Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tvedragt

Oprindelig forfatter TrDa

I og for sig var kong Eriks stilling ikke så slet. Det gamle arvekongedømme Norge deltog ikke aktivt i de øvrige rigers forfatningskrav, og på talrige slotte sad endnu loyale kongetilhængere. Ganske vist var den nye ærkebiskop i Lund Hans Laxmand ivrig tilhænger af konciliet og dertil stærkt påvirket af den nye rådskonstitutionalisme. Men han havde øjensynligt svært ved at gøre sig gældende. Således jamrer han over, hvor vanskeligt det var at hverve ordentligt mandskab, da kong Eriks tilhænger hr. Peder Oxe sad på de vigtige slotte Helsingør og Helsingborg, og med sin adgang til de rige indtægter fra sundtolden altid var i stand til at tiltrække de bedste folk.

Nu spores en folkelig opposition også i Danmark, hvor Skånes almue i 1436 nægtede at udrede ekstraskat til forsvar imod et forventet svensk angreb. Den barnløse kong Erik mente utvivlsomt, at hans fætter hertug Bugislav måtte være oplagt som tronfølger, så meget mere som han havde flere danske slotte under sig. Men netop arvefølgesagen var uklar, og én mistelten havde kongen glemt at tage i ed, hans egen søstersøn Christoffer, der var arving til et ikke ubetydeligt hertugdømme i det nordlige Bayern. Christoffer selv havde deltaget aktivt i kampen imod de plyndrende hussitter og viste sig lydhør over for en henvendelse fra det danske råd, der betonede, „at vi daglig lever i livsfare”, idet der ligefrem opstod folkelige uroligheder på Sjælland.

I 1438 enedes et rådsmøde i Korsør om, at man skulle sende den kongetro viborgbisp, nordmanden Thorlav, til Erik (samtidig med at man bag bispens ryg planlagde at lade ham bytte embede med den danskfødte oslobiskop) og meddele ham, at man ønskede, at han vendte hjem til Danmark og indsatte såvel marsk som drost, dvs. at han i så fald skulle regere i nøjere samvirke med sit råd end hidtil. Formentlig var det en provokation, som man da heller ikke modtog nogen reaktion på. I 1439 mødtes derpå en gruppe danske råder med især lollandsk lavadel i Lübeck, hvor de vedtog at opsige kongen troskab og huldskab. Begrundelserne virker stærkt svenskin-spirerede: kongen havde brudt sin kongeed ved at overlade rigets slotte til udlændinge og uden om rådet at have søgt at gøre hertug Bugislav til sin efterfølger ved at indsætte hans navn i slotslovene – unægtelig en noget forsinket tanke.

Annonce

I denne situation kommer hertug Adolf af Slesvig-Holsten til at stå helt centralt placeret, idet alle indbyrdes stridende oppositionsgrupper bejler om hans assistance. Om det så var de jyske bønder, havde disse i foråret 1439 henvendt sig til ham om støtte. Samtidig søger rigsrådet Lübecks velvilje ved løfter om sundtoldsfrihed og erstatning for de overgreb, som hr. Peder Oxe havde foretaget i Øresund.

Den 2. juli 1439 kapitulerer det danske råd endeligt over for hertug Adolf, der nu opnår de sidste danske dele af Slesvig, dvs. Ærø og Haderslevegnen, og samtidig dermed et løfte om formel forlening, så snart tronspørgsmålet er ordnet. Dvs. at aristokratiets pris for at komme af med Erik af Pommern var en opgivelse af alt, hvad man i flere menneskealdre havde kæmpet for. Det har nok moret hertugen at påtage sig rollen som bondebeskytter ved denne lejlighed. Nu pålægges det nemlig en lang række navngivne danske aristokrater som Erik Nielsen Gyldenstierne på Riberhus, Morten Jensen Gyrstinge på Koldinghus, Otte Nielsen Rosenkrantz på Ålborghus m.fl. – alle fra kongens gamle inderkreds, der en bloc havde svigtet ham -at holde bønderne ved lov og ret og ikke beskatte dem uredeligt.

