Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krisen i 1460erne

Oprindelig forfatter TrDa

Tilsyneladende negligerede Christian 1. sine mange og store problemer såvel i Sverige som i hertugdømmerne, samtidig med at han havde svært ved helt og fuldt at kunne gøre sig gældende over for hanseaterne og de andre magter i Nordeuropa. Men sagen var ganske givet den, at han ikke evnede at gøre noget effektivt ved disse mange spørgsmål uden at have en solid magtbasis, og ret naturligt søgte han at opbygge denne i det Danmark, der nu engang lå centralt placeret i unionen.

Den reelle magt i Danmark var i høj grad koncentreret omkring besiddelsen af de danske slotte. Allerede Erik af Pommern havde i sine velmagtsdage arbejdet sammen med højadelen, som han knyttede til sig ved at give den de kongelige slotte og store godsområder i forlening. Som regel bestod et sådant len af et slot med flere dertil hørende herreder, og lensmanden var ansvarlig for opkrævningen af alle kongelige indtægter af krongods, selvejerafgifter, bøder m.m. Han havde også opsyn med den lokale administration og retspleje, skulle holde slottet ved lige og forsyne det med den nødvendige besætning af væbnet mandskab samt stille tropper i tilfælde af krig.

Under holstenerfejden var der god brug for lensmændenes væbnede styrker, og mange lensmænd havde deres forlening frit, dvs. at de selv beholdt et eventuelt overskud. I andre tilfælde regnede man dog med, at en lensmand skulle kunne yde en fast årlig afgift til kongens kasse, og med tiden blev det skik og brug, at lensmændene, hvad enten de havde et len frit eller på afgift, delte „det uvisse”, de mange ekstraindtægter af bøder og vrag m.m., med kongen.

Annonce

 På Vedelspang Voldsted i Slesvig har man fundet et af Nordens ældste ildvåben, formentlig fra tiden 1416-26, da der blev kæmpet om borgen. Hele våbnet er 81 cm langt, men selve bøssepiben måler kun 21 cm.

På Vedelspang Voldsted i Slesvig har man fundet et af Nordens ældste ildvåben, formentlig fra tiden 1416-26, da der blev kæmpet om borgen. Hele våbnet er 81 cm langt, men selve bøssepiben måler kun 21 cm.

Alle kongelige besiddelser blev dog ikke bortforlenede; kronen plejede at beholde en domæne, et vist antal slotte og herreder, der fortsat lå til „kongens fadebur”, og heraf afholdt man hoffets daglige udgifter. Men der skulle holdes nøje kontrol med fogederne på fadebursslottene, og tiden magtede endnu ikke en effektiv regnskabsføring, endsige en grundig regnskabsrevision.

Mange forordninger indskærper, at kongens fogeder og embedsmænd skal optræde rimeligt og i henhold til loven. Det antyder, at de i praksis kunne have et betydeligt mål af selvstændighed. Hertil kommer, at kronen hyppigt var i pengetrang. Den simpleste måde at rejse kapital på var da at sætte nogle len i pant. Når en lensmand havde betalt kongen en betydelig pantesum, havde han sikkerhed for at kunne beholde sit len, indtil kongen engang blev i stand til at betale pengene tilbage; i praksis kunne derved ikke blot lensmanden, men også hans enke og arvinger have lenet, indtil det atter blev indløst. Med kirkens modstand imod rentetagning af rene pengelån var disse pant næsten den sikreste måde, som en højadelsmand kunne anbringe sin kapital på, da han modtog kronens indtægter af lenet i stedet for de ildesete renter.

For kongemagten var det ikke blot ubehageligt at miste indtægterne fra de pantsatte len. Endnu værre var det, at kongen derved mistede sin dispositionsfrihed til at bestemme, hvem der skulle have befalingsmyndigheden på de pantsatte slotte.

 Kort over de danske len ca. 1465. Det fremgår i hvilken grad de „fem store slægter” var ved at skaffe sig et overvældende magtmonopol. Gotland er indsat i øverste højre hjørne.

