Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirkens organisation

Oprindelig forfatter TrDa

Den 20. februar 1461 døde roskildebispen Oluf Daa, og på ugedagen derefter samledes 25 domkanniker for at foretage nyvalg. Men først skulle selve valgmåden afgøres, da der efter kirkeretten fandtes flere fremgangsmåder. En helt oplagt kandidat kunne vælges ved akklamation; men man kunne også foretage indirekte valg ved at udpege et ulige antal valgmænd. Her besluttede man sig dog for almindelig og hemmelig afstemning, hvorfor tre kanniker blev udpeget som stemmetællere.

De tre tællere trak sig tilbage til et diskret hjørne af kapitlets mødesal, hvorefter kapitlets medlemmer i rang og aldersorden, fra domdekanen og til den yngste kannik, listede op for med hvisken at afgive deres stemme. Derved viste det sig, at samtlige stemmer minus én var faldet på domkapitlets næstfornemste medlem, domprovsten hr. Oluf Mortensen Baden. Som ved pavevalg den dag i dag blev man diskvalificeret, hvis man ubeskedent stemte på sig selv.

Derpå konstateredes det, at den valgte havde den rette alder (der for bisper var mindst 30 år), og at han var præsteviet og besad den fornødne, om end uspecificerede lærdom. Derpå erklærede domdekanen sin kollega for valgt. Ganske vist protesterede den nye biskop og erklærede sig uværdig til opgaven; men denne rent traditionelle protest blev selvfølgelig ignoreret. Derefter afsang de forsamlede kanniker et tedeum, førte den nyvalgte ind i domkirken og satte ham på bispetronen.

Annonce

 Roskilde Domkirkes nordøstre våbenhus, bygget af den 1461 valgte biskop Oluf Mortensen (Baden). Med sine glaserede teglsten, den raffinerede asymmetriske opbygning og den flotte gavl med prydspir er det en enestående perle i dansk arkitektur. Det er givetvis opført af en bygmester, der har været fuldt fortrolig med de nyeste strømninger i nordtysk bygningshåndværk.

Roskilde Domkirkes nordøstre våbenhus, bygget af den 1461 valgte biskop Oluf Mortensen (Baden). Med sine glaserede teglsten, den raffinerede asymmetriske opbygning og den flotte gavl med prydspir er det en enestående perle i dansk arkitektur. Det er givetvis opført af en bygmester, der har været fuldt fortrolig med de nyeste strømninger i nordtysk bygningshåndværk.

Endelig var det kantors opgave at træde frem i kirkedøren og forkynde for den på kirkepladsen forsamlede mængde af gejstlige og lægfolk, at Roskilde stad og stift havde fået en ny biskop. Derpå skyndte man sig at udfærdige et korrekt valgbrev, som samtlige 24 stemmeafgivere beseglede, et hastværk, der skyldtes ønsket om at fastholde domkapitlets ældgamle valgret og derved undgå en ubehagelig indblanding fra paven i Rom.

Da man under det store skisma havde haft flere indbyrdes konkurrerende paver, havde disse gerne nøjedes med at bekræfte det lokale valg. Men efter skismaets ophør havde paverne både i 1432 og i 1448 ligefrem underkendt valget af en roskildebisp og af egen apostolsk magtfuldkommenhed foretaget en udnævnelse. Herved fastslog paven sin øverste myndighed inden for kirken, men herefter havde han dog i begge tilfælde udnævnt netop den af kapitlet udpegede kandidat.

I største hast sender domkapitlet derfor bud til Rom. Men det kommer for sent, da paven allerede den 13. april selv havde foretaget en indstilling; næsten mirakuløst selvsamme hr. Oluf Mortensen. I maj-juni må udsendingene fra Roskilde i hvert fald være nået frem, da der bl.a. foreligger aftaler med en romersk bank om betalingen af de ret betydelige afgifter, som en nyvalgt biskop skulle af med i Rom. Og den 13. juni bekræfter paven det af kapitlet foretagne valg, samtidig med at den nyvalgte biskop lover paven hele 200 romerske gylden ud over de ordinære udnævnelsesafgifter på hele 1140 gylden.