Under ingen omstændigheder ønskede aristokratiet „svenske tilstande”, hvorfor man skyndsomt indkaldte hertug Christoffer, og i juli hyldes han som rigsforstander. Dermed havde man omsider en art regering, der kunne forhandle med de mange med- og modspillere, bl.a. hansestæderne. Men først og fremmest måtte hjemmefronten sikres, og i august skrev rådet derfor til Iver Dyre, høvedsmand på det vigtige slot Korsør, at han, der hidtil havde holdt sig til Eriks parti, under fortabelse af liv og gods havde at indfinde sig i København inden otte dage for der at opsige kong Erik troskab og huldskab samt overgive sit slot til rigsrådet. For at understrege ordrens vægt opfordredes samtidig mandskabet på slottet til at fratræde Iver Dyres tjeneste og aflægge ed til rådet, da man ellers ville betragte dem som fredløse oprørere.

Selv om Iver Dyre som Peder Oxes svigersøn sikkert kun nødtvungent har fulgt denne opfordring, har han givetvis måttet kapitulere på grund af denne henvendelse direkte til mandskabet, hans især lavadelige personale, der under ingen omstændigheder havde råd til at være på tabernes side. Snart var der næppe andre end Peder Oxe på de givtige sundslotte og den aldrende Axel Pedersen Thott på det afsides Varberg, der turde vise kong Erik sympati.

Fortsatte forhandlinger med den bortrejste konge var stadig resultatløse. Dels havde Erik en ubehagelig evne til at påvise manglerne i rådets argumentation, dels foretog han adskillige henvisninger til rådernes „store overvælde og uredelighed”, og over for flere konkrete eksempler på kongelig egenmægtighed henviste han med navns nævnelse til de råder, der havde deltaget i den pågældende beslutning. Men politik er nu engang det muliges kunst, og kong Erik vandt næppe mange tilhængere ved at påvise sine råders medansvar for afgørelser, som det nu gjaldt om at lægge afstand til.

Situationen i Danmark blev snart så truende, at man trods aftaler om samvirken med det svenske råd i april 1440 lod Christoffer hylde som dansk konge på Viborg Landsting. Nu var der ingen vej tilbage, og tre uger efter forfaldt betalingen, idet hertug Adolf endelig modtog den formelle forlening med hertugdømmet Slesvig. Samtidig anmodede man Lübeck om hjælp, og staden pålagde sine skibschefer i danske farvande at stille et par hundrede skytter til rådighed, hvis bondeuroen på Sjælland kom ud af kontrol.

 Tysk træsnit fra slutningen af 1400-tallet, der viser en vognborg. Det var især de bøhmiske hussitter, der udviklede vognborgen fra blot at være et forsvar imod rytterhære til med sine mobile kanoner på vognene at være et stort militærteknisk fremskridt. Først 1476 omtaler kilderne, at der skulle optræde vognborge i forbindelse med Henrik Tagesens opstand; men ganske som i Sverige var den sejrende klasse i stand til at tillægge sine modstandere alle mulige onde motiver, og anvendelsen af en vognborg har givetvis smagt af „kætteri”.

Tysk træsnit fra slutningen af 1400-tallet, der viser en vognborg. Det var især de bøhmiske hussitter, der udviklede vognborgen fra blot at være et forsvar imod rytterhære til med sine mobile kanoner på vognene at være et stort militærteknisk fremskridt. Først 1476 omtaler kilderne, at der skulle optræde vognborge i forbindelse med Henrik Tagesens opstand; men ganske som i Sverige var den sejrende klasse i stand til at tillægge sine modstandere alle mulige onde motiver, og anvendelsen af en vognborg har givetvis smagt af „kætteri”.

