Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kronens indtægter

Oprindelig forfatter TrDa

I betragtning af det mildt sagt blakkede eftermæle, som kong Hans har efterladt sig, er det bemærkelsesværdigt, at hans regeringstid på det økonomiske område kom til at stå som „de gode gamle dage”. Da den sparsommelige Frederik 1. kom op at toppes med sit råd om rigets finansielle status, henviste begge parter til, hvor udmærket alting dengang var gået. Alle har naturligvis overdrevet; men diskussionen førtes i høj grad på grundlag af de eksisterende overslag og regnskabsopstillinger.

Et groft overslag hævdede, at kong Hans havde fået henved 6500 mark i byskatter og mindst det dobbelte oveni fra sagefald (bøder) og sise, den i 1466 indførte og fra 1488 permanente skat på tysk øl. Selv om Skånemarkedet var på retur, indkom der dog i efterårssæsonen 5-6000 mark, medens Øresundstolden blev anslået til at give 2-3000 nobler (vist á fem mark).

Kongen rejste regelmæssigt rundt i landet for at holde retterting, og de herved indkomne bøder havde stor finansiel betydning. Overslaget regnede med, at der i klæde, øksne eller penge indkom værdier på en 10-12.000 mark. Af de bortforlenede slotte kunne kongen forvente 20.000 mark i afgifter, medens han af fadeburet kunne få 6-8000 mark, især fra sagefald m.v. Men efter at administrationsomkostningerne var regnet fra, blev der gerne et overskud i naturalier fra fadeburslenene, som da kunne sælges. Alt i alt regner overslaget med kongelige indtægter på om ved 70-80.000 mark.

Annonce

Herved får vi også et indtryk af de principper, hvorpå administrationen hvilede. Det var især de sjællandske slotte, der hørte under fadeburet, dvs. blev drevet på kronens egen regning og risiko. Om Vordingborg Slot hedder det således, at lenet „gør regnskab, og ved høvedsmanden, hvad han skal have, det andet kom til herrens nytte”, dvs. blev sendt til København til hoffets underhold. Og ved det lille Abraham-strup (det nuværende Jægerspris) siges det: „…gjorde regnskab, og hvad der ikke fortæredes, kom til Københavns Slot, og dertil kom årligt 300 mark til kongens folks løn”. Men vi er langt fra en moderne budgetlægning med redegørelse for samtlige indtægter og udgifter. Det kan højst betragtes som eksempler på, hvad kongen havde til rådighed. F.eks. anføres der intet fra tolden på Lolland-Falster, fordi samtlige indkomster herfra på forhånd var båndlagt til vedligeholdelse af de vigtige slotte i Nykøbing, Kalundborg og København.

I grænselandet Skåne lå ingen slotte til fadeburet, og mange var frit forlenede, dvs. at lensmanden forventedes at anvende alle indkomster til vedligeholdelse af slotte med en besætning, der kunne modstå et svensk overraskelsesangreb. Dog kunne det meget store Helsingborg len svare en afgift på 1500 mark samt halvdelen af de uvisse indkomster (sagefald, oldengæld etc.) til kongens kasse.

På Fyn var Nyborg lagt til fadeburet og kunne normalt yde 1000 mark i kontanter, „somme tider mere og somme tider mindre”, medens Næsbyhoved vist allerede nu sammen med Tranekær og den vigtige øksnetold i Kolding og Ribe var henlagt til dronning Christines private brug. Ellers gav de fynske slotte betydelige afgifter.

Den jyske liste er mere summarisk, antagelig fordi Jylland med de mange løse herreder var pantelenenes hovedområde. Men Kalø bliver opført som ordinært fadebursien, der ud over et eventuelt overskud i naturalier burde kunne yde 1000 mark til kongens kontantbehov. Også Ålborg lå for tiden til fadeburet med et kontantbeløb på 800 mark.

Byskatterne opregnes for sig. Selv om de ofte kunne være bortforlenede til lensmændene, der skulle holde et vist opsyn med dem, betragtedes købstæderne som specielt tilhørende kronen. De anførte beløb forekommer dog ude af trit med udviklingen, når byer som Malmø og Næstved yder 300 mark, medens København sammen med Nakskov og Odense er ansat til 281 1/3 mark. At Helsingør blot var sat til sølle 56 1/3 mark, kan muligvis skyldes, at byens ledende mænd alle var ansat ved sundtoldsadministrationen og som kongelige funktionærer var skattefrie.

Men kongen havde andre indtægter af købstæderne, foruden sagefald og andre uvisse indkomster også told og sise. Malmø kunne således yde hele 2000 mark told, sise og bøder, Landskrona 500 mark, samt 2500 mark, rettet til 3000, „om høsten”, dvs. at det er her, vi finder resterne af Skånemarke-dets indtægter. Fra Assens, hvor der var et vigtigt overfarts-sted til Haderslev, beregnedes tolden til 450 mark, medens ålborgtolden med flere uvisse indtægter blev anslået til 750 mark. Bag om alle disse regnskabsmæssige opstillinger mærker vi resterne af fordums feudalisme. At århusbispen modtog den halve byskat af sin stiftsby, kan måske skyldes en pantsættelse, men når byskatterne i Lund, Næstved og Slangerup tilfalder henholdsvis ærkebispen og de to klostres abbeder, er dette en rest af gamle dages system, ganske som ærkebispen var ene om at modtage afgifter fra det Bornholm, hvor kronen intet havde at skulle have sagt.

 Sidste side af jordebogen over kronens indtægter fra de vestjyske herreder Hjerm og Ginding for året 1498. Jordebogen må have været til disposition for Frederik l.s kancelli 25 år senere, idet man da simpelt hen afskrev dens saldo uændret bortset fra en beskeden talfejl.

Sidste side af jordebogen over kronens indtægter fra de vestjyske herreder Hjerm og Ginding for året 1498. Jordebogen må have været til disposition for Frederik l.s kancelli 25 år senere, idet man da simpelt hen afskrev dens saldo uændret bortset fra en beskeden talfejl.

Da formålet med at indsamle og opstille disse tal var rent politisk, giver det ikke større mening at foretage sammentællinger. De under Frederik 1. fremlagte tal var i hvert fald ikke grebet ud af luften, og det er takket være denne „historiske” interesse, at vi fra nu af også begynder at finde materiale fra lokaladministrationen. I flere tilfælde henviser opstillingerne til ældre jordebøger, f.eks. Abrahamstrups jordebog fra 1502 eller Kullens fra 1493, og en enkelt gang kan vi kigge skriveren i kortene, når overslaget vedrørende de vestjyske herreder Hjerm og Ginding ligefrem er skrevet af efter den endnu bevarede jordebog fra 1498. Også fra København (1492) og Bygholm (1511) er der bevaret jordebøger, medens regnskaber og kopibøger fra Næsbyhoved og Tranekær lens administration skyldes den økonomiske dronning Christines omhu.

Men regnskabsførelse og især revision var længe en kilden sag, hvad kong Hans' betroede skriver roskildekanniken hr. Anders Nielsen måtte sande, da kongen i 1494 lod ham hænge for groft underslæb. Kort efter tog kongen selv på pilgrimsfærd til det berømte valfartssted Wilsnach, og den københavnske sladder, der i rigt mål er bevaret fra denne konges tid, beretter, at majestæten havde handlet i vildelse, et tilfælde af kongelig galskab, som man frygtede var gået i arv til sønnen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Kronens indtægter i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307375