 Lunde ærkesædes gamle biskoppelige ritualbog er endnu bevaret, og især afsnittet om konfirmation har stærkt plettede sider. Det skyldes, at bispen skulle salve konfirmandens pande med hellig olie, og medens han fortsat læste op af ritualbogen, måtte han vende bladene med sine olieplettede fingre. Dvs. at her finder vi utvivlsomt ærkebiskop Birger Gunnersens egne fingeraftryk.

Lunde ærkesædes gamle biskoppelige ritualbog er endnu bevaret, og især afsnittet om konfirmation har stærkt plettede sider. Det skyldes, at bispen skulle salve konfirmandens pande med hellig olie, og medens han fortsat læste op af ritualbogen, måtte han vende bladene med sine olieplettede fingre. Dvs. at her finder vi utvivlsomt ærkebiskop Birger Gunnersens egne fingeraftryk.

At paven efter moden overvejelse var kommet til samme resultat som domkapitlet, har en ganske enkel forklaring. Ganske vist er dokumenterne yderst diskrete, men hr. Oluf Mortensen var ikke hvem som helst; han havde i de foregående 20 år regelmæssigt virket som kongelig kansler. Dvs. at såvel i Roskilde som i Rom har man udmærket været klar over, hvem kongen ønskede at få som leder af Roskilde Stift, og ud over glæden ved at få et kapitelsmedlem udpeget har Roskilde domkapitel ikke haft noget reelt valg.

At bispeudnævnelserne i det lange løb kom til at afhænge af kongens vilje, var ikke nødvendigvis upopulært, da alternativet var en pavelig indblanding. Såvel i Norge som en enkelt gang i Slesvig fik den pavelige administration held til at presse egne udenlandske kandidater ind på bispestolene. Dette lykkedes aldrig i Danmark, hvis biskopper altid blev hentet inden for de kvalificerede domkannikers rækker, og hvor langvarig tjeneste i det kongelige kancelli var en særlig kvalifikation.

Både biskop og konge havde fra gammel tid nogen indflydelse på udnævnelse af nye kapitelsmedlemmer, og da paven 1474 gav Christian 1. indstillingsret til alle de højeste embeder i domkapitlerne, var kongelige kandidater på forhånd i en gunstig position ved et kommende bispevalg. Intet under, at en senmiddelalderlig ærkebiskop kunne underskrive sig i breve til kongelig majestæt: „Eders Nådes ydmyge tjener og tro kapellan.”

Ud over denne betydelige indflydelse på bisper og domkapitler havde kongen også indstillingsret til lavere embeder, f.eks, som alterpræster i domkirker, og henved 10 procent af alle sognekirker hørte under kongens patronatsret, dvs. at kongen indstillede til bispen, hvem der skulle være sognepræst. I så fald var der ofte tale om kongelige kancellisekretærer, der fik sognepræstens indtægter mod til gengæld at holde en beskedent lønnet vikar.

 Viborg Stifts kirkelige inddeling i senmiddelalderen. Selv om der ikke forsvandt så mange kirker her som følge af landbrugskrisen, blev sognene gerne lagt sammen to eller tre under fælles sognepræst, og omkring de biskoppelige stiftshovedgårde kunne bispens gejstlige funktionærer have tilbøjelighed til at samle adskillige sognepræsteembeder under sig, hvor de da sikkert ofte lod deres præsteviede skrivere virke som kapellaner. Kun få kirker var under kongens eller adelens patronat. Men domkapitlet besad dog flere kirker, og især det betydelige cistercienserkloster Vitskøl havde samlet mange af omegnskirkerne under sig, hvortil ydermere kom kirker i nabostiftet Børglum.