Men hastværket med kongehyldning kan også skyldes, at kong Erik havde endnu et trumfkort. Fra omkring 1430 var de vigtigste nederlandske byer kommet under de burgundiske hertuger, og trods mange lokale gnidninger havde hertugerne kun interesse i at fremme byernes handel og økonomi. Da disse netop var stærkt interesserede i gennemsejling af Øresund med direkte handel mod vest, holdt Erik forhandlinger i gang, bl.a. med løfte om nederlandsk kontrol med sundslottene. Men da prisen for nederlandsk hjælp øjensynligt var, at slottene skulle overdrages til fremmede, gav Peder Oxe omsider op, overgav slottene til kong Christoffer og blev rundeligt belønnet herfor.

Hertug Bugislav og de andre pommerske fyrster, som kong Erik havde anbragt på en række slotte i Syddanmark, synes ikke at have opnået virkeligt fodfæste. Men i den spændte situation, hvor nederlændere og hanseater lurer på hinanden, bryder bondeuroen endelig ud i lys lue i Nordjylland. Ud over at en midtjysk aristokrat Henrik Tagesen – vist af rent personlige grunde – satte sig i spidsen for opstanden, ved vi næsten intet om denne sag.

I betragtning af at bondeuroen i Sverige og i Norge især går på de evindelige skattepålæg, er det besynderligt, så lidt vi overhovedet ved om bondeskatter i Danmark på denne tid. En fremmed lensmand beklager sig engang over, at selv om kongen havde forlenet ham med Salling (evt. Sallinge Herred på Sydfyn?), krævede kongen alligevel, at områdets skatter skulle i kongens og ikke i lensmandens lomme. Måske har forholdet været det enkle, at den endnu ret primitive kongelige administration simpelt hen ikke magtede selv at foretage en effektiv krigsfinansiering. I så fald har de aristokratiske lensmænd på hovedslottene normalt selv beholdt ekstraskatterne, idet de som kongens vigtigste tillidsmænd i Holstenerfejden antoges at anvende alle indkomne midler hertil.

Ganske vist tyder alt på, at fæstebøndernes landgildeydelser til deres godsejere snarest var faldende. Men hvad hjalp det bonden, at hans landgilde var beskeden, hvis adelsmanden fortsat forlangte stigende skatter, og hvor ofte har bønderne kunnet skelne imellem, hvad der var rimelig landgilde, og hvad der var kongelig ekstraskat? Det er i hvert fald klart, at bøndernes vrede især rettede sig imod det aristokrati, der var forlenet med kronens slotte.

Efter traditionen skal en bondehær have vundet et første slag ved Sankt Jørgensbjerg i Han Herred, hvor Ålborghus' nye lensmand Eske Brok faldt. Derpå gik talrige adelsgårde op i luer. Gyldenstierneslægtens arkiver på Ågård i Han Herred gik til, hvorfor hr. Niels Pedersen (Gyldenstierne) senere måtte optage et vidnesbyrd om, at han med nød og næppe undslap „af sin gård ikke uden en stav i hånd”. Også flere godsejere i Vesthimmerland fik dokumentation for ødelæggelser, „og her var krig og orlov i landet, da det blev brændt”.

I juni 1441 stod det andet slag ved Sankt Jørgensbjerg. En efterretning fra 1476 fortæller, at en bestemt person „var død, førend det slag var på vognborgen i Vendsyssel mellem kong Christoffer og almuen”. Her led Henrik Tagesens styrker et knusende nederlag imod Christoffer, der fra sine felttog imod hussitterne må have haft erfaring med vognborgstaktik. Og den 12. juni henrettedes Henrik Tagesen.

I sin jubel over krigens lykkelige udgang indstiftede den nye ærkebiskop Hans Laxmand en gudstjeneste i sin domkirke med den bibelske begrundelse, at

„den himmelske konge i særlig grad har stået vor drot bi, da han nylig i Jylland med en ringe skare knuste en stor hær, som efterstræbte hans og rigernes lykke; thi hvorledes skulle ellers én kunne forfølge 1000 og to jage 10.000 på flugt? Kan det ikke ses heraf, at de var solgt af Gud og sendt i døden af Herren?”

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Tvedragt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307332