Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark og Europa

Oprindelig forfatter TrDa

Umiddelbart virker det, som om Danmark kun havde to presserende udenrigspolitiske problemer, dels det evindelige unionsspørgsmål, dels det altid prekære forhold til hansestæderne. Men lejlighedsvise kontakter til andre magter viser, at man med et vågent øje fulgte udviklingen i nabostaterne, især Den tyske Orden, hvis tidligere så betydningsfulde rolle var på retur. Man var gennemgående interesseret i at styrke de livlandske og preussiske byer, da dette bidrog til at svække Lübeck, og at man nu og da ligefrem greb ind i Estland (som var underlagt ordenen), var næppe så meget betinget af historiske interesser som af behovet for at komme en truende svensk intervention i forkøbet.

Allerede i 1428 modtog unionskongen de første russiske gesandter i København; men ellers blev forholdene ved østgrænsen normalt ordnet ved direkte forhandlinger mellem handelsrepublikken Novgorod og statholderen på Viborg Slot, og oftest bekræftede man blot den eksisterende fredstilstand for endnu fem år. Men efter at storfyrsten af Moskva i 1478 havde gjort sig til herre over Novgorod og derefter antog zartitel, sendte kong Hans i 1493 gesandter dertil, som fik oprettet et danskttet imod Sten Sture.

 I året 1493, da dette træsnit blev skåret, havde Lübeck over 20.000 indbyggere. Prospektet viser den rige handelsby, set fra øst. En sammenligning med luftfotografiet giver et klart indtryk af, hvorledes Lübeck i store træk stadig har bevaret det udseende, byen havde for 500 år siden.

I året 1493, da dette træsnit blev skåret, havde Lübeck over 20.000 indbyggere. Prospektet viser den rige handelsby, set fra øst. En sammenligning med luftfotografiet giver et klart indtryk af, hvorledes Lübeck i store træk stadig har bevaret det udseende, byen havde for 500 år siden.

Medens dronning Margrete udbyggede sin faders gode forhold til pavestolen, hældede kong Erik mere i retning af koncilbevægelsen, en holdning, der fortsatte under Christoffer af Bayern. Men under Christian 1. genoprettedes forbindelserne til Rom, og selv uden formelle aftaler herom beholdt de danske konger en afgørende indflydelse på, hvem der blev bisper i Danmark.

Annonce

Med Erik af Pommern fik riget et yderst positivt forhold til den tyske kejsermagt, og dette fortsatte under Christoffer af Bayern, hvis dronning Dorothea var niece af Albrecht af Hohenzollern, der stod kejser Frederik 3. nær. Hyppigt søgte kejserne at opnå de danske kongers bistand til varetagelse af deres egne planer, det være sig Sigismunds koncilinteresse eller Frederiks forhold til Burgund.

Kontakten til Vesteuropas stormagter virker i høj grad bestemt af handelspolitikken og dermed i nogen grad af hanseproblemerne. Specielt saltimport var en nødvendighed, både til eget forbrug og til den betydelige eksport af saltede varer, fisk og kød. Meget salt kom endnu fra saltværkerne ved Luneburg, men efterhånden kom mere og mere fra Biscayen. Årligt bragte saltflåderne baysalt, og hansestædernes uendelige konflikter med Kastilien, Bretagne, England og Burgund drog uundgåeligt Danmark ind i det storpolitiske spil.

Den voksende nederlandske trafik gennem Sundet blev støttet som en passende modvægt imod hanseaternes traditionelle overmagt, medens forholdet til England gerne var slet. Det skyldtes især den omfattende engelske smughandel på Island. Nok kunne denne bruges som våben imod hanseaterne; men den var og blev irregulær og vanskelig at kontrollere. I 1468 blev engelske sundfarere ligefrem opbragt, og i 1480'erne var man på det nærmeste i åben krig. Der blev omsider sluttet en traktat i 1490, og når vi ikke finder et eneste engelsk skib i sundtoldregnskaberne for 1497, skyldes dette vel snarest, at de engelske købmænd nu var i konflikt med Danzig.

Til gengæld blev forholdet til Skotland tilsvarende bedre. I 1426 sluttedes en norsk-skotsk traktat, og efter at Christian 1.s datter havde ægtet Jacob 3., opnåede man nære kontakter imellem de to riger. Skotsk handel på Østersøen voksede. Omkring 1500 rejste talrige gesandtskaber frem og tilbage mellem de to riger, og under de sidste unionskrige kom skotske lejetropper til at spille en ikke ubetydelig rolle.

 Den kroatiske højadelsmand Ivan Frankopans våbenskjold. Nyere undersøgelser har godtgjort, at Johan Franke, slotshovedsmand i Östergötland, Gian Franchi, kong Eriks rejsefører i Italien, og den kroatiske adelsmand Ivan Frankopan var én og samme person.

