Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Til vor sjæls salighed

Oprindelig forfatter TrDa

For menigmand stod sognekirken og dens præst centralt placeret som kirkens lokale institution. Den middelalderlige sognepræst havde sjældent en dybere teologisk lærdom. Han havde lært sin latin og sin katekismus i domskolen, men derefter var hans uddannelse mere gået i praktisk retning. Ved at deltage aktivt i domkirkens omfattende gudstjenesteliv havde han fået et grundigt kendskab til liturgien, hvor hver enkelt søn- og helligdag krævede iagttagelse af særlige ritualer og bønner. Mange præster endte som vikarer i domkirken, hvis mange altre måtte have præster, der alene tog sig af messelæsningen og som ikke havde sjælesorg.

Den middelalderlige sognepræst skulle i og for sig kun i mindre grad vække sin menighed til fromhed; hans hovedopgave var at udføre en lang række hellige handlinger af sakramental karakter, der var den sikre vej til frelsen. Og det var mere gennem sin præstevielse end ved sin uddannelse, at præsten var i stand til korrekt og gyldigt at udføre disse handlinger.

 Gregorsmesse, et af de malerier, som biskop Jens Iversen Lange i 1479 lod lübeckeren Bernt Notke udføre på altertavlen til Århus Domkirke. Messens centrale betydning i den middelalderlige gudstjeneste skyldtes, at her antog man, at Den korsfæstede Frelser rent fysisk kom til stede under nadverforvandlingen. Efter ældgammel tradition skulle selve pave Gregor d. Store have oplevet den her viste tilsynekomst af Kristus under messen, og billedets popularitet fremgår af, at situationen også er skildret i domkirken i to kalkmalerier.

Gregorsmesse, et af de malerier, som biskop Jens Iversen Lange i 1479 lod lübeckeren Bernt Notke udføre på altertavlen til Århus Domkirke. Messens centrale betydning i den middelalderlige gudstjeneste skyldtes, at her antog man, at Den korsfæstede Frelser rent fysisk kom til stede under nadverforvandlingen. Efter ældgammel tradition skulle selve pave Gregor d. Store have oplevet den her viste tilsynekomst af Kristus under messen, og billedets popularitet fremgår af, at situationen også er skildret i domkirken i to kalkmalerier.

I centrum stod nadveren, hvor præsten under messen mirakuløst forvandlede almindeligt vin og brød til Kristi blod og legeme, en fortsat, ublodig gentagelse af Golgataunderet. For lægfolk var blot det at overvære denne del af messen af stor betydning for frelsen. Dertil kunne præsten i messeritualet med navns nævnelse fremhæve personer, der havde gjort sig særlig fortjent dertil. Deres sjæle fik følgelig gavn af handlingen, først og fremmest ved at deres ophold i skærsilden på denne måde kunne forkortes.

Annonce

På alle vigtige tidspunkter i menneskets tilværelse var præsten aktivt til stede. Han foretog barnedåb, ægtevielser og gav folk på dødslejet den sidste olie. Men i det daglige var bodssakramentet af afgørende betydning for kirkens dominans i samfundet. Da syndere havde god grund til at frygte helvede eller i hvert fald et ekstra langt ophold i skærsilden, var det vigtigt så hurtigt som muligt at skaffe sig absolution (tilgivelse) for de overtrædelser, som det i bund og grund syndige menneske ikke kunne undgå at begå.

Meget i de senmiddelalderlige præstehåndbøger består derfor af vejledninger for præsten i hans sjælesorgsarbejde, specielt i hvorledes han skulle behandle de angrende syndere. Ved søndagsgudstjenesten har præsten gerne holdt en kortere prædiken, hvor han på grundlag af søndagsevangeliet kunne uddrage en kort moralsk-teologisk pointe for derved at understrege menneskets syndsbevidsthed og kirkens betydning for opnåelsen af frelsen. Ved særlige lejligheder optrådte dog berømte prædikanter, ikke mindst fra tiggerordenerne, og de mange bevarede senmiddelalderlige prædikensamlinger er derfor næppe karakteristiske for den normale søndagsgudstjeneste. Da disse tiggerbrødre havde særligt ry for hellighed på grund af deres asketiske levned, søgte anfægtede sognebørn ofte deres hjælp uden om sognepræsterne. For eksempel kunne det anses for en specielt from handling at lade sig begrave på en klosterkirkegård, eventuelt iført munkedragt, og kirkeorganisationen havde middelalderen igennem uafbrudt problemer med at sætte grænserne for sognepræsters, munkes og tiggerbrødres virkefelter, ikke mindst på områder, hvor honorarer og gaver for begravelse m.m. stod på spil.

