Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dronningen

Oprindelig forfatter TrDa

Til nu havde den unge dronning Philippa stået i skygge af sin høje gemal. Alt tyder på, at hun ligesom Margrete har følt sig knyttet til den fromhedsform, der prægede birgittinerordenen, hvis hovedkloster Vadstena hun ofte besøgte og begunstigede. En engelsk ridder i hendes brudefølge fik så stor interesse for ordenen, at han gjorde meget for at få den overført til engelsk jord, og det endelige resultat Syon Kloster nær London modtog megen støtte fra det engelske kongehus.

Tidligt må det have stået de indviede klart, at ægteskabet ikke bar frugt, og fra 1416 ser vi, at slotslove bestemmer, at rigets faste borge skal holdes til kongens hånd, derefter til dronningens og efter begges død til den pommerske hertug Bugislavs hånd, dvs. at denne som kong Eriks nærmeste slægtning optrådte som designeret tronfølger i flere og flere officielle dokumenter angående alle tre riger.

Som dronning havde Philippa krav på et livgeding, og det i alle tre riger. Men da kong Erik i 1420 genoptog krigen med holstenerne, blev dette ændret, således at hele hendes livgeding nu lå samlet i en række midtsvenske landskaber, og det virker unægtelig, som om det var hensigten, at hun skulle virke som en art vicekonge i Sverige, i hvert fald hvis der skulle tilstøde kongen noget.

Annonce

Under Eriks udenlandsrejse 1423-25 fungerede Philippa som regent, og i denne egenskab lykkedes det hende at forbedre forholdet til hansestæderne, idet der sluttedes en aftale om ensartet mønt. Gang på gang afholdt hun rigsmøder i Sverige, holdt retterting og fik opkrævet skatter til den efterhånden ikke helt så populære krig ved Danmarks sydgrænse.

 Dronning Philippas søsling, den sekspenning eller halve skilling, som skulle slås i henhold til møntaftalen med hansestæderne af 8. oktober 1424. Mønten er præget i Lund, men er næppe blevet slået i større tal, idet vi nu blot kender fem bevarede eksemplarer.

Dronning Philippas søsling, den sekspenning eller halve skilling, som skulle slås i henhold til møntaftalen med hansestæderne af 8. oktober 1424. Mønten er præget i Lund, men er næppe blevet slået i større tal, idet vi nu blot kender fem bevarede eksemplarer.

Også nordmændene synes mindre og mindre tilfredse med konstant at skulle bidrage til en krig, der hovedsageligt var i Danmarks interesse. Det var antagelig for at holde Norge til ilden, at kong Erik efter sin hjemkomst lod det noget tvivlsomme papirsbrev fra Kalmar kopiere på pergament med en autorisation om ægtheden. Måske kunne det overbevise tvivlere om, at deltagelse i unionen også indebar krav om indbyrdes bistand mellem rigerne.

At man i Sverige siden hen holdt Philippa i venlig erindring, kan til dels skyldes, at hun rent propagandamæssigt kunne bruges som modstykke til den snart mindre populære konge. Men der er ikke grund til at tvivle på, at hun spillede en vigtig rolle under forsvaret imod det hanseatiske søkrigstogt, der i 1428 ligefrem førte til et ganske vist resultatløst angreb på København. I Sverige huskede man specielt hendes hjælpsomhed over for nogle svenske skibe, der var strandet ved Saltholm. Og da en dansk flådeafdeling rettede et angreb på Stralsund, giver de tyske krøniker hende æren derfor.

At hun i 1429 nok en gang rejste til Sverige, skyldtes sikkert ønsket om en endnu kraftigere svensk indsats i krigen. Måske var hendes helbred ikke stærkt. Traditionen fortæller, at det var efterretninger om dronningens sygdom, der havde fået kongen til at skynde sig hjem fra Dalmatien. Men natten til den 6. januar afgik dronning Philippa ved døden i sit elskede Vadstena, knap 36 år gammel.

Ved budskabet herom rejste kong Erik straks til Sverige, og i Vadstena indstiftede han en storslået messelæsning for sin dronning. Der skulle ligefrem oprettes en speciel institution med hele ti præster til at varetage den fortsatte gudstjeneste, og på præsternes messehagler skulle de bære „rigets banner, som er et rødt kors i et gult felt”. At kongen derpå tog til Kalmar for der at oprette en lignende stiftelse i den by, hvor det unge par for næsten 25 år siden havde resideret, antyder stærkt, at der her ikke blot var tale om at følge skik og brug, men at der også lå et stærkt personligt motiv bag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Dronningen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307328