Kort over de danske len ca. 1465. Det fremgår i hvilken grad de „fem store slægter” var ved at skaffe sig et overvældende magtmonopol. Gotland er indsat i øverste højre hjørne.

Det er således klart, at en vigtig forudsætning for den ret fredelige afsættelse af Erik af Pommern var, at den snævre kreds af aristokratiet, der var i besiddelse af de vigtigste slotte og dermed af en stor del af rigets forsvarsmagt, sluttede sig sammen og opsagde kongen troskab og huldskab.

Der fandtes i alt henved 40 slotte, og de fleste af rigets 150 herreder styredes herfra. Men i egne, hvor der var langt til et kongeligt slot, og hvor der især var selvejergods, kunne „løse herreder” gives i bortforlening uden om slottene. Desuden kunne mindre, gerne sluttede godsområder, kongelige birker m.v. blive benyttet som aflønning eller pensionering af trofaste folk; men de var også særlig velegnede som pantsætnings-objekter, da deres rent økonomiske betydning ikke svækkede kongens politiske dispositionsfrihed på samme måde som en pantsætning af slotslenene.

Når en lensmand modtog et slot, afgav han til gengæld en slotslov, et dokument, hvori han lovede loyalt at holde slottet til kongens hånd; men ofte blev også dronningens og en mulig tronfølgers navn indføjet i slotsloven, hvoraf fulgte, at loyaliteten blev overført til disse ved kongens død, selv om slottet i og for sig skulle holdes til rigsrådets hånd, da dette ved tron-ledighed havde befalingsmyndigheden i riget. Sammen med lensmanden lå slotsfogeden med flere vigtigere funktionærer „i slotsloven”, dvs. at lensmanden her havde en sagkyndig gruppe, han skulle rådspørge i kritiske situationer, f.eks. hvis han under en krig fandt det nødvendigt at kapitulere.

Som godsejere kunne højadelsmændene føle, at landgildeindtægterne fortsat var dalende; men som kongelige lens mænd fik de mulighed for at skaffe sig kærkomne ekstraindkomster, og samtidig gav magten på borgene dem en vigtig politisk-militær indflydelse. Lederne af de store adelsslægter havde ofte deres len i meget lange embedsperioder, om ikke ligefrem på livstid. Således havde Axel Pedersen Thott Varberg i mindst 24 år, medens Erik Nielsen Gyldenstierne besad Riberhus i mindst 20 år.

I sine første år måtte kong Christoffer følgelig tage ganske meget hensyn til denne gruppe af aristokrater, der i betydelig grad domineredes af „de fem store slægter”. Her møder vi slægten Rosenkrantz med Kalø og en svigersøn på Kalundborg, Gyldenstierne med Ålborghus, Skanderborg, Lundenæs og Riberhus samt sjællandske slægtninge på Korsør og Skivehus, Thott med Varberg, Ålholm og vistnok også Vordingborg (samt senere Visborg), samt Rønnow med Nyborg, medens svigersønnen Verner Parsberg snart fik Holbæk. Endelig kom hertil en opkomling, Eggert Frille, en sønderjysk lavadelsmand, der med en rig flensborgkøbmand som svigerfader investerede i fynske godser og pantelen. Med udgangspunkt i Hindsgavl Slot var den særdeles økonomiske hr. Eggert snart i stand til at skaffe sig både formue og politisk indflydelse.

Efter sit bryllup i 1445 kunne kong Christoffer dog skaffe sin dronning de sjællandske slotte Haraldsborg ved Roskilde og Skjoldenæsholm ved Ringsted. Men da Christian 1. blev konge, måtte han i sine første regeringsår tildele denne mægtige rådskreds endnu flere herreder og birker. Således besad hr. Otte Nielsen Rosenkrantz ikke blot Kalø med de hertil liggende fire herreder; men til dette blev lagt et ekstra herred samt birkerne Anholt, Stensmark og Hassens samt byskatterne af Grenå og Ebeltoft, hvorefter hr. Otte yderligere begyndte at samle på løse herreder i Viborgegnen.

