Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Unionsmonarkiets undergang

Oprindelig forfatter Redaktionen

Endnu fortæller kilderne os langt mere om krige og udenrigspolitik end om indre forhold. Efter at de gamle rigsembeder forsvandt, blev regeringens centrum det kongelige kancelli. Det lededes af kongens kansler, gerne en lavættet gejstlig, der ofte kunne avancere til et bispeembede. Det gamle rigskanslerembede var ved at blive en ren og skær titel for roskildebispen, der kun ved politisk vigtige lejligheder som indkaldelse af danehof kunne trækkes frem efter behov. Da kongens økonomi ikke lod sig adskille fra rigets, blev den kongelige hofmester fra oprindelig blot at have ledet hofholdningen inden længe til en art finansminister.

Medens dronning Margrete i en vis udstrækning havde favoriseret indkaldte nordtyske adelsmænd, synes kong Erik i langt højere grad at have opnået et fortroligt forhold til en ny generation af dansk højadel. På de kongelige slotte finder vi talrige medlemmer af slægterne Gyldenstierne, Rosenkrantz, Thott, Basse m.fl. som lensmænd, og selv om Gert Pedersen Gyldenstierne var gået kirkens vej og endt som biskop i Børglum, hindrede dette ham ikke i som andre danske aristokrater at deltage særdeles aktivt i Slesvigkrigen.

 Malmøs byvåben blev 1437 skænket til staden af Erik af Pommern ved et særligt våbenbrev, der utvivlsomt er udfærdiget af en af de officielle herolder. Kongen var yderst interesseret i at fremme handel og byliv, men han har dertil håbet, at byen ville vise sin trofasthed over for det pommerske dynasti, der netop førte en grif i sit våben.

Malmøs byvåben blev 1437 skænket til staden af Erik af Pommern ved et særligt våbenbrev, der utvivlsomt er udfærdiget af en af de officielle herolder. Kongen var yderst interesseret i at fremme handel og byliv, men han har dertil håbet, at byen ville vise sin trofasthed over for det pommerske dynasti, der netop førte en grif i sit våben.

Kun på et enkelt punkt tillader kilderne os at konstatere en klar kongelig politik: styrkelsen af de danske købstæders økonomiske position. Ikke blot grundlagde kongen flere nye byer som f.eks. Landskrona (hvis navn har tydeligt tysk forbillede), medens det nyopførte Ørekrog Slot medførte en udbygning af Helsingør. Men de kongelige byprivilegier viser en klar linie, der kulminerer med udstedelsen af den store købstadsfor-ordning af 1422, der søgte at føre det gamle princip ud i livet, at al handel og omsætning, specielt fra producent til eksportør, alene måtte foregå i købstæderne.

Annonce

Kongemagtens indre styrke ses måske tydeligst ved erhvervelsen af København i 1417. Fra Absalons dage havde staden med sit opland tilhørt roskildebisperne; men under de lange perioder med indre uro havde disse ofte været nødt til midlertidigt at overlade byen til kongen. Og ved et veritabelt lovtrækkerkneb lod kong Erik nu optage vidnesbyrd om, at ingen kunne huske andet end, at København i mands minde havde tilhørt kongemagten. Sandsynligvis fik roskildebispen en vis erstatning i form af kongelige forleninger andetsteds.

Men på baggrund af kongens lidt senere argumenter i slesvigsagen virker det unægtelig, som om han bevidst søgte at afskaffe alle rester af middelalderligt feudalvæsen.

Næstved købstad havde på tilsvarende vis hørt under abbeden i Skovkloster; men i løbet af 1420'rne ser vi, at også her afskaffes abbedens overherredømme. Klosteret var fortsat den største grundejer i byen, og abbeden bevarede indstillingsret til de lokale kirkelige embeder, men byfogeden kaldes nu kongens foged, dvs. at købstadens retsstilling var den samme som landets øvrige byers.

 Den såkaldte Gelre-våben-bog er udført ca. 1380 til en bayersk hertug med besiddelser i Nederlandene og rummer kun få danske våben. Dog anføres et Sparre-våben for en Joenz U, utvivlsomt den Jens Uf, der sidst i 1300-tallet var slots-høvedsmand på ærkebispens Hammershus, en borg som de nederlandske skippere, der i stigende grad sejlede på Østersøen, nødvendigvis måtte have kendskab til.