Viborg Stifts kirkelige inddeling i senmiddelalderen. Selv om der ikke forsvandt så mange kirker her som følge af landbrugskrisen, blev sognene gerne lagt sammen to eller tre under fælles sognepræst, og omkring de biskoppelige stiftshovedgårde kunne bispens gejstlige funktionærer have tilbøjelighed til at samle adskillige sognepræsteembeder under sig, hvor de da sikkert ofte lod deres præsteviede skrivere virke som kapellaner. Kun få kirker var under kongens eller adelens patronat. Men domkapitlet besad dog flere kirker, og især det betydelige cistercienserkloster Vitskøl havde samlet mange af omegnskirkerne under sig, hvortil ydermere kom kirker i nabostiftet Børglum.

Også domkapitlerne var ivrige efter at forøge embedsindtægterne ved at erhverve sognekald. I Ribe Stift blev det ligefrem sædvane, at hver enkelt kannik ud over sit embedsgods besad en sognekirke, medens de tre prælater (kapitlets ærkedegn, provst og kantor) havde ret til to kirker hver. Endelig havde de gamle og godsrige landklostre igennem århundreder samlet ikke blot omegnens jordegods, men også sognekirkerne, dog med pligt til at holde en anstændigt aflønnet vikar. Og skønt cistercienserordenens egne regler ligefrem forbød sine klostre at besidde sognekirker, eller i hvert fald at man sendte præsteviede munke ud om søndagen for at betjene dem, havde både Vitskøl i Himmerland og Sorø Kloster skrabet talrige omegnskirker ind under sig.

Det store flertal af landets sognekirker bevarede dog deres selvstændighed, om end under kontrol fra oven. Der sker en kraftig sammenlægning af sognekald i denne periode, antagelig en følge af den store landbrugskrise og det af pesten forårsagede folketab. Især i Jylland bliver det nu almindeligt, at en sognepræst har to-tre kirker under sig.

Vedligeholdelsen af kirkebygningen sorterede under to kirkeværger, der var valgt af sognets tiendeydere. Disse værger skulle dels indkræve kirkens indtægter, tiende, landgilde af kirkejord og offergaver, dels sørge for en forsvarlig istandsættelse af kirkebygningen. Det skyldes givetvis ofte de senmiddelalderlige kirkeværger, at så mange landsbykirker fik nye og større vinduer, hvælvinger, nye kalkmalerier, klokker og ofte ligefrem udvidelser med tårn, våbenhus m.m. En gang om året skulle kirken visiteres, og de fleste steder var det domkapitlernes prælater, der havde til opgave at revidere kirkeregnskaberne.

 Denne klokke hænger nu i Ribe Sankt Katarina Kirke; men påskriften fortæller, at den 1477 er støbt til stadens Sankt Nikolaj Kirke, da kirkeværgerne var Morten Jensen og Mads Andersen. Kirkeværgerne var ofte sognets mest ansete mænd, borgere eller bønder, der var ansvarlige for kirkens byggeforhold. Ved fornuftig administration af indtægterne, bl.a. fra kirketienden, var mange værger i stand til at foretage betydelige udvidelser, ombygninger og endnu bevarede udsmykninger.

Denne klokke hænger nu i Ribe Sankt Katarina Kirke; men påskriften fortæller, at den 1477 er støbt til stadens Sankt Nikolaj Kirke, da kirkeværgerne var Morten Jensen og Mads Andersen. Kirkeværgerne var ofte sognets mest ansete mænd, borgere eller bønder, der var ansvarlige for kirkens byggeforhold. Ved fornuftig administration af indtægterne, bl.a. fra kirketienden, var mange værger i stand til at foretage betydelige udvidelser, ombygninger og endnu bevarede udsmykninger.

Sognepræsterne sorterede derimod under biskoppen, og mange opgaver kunne i princippet kun udføres af bispen personligt, f.eks. genindvielse af kirker efter en hovedreparation eller oprettelse af nye altre; ja om det så var konfirmationen, var det strengt taget kun bispen selv, der kunne udføre denne sakramentale handling. I tidens løb fik mange bisper dog pavelig dispensation til at lade en del af disse opgaver (som indvielse af kirkegårde, optagelse af nye nonner osv.) udføre ved en lavere klerk.