Henved halvdelen af rigets slotte var således i hænderne på denne snævre magtelite, og de fleste af de resterende slotte var ligeledes i hænderne på aristokrater. Den fornemme gamle slægt Strangesen havde Ørum Slot med hele Thy i over 50 år, medens Otte Skinkel havde fået Rugård på Fyn allerede før 1418, hvorefter hans datter og svigersøn sad der endnu omkring 1470. Kronens spillerum var ved at være begrænset til Københavns Slot, som Eggert Frille på sin march mod toppen afstod i 1454. Derefter finder vi hastigt skiftende lavadelsmænd på Københavns Slot, et indicium på, at det nu lå under kronens fadebur.

Endnu omkring 1460 var der tilsyneladende idyl i Danmark; kongen havde erhvervet sig hertugdømmerne og opnået at få sin søn hyldet som tronfølger og det også i Norge og Sverige. Skiftet mellem rosenkrantzer og gyldenstierner på rigshofmesterposten lader dog ane, at kongen har ment at kunne bygge på skiftende alliancer med vekslende grupper inden for rigsrådet. Da slægterne Thott og Gyldenstierne havde nære slægtsbånd til Sverige, kunne disse med fordel anvendes, når der skulle føres forhandling med det svenske rigsråd.

På ét punkt mærker vi dog en forskel: da Erik af Pommern blev afsat, var hele fire bisper i slægt med rigsråder; under Christian 1. blev samtlige nye bisper hentet uden for den snævre rådskreds.

De mange pantelen mindskede kronens indtægter, og det blev nødvendigt at udskrive ekstraskatter, ja i 1459 kom det så vidt, at rigsrådet måtte bevilge kronen en skat på lensindtægter: alle lensmænd skulle af med 10 procent af deres indtægter; pantelen slap dog med fem procent. Det må have været en succes, siden disse lensskatter blev gentaget i 1466 med betydeligt øgede satser på henholdsvis 33 procent og 25 procent. Som nævnt gik det midt i 1460'erne galt med gældsbetalinger-ne i hertugdømmerne. Samtidig var der mildest talt kaotiske forhold i Sverige, hvor Karl Knutsson atter var på spil. Erfaringerne havde efterhånden lært kongen, at direkte forhandlinger mellem de to rigers råd ikke altid var til så stor nytte for kongen som for råderne. Endnu i 1466 synes kongen at have håbet på en forhandlingsløsning, men uden resultat. Og samtidig afholdt Thottslægten internordisk bryllup, hvor man aftalte, at Karl Knutssons private gods ikke skulle anses for forbrudt til kronen, men i stedet tilfalde hans arvinger, der tilfældigvis var en thott og en gyldenstierne.

Kongen havde således god grund til at føle sig urolig, og han besluttede at sætte hårdt imod hårdt. Den 16. marts 1467 forlangte han, at Lübeck og de øvrige hansestæder skulle standse al handel på det oprørske Sverige, og derefter inddrog han Tranekær Slot fra den nylig afdøde Philippus Axelsen Thotts enke, Eggert Frilles eneste datter Ermegaard. Som modtræk sendte Thottslægtens leder Iver Axelsen kongen sin opsigelse af troskab og huldskab. Det kunne han tillade sig, da han fra det faste slot Visborg, som han næsten havde arvet efter sin nu afdøde broder Oluf Axelsen havde en på det nærmeste helt uafhængig position. Men hans øvrige slægtninge kom herved i en ret vanskelig situation.

 Stændervidnesbyrd, optaget 1468 på Sjællands Landsting. Her fik Christian 1. eftertrykkeligt gendrevet beskyldningerne imod ham, og brede kredse sluttede mere eller mindre godvilligt op om kongens hårde politik imod Thottslægtens opposition.

Stændervidnesbyrd, optaget 1468 på Sjællands Landsting. Her fik Christian 1. eftertrykkeligt gendrevet beskyldningerne imod ham, og brede kredse sluttede mere eller mindre godvilligt op om kongens hårde politik imod Thottslægtens opposition.