Den såkaldte Gelre-våben-bog er udført ca. 1380 til en bayersk hertug med besiddelser i Nederlandene og rummer kun få danske våben. Dog anføres et Sparre-våben for en Joenz U, utvivlsomt den Jens Uf, der sidst i 1300-tallet var slots-høvedsmand på ærkebispens Hammershus, en borg som de nederlandske skippere, der i stigende grad sejlede på Østersøen, nødvendigvis måtte have kendskab til.

I 1407 havde dronning Margrete overladt ribebispen det sønderjyske slot Trøjborg; men flere gange i løbet af århundredet understregede kongerne, at det strengt taget fortsat var krongods, der blot midlertidigt var forlenet til bispen. Det er tænkeligt, at man har opfattet århusbispens besiddelse af Hasle og Vester Lisbjærg herreder med alle kongelige rettigheder som en tilsvarende „midlertidig bortforlening”, i hvert fald sattes sagen ikke på spidsen. Resultatet blev, at efter kong Eriks tid var der af middelalderlige bispelen i Danmark alene Bornholm. På denne afsides beliggende ø var ærkebispen fortsat overherre, han indsatte slotshøvedsmand på det mægtige Hammershus, udnævnte landsdommer, udstedte købstads-privilegier, gav adelsbreve m.m., og først ved middelalderens udgang følte kongerne sig stærke nok til også at gå i lag med dette problem.

Forholdet til hansestæderne var fortsat prekært. Nok kunne stæderne se nytten af en fredelig nordisk union, der satte en stopper for det udbredte kaperi, for ikke rent ud at sige sørøveri i de nordiske farvande. Men i stedet for fred havde man fået den evindelige holstenerfejde. Sammen med usikre regler om vragret og bjærgeløn gav kongens møntpolitik anledning til mange gnidninger, og konfliktmulighederne øgedes af den kongelige handelspolitik, der søgte at koncentrere eksporthandelen i købstæderne og dermed satte en stopper for hanse-atiske opkøb direkte hos producenterne uden om de danske købmænd.

Fra gammel tid havde hanseaterne haft omfattende privilegier i form af et næsten totalt selvstyre med domsret over egne borgere, når de deltog i Skånemarkedet. Nok modtog kongemagten betydelige indtægter i form af licenser, bødeafgifter m.v., men det kunne altid diskuteres, hvor vidt privilegierne rakte. Under kongens pilgrimsrejse i 1424 havde dronning Philippa søgt en løsning, bl.a. ved at indgå en veritabel møntunion med de vendiske byer med Lübeck i spidsen; men efter kongens hjemkomst kølnedes forholdet omgående. Det var ikke mindst et problem, at flere og flere skibe opgav den traditionelle sejlads til Skånemarkedet, hvor det hidtil havde været skik, at varer mellem øst og vest udveksledes. Stadig større skibe gjorde det rentabelt at sejle direkte fra Nederlandene til f.eks. Danzig, og herved blev Lübecks traditionelle mellemhandlerstilling truet.

Vist allerede i 1426 tog Erik af Pommern konsekvensen heraf ved en toldomlægning. Skibe i direkte fart havde altid betalt for at sejle igennem danske farvande. Men under henvisning til, at skibene nu ofte var fire gange så store som før, firdoblede kongen satsen for passagetolden, hvis opkrævning samtidig henlagdes til den nye borg ved Helsingør. Dette fik de rasende hanseater til at påstå, at der var tale om en helt ny told, der stred imod deres traditionelle privilegier.

I hvert fald besluttede Lübeck og dets allierede omsider direkte at gribe ind i den genoptagne krig mellem unionen og Holsten. I første omgang dog med ren fiasko; et holstensk angreb på Flensborg i 1427 mislykkedes totalt, og den unge hertug Henrik af Slesvig faldt. Et lybsk flådeangreb i Øresund slog i den grad fejl, at den rigt lastede hanseatiske saltflåde fra Biscayen faldt i kong Eriks hænder. Resultatet blev omgående indre uro i flere hansebyer; i Rostock kom et nyt bystyre til magten, og ligesom Wismar sluttede man separatfred med Erik, der uddybede splittelsen mellem hansestæderne ved at give Bremen særlige privilegier for dets nordiske handel.

