Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bysamfundet

Oprindelig forfatter TrDa

Næstved hørte hverken til rigets allerstørste byer eller besad en stiftsstads glans; men den gunstige beliggenhed ved Susåens udløb gav den sammen med et stort opland gode erhvervsmuligheder. Med to sognekirker, det nærliggende, meget rige benediktinerkloster, hele to tiggerklostre samt hellig-åndshus og Sankt jørgensgård skiller byen sig ud fra de mange mindre markedspladser, hvor bymarkens drift kunne have nok så stor betydning som handel og håndværk.

Fra gammel tid havde abbeden i Skovkloster været stadens overherre; men under Erik af Pommern fik byen i 1426 en ny stadsret, der indskrænkede abbedens rolle væsentligt, selv om klosteret fortsat var største grundejer og desuden hævdede visse særrettigheder på rent kirkelige områder.

 Kort over det senmiddelalderlige Næstved med angivelse af kirkelige institutioner, fjerdingsinddelingen og byporte. Portene var nødvendige, når der skulle opkræves afgifter, da byen ikke var befæstet, hvilket undrede en tysk rejsende, der i 1516 ellers kalder det en god og smuk stad med mange kirker.

Kort over det senmiddelalderlige Næstved med angivelse af kirkelige institutioner, fjerdingsinddelingen og byporte. Portene var nødvendige, når der skulle opkræves afgifter, da byen ikke var befæstet, hvilket undrede en tysk rejsende, der i 1516 ellers kalder det en god og smuk stad med mange kirker.

Den brede åmunding har ikke gjort det muligt at sejle helt op til byen; men det var næppe vanskeligt at foretage omladning til pramme. Nok så vigtigt var det udmærkede fiskeri, som også omegnens godsejere var interesserede i. Det ser vi, da byen i 1417 blev indstævnet for det kongelige retterting for selvtægt af højst brutal art. Borgerne havde følt sig stærkt generet i udøvelsen af deres lovlige fiskeri af udsendte repræsentanter for det nyanlagte Slemminge Kloster (det senere Maribo), der ejede jord i nærheden af åmundingen. I deres retfærdige harme havde borgerne pågrebet såvel to af klosterets tjenere som en rigtig munk, broder Niels Hermansen. Derpå havde man afbrændt en af klosterets ejendomme, og endelig havde man ladet de tre pågrebne halshugge som åbenbare røvere efter en skinproces under lidet betryggende former.

Annonce

Man skulle synes, at det i alle tilfælde var et uhørt overgreb mod kirken, at et ulovligt byting dødsdømte en gejstlig, der alene hørte under kirkens jurisdiktion. Men rettertinget, der blev ledet af selveste roskildebispen sammen med sorøabbeden og andre høje gejstlige, har øjensynligt ikke taget klosterets påstand om, at broder Niels havde været indviet munk, for gode varer. Sagen blev derfor ført på det rent juridiske forhold, at hindring (i at udøve fiskeri) ikke er det samme som røveri, hvorfor et byting af højst tvivlsom lovlighed ikke kunne idømme dødsstraf.

 Syd for Sankt Peders Kirke i Næstved ligger en enestående række middelalderlige stenhuse. Fra venstre en præstebolig og et handelshus fra o. 1450, bagest „syv boder og boliger” som borgmester Mogens Tuesen lod opføre og i 1484 skænkede til Sankt Peders Kirke. Denne fik så lejeindtægten af de velbeliggende huse, hvis man da ikke stillede dem til rådighed for trængende småkårsfolk i byen.

Syd for Sankt Peders Kirke i Næstved ligger en enestående række middelalderlige stenhuse. Fra venstre en præstebolig og et handelshus fra o. 1450, bagest „syv boder og boliger” som borgmester Mogens Tuesen lod opføre og i 1484 skænkede til Sankt Peders Kirke. Denne fik så lejeindtægten af de velbeliggende huse, hvis man da ikke stillede dem til rådighed for trængende småkårsfolk i byen.