Alt i alt kan forholdene minde om dengang, da Erik af Pommern blev afsat, men med den forskel, at her finder vi ikke en fornærmet konge, der passivt diskuterer statsretsfinesser med sine overmægtige råder. Det virker, som om Christian 1. mente at komme en sammensværgelse i forkøbet med det resultat, at de skånske thotter nærmest overraskes over kongens modforholdsregler.

Christian 1. hverver tropper og begynder en belejring af Iver Axelsen Thotts slotslen Sølvesborg, samtidig med at marsken Claus Rønnow sendes til Stockholm for sammen med ærkebiskop Jons Bengtsson Oxenstierna at angribe Karl Knutsson-tilhængere i deres hjemland. Angrebet slog dog fejl, og da ærkebispen kort efter døde, kunne kong Karl uhindret vende tilbage til Sverige.

Samtidig indleder kongen en belejring af Iver Axelsens private borg Lillø i Østskåne. Den politiske situation i Danmark virker mildt sagt flydende. Noget tyder på, at kongen med betydelig dygtighed spiller de to store slægtsgrupper ud imod hinanden. Uden ligefrem at afsætte sin rigshofmester Erik Ottesen Rosenkrantz udnævner han såvel i 1466 som atter i 1469 Niels Eriksen Gyldenstierne til det vagt definerede kammermesterembede, dvs. at noget af rigshofmesterens økonomiske kompetence nu var på andre hænder. Ligeledes i 1466 får marsken Claus Rønnow på sit slotslen Nyborg den overvættes kongelige nåde, at han for lang og tro tjeneste skal være fri for personlig krigstjeneste! Er det ikke den pæneste måde midlertidigt at „fritstille” rigsmarsken, så længe der endnu var håb om, at Gyldenstierne-gruppen kunne opnå en tilfredsstillende forhandlingsløsning med svenskerne?

 Opkomlingen Eggert Frille var en fremragende politisk begavelse og antagelig i besiddelse af betydelig boglig lærdom. Han ejede bl.a. en verdenskrønike, hvis initial rummer hans slægtsvåben, det delte skjold med en tobladet plante. Selve bogen angiver, at den er skrevet i 1452.

Opkomlingen Eggert Frille var en fremragende politisk begavelse og antagelig i besiddelse af betydelig boglig lærdom. Han ejede bl.a. en verdenskrønike, hvis initial rummer hans slægtsvåben, det delte skjold med en tobladet plante. Selve bogen angiver, at den er skrevet i 1452.

Netop fra disse år kender vi flere kongelige skrivelser til lensmænd, der får pålæg om at behandle bønderne ordentligt. I 1466 kommer den nørrejyske forordning, der ligeledes skulle regulere forholdet mellem aristokrati og bønder. Men først og fremmest finder vi en særdeles omfattende kongelig rejseaktivitet.

I november-december 1466 rejste Christian 1. fra København over Kolding til Riberhus og hjem igen, og samtidig har han haft et møde med sin broder Gerhard, måske i rum sø ud for Holstens østkyst.

I foråret 1467 ordner kongen sine mellemværender med Thottslægten ved selv at overtage Varberg efter Aage Axelsen. Derefter tog han til Sølvesborg, hvor Iver Axelsens foged dog længe gjorde tapper modstand, og i april-maj var han på landstingene. Disse landstingsmøder blev nu benyttet til politiske demonstrationer, og i 1468 opnåede Christian 1. provinsstændernes massive opbakning. På Sjællands Landsting finder vi landsdommeren med aristokratiet samt repræsentanter såvel fra købstæderne som fra de enkelte herreder. Her tog landsdommeren nogle gejstlige og verdslige repræsentanter med sig, hvorefter borgmestrene fra København og Køge samlede borgerrepræsentanterne om sig, medens Jep Smed i Lundby og Anders Pedersen i Åshøje, der begge var herredsfogeder, samlede almuens delegerede.

