Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dansk kultur

Oprindelig forfatter TrDa

Det er vanskeligt at definere dansk kultur, da den i meget høj grad består af udenlandske lån, som med tiden er blevet helt selvfølgelige, ja ligefrem nationale. På langt de fleste områder var Danmark en del af et fælles nordeuropæisk, for ikke at sige nordtysk, kulturområde. Kun på ét felt finder vi en særlig nordisk tradition, som tilmed deles med De britiske Øer, nemlig de såkaldte folkeviser.

Men selv om vi ikke har fjerneste grund til at tvivle på, at man også i 1400-tallet har digtet, sunget og danset til viser, lader praktisk talt ingen af dem sig med sikkerhed datere til dette århundrede, hvorfor de er tvivlsomme kilder til denne periodes historie. I større tal dukker viserne først op 100 år senere under adelsvældets romantiske sværmen for fortiden, og her redigerede, for ikke at sige om- eller gendigtede, man viserne til ukendelighed. Måske skyldtes det en ændret musikalsk smag, der gjorde det nødvendigt at omskrive de gamle viser, så de passede til en ny tids musik.

 Fynboen Claudius Clavus' kort udmærker sig hverken ved præcision eller detail-rigdom, men er dog gode udtryk for det tidlige 1400-tals geografiske indsigt og viden. På hans kort over Nordeuropa er Danmark i centrum. T.v. ses De britiske Øer og Island, der har fået en sælsom halvmåneform. Alleryderst er den grønlandske østkyst netop kommet med. T.h. er hele Østersøen med, men den er svær at genkende.

Fynboen Claudius Clavus' kort udmærker sig hverken ved præcision eller detail-rigdom, men er dog gode udtryk for det tidlige 1400-tals geografiske indsigt og viden. På hans kort over Nordeuropa er Danmark i centrum. T.v. ses De britiske Øer og Island, der har fået en sælsom halvmåneform. Alleryderst er den grønlandske østkyst netop kommet med. T.h. er hele Østersøen med, men den er svær at genkende.

Kun fra Sverige har vi sikkert daterede 1400-talsviser, der til gengæld kan have haft danske forbilleder. Men et særpræget levn findes dog. Da geografen Claudius Clavus først i århundredet skulle sætte navne på sine kort, havde han intet kendskab til grønlandske stednavne. Derfor valgte han som lokalitetsbetegnelser linier fra en temmelig grovkornet skæmtevise. Og naturligvis har man alle dage sunget om ulykkelig kærlighed, om dyd og ære osv., ligesom der har været politiske viser, nidviser og nærmest pornografiske skæmtevers. Viserne brugtes især til at ledsage dansen, og af gildeskråerne ser vi, at også det højere borgerskab gerne dansede.

Annonce

Mange visetemaer har især appelleret til ungdommen der i borgestuen hos en biskop eller en højadelsmand har drømt om hurtig karriere under det altid nærværende tryk fra den ældre generation, der sad fast forankret på magten. At røve den elskede fra det kloster, hvor hendes onde stedfader havde anbragt hende (og dermed sikre sig en passende medgift og arvelod), var et oplagt visetema, skønt det sjældent havde meget med tilværelsens realiteter at gøre.

Flere viser foregår på kong Hans' tid. De fortæller om hans brudefærd til Sachsen, hans hof og hans krige, bl.a. om hans sejr ved Brunkeberg i 1497. Betegnende nok kendes denne sidste vise kun i en 100 år senere afskrift. Til gengæld var den i omløb hos almuen langt ind i 1800-tallet.

At kong Hans selv holdt af ridderromaner som f.eks. om ridderne af det runde bord, fortæller gammel københavnertradition os. Den lader ham drillende udbryde: „Hvor mon man nu til dags kan finde den slags riddere?”, hvortil den dristige søkriger Otte Rud slagfærdigt skal have repliceret: „Ak herre konge, holdt vi blot hof i samme stil som kong Arthur, så kom ridderne nok!” Naturligvis har de sædvanlige ridderromaner været kendt herhjemme, og det 16. århundredes folkelige tryk havde ikke svært ved at finde forlæg at udgive. De familietraditioner, som Peder Terkelsen Væbner 1490 lod nedskrive i sin lovbog, er således holdt i en slags folkevisestil.

 Moderne rekonstruktion, der viser principperne i Jens Simonsens astronomiske regnemaskine til udregning af planeternes baner.

Moderne rekonstruktion, der viser principperne i Jens Simonsens astronomiske regnemaskine til udregning af planeternes baner.

