Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danske købmænd

Oprindelig forfatter TrDa

Det var et hovedformål med Erik af Pommerns store købstadsforordning af 1422 at styrke de danske købstæder over for hanseaternes tidligere totale overmagt. Først og fremmest skulle hanseaterne nøjes med at handle en gros og aftage de varemængder, som den danske købmand havde opsamlet i stadens opland, og tilsvarende sælge deres importvarer til købmanden, for hvem videreforhandllingen var og blev et eksistensgrundlag. Princippet var lige så enkelt, som det var vanskeligt i praksis at føre ud i livet.

Først og fremmest hævdede storgodsejerne deres egne interesser, at de som producenter måtte have ret til at sælge egen avl, til hvem de ville, også hvis det var til en udenlandsk storkøbmand. Men man søgte at hindre, at udenlandske købmænd, de såkaldte gæster, blev boende i de danske købstæder igennem længere tid, idet man i så fald forlangte, at de skulle betale skat som almindelige borgere. Og hvis en udlænding undlod at tage borgerskab, løb han den risiko, at hvis han pludseligt døde, skulle hans udenlandske arvinger betale 10. penge, dvs. en 10 procents afgift ved eksporten af den fremmede kapital.

 Segl for Robert Richardsen, 1402 borgmester i Odense og 1419 tituleret væbner på landstinget. Hans våben (en halv løve over en omvendt murgavl) viser, at han tilhørte den fra Lübeck indvandrede patricierslægt Grott, hvis fynske medlemmer frit cirkulerede mellem magistratsembeder og gejstlige stillinger eller blot var beskedne landjunkere. Flere medlemmer af denne fynske patricieradel havnede i Norge, hvis egen adel var ved at uddø.

Segl for Robert Richardsen, 1402 borgmester i Odense og 1419 tituleret væbner på landstinget. Hans våben (en halv løve over en omvendt murgavl) viser, at han tilhørte den fra Lübeck indvandrede patricierslægt Grott, hvis fynske medlemmer frit cirkulerede mellem magistratsembeder og gejstlige stillinger eller blot var beskedne landjunkere. Flere medlemmer af denne fynske patricieradel havnede i Norge, hvis egen adel var ved at uddø.

Klager viser, at udlændingene ofte søgte at omgå lovgivningen ved f.eks, at anvende indenlandske stråmænd til at købe op for sig; men det ser ud til, at lovgivningen i det lange løb var virkningsfuld. I de større byer havde der ofte fra gammel tid eksisteret et Tysk Kompagni, altså en selvstændig organisation af udenlandske købmænd. Men i 1470'erne forlangtes Det tyske Kompagni i København ophævet, og derefter hører vi ikke meget om det.

Annonce

I Køge eksisterede der endnu ind i 1500-tallet et Tysk Kompagni; men da dets oldermænd i 1516 var rådmanden Laurids Jensen og borgeren Peder Andersen, synes det at være blevet totalt „nationaliseret”. Antagelig var det alene den prestige, der lå i at være medlem af dette selskab, der gjorde, at sammenslutningen overlevede.

Ikke få udlændinge traf et valg og slog sig ned ved at tage borgerskab, og navne som Hans Meissenheim og Hans West-faling viser, at de danske byer netop i denne periode fik et væsentligt tilskud af erfarne og kapitalstærke tyske købmænd. Ganske vist kan vi ofte have en mistanke om, at handels-kapitalen fortsat var hanseatisk, og at vareudvekslingen er sket på den stærkere parts vilkår; men der blev nu lagt et grundlag for en selvstændig dansk borgerstand, der efterhånden kunne opbygge den nødvendige egenkapital.

Mange klager rettedes også imod „skotter”; men ordet betegner som regel blot bissekræmmere, der drev illegal landhandel direkte med bønderne. Men der kom dog ikke få handlende fra det Skotland, som riget traditionelt opretholdt et godt forhold til. Især sundkøbstæderne fik et tilskud af skotske indvandrere, der hurtigt indgik i lokalbefolkningen.

