Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den første oldenborger

Oprindelig forfatter TrDa

I 1448 kastedes de nordiske riger nok en gang ud i et tronfølgeproblem. Trods gensidige løfter om fælles forhandlinger var der stærke ønsker om lokale kandidater til tronen, i Norge således højadelsmanden Sigurd Jonsen, der var oldebarn af en uægte datter af Håkon 5., og en ganske vist langt senere slægtstradition peger på den unge Knud Henriksen Gyldenstierne som muligt kongsemne i Danmark.

I Sverige steg Karl Knutssons aktier, da en Oxenstierna blev valgt til ærkebiskop af Uppsala. Det fik det svenske aristokrati til at frygte denne slægtsgruppes overmagt, og Karl Knutsson, Finlands magtfulde statholder, kunne derfor dukke op i Stockholm og lade sig vælge til svensk konge.

I denne kritiske situation henvendte det danske råd sig til hertug Adolf af Slesvig-Holsten, der var meget fjernt beslægtet med det gamle danske kongehus. Måske skete dette alene for en forms skyld for dermed at demonstrere, at man fortsat ønskede et godt forhold bevaret. Hertugen afslog dog høfligt, men pegede på sin søstersøn, den blot 22-årige, ugifte grev Christian af Oldenburg. Derved ville rådet også få løst sit andet presserende problem at finde en passende ægtefælle for den kun ca. 18 år gamle enkedronning. For en sikkerheds skyld lod hertugen sin nevø besegle den ældgamle Constitutio Valdemariana, en bestemmelse fra 1326 om, at hertugdømmet Slesvig aldrig måtte blive indlemmet i kongeriget Danmark.

Annonce

 Stamtavle over det oldenburgske hus med angivelse af den svage slægtsforbindelse tilbage til Erik Klipping.

Stamtavle over det oldenburgske hus med angivelse af den svage slægtsforbindelse tilbage til Erik Klipping.

I løbet af sommeren 1448 holdt rigsrådet møde i København, hvor både hertug Adolf og grev Christian var til stede, og efter kong Christoffers begravelse i august antog man Christian til konge af Danmark. Han hyldedes på landstingene og kunne i 1449 holde bryllup med Dorothea, hvis indflydelsesrige slægt havde fulgt begivenhederne med stor interesse. Det meget hastværk skyldtes ikke ubetinget modstand mod en fortsat union, men bundede snarest i, at uanset hvad man besluttede, så havde de tre nordiske riger faktisk en legitim konge levende, nemlig Erik af Pommern. Til såvel svenskeres som hansekøbmænds irritation sad han fortsat på Gotland, hvorfra han drev et profitabelt sørøveri. Han døde først i 1459 i Rügenwalde i Pommern.

I Norge optrådte rådets førstemand drosten hr. Sigurd Jonsen, der egentlig var gammel Erik af Pommern-tilhænger, men som i den givne situation foretrak grev Christian. Andre, deriblandt den norske ærkebiskop, gik ind for Karl Knutsson, der i 1449 opnåede at blive kronet til norsk konge i Nidaros Domkirke. Forinden havde kong Karl sendt svenske tropper til Gotland i et forgæves forsøg på at overrumple Visborg Slot. Selve staden Visby var på svenske hænder, da den danske marsk hr. Oluf Axelsen Thott ankom med danske styrker. Derpå overgav kong Erik Visborg Slot til ham, drog hjem til Pommern og levede her i sine sidste ti år. Hr. Oluf indledte forhandlinger med sine svenske standsfæller for at få krigsførelsen afsluttet. Heri lå vist også den traditionelle opfattelse, at forhandlingsløsninger plejede at stille de respektive landes rigsråd i en stærkere position over for kongemagten.

På et møde i Halmstad i 1450 gennemtvang danske og svenske råder et forlig, der var lige utilfredsstillende for begge monarker. Karl Knutsson skulle opgive alle krav på Norge til Christian 1. imod til gengæld at blive anerkendt som svensk konge. Dertil vedtog man, at den længst levende af kongerne atter skulle forene rigerne, en ordning, der nærmest favoriserede den 17 år yngre Christian.

