Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bogen åbnes

Oprindelig forfatter Redaktionen

Tydeligst ser vi vel bruddet med fortiden i udviklingen af det danske sprog. Først omkring 1400 møder vi et dansk, der trods alle forskelle står nutidens sprog nærmere, end det står det gammeldanske fra højmiddelalderen. Landskabslovene fra 1200-tallets første halvdel var skrevet i et fornemt og sikkert allerede da ret gammeldags sprog med mange og indviklede bøjningsendelser. Nu genkender vi et dansk med samme stærkt forenklede grammatik, som det vi selv bruger.

Måske mærkes bruddet særlig kraftigt, fordi vi har så forsvindende få dansksprogede dokumenter fra den mellemliggende periode. Thi som kirkens sprog var latin, benyttede man plattysk til diplomatiske og handelsmæssige forbindelser med Nordtyskland. Og da den danske kongemagt midt i 1300-tallet befandt sig på et lavpunkt, var der ingen samlende faktor, der kunne holde liv i et traditionelt dansk skriftsprog.

På ny måtte man til at skabe et officielt skriftsprog, og man har vel især anvendt det talesprog, der hørtes blandt overklassen og ved hoffet omkring 1400. Det var et „nydansk”, der var fuldt af plattyske låneord. Så at sige alle ord med forstavelserne an-, be- og und- er ligesom ord med endelserne -else, -hed og -skab hentet fra plattysk. Men trods de mange lån er selve sprogets opbygning rent dansk.

Annonce

 Elfenbensskrin, ca. 7 cm langt, antagelig til opbevaring af skrivetøj. Det stammer fra begyndelsen af 1400-tallet og menes at have tilhørt en kirke i Vendsyssel. Det var en kostbar luksusgenstand, hvis beslag og låsetøj er af sølv.

Elfenbensskrin, ca. 7 cm langt, antagelig til opbevaring af skrivetøj. Det stammer fra begyndelsen af 1400-tallet og menes at have tilhørt en kirke i Vendsyssel. Det var en kostbar luksusgenstand, hvis beslag og låsetøj er af sølv.

Kirken og den lærde verden kunne i århundreder fortsætte med at anvende latin til egne formål, ganske som både diplomati og handelsliv længe foretrak plattysk. Men fra nu af møder vi et stærkt voksende antal dokumenter skrevet på dansk.

Allerede hyldningen af dronning Margrete som „fuldmægtig Frue og Husbonde” og som Danmarks riges formynder på Lunde Landsting i 1387 skete ved hjælp af et dansksproget dokument. Og på samme måde bevidnedes den berømte Kalmarunion 1397 med to aktstykker på dansk. Nu og da kan vi ane dialektforskelle inden for rigets grænser; men der dannedes hurtigt en norm for, hvad man da anså for godt dansk skriftsprog. Det blev den sjællandske udtryksform, der blev taget til mønster, og denne tendens blev støttet af, at København med tiden blev anset for rigets hovedstad.

Den stærkt voksende udvikling i anvendelsen af skrift skyldtes især, at man omsider fik et mere bekvemt og langt billigere skrivemateriale, end man før havde haft. Da en pavelig pengeindsamler i 1330'rne var i Norden, måtte han undskylde sine store omkostninger med, at han var nødt til at købe det kostbare pergament til sine regnskaber, „thi i disse riger findes ikke papir”.

Men henimod år 1400 kom papiret til Danmark, og selv om det endnu længe måtte indføres, var det et langt billigere materiale at anvende. Den umiddelbare følge heraf blev, at skriftligheden tog et vældigt opsving på snart alle tilværelsens områder. Tidligere havde det af rent økonomiske grunde været almindeligt, at kun de allervigtigste og nærmest uigenkaldelige retshandlinger blev nedskrevet på det kostbare kalveskindspergament, således skøder, hvormed man for tid og evighed afstod jord, eller domme, der endeligt afgjorde, hvem der med rette besad en omstridt ejendom. Midlertidige eller foreløbige aftaler, lejekontrakter, stævninger og lignende var ofte blot mundtlige.