Resultatet blev som ventet. „De takkede alle kongen” for et retfærdigt styre, der havde „hjulpet den rige såvel som den fattige til ret og skel”. Desuden konstaterede landstinget, at Iver Axelsens opsigelsesbrev var afsendt uden forudgående klage, dvs. at kongen ikke havde haft mulighed for at retfærdiggøre sig, hvad der efter gængs statsret var et princip. Og det brave landsting erklærede ydermere, at det var den rene snak at påstå, at kronen skulle have forsøgt at ophidse almuen imod ridderskabet.

Landstingene gav således kongen de ønskede svar, og styrket af dette kunne kongen gribe mere effektivt ind over for lensmænd, der mentes at have begået uretfærdigheder imod almuen. På Sjælland sattes ligefrem et eksempel derved, at adelsmanden Bent Bille blev idømt den gamle mandebod på 40 mark for at have fængslet en kvinde på ulovlig vis.

Der var kun én mislyd; på Det fynske Landsting nægtede Eggert Frille at besegle en tilsvarende udtalelse, og efter et direkte skænderi med kongen flygtede han over hals og hoved til Lübeck, der også havde et spændt forhold til riget på grund af kongens krigspolitik.

Ganske vist havde kongen forpligtet sig til at regere i forståelse med rigsrådet; men det kunne dog næppe være imod forfatningen at søge kontakt til bredere kredse? Som følge af Eggert Frilles protest lod kongen indkalde den første danske stænderrigsdag til den 28. oktober 1468 i Kalundborg. Det fynske indkaldelsesbrev er bevaret og viser, at herfra skulle bispen møde sammen med repræsentanter for domkapitel og den øvrige gejstlighed, riddere og svende, desuden borgmestre, to rådmænd og to borgere fra hver købstad samt to almuemænd fra hvert herred.

Da alle dokumenter fra kalundborgmødet er udsendt i rigsrådets navn, lader det sig ikke bevise, om rigsdagen virkelig blev holdt. Men der kan næppe være tvivl om, at kongens appel til den brede befolkning sammen med den hårde politik over for Thottslægten har været med til at få rådet til at falde til føje.

Der blev nu udstedt en forordning om regler for fejde, der dels var et indgreb imod højadelens selvstændighed, dels rummede et vist mål af beskyttelse for de bønder, der risikerede liv og ejendom, når deres godsejere blev uenige. Hertil kom en række vigtige bestemmelser om lensvæsenet. Først og fremmest kasseredes alle gavepant, dvs. panteforleninger der udelukkende skyldtes begunstigelse, og hvor der således ikke påviseligt var gået penge over bordet. Dette er i sig selv et vidnesbyrd om, i hvilken udstrækning kongerne hidtil havde måttet dele ud af krongodset for at stå på god fod med rådsaristokratiet. Alle pantebreve skulle sendes til København, hvor en gruppe håndplukkede bisper og adelsmænd, såvel i som uden for rådet, skulle undersøge dem nærmere.

I mere ubestemte vendinger blev det derpå bestemt, at slotte, der plejede at ligge til kronens fadebur, atter skulle lægges derunder. Samtidig skulle alle købstadsskatter, hvad enten de var bortforlenede eller ej, i indeværende år tilfalde kronen, der ligeledes fik bevilget 1/3 af alle pantelensindtægter. Ud over at forbedre kronens likviditet resulterede mødet således i en udstrakt dispositionsfrihed for kongen, der frit ville kunne inddrage adskillige forleninger. På den anden side var kongen ikke tvunget dertil, dvs. at alle samarbejdsvillige aristokrater fortsat kunne håbe på kongelige begunstigelser.

Endelig blev den 20. november 1468 alle de oprørske thotters gods inden for rigets grænser tildømt kronen som forbrudt ejendom. At kronen mente det alvorligt kan ses af de ret korte frister for betaling af såvel byskatter som pantelensskat, og allerede først i 1469 måtte viborgbispen på kronens vegne true pantelensmændene med deres pants fortabelse, hvis ikke de snarest fik betalt deres skatter.