Holdt hansekøbmændene efterhånden op med at drive detailhandel i Danmark i større stil, fik købstæderne i stedet lokale problemer. I 1474 måtte kongen udstede et forbud imod, at sjællandske bønder rejste omkring og foretog storopkøb af kreaturer. Bønder måtte kun handle med købstadsborgere, ellers mente man ikke, at slagtere, garvere og købmænd overhovedet kunne eksistere.

 Omkring ærkebispens slot Elieholm i Blekinge opstod en bebyggelse, som ærkebiskop Tue Nielsen i 1450 gav særlige privilegier for at tiltrække nye indbyggere. Seglbilledet forestiller en lilje, et kirkeligt symbol på renhed; men også ærkebispen førte en lilje i sit våben.

Omkring ærkebispens slot Elieholm i Blekinge opstod en bebyggelse, som ærkebiskop Tue Nielsen i 1450 gav særlige privilegier for at tiltrække nye indbyggere. Seglbilledet forestiller en lilje, et kirkeligt symbol på renhed; men også ærkebispen førte en lilje i sit våben.

Dog måtte der gang på gang dispenseres fra disse regler af hensyn til gode gamle sædvaner. På Lolland med flere sydhavsøer havde bønderne haft for vane at sende landbrugsvarer direkte til de nærliggende nordtyske hansebyer, og så længe eksporten kun bestod af egen avl og foregik på storbondens egen skude, måtte denne handel fortsat tillades. Men købstædernes handlende har nok ofte haft en lumsk mistanke om, at bondeskipperen næppe selv havde opfødt samtlige de stude, han sejlede med.

Bisper og højadelsmænd ejede nu og da selv skib, dvs. at også de kunne sejle egen avl til udlandet uden om købstæderne. Men i så fald var det snarest hansehandelen, de konkurrerede med. Meget tyder på, at den hjemlige skibsfart især foregik på småskuder uden større lasteevne. Men der var mange af dem, og de havde den betydelige fordel frem for de større udenlandske skibe, at de kunne benytte de lokale småbyers ringe havne, der ofte blot bestod af en åmunding, der kun kunne anløbes af småskuder. Dette forhold kunne fremhjælpe et system, hvor udenlandske købmænd bragte importvarer på store og tungtlastede skibe til de få havne, der var i stand til at modtage disse skibe; herfra omdirigeredes fragten på småskuder til de mindre byer med ringere havne, en udvikling, der ville passe fint med, at de danske handlende i stigende grad overtog denne videreforhandling.

Der blev flere og flere byer, da mange fiskerlejer med tiden opnåede egentlig købstadsret. En særlig succes fik sildefiskeriet i Limfjorden, hvor ålborgsilden i 1461 opnåede at få sit eget kvalitetsstempel i Lübeck, og både ved Nibe og Løgstør opstod begyndelsen til bysamfund. Vistnok i 1449 blev det forbudt tyske købmænd at drive detailhandel i Limfjorden, og som de eneste lovlige havne, de måtte sejle på, nævnes Ålborg, Viborg, Nykøbing og Lemvig. Men samtidig undtager man betegnende nok massevarer som tømmer, kul og salt, som godt må aflæsses på andre steder. Det er derfor ikke noget under, at klagerne over anvendelsen af ulovlige havne er så hyppige. Netop inderst i Limfjorden konkurrerede kronens bønder i Hovsør med bispens Thisted 10 km længere mod vest, og først efter reformationen sejrede den sidste og blev endelig en fuldt legal købstad.

 Senmiddelalderlig kande, en såkaldt skæggemand, fundet ved Dragør i lag fra ca. 1450. Den er af rhinsk stentøj og har vel især været brugt til rhinskvin.

Senmiddelalderlig kande, en såkaldt skæggemand, fundet ved Dragør i lag fra ca. 1450. Den er af rhinsk stentøj og har vel især været brugt til rhinskvin.