 Privatbrev fra 1453. Papirsbreve blev foldet sammen og lukket på bagsiden med afsenderens segl. Underskriften lyder: Eggert Frille, ridder, din kære husbonde.

Privatbrev fra 1453. Papirsbreve blev foldet sammen og lukket på bagsiden med afsenderens segl. Underskriften lyder: Eggert Frille, ridder, din kære husbonde.

Men takket være det billige papir kunne alt nu sættes på skrift. Man havde tidligere haft vokstavler til notater m.m.; men da disse var beregnet til genbrug, har de ikke efterladt sig nævneværdige spor. Nu kunne man ligefrem skrive kladde eller tage notater til støtte for hukommelsen, og man begyndte snart at tage kopi af udstedte aktstykker.

I ældre tid klagedes ofte over, „at kongen gav brev imod brev”. Centraladministrationen havde svært ved at huske, om man tidligere havde beskæftiget sig med en bestemt sag. Følgelig var der en vis fare for, at den kom til at modsige sig selv i sine afgørelser. Men sidst i 1400-tallet kunne kongen love, at man ville se efter, om man tidligere havde truffet en beslutning i pågældende sag.

Det er næsten, som om en moderne administration med bogføring og arkivering så småt er ved at tage form. Især kunne man i stigende grad tillade sig at føre regnskab over stort og småt. Og samtidig begynder skrivekyndige folk at sende hinanden rene privatbreve.

Antagelig i 1453 skrev den danske adelsmand Eggert Frille hjem til sin kone under sit ophold i Lödöse (nuværende Göteborg). Først fortalte han hende om krigens gang i Norge. Dernæst gav han hende besked om forskellige sager, der burde ordnes; samtidig beklagede han sig over, at han ikke havde modtaget det grønne ingefær, hun havde lovet at sende ham, og så havde han da for resten brug for otte alen klæde til sine svendes beklædning. Storgodsejere begynder at modtage skriftlig rapport fra deres fogeder på fjerntliggende godser. Vi finder takkeskrivelser og tiggerbreve, kondolenceskrivelser og undskyldninger over, at man desværre ikke kan komme til et aftalt møde. Men fælles for de fleste breve er, at de uanset hovedindhold næsten altid fortæller aktuelt nyt.

 Senmiddelalderlige skafter til penneknive. Det var nødvendigt at have en skarp kniv, hvis man skulle kunne skære en anvendelig pen af en gåsefjer.

Senmiddelalderlige skafter til penneknive. Det var nødvendigt at have en skarp kniv, hvis man skulle kunne skære en anvendelig pen af en gåsefjer.

Kun lidt er bevaret af denne tids skriftlige materiale; men det er dog indlysende, at vi takket være den voksende skriftlighed får et langt klarere og mere detaljeret indblik i tiden og dens forhold end tidligere.

Udviklingens gang fremgår af, at antallet af bevarede dokumenter fra århundredets sidste halvdel er tre gange så stort som fra første halvdel. Da antallet af pergamentsdokumenter er nogenlunde konstant, betyder dette, at væksten udelukkende skyldes papirsbrevene, og det på trods af, at disse ikke blot var mindre holdbare, men gerne anvendtes i småsager, som man langtfra altid lagde stor vægt på at gemme. Det betyder, at papirsbrevene må have været langt talrigere, end de bevarede rester antyder.

Ligesom latin længe var foretrukket til mere højtidelige handlinger, benyttede man dog gerne pergament til vigtigere statsakter, traktater eller ved oprettelsen af universiteter, kapeller i domkirker og lignende. Det er således karakteristisk, at selve kroningsbrevet fra Kalmar i 1397 med sine 67 endnu vedhængende segl er affattet på det traditionelle, mere officielle pergament. Derimod er det såkaldte „unionsbrev” på papir; det indeholder rettelser, og langtfra alle de vidner, der nævnes i brevet, har sat deres segl under. Alt dette er væsentlige argumenter for teorien om, at denne unionsaftale måske blot varet program til senere gennemførelse, som kun forpligtede de få deltagere, der havde beseglet brevet (se Kalmar sommeren 1397).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bogen åbnes i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307401