 På dommedagsbilledet fra 1474 i Jetsmark Kirke i Vendsyssel ser vi synderne på vej ind i helvedes gab, og det er karakteristisk for fremstillingen at fremhæve, at der fandtes grove syndere i alle sociale lag, idet såvel en pave som en konge er blandt de fordømte.

På dommedagsbilledet fra 1474 i Jetsmark Kirke i Vendsyssel ser vi synderne på vej ind i helvedes gab, og det er karakteristisk for fremstillingen at fremhæve, at der fandtes grove syndere i alle sociale lag, idet såvel en pave som en konge er blandt de fordømte.

Med den næsten magiske kraft en præst var i besiddelse af, bad man ham om at foretage et utal af velsignelser efter egnens skik og brug. Det kunne f.eks, være sædvane at bære kirkens hovedhelgen (et billede eller en relikvie) ud over markerne om foråret for på denne måde at fremme markens grøde. Men det magiske element i velsignelserne kunne nemt føre til misbrug, og uanset hvor meget bisper og andre lærde mænd advarede imod overtroiske elementer i folkereligionen, var en fattig sognepræst sikkert ofte nødt til at stå på god fod med sine sognebørn, der netop var villige til at yde ham ekstrahonorarer for disse mange velsignelser.

Desuden havde præsten pligt til at give sine sognebørn den mest elementære kristendomsforståelse, hvorfor han eller hans degn underviste børnene i trosbekendelsen, de ti bud, fadervor og ave Maria, samt i de korrekte dåbsord, da enhver kristen i en kritisk situation burde kunne foretage en nøddåb.

Kirken havde for længst fastslået, at alle troende mindst én gang om året skulle gå til skrifte som betingelse for derefter at kunne modtage nadveren, hvor lægfolk traditionelt alene fik nadverbrødet. Som sjælesørger, der hørte skriftemål og gav den påfølgende absolution, kom sognepræsten således også på denne måde til at få en afgørende rolle i sit sogn.

 Den kronragede præst meddeler skriftebarnet absolution. Uden for hørevidde står andre sognebørn i kø og venter på, at det bliver deres tur til at skrifte. Kalkmaleri fra ca. 1450 i Bregninge Kirke ved Kalundborg.

Den kronragede præst meddeler skriftebarnet absolution. Uden for hørevidde står andre sognebørn i kø og venter på, at det bliver deres tur til at skrifte. Kalkmaleri fra ca. 1450 i Bregninge Kirke ved Kalundborg.

Netop i løbet af senmiddelalderen trænger læren om skærsilden sejrrigt frem. Nok antog man, at virkelig forhærdede syndere kunne gå direkte til helvede; men for de flestes vedkommende ville der blive tale om at tilbringe et kortere eller længere ophold i en ubehagelig renselsesild, inden den derved lutrede sjæl kunne indlades i himmerige. Opholdets længde afhang derfor af, dels hvor mange synder, dels hvor mange fortjenstfulde handlinger man havde begået i sit korte jordeliv.

Derved kom skærsildslæren til at passe fortrinligt til opfattelsen af de gode gerningers frelserolle. Kyndige teologer vidste selvfølgelig udmærket, at det bundfordærvede menneske ikke af sig selv kunne udføre handlinger af virkelig værdi for Gud. Men i sin overvættes barmhjertighed imod det gen-nemsyndige menneske kunne den almægtige Gud lade nåde gå for ret og acceptere den gode vilje bag disse handlinger.

I skriftemålet fremlagde den angrende derfor de synder, han eller hun havde begået siden sidste skriftemål, for at opnå absolution, hvorefter præsten pålagde en bod alt efter syndens størrelse og art. Det kunne være et antal bønner, f.eks, ave Maria'er, eller ekstra faste; man kunne tænde vokslys ved et passende alter eller foretage en mindre pilgrimsrejse, og de fleste var i stand til at yde almisse, dvs. at give en trængende en skærv eller i hvert fald et måltid mad. Men da syge kunne skade deres helbred gennem overdreven faste, og da kirkens fasteregler var skabt i et middelhavsklima, der ikke altid passede godt til Nordens forhold, hvor smør og andre mælkeprodukter indgik i kosten med stor vægt, blev der skabt mulighed for, at man kunne afløse de fleste bodshandlinger ved hjælp af andre former.