I gråbrødreklosteret i Næstved sad Ole Jakobsen og afskrev den fantastiske Mandevilles rejser, og desuden samlede han en række moraliserende dyrerim. Peder Låles samling af latinske og danske ordsprog antyder en vis pædagogisk hensigt, da eleverne således ikke blot skulle kunne oversætte ordret, men også skulle kende den muligvis helt anderledes formulerede danske version – en parallel til Blichers latinlærer, der forlangte Terents' „De elskendes vrede er en fornyelse af kærligheden” oversat til: „Når kattene rives, får de killinger.”

En Peder Ræv Lille skrev mariaviser, af hvilke „Ret elskovs dyd” anslår strenge, der minder om den erotiske genre. Sidst i århundredet skrev odensepræsten hr. Mikkel mariadigte, der i kun let revideret form blev optaget i Hans Thomesens Psalmebog (1569), og omkring 1500 skrev århusrektoren Morten Børup sin prægtige forårsvise In vernalis temporis, der opnåede udbredelse i hele Østersøområdet.

Selv om kirkelige gilder kunne se skævt til gøglere og taskenspillere, der ikke burde have lov til at optræde ved møderne, er det europæiske skuespil opstået i ly af kirken. Især lidelseshistorien har egnet sig godt til dramatisk gengivelse, og i Flensborg skulle en præstesammenslutning hvert år afholde passionsspil. Skikken må tidligt have bredt sig til domskolerne. Da Odense domkapitel 1447 tillod oprettelsen af en sogneskole, fik denne nydannelse besked på at afholde sig fra skuespil og fastelavnsløjer; en sådan indtægtsgivende virksomhed skulle fortsat være domskolens privilegium. Netop fra Odense er der bevaret et par skolekomedier, en helgenskildring om „Sankt Dorothea” og hele to komedier, „Den utro hustru” og det klassiske uopslidelige tema „Paris' dom”, hvor man har kunnet acceptere megen grovkornet skæmt, blot moralen var i orden.

 I Mariager Kirke, dengang kirke for det store birgittinerkloster, som byen voksede op omkring, findes to usædvanlige figurer i fuld størrelse, dels en siddende Kristus, bundet og med tornekrone, dels en kiste med Kristi lig, begge fra 1400-tallet. De har sikkert været båret omkring i procession ved påsketid og kan også være indgået som udstyr ved opførelsen af passionsspil i kirken.

I Mariager Kirke, dengang kirke for det store birgittinerkloster, som byen voksede op omkring, findes to usædvanlige figurer i fuld størrelse, dels en siddende Kristus, bundet og med tornekrone, dels en kiste med Kristi lig, begge fra 1400-tallet. De har sikkert været båret omkring i procession ved påsketid og kan også være indgået som udstyr ved opførelsen af passionsspil i kirken.

Et Sankt Knudsspil stammer vel fra gravkirken i Ringsted, og her var der flere scener i brug på én gang af hensyn til sceneskift. Det ville egne sig udmærket til at blive opført således, at hvert enkelt lav havde ansvaret for sin scene, som tilfældet ofte var i England.

I Sverige medførte unionskrigene en kraftig national selvhævdelse, der resulterede i en livlig, ofte stærkt polemisk historieskrivning. I Danmark gik historieskrivningen derimod på det nærmeste i stå, og vi har alene den i Sorø skrevne Rimkrønike, der i versform fortsatte, hvor Saxo og hans efterfølgere var holdt op. Omkring 1500 tryktes den forkortede saxoudgave på plattysk, og den tog Danmarks nationale selvstændighed som en given sag.

Senmiddelalderens videnskab lagde større vægt på at fastslå det korrekte end på at være original og nyskabende. Dog møder vi en rest af fordums kontakter til Frankrig. I 1417 sad dr. Jens Simonsen i Vienne i det nuværende Sydfrankrig og færdiggjorde et vigtigt astronomisk arbejde, der bl.a. beskrev forbedringer af de eksisterende apparater til udregning af planetbaner m. v. Tidens hang til astrologi mærkes i lundedominikaneren Nicolaus' ganske udbredte medicinsk-astronomiske værk, der gjorde det muligt at finde de månefaser og planetkonstellationer, der var mest gunstige, når man ville begynde en lægelig behandling.

Viborgbispen Knud Mikkelsen modtog sin juridiske doktorgrad i Erfurt på en afhandling om det intrikate ågerspørgsmål. Hans kollega ærkebiskop Tue Nielsen erhvervede 1439 den teologiske doktorgrad på en afhandling om Aristoteles' metafysik og var en tid rektor ved Erfurts Universitet. Når vi senere finder flere danske jurister med praksis i Rom, viser dette, at man havde opnået et alment accepteret uddannelsesniveau.

 Mellem dette bloktryk af Maria med Jesusbarnet og kalkmaleriet i Brunnby Kirke ved Kulien (se herunder) er der en påfaldende lighed. Men at det netop var dette tryk, den skånske maler havde for øje, da han i slutningen af 1400-tallet udsmykkede Brunnby Kirkes hvælvinger, er ikke givet. Samtidens grafiske kunstnere lånte frit fra hinanden, og der var en enorm produktion af bloktryk, dvs. tryk hvor billede og tekst er trykt som træsnit med én kliché. Mange blev farvelagt i hånden, sådan som denne kronede Maria.

