert fald ingen bevaret. Det er derimod hans guldmønt. Helt tilbage til 1386 var de rhinske kurfyrster enedes om at slå guldmønt, den berømte rhinske gylden, som efter kursen i 1491 skulle svare til 22 lybske skillinge, medens den først i 1400-tallet havde været 16 skillinge værd.

På denne tid ansås en sådan guldmønt for at gælde for to danske mark, dvs. 32 danske skillinge. Men inden længe blev dansk mønt yderligere forringet. Ved kongens død i 1513 klagede adelen også over den slette mønt: „Thi hvor vi for en tid siden havde 100 gylden, der har vi nu ikke mere end 80”, en til sidste hvid præcis beskrivelse af de almindelige danske penges faldende værdi i forhold til gyldenen. Dette fortsatte kursfald på den danske mønt kan dateres ret nøje ved hjælp af toldregnskaberne. Thi mens man frem til 1500 endnu opererer med 32 danske skillinge på den rhinske gylden, regner fra 1507 ribetolderen med en kurs på 40 skilling (dvs. 2 1/2 mark) på gyldenen.

Ifølge historikeren Arild Huitfeldt (1599) var det den storstilede anvendelse af lejetropper, der tvang kongen til at udmønte i alt 150.000 styk. gylden, vist nok i to omgange, først i anledning af Sverigesfelttoget 1497 og derefter på grund af Ditmarskerkrigen 1500. I og for sig var det slet ikke så ringe en mønt, og den var i hvert fald længe i omløb. Så sent som 1551 skulle en tysk rigsdagskommission fastslå forskellige mønters realværdi, og her udtalte man, at der var tale om to slags dansk gylden. Deraf var den ene ca. 3 1/2 procent underlødig, den anden hele syv procent. Alt i alt dog blot sådanne variationer, som landsknægtene forhåbentlig først opdagede, når de efter krigen skulle bruge pengene i deres fjerne hjemland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Den danske mønt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307396