 Nadverens centrale rolle fremgår af, at indviede oblater (nadverbrød) gemtes omhyggeligt i et såkaldt monstranshus eller sakramentsskab, men bag et gitterværk eller lignende, så at tilskueren andagtsfuldt kunne tilbede den lidende Kristus. Dette skab fra ca. 1480 stammer fra den fynske kirke Nørre Broby. Det var denne udbredte nadverritus, der resulterede i tilbedelsen af „det hellige blod”, såvel i Wilsnach som herhjemme i Kippinge Kirke på Falster.

Nadverens centrale rolle fremgår af, at indviede oblater (nadverbrød) gemtes omhyggeligt i et såkaldt monstranshus eller sakramentsskab, men bag et gitterværk eller lignende, så at tilskueren andagtsfuldt kunne tilbede den lidende Kristus. Dette skab fra ca. 1480 stammer fra den fynske kirke Nørre Broby. Det var denne udbredte nadverritus, der resulterede i tilbedelsen af „det hellige blod”, såvel i Wilsnach som herhjemme i Kippinge Kirke på Falster.

Her trådte afladslæren til, en uhyre praktisk konverterings-ordning, hvorved visse bodshandlinger ændredes til andre. Da vor viden om middelalderens fromhedsliv nu engang er størst, så snart det drejer sig om kontanter eller fast ejendom, er vi i den situation, at vi har bedst kendskab til det kirkelige liv gennem dets materielle og ydre manifestationer som netop pilgrimsrejser og testamentariske gaver til kirker og klostre. I sin mest vulgære form får dette afladssystem uundgåeligt et vist præg af „kontant betaling”, dvs. at der for enhver synd fandtes en dertil svarende bodshandling, som atter kunne konverteres til f.eks. penge, og ydede man noget ekstra, kunne man herved forkorte sit ophold i skærsilden.

Der var gammel tradition for, at kirken havde påtaget sig ansvaret for de fattige og hjælpeløse, der hos klostrene og især gennem privat næstekærlighed burde kunne opnå en rimelig understøttelse. Muligvis var problemet om fattigforsørgelsen ikke alt for stort i dansk senmiddelalder. I hvert fald har almissesystemets nære forbindelse med afladstanken fremmet den almindelige godgørenhed, selv om det med tiden blev noget af et problem, at de fattige på dette område var udsat for stor konkurrence. Dels samlede tiggerbrødre ind til opretholdelse af deres klostre, dels solgtes endnu korstogsaflad, og hvert 25. år var der pavelig jubelaflad at opnå.

Da byrådet i Fåborg i 1477 ønskede at reformere byens gamle helligåndshus, et plejehjem for gamle og invalider, ved at få det lagt ind under den mere moderne helligåndsorden, fandt man det nødvendigt at argumentere på en måde, som samtiden kunne forstå: „fordi der inden for tre eller fire mil ikke er noget kloster eller anden afladsgivende institution, vi kan nyde godt af til vor sjæls salighed”. Byens vise fædre kan udmærket have ønsket at forbedre „den sociale forsorg”; men det måtte nu engang omtolkes således, at bysbørnene fik anledning til selv at skaffe sig fortjeneste derved, og i alle tilfælde kom deres godgørenhed et lokalt formål til gode.

 Denne jernbundne kirkedør fra Håstrup på Fyn har en plattysk indskrift, der lover, at Gud og Maria vil belønne alle, der bidrager til kirkens vedligeholdelse. Et veritabelt reklameskilt, hvis baggrund var, at odensebisperne såvel i 1407 som i 1423 havde givet kirken aflad, og i 1473 havde kirken sendt bud til det nordiske rigsmøde i Kalmar, hvor der var samlet mange bisper, hvis segl under et afladsbrev ville forøge afladens omfang betydeligt. Hertil kom, at i 1416 indviede odensebispens vikar Severinus, biskop af Tranquiliensis, et alter i kirken, hvad odensebispen også gjorde i 1447, og sådanne begivenheder medførte gerne yderligere aflad.

Denne jernbundne kirkedør fra Håstrup på Fyn har en plattysk indskrift, der lover, at Gud og Maria vil belønne alle, der bidrager til kirkens vedligeholdelse. Et veritabelt reklameskilt, hvis baggrund var, at odensebisperne såvel i 1407 som i 1423 havde givet kirken aflad, og i 1473 havde kirken sendt bud til det nordiske rigsmøde i Kalmar, hvor der var samlet mange bisper, hvis segl under et afladsbrev ville forøge afladens omfang betydeligt. Hertil kom, at i 1416 indviede odensebispens vikar Severinus, biskop af Tranquiliensis, et alter i kirken, hvad odensebispen også gjorde i 1447, og sådanne begivenheder medførte gerne yderligere aflad.