Specielt under Erik af Pommern var de danske bisper særdeles virksomme i rigspolitikken, hvorfor det blev nødvendigt at skaffe dem medhjælp i deres stifters administration. Og som almindeligt Europa over ansatte man hjælpebisper, der gerne havde en bispetitel fra et orientalsk stift, som man på korstogstiden havde fået kendskab til, men som ingen efter korsfarerrigernes sammenbrud regnede for en realitet.

Allerede før 1400 finder vi således en biskop af Constantia i Libanon som fast vikar for odensebispen, og denne efterfulgtes af en biskop af Christopolitana i Grækenland, medens en biskop af Laodicea i Libanon virkede i ærkestiftet. Da de havde fuld bispevielse, var de i stand til at udføre samtlige biskoppelige handlinger. Men det virker, som om Danmarks lange tilknytning til Baselerkonciliet og dettes opposition imod paven gjorde denne mindre velvillig til fortsat at skaffe danske bisper denne hjælp.

 Et afladsbrev til kirken i Malmø er bevaret i en afskrift fra 1700-tallet. Det er udstedt af Johannes, biskop af Laodicea (i Libanon), en tysk dominikaner, der efter i 1390'erne at have virket i Mecklenburg blev viebiskop for ærkebispen af Lund, for hvem han udførte de mere rutinemæssige opgaver, som den af rigspolitikken travlt optagne ærkebisp havde svært ved at få tid til. Da disse viebisper aldrig deltog i f.eks. rådsmøder el. lign., kender vi alene deres virke gennem de mange afladsbreve, de udstedte. Det beskedne segl viser en bispestav og en ubestemmelig plante lagt over kors.

Et afladsbrev til kirken i Malmø er bevaret i en afskrift fra 1700-tallet. Det er udstedt af Johannes, biskop af Laodicea (i Libanon), en tysk dominikaner, der efter i 1390'erne at have virket i Mecklenburg blev viebiskop for ærkebispen af Lund, for hvem han udførte de mere rutinemæssige opgaver, som den af rigspolitikken travlt optagne ærkebisp havde svært ved at få tid til. Da disse viebisper aldrig deltog i f.eks. rådsmøder el. lign., kender vi alene deres virke gennem de mange afladsbreve, de udstedte. Det beskedne segl viser en bispestav og en ubestemmelig plante lagt over kors.

Derfor måtte man klare sig på anden vis. Bisper fra fjernere egne, især fra de nordatlantiske bispedømmer, opholdt sig ofte længe i Danmark, og da kunne de betale deres vært for hans gæstfrihed ved at foretage diverse alterindvielser m.m. Og selv om forbindelsen til Grønland ophørte på dronning Margretes tid, vedblev man at udnævne biskopper af Gardar, Grønlands gamle bispesæde. Med pavelig tilladelse kunne de udføre biskoppelige handlinger, „så længe de var på rejse til deres stift”. Da man på det nærmeste havde glemt, hvor Grønland lå, kom denne rejse til at vare livet igennem, dvs. at disse gardarbisper havde en livsvarig fuldmagt til at assistere en af rigspolitikken travlt optaget biskop med kirkeindvielser, konfirmationer m.v.

Selv om der strengt taget kun måtte være én biskop i ét embede ad gangen, tog man det ikke så højtideligt med disse hjælpebisper, og stik imod alle regler kan vi på en og samme tid finde forskellige grønlandsbisper i funktion i Norge, i Danmark og i Tyskland.

Ved siden af et stort antal kirkelige opgaver havde bisperne også deres udstrakte jordegods, tienderettigheder m.m. at administrere. Bispen havde derfor sin egen kansler med skriverpersonale, og desuden et fadebur, en økonomiforvaltning. Den centrale person i den biskoppelige administration var generalofficialen, der på bispens vegne specielt tog sig af den kirkelige retspleje, hvor bøder udgjorde en væsentlig indtægtskilde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Kirkens organisation i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307349