Et blik på lenspolitikken bekræfter indtrykket af, at kongen helt bevidst skelnede imellem de situationer, hvor der skulle bruges magt, og der hvor guleroden skulle frem. Otte Nielsen Rosenkrantz' svigersøn Mogens Ebbesen Galt mistede i løbet af 1466 sit slotslen Ålholm, hvor der nu optræder en lavadelig foged; men senest i 1471 har Mogens Ebbesen i stedet opnået det vigtige grænseslot Koldinghus. I vid udstrækning er det dog helt nye kredse, vi finder på hovedlenene. På den landflygtige Eggert Frilles slot Hindsgavl optræder fynsbispen som lensmand, ligesom århusbispen overtager Kalø, hvorefter den aldrende hr. Otte Nielsens søn hr. Erik Ottesen Rosenkrantz må nøjes med sin faders mange småforleninger. Det kunne han nu nok bære, da han hørte til de mest begunstigede og sad trygt på sit omfattende len Skanderborg.

Desuden skiftede i hvert fald Riberhus, Ålborghus og Lundenæs også lensmænd i denne periode. Ser vi på kredsen af rigsrådslensmænd, mærker vi især nye signaler: medens de fem store slægter hidtil havde siddet på henved halvdelen af pladserne i rigsrådet, bliver disse nu langt mere jævnt fordelt. Nye folk dukker op, således den jyske landsdommer Niels Kaas og hans slægtning Morten Krabbe, men især bispeslægtninge som Gunde Nielsen Lange og Niels Christiernsen Munk eller Sjællands landsdommer hr. Henrik Meinstrup og retter-tingskansleren Jep Jensen Sparre.

Dokumenter kan nu engang kun fortælle os den historie, som vi selv kan udlede deraf. Men er denne fortolkning af begivenhederne sandsynlig? Kun én samtidig kilde giver en beskrivelse med vurdering; men det er til gengæld den lybske krønike, skrevet i en by, hvor man vågent fulgte den politiske udvikling i det rige, hvori man havde så store handelsinter-esser:

„I dette og det foregående år [1466-67] drev kong Christian af Danmark og Sverige mange gode mænd fra de slotte, som de havde på rigets vegne, og gjorde sig mange uvenner. Og i disse sager stod bisperne og nogle adelsmænd og i almindelighed slotsbesætningerne på hans side; fordi de gode mænd, der sad på slottene, var ganske hårde mod de fattige folk og fratog dem med magt, hvad de havde, og forlod sig på, at kongen ikke havde nogen stor magt og agtede ikke på, at bisperne ville bistå kongen, og nogle af disse slotte, som kong Christian inddrog, beholdt han selv, og nogle gav han til andre gode mænd, der stod ham bi. Og derved måtte de lade det være, thi de kunne ikke bedre det. Dog kom deraf stor uvilje, både i Danmark og i Sverige.”

Allerede i løbet af 1469 begyndte kongen dog at mildne sin hårde indenrigspolitik. En kort tid optræder hr. Niels Eriksen Gyldenstierne atter som kammermester, medens den tidligere suspenderede rigsmarsk hr. Claus Rønnow førte et langt felttog ind i Sverige. Nu tager man igen fat på at udskrive skatter på almuen, og flere af de mest lavættede slotsfogeder forsvinder, idet de afløses af aristokrater, der dog tilhører en bredere kreds end før; dvs. at de fem store slægters magtmonopol effektivt var blevet brudt, men i form af et kompromis, idet de nu måtte dele magten med større kredse af adelen.

Denne forsoningspolitik var utvivlsomt nødvendig, hvis kongen skulle kunne gøre sig håb om at genvinde Sverige. På Ålborghus forsvinder en lavadelig foged, og slottet neutraliseres ved at blive givet til børglumbispen. Samtidig tvang kongens kroniske pengetrang ham atter til at sætte len i pant.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Krisen i 1460erne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307366