Indbyggerne på de mange sydfynske småøer har kun kunnet eksistere ved at drive udstrakt fiskeri og sejlads ved siden af landbruget. Derfor kom især Svendborg til at føre an i kampen imod de ulovlige havne. Ærø hørte til hertugdømmerne, hvorfor dansk lovgivning ikke havde gyldighed der; men borgerne jamrede specielt over, at der fra bispegodset på Tåsinge foretoges store udskibninger af landbrugsvarer til direkte eksport uden om de arme købmænd. For at hjælpe købstaden udstedte kongen i 1447 en forordning, der ganske vist måtte anerkende bispens ret til at sende varer af egen avl til Tyskland på eget skib og til at importere varer derfra, men understregede, at det kun var til bispens eget forbrug, ikke til videreforhandling. Også Tåsinges bønder fik bekræftet deres gamle ret til at eksportere levende kvæg. Til gengæld skulle alle andre landbrugsvarer sendes til Svendborgs torv. I 1480 udvidedes eksportforbuddet til samtlige øer i Det sydfynske Øhav, dvs. et område, hvor søtransport alle dage havde været en eksistensbetingelse, og hvor kontrol på det nærmeste var umulig.

Her hører vi en passant, at tilladelser til eksport kun gjaldt, „når ikke forbud er”, dvs. at hjemmemarkedets behov skulle være dækket, inden landbrugsvarer måtte sendes ud af riget. I 1488 udstedte kong Hans således den 21. marts med sit råds samtykke forbud imod eksport af så at sige enhver form for landbrugsvarer, alle kornsorter, øksne og slagtet kød af enhver art, og af kvalitetsheste indtil Sankt Olavs dag den 29. juli, hvor man vel havde klarhed over udsigterne for den kommende høst.

Omkring midten af 1400-tallet slog man ind på den nærliggende udvej at tildele hver købstad sit eget opland, hvis bønder havde pligt til kun at bruge byens torv. I 1441 fik Kerteminde således eneret på torvehandel fra Hindsholm med flere nabosogne, og i 1447 befalede kongen alle smede, skomagere, skræddere m.fl. i Vindinge Herred at flytte ind til Nyborg, der må have anset dette herred for sit private opland.

Man måtte dog gøre den vigtige undtagelse, at adelen havde ret til at beskæftige håndværkere ved deres hovedgårde, og det har næppe været nemt at kontrollere, i hvor vid udstrækning godsets smed også arbejdede for omegnens bønder. En sådan undtagelsesbestemmelse gør det lettere at forstå, hvorledes der i de store landklostres opland kunne opstå køb-stadslignende samfund, der med lidt held kunne opnå kongelig anerkendelse som lovlig købstad. Med klosteret som fast kunde var der brug for både en vis detailhandel og for adskillige håndværk, og den nye købstad Maribo, der var opstået omkring det store birgittinerkloster, opnåede ligefrem at få tildelt sit eget beskedne opland.

Som overherre på Bornholm var det ærkebispen, der udstedte stadsretter her. Men han besad også store og samlede godsområder i selve Skåne, og flere skånske fiskerlejer blev under ærkebispens beskyttelse til små købstadssamfund.

By efter by fik sit opland specificeret: Rudkøbing naturligvis hele Langeland, Stege får Møn og Nykøbing på Sjælland hele Ods Herred, medens Korsør på grund af det betydningsfulde Slagelses nærhed måtte nøjes med tre omegnssogne. Men så havde byen til gengæld den givtige færgefart over Store Bælt.