Den kroatiske højadelsmand Ivan Frankopans våbenskjold. Nyere undersøgelser har godtgjort, at Johan Franke, slotshovedsmand i Östergötland, Gian Franchi, kong Eriks rejsefører i Italien, og den kroatiske adelsmand Ivan Frankopan var én og samme person.

I 1456 indgik man en traktat med Frankrig, som siden fornyedes. Men de to lande lå endnu hinanden for fjernt til, at forholdet kunne have andet end marginal betydning. Antagelig spillede det fælles slette forhold til England en vis rolle, og betegnende nok var det på fransk initiativ, at tanken om det dansk-skotske ægteskab først dukkede op.

Efter at sydgrænsen omsider var blevet sikret gennem personalunionen med hertugdømmerne i 1460, havde det danske rige ingen vitale territoriale problemer. På mange måder virker det, som om udlandets stormagter var mere interesserede i at trække denne endnu ret uprøvede nordiske union ind i deres egne magtpolitiske spil end omvendt, et indtryk, der bestyrkes af den opmærksomhed, som de to store kongelige udlandsrejser vakte. Havde kongerne gerne valgt deres ægtefæller blandt Tysklands respektable kurfyrstendømmer, synes kong Hans at sigte højere, når det gjaldt om at finde en hustru til hans søn Christian 2.

Over for hansestæderne kan den kongelige politik virke meget usikker, to skridt frem og et tilbage. Det skyldtes specielt, at lige så gerne man ville indskrænke hanseaternes privilegier, lige så lidt kunne man endnu undvære hansehandelen, og især måtte man af indenrigspolitiske årsager optræde varsomt over for de danske storgodsejeres handelsinteresser. Adskillige kilder beretter om aristokratiets egenhandel, hvor ikke mindst medlemmer af slægten Thott ofte havde skibe i søen og gjorde omfattende forretninger med både hanseater og nederlændere.

Som regel er det takket være krig eller fejde, at vi hører om disse skibe, der kunne blive opbragt af fjenden og prisedømt. Men omkring 1500 er Østersøen så småt ved at blive et fredeligt indhav, i hvert fald efter almeneuropæisk målestok. Kong Hans begynder ligefrem bygningen af en dansk orlogsflåde, som skulle tvinge Lübeck til at overholde handelsforbudet imod Sverige. Man var unægtelig kommet langt fra vitalie-brødrenes uhæmmede kaperier i danske farvande omkring 1400.

Derimod var sejlads på både Nordsøen og i Atlanterhavet stadig risikofyldt. Friesland og Ditmarsken gav fortsat husly til kapere af højst tvivlsom legalitet, og det var altid vanskeligt at skelne imellem fredelig engelsk handel og simpelt sørøveri.

At Christian 1. i 1461 gav Amsterdam tilladelse til at handle direkte over linien Husum-Flensborg, var endnu et tegn på Lübecks svaghed. Og så længe kongerne havde et godt forhold til kejseren og kunne bruge den nederlandske skibsfart som modvægt, var de gamle hansestæders politiske muligheder i Norden blevet stærkt begrænset, selv om deres økonomiske betydning fortsat var kolossal.

Kun få udlændinge har fortalt os om deres indtryk af Norden. I 1432 måtte venezianeren Pietro Quirini overvintre på Lofoten, men nåede gennem Sverige til slotshøvedsmanden Johan Franke på Stäkeborg (i Östergötland), der viste sig at være hans landsmand Gian Franchi, Erik af Pommerns italienske tolk. Quirini finder almuen uhyre primitiv, men gæstfri, og hos adel, kirke og i kattegatkøbstæderne kunne han næsten føle sig hjemme. Grækeren Laskarios Kananos besøgte Norden 1438-39 og er den første, der kalder København for rigets hovedstad, men ellers har han intet specielt at bemærke. Tyskeren Mickael Beheim, der i 1450 bragte dronningen nyt fra Franken, fandt Norge særpræget og barsk; men var der mangel på kornvarer og grøntsager, var der til gengæld rigeligt med kød og fisk. Om Danmark har han intet at berette, og tilsyneladende har landet ikke forekommet ham særlig fremmedartet.

På et specielt punkt konstaterer vi dog en måske tilfældig, men alligevel interessant kontakt. Erik af Pommerns dronning Philippa havde en faster af samme navn, der var dronning af Portugal, et rige der også var interesseret i atlanterhavsfærd. Som nævnt var en dansk herold i 1450'erne med på et portugisisk korstog imod de vantro i Afrika, og da Pining og Pothorst i 1470'erne genopdagede Grønland og New Foundland, deltog portugiseren Joao Vaz de Cortereal i deres togt.

Helt glemt havde Grønland aldrig været. Først i århundredet havde den fynske adelsklerk Claudius Clavus udarbejdet et utrolig nøjagtigt kort derover, og måske var det den nærmere fælleseuropæiske kontakt gennem koncilerne, der gjorde kortet kendt i videre kredse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Danmark og Europa i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307407