Takket være lybsk kapital lykkedes det i 1429 en ny hærfører, hertug Vilhelm af Braunschweig at erobre Åbenrå med Brund-lund Slot. Lübeckerne gjorde selv et desperat forsøg på endnu en gang at opnå herredømmet i Øresund, dels ved et angreb på selve København, som tappert forsvaredes af dronningen, dels, fortæller holstenerkrøniken os, på

„den ny borg Helsingør, der var opført af kongen for at afpresse de søfarende en uvant told for gennemfarten fra Østersøen til havet. Og dette siges at have været hovedgrunden til, at hansestædernes råd sammen med Holstens fyrster rejste sig imod den nævnte konge af Danmark. De ville nemlig bevare deres frihed til lands som til vands og foretrak hertuger og grever til naboer frem for kongen af Danmark, der var alt for mægtig og som fratog dem deres privilegier.”

 Under lübeckernes i øvrigt resultatløse angreb i Øresund erobrede de et dansk skibsflag, som de hængte op som trofæ i stadens Mariakirke, hvor det gik tabt under det store luftbombardement i 1942. Her gengivet efter en kopi på Frederiksborgmuseet. Tilsyneladende skal de tre kroner nu opfattes som Sveriges specielle våben, dvs. at flaget repræsenterer Erik af Pommerns nordiske union.

Under lübeckernes i øvrigt resultatløse angreb i Øresund erobrede de et dansk skibsflag, som de hængte op som trofæ i stadens Mariakirke, hvor det gik tabt under det store luftbombardement i 1942. Her gengivet efter en kopi på Frederiksborgmuseet. Tilsyneladende skal de tre kroner nu opfattes som Sveriges specielle våben, dvs. at flaget repræsenterer Erik af Pommerns nordiske union.

Hanseatiske kapere havde dog held til ikke blot at plyndre Bergen, men også til at opbringe flere svenske skibe, der bragte skattemidler til Danmark. Dertil hærgede de hanseatiske kapere også på de danske kyster, hvorfor et almindeligt landeværn blev udbudt. Dette var næppe helt problemfrit, da krigsførelse hidtil havde været et anliggende for konge og adel. Derfor henvendte kongen sig i 1428 til Sjællands Landsting og spurgte,

„hvad ret den tilkom, der sad hjemme, når fjenden kom for landet. Da tog landsdommeren til sig hæderlige mænd [to riddere, Antvorskov prior og fem væbnere] og dertil to af hver købstad og to af hvert herred i Sjælland. Da kunne vi ej rettere finde efter gammel sædvane og ret, at når fjenden kommer for landet, og bavne brænder og vidjebrand udgår, da bør den, der så sad hjemme, skønt han var kommen til lovalder, at hænge ved sin egen bjælke …”

Takket være forræderi trængte holstenerne ind i staden Flensborg, medens slottet Duborg tappert forsvaredes af Morten Jensen Gyrstinge og biskop Gert Gyldenstierne, og hofmesteren Erik Krummedige bragte levnedsmidler ad søvejen. Men da en hanseatisk flåde iværksatte en blokade, måtte den udsultede besætning i september 1431 give op, om end på ærefulde vilkår.

Næsten 25 års stridigheder, hvor krigsførelse vekslede med langvarige forhandlinger og våbenstilstande, var således endt med, at kongen skridt for skridt havde mistet alt, hvad dronning Margrete havde vundet i Slesvig. I 1432 sluttedes en stilstand i Horsens på fem år, efter hvilken Danmark endnu besad Haderslevegnen, Ærø og Vesterhavsøerne, medens det blev garanteret, at kongeligt sindede slesvigske adelsmænd skulle have deres af holstenerne konfiskerede godser igen, dog undtaget hofmesteren Erik Krummedige, som de højst forståeligt havde et horn i siden på. Og da grev Gerhard døde i 1433, var Adolf 8. nu eneherre i fyrstendømmerne, samtidig med at kong Erik fik helt andre problemer at tænke på.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Unionsmonarkiets undergang i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307330