Enhver biskop kunne udstede et dokument, der gav en kirke eller et kloster ret til at meddele besøgende, der med fromt sind gav en passende gave, i alt 40 dages aflad, hvilket betød en formindskelse af det antal bodsdage, som deres skriftefader kunne have pålagt dem. Kirkeværger, hvis kirke trængte til en hovedreparation, troppede derfor op ved unionstidens store rigsmøder, hvor man med lidt held kunne få et sådant brev beseglet af op til 15 bisper på én gang, hvilket da gav 600 dages aflad. Desuden hævdede mange ordener at have særlige privilegier, og lægmandsbroderskaber udviklede traditioner om, at visse bønners gentagelse også gav aflad.

Lidt over midten af århundredet havde et højadeligt skånsk ægtepar haft bud til Rom for at skaffe sig den allerbedste form for aflad dér. Men deres kontakt måtte med beklagelse meddele, at for de afsendte fem gylden havde han blot kunnet skaffe herremandens sognekirke et afladsbrev med fem kardinalers segl: „Havde gyldene været flere, da havde afladen været mere”, hvorfor han anbefalede pavens stedsevarende aflad, selv om denne kostede hele 10 gylden.

Den personlige religiøsitet er vanskeligere at indkredse, selv om der ikke kan være tvivl om, at der i senmiddelalderen var en særdeles kraftig interesse for at opnå frelsen i det hinsidige. De mange bønnebøger for lægfolk vidner om en udbredt personlig fromhed, og fra Odense kender vi et rosenkransbroderskab, en sammenslutning af fromme lægfolk, der enkeltvis og i fællesskab bad en række af de bønner, der blev anset for at være særligt effektive.

 Arkæologiske undersøgelser af danske kirkegulve har fremdraget mængder af såkaldte oksehovedbrakteater, en noget irregulær mecklenburgsk mønt, der aldrig optræder i de officielle forordninger og aftaler med hansestæderne, men som formentlig har været den til dagligt brug mest anvendte småmønt i Danmark og derfor velegnet som offergave til kirken. Her er mønterne gengivet i ca. dobbelt størrelse, hvorved man har mulighed for at se det mecklenburgske fyrstevåben: et kronet oksehoved.

Arkæologiske undersøgelser af danske kirkegulve har fremdraget mængder af såkaldte oksehovedbrakteater, en noget irregulær mecklenburgsk mønt, der aldrig optræder i de officielle forordninger og aftaler med hansestæderne, men som formentlig har været den til dagligt brug mest anvendte småmønt i Danmark og derfor velegnet som offergave til kirken. Her er mønterne gengivet i ca. dobbelt størrelse, hvorved man har mulighed for at se det mecklenburgske fyrstevåben: et kronet oksehoved.

Kalkmalerierne kan være tvivlsomme kilder til dansk dagligdag, da de hyppigt er malet efter udenlandske forlæg. Men de har ofte tjent et praktisk formål. Selv den korteste prædiken kunne indeholde en opfordring til at gøre bod for ikke at havne i helvede, og her kunne præsten da pege på det kalkmaleri, der så anskueligt fremstillede de fortabte sjæle på dommens dag, hvor både højgejstlige, fyrster og herremænd uden persons anseelse ledte an i syndernes procession.

Der findes mange fremstillinger af helgener, især dem, til hvem kirkens altre var indviede. Men størstedelen af kalkmaleriernes motiver er af bibelsk karakter. Ved kirkens vestende således skabelsen og syndefaldet, i østenden netop dommedag, medens f.eks. koret passende kunne skildre den første nadver og korsfæstelsen, forudsætningen for det syndige menneskes frelse.

Hvad enten der var tale om gilder eller lav, var så at sige enhver form for lægmandssammenslutning præget af religiøse formål. Uanset hvor meget håndværkspolitik man kan have diskuteret, var en sådan selskabelig forening også af kirkelig karakter. Gildet var ofte knyttet til et alter og havde ud over snævre faglige interesser også en forpligtelse til at sørge for, at der blev læst messer for nyligt afdøde brødre. Det hellige og dagligdagen var sammengroet i en for moderne mennesker ofte vanskeligt forståelig form.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Til vor sjæls salighed i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 8. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307351