Man måtte dog fortsat acceptere hanseaternes omfattende privilegier på Skånemarkedet. Endnu omkring 1400 indførte Lübeck som absolut minimum 70.000 tønder saltede sild herfra, hvortil skal lægges mindst lige så meget, som de mange andre hansestæder tog sig af, og ydermere var der et næppe helt ubetydeligt hjemligt forbrug af denne vare. Som sildefangst og -handel trak købmænd til Skånemarkedet, var den almindelige vareomsætning af stor betydning. I efterårssæsonen kom købmænd til egnen omkring Skanør-Falsterbo, hvor de slog boder op på deres stadepladser, de såkaldte fed, som de havde gammel hævd på at måtte bruge. Og mellem disse mange købmænd foregik der sideløbende med sildehandelen en betydelig omsætning af varer mellem Østersøområdet og byerne fra Kanalområdet. Heraf fik kronen betydelige indtægter i form af markeds- og eksportafgifter; men hansestæ dernes næsten totale selvstændighed på eget fed, så længe markedet varede, måtte være en torn i øjet på de danske konger, der ønskede at hævde deres suverænitet.

Efter alt at dømme fortsatte et betydeligt fiskeri, der dog aftog lidt efter lidt, antagelig fordi fiskestimerne valgte nye veje. Fiskeriet spredtes til stæder som Malmø og København og gav navnlig vækst til de nye anlæg Landskrone i Skåne (det nuværende Landskrona) og handelspladsen Dragør på Amager. Samtidig hermed opstod et betydeligt fiskeri langs Norges Kattegatkyst, og sildestimer optrådte i stort tal i Limfjorden. Hansekøbmændene kunne nok ønske at følge med i den nye udvikling, men deres privilegier gjaldt nu engang kun for områderne ved Falsterbo.

Gik fiskeriet tilbage, fortsatte varemesserne på Skånemarkedet dog i et vist omfang; men de tog skade af, at flere og flere nederlandske skibe sejlede igennem Øresund for at handle direkte på Danzig, Riga og flere stæder i Balticum. Udviklingen skete gradvis, men den mindskede betydning af Skånemarkedet var indlysende, og det skal ses i sammenhæng med hanseaternes svækkelse, at det lykkedes de danske konger at opretholde den Øresundstold, som Erik af Pommern havde indført.

Kong Eriks efterfølgere måtte dog acceptere, at Lübeck selv under ingen omstændigheder agtede at betale nogen told, hvorfor staden sammen med sine naboer, de vendiske stæder, stiltiende blev fritaget, måske ikke helt uden sammenhæng med, at skipperne fra disse byer var så stedkendte, at de turde sejle igennem det farefyldte Store Bælt.

Omvendt havde både preussiske og baltiske byer megen glæde af, at nederlænderne i stigende tal kom direkte til dem; og da de nederlandske stæder dermed kom i en varig konflikt med Lübeck og dens forbundsfæller, var Sundtolden en beskeden afgift at yde til gengæld for at få den danske konges accept, for ikke at sige varmhjertede støtte til deres transithandel.

Man fortsatte med at omredigere de omfattende reglementer for Skånemarkedet med meget detaljerede bestemmelser for opretholdelse af ro og orden, med krav om fisketegn for alle både, bestemmelser om mærkning af tønder, bl.a. som bevis for, at man havde betalt de gerne små, men dog talrige afgifter. Det viser sig, at såvel fiskeri som marked fortsatte, og der er et vist grundlag for at antage, at kronens indtægter herfra både omkring år 1400 og omkring 1500 beløb sig til henved 5000 lybske mark. Forholdet er blot det, at medens en sådan sum på dronning Margretes tid var enorm, var den 100 år senere under øget pengeøkonomi og fortsat inflation kun en – bevares nyttig – enkeltpost i statsregnskabet.

I betragtning af at hanseaterne bevarede deres overprivilegerede stilling i Bergen, med en fast koloni af både handlende og håndværkere, der nød omfattende rettigheder på bekostning af indfødte, og at tyske købmænd langt ind under unions-stridighederne fastholdt grebet om de svenske købstæders styrelse, må det siges, at den danske handelspolitik på langt sigt var en succes. Var den danske købmand fortsat afhængig af sin hanseforbindelses kapital, tonnage og erfaring, var han juridisk set en selvstændig forretningsdrivende, måske gerne den underlegne part i forholdet; men med hanseaternes indbyrdes konkurrence og de nederlandske handlendes voksende indflydelse var der skabt en ny situation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Danske købmænd i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307356