Mellem dette bloktryk af Maria med Jesusbarnet og kalkmaleriet i Brunnby Kirke ved Kulien (se herunder) er der en påfaldende lighed. Men at det netop var dette tryk, den skånske maler havde for øje, da han i slutningen af 1400-tallet udsmykkede Brunnby Kirkes hvælvinger, er ikke givet. Samtidens grafiske kunstnere lånte frit fra hinanden, og der var en enorm produktion af bloktryk, dvs. tryk hvor billede og tekst er trykt som træsnit med én kliché. Mange blev farvelagt i hånden, sådan som denne kronede Maria.

Brudstykker af noder og posteringer i tidlige hofregnskaber viser os lidt om tidens musikglæde. Mouritz Nielsen Gyldenstierne flotter sig gang på gang med at bestille aftenkoncert af de musikanter, han traf på sine rejser. Kong Christoffers hof-holdningsregnskaber viser de ældste vidnesbyrd om et kongeligt kapel og et korps af sangere, og i 1464 bekræftede Christian 1. oprettelsen af et Sankt Karensgilde i København for de lavere hoffunktionærer, der ikke kunne blive medlemmer af Sankt Jørgensgildet, og da nævnes her såvel en herold som kongens spillemænd.

Senere tiders skelnen imellem kunst og håndværk var middelalderen fremmed. Den gode håndværker kunne sit fag, hvad enten man havde brug for en prunkløs nyttegenstand eller ønskede en kunstfærdigt udstyret prydgenstand med statusværdi. Der kunne udføres kvalitetshåndværk herhjemme. Men på næsten samtlige områder er påvirkningen fra Nordtyskland evident. Man fulgte trofast med i tidens nye udvikling, og ønskede man noget ud over det sædvanlige, henvendte man sig gerne direkte til Lübeck eller de nederlandske stæder.

De i stort tal bevarede senmiddelalderlige kalkmalerier viser denne påvirkning. Nok kan der findes originale malerier herhjemme; men ofte har kirkeværger foretaget deres bestilling på grundlag af nordtyske forlæg, blokbøger med træsnit, hvorefter den lokale maler måtte forsøge at leve op til forbilledet. Træskærerarbejder og gravsten røber ligeledes den nordtyske stilindflydelse, hvad enten de er udført i udlandet eller af en hjemlig elev.

 Mellem bloktrykket af Maria med Jesusbarnet (se ovenfor) og dette kalkmaleri i Brunnby Kirke ved Kulien er der en påfaldende lighed. Men at det netop var dette tryk, den skånske maler havde for øje, da han i slutningen af 1400-tallet udsmykkede Brunnby Kirkes hvælvinger, er ikke givet. Samtidens grafiske kunstnere lånte frit fra hinanden, og der var en enorm produktion af bloktryk, dvs. tryk hvor billede og tekst er trykt som træsnit med én kliché. Mange blev farvelagt i hånden, sådan som denne kronede Maria.

Mellem bloktrykket af Maria med Jesusbarnet (se ovenfor) og dette kalkmaleri i Brunnby Kirke ved Kulien er der en påfaldende lighed. Men at det netop var dette tryk, den skånske maler havde for øje, da han i slutningen af 1400-tallet udsmykkede Brunnby Kirkes hvælvinger, er ikke givet. Samtidens grafiske kunstnere lånte frit fra hinanden, og der var en enorm produktion af bloktryk, dvs. tryk hvor billede og tekst er trykt som træsnit med én kliché. Mange blev farvelagt i hånden, sådan som denne kronede Maria.

At vore landsbykirker virker så udpræget danske, skyldes især den særprægede og velbevarede blanding af stilelementer, hvor der over en romansk grundplan er sket en gradvis omdannelse til gotik med større vinduer, hvælvinger og korudvidelser. Og netop i 1400-tallet begynder man i stor stil at foretage tilføjelser som våbenhuse og vesttårne.

Kun sjældent finder vi gennemførte opbygninger, som da rosenkrantzerne på Bjørnholm ønskede en moderne sognekirke. Derved blev Tirstrup Kirke på Djursland et helstøbt gotisk arbejde, som håndværkerne bestemt ikke har behøvet at skamme sig over. Men selv de smukkeste tilføjelser som biskop Oluf Mortensen Badens våbenhus i Roskilde Domkirke viser klart og entydigt hen til den nordtyske Østersø-tegl-stensarkitektur. Tidens mange italiensrejser var endnu ikke begyndt at sætte sig spor i den hjemlige smag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Dansk kultur i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307408