 Vestfacaden af Nidaros Domkirke, hvor Karl Knutsson blev kronet i 1449. Kirken hærgedes af talrige brande og var stærkt forfalden, da man i 1869 begyndte et gennemgribende restaureringsarbejde, som først afsluttedes hundrede år senere. I 1906 blev en ætling af oldenborgerne omsider kronet her som Håkon 7. af Norge.

Vestfacaden af Nidaros Domkirke, hvor Karl Knutsson blev kronet i 1449. Kirken hærgedes af talrige brande og var stærkt forfalden, da man i 1869 begyndte et gennemgribende restaureringsarbejde, som først afsluttedes hundrede år senere. I 1906 blev en ætling af oldenborgerne omsider kronet her som Håkon 7. af Norge.

Kongernes utilfredshed med resultatet viste sig i adskillige grænsestridigheder og plyndringstogter. Men det svenske råd var efterhånden blevet så magtlystent, at snart en hvilken som helst form for kongemagt var det imod. Omkring ærkebiskop Jons Bengtsson Oxenstierna og den med ham nært beslægtede Vasaslægt dannedes en aristokratisk modkoalition, der i 1457 indkaldte Christian, som nu endelig også blev svensk konge. Kong Karl flygtede til Preussen, hvor der var borgerkrig mellem Den tyske Orden og landets stænder, der støttedes af Polen. Da Danmark traditionelt støttede Ordenen, tog Karl videre til Danzig. Efter Den tyske Ordens endelige nederlag måtte den ved freden 1466 nøjes med Østpreussen, tilmed blot som et polsk len, medens den rige handelsby Danzig reelt blev en næsten uafhængig hanserepublik under polsk beskyttelse, en udvikling, der snarest kom til at styrke kong Karl.

Nu blev det Christians tur til at lægge sig ud med de svenske råder, der rejste Upplands bønder imod hans skattepålæg. Karl optrådte atter på kort visit i 1464-65, hvorefter Oxenstier-na-klanen igen tog magten. Mod denne kunne dog såvel Christian 1.s som kong Karls tilhængere enes, og Karls svigersøn Erik Eriksen Gyldenstierne afløste ærkebispen som rigsforstander.

 I kirken på den lille ø Fårø nord for Gotland findes denne 1600-talstavle med bl.a. det ældste billede af Visborg Slot. Trods alle mulige ombygninger får vi dog et indtryk af den massive borgs styrke i tiden inden artilleriets sejrsgang.

I kirken på den lille ø Fårø nord for Gotland findes denne 1600-talstavle med bl.a. det ældste billede af Visborg Slot. Trods alle mulige ombygninger får vi dog et indtryk af den massive borgs styrke i tiden inden artilleriets sejrsgang.

Forholdene var mildt sagt kaotiske, og kong Christian kunne have god grund til at formode, at hans svenske tilhængere mindre beherskedes af loyalitet over for hans retfærdige sag, men snarere tog stilling efter rent interne magtforhold. Partilinierne ændrede sig konstant, alt efter om man var ved magten eller tilhørte en oppositionsgruppe.

I 1467 vendte kong Karl atter hjem til Sverige, og skønt Oxenstierna- og Vasaslægten fortsat var i opposition, holdt han sig på tronen til sin død 1470. Nu fandt Christian 1. tiden inde til at gøre sine krav gældende, og i et brev til sine tilhængere kalder han situationen ganske gunstig. At han alligevel ikke udnyttede lejligheden, skyldes utvivlsomt, at han havde talrige andre problemer at tumle med, og da politik ikke mindst er et spørgsmål om at prioritere, skal vi derfor se, hvilke andre spørgsmål kongen fandt det nødvendigt at koncentrere sig om.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Den første oldenborger i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307364