Rettertingets kendelse lød på, at alle medansvarlige skulle grave ligene op og skaffe dem en kristen begravelse i indviet jord samt bøde efter de i landsloven angivne retningslinier. At de desuden skulle faste, dvs. opnå absolution gennem offentligt skrifte og derefter udføre en passende kirkebod, var blot en alment kendt selvfølge, som rettertinget anfører, skønt den slags egentlig hørte under kirkens domstole. Og når forseelsen således var gjort god igen, kunne staden begynde en korrekt retssag om det næppe helt enkle spørgsmål om fiskeretten. Alt i alt får man det indtryk, at retten fandt byens borgere hårdt provokeret; men selvtægt må nu engang ikke opmuntres.

Det er ikke umuligt, at en sådan affære har medvirket til, at abbeden i Skovkloster kort efter mistede sin gamle magtstilling i staden. Fra nu af optræder kongens byfoged som den, der har overtaget myndigheden. Men abbedens mange og gamle rettigheder var ikke så lette at komme til livs. I 1484 hævdede abbeden, at byrådets to borgmestre og fire-fem rådmænd plejede at blive valgt i samarbejde mellem borgerne og abbeden, og kong Hans' privilegium af 1493 medgav da også klosteret visse juridiske rettigheder. Men grænsen var svær at trække: kort før reformationen opregnede klosteret sine gamle krav, f.eks. på retten til årligt at modtage visse leverancer fra bagere og slagtere og et pund peber fra hver købmand samt andel i borgerskabspengene. Højst forståeligt lod kronen nogenlunde samtidigt indskærpe over for byen, at abbeden intet havde at gøre med stadens pengesager (byskat, bøder, told og sise), der udelukkende sorterede under kongens foged.

 Kompagnihuset i Næstved er opført omkring 1500 for en forsamling af byens bedre borgerskab, fortrinsvis købmændene, og medens sammenslutningen havde sin mødesal på første sal, var stueetagen indrettet til handelsboder.

Kompagnihuset i Næstved er opført omkring 1500 for en forsamling af byens bedre borgerskab, fortrinsvis købmændene, og medens sammenslutningen havde sin mødesal på første sal, var stueetagen indrettet til handelsboder.

Der var dog andre måder, hvorpå byen kunne føle sig trængt af klosteret. Det ejede landsbyen Lille Næstved, der næsten var en forstad til staden, og her holdt klosteret egne håndværkere, der kunne drive en unfair konkurrence. Men alt i alt var by og kloster til daglig hinandens bedste kunder, og mange af byens spidser stod i et nært forhold til klosterets administration. Borgmester Willum Sort, der var af roskildebispen Oluf Mortensen Badens slægt, virkede som lavadelig forpagter eller pensionist på klostergods. Også borgmester og væbner Niels Brun optræder som lejer af en af klosterets gårde i Lille Næstved, og i den udstrækning, klosteret anvendte sine ejendomme i Lille Næstved som pensionistboliger for sine mange lavadelige klienter, tilførte det vel i virkeligheden byen et købedygtigt publikum til gavn for stadens erhvervsliv.

Selve byområdet var delt i fire fjerdinger: Mølle-, Bro-, Nørre- og Stueklintsfjerding. Hvor mange bebyggede ejendomme, der var tale om, er umuligt at fastslå med sikkerhed. Men det er bemærkelsesværdigt, at klosteret fortsat ejede 65 lejebe-talende grunde, og selv tiggerklostrene, der i princippet burde være ejendomsløse, viser sig at have haft jordejendom. Dertil kom præstegårde og anden kirkelig ejendom som altergods m.v., hvorfor vel henved 100 byejendomme har været på kirkens hænder.

Gennem optegnelser om jordejendoms beliggenhed hører vi om en række gilder, således et Kristi legemsgilde, Sankt Gertruds-, Olufs- og Eriksgilde, og et af disse var måske identisk med byens skomagergilde, der ligefrem havde sit eget alter i en af kirkerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Bysamfundet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307359