Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kong Erik

Oprindelig forfatter Redaktionen

På baggrund af de mildt sagt kaotiske forhold, der netop da herskede i det meste af Europa, blev Margretes nordiske union en langtfra uvæsentlig magtfaktor.

Den internationale pavemagt levede endnu under det store skisma, hvor stridende paver fra henholdsvis Rom og Avignon udstedte bandbuller imod hinanden. Begge paver stræbte efter almindelig anerkendelse og var derfor meget lydhøre over for magtfulde fyrsters ønsker. At et almindeligt kirkemøde i Pisa i 1409 forsøgte at løse striden ved at afsætte begge paver og indsætte en ny, førte i første omgang blot til, at der en tid var hele tre paver.

Frankrig og England var fortsat i gang med deres Hundredårskrig, og i Tyskland havde en gruppe af kurfyrster i 1400 afsat kejser Wentzel og i stedet valgt pfalzgrev Ruprecht til romersk konge (dvs. en endnu ikke kronet kejser). Dette bidrog yderligere til svækkelse af den i forvejen ret beskedne magt, som den tysk-romerske kejser kunne udøve uden for sine egne arvede territorier.

Annonce

 Konciliet i Konstanz 1414-18. En lokal krønike har illustreret den vigtige begivenhed med denne stærkt forenklede tegning. De store møder holdtes i stadens domkirke, og foran højalteret sad paven omgivet af kardinaler. På de øverste rækker sidder bisper, medens andre lærde er nærmest gulvet. I baggrunden er der pladser til kejseren og andre fremtrædende verdslige. Såvel dette møde som ikke mindst det påfølgende Baselerkoncil fik betydning derved, at Europas lærde i udstrakt grad fik lejlighed til at mødes og udveksle viden indbyrdes.

Konciliet i Konstanz 1414-18. En lokal krønike har illustreret den vigtige begivenhed med denne stærkt forenklede tegning. De store møder holdtes i stadens domkirke, og foran højalteret sad paven omgivet af kardinaler. På de øverste rækker sidder bisper, medens andre lærde er nærmest gulvet. I baggrunden er der pladser til kejseren og andre fremtrædende verdslige. Såvel dette møde som ikke mindst det påfølgende Baselerkoncil fik betydning derved, at Europas lærde i udstrakt grad fik lejlighed til at mødes og udveksle viden indbyrdes.

Specielt i Nordtyskland undergik magtforholdene netop nu vigtige forandringer. Det gamle sachsiske kurfyrstendømmes spredte besiddelser var delt imellem to linier. Den ene residerede i Lauenburg, hvis hertuger hyppigt optræder i dansk historie, om end gerne blot som bifigurer. Vigtigere var hovedlinien i Wittenberg, der som kurfyrster var med til at foretage kejservalg. Men i 1422 uddøde denne gren, og dens besiddelser gik sammen med kurfyrstetitlen over til fyrsterne af Meissen-Thüringen, hvis lande snart kom til at hedde Sachsen.

Det gamle fyrstehus i Brandenburg var uddødt allerede i 1320, hvorefter området gik en omskiftelig tid i møde, indtil Hohenzollernslægten fra borggrevskabet Nürnberg 1411-15 erhvervede dette kurfyrstendømme. Det tog dog adskillige år, inden der atter blev ordnede forhold her. Vigtigere for danmarkshistorien var naturligvis de fyrstendømmer, der lå ud til Østersøen. De mecklenburgske slægtsforbindelser har ofte været omtalt; men det er værd at bemærke, at hertugdømmet var delt imellem fire hovedlinier, der atter kunne være delt midlertidigt. Tilsvarende var det udstrakte hertugdømme Pommern ikke blot delt imellem en linie i Stettin (med indlandet) og én i Wolgast (kystområderne); men den sidste var igen delt imellem linien i Stolp, hvortil Erik af Pommern hørte, og i selve Wolgast, hvorfra en sidelinie i Barth atter udgik.

Skønt også Holsten havde været delt imellem flere linier, blev det meste atter samlet, da linien i Plön uddøde i 1390. Men på fyrsteslægtens gamle stamslot Schauenburg ved Weser vest for Hannover residerede fortsat en linie, der besad egnen omkring Pinneberg nordvest for Hamburg.

Nordeuropas politiske inddeling ca. 1400. Selv om kortet ikke medtager de mindste suveræne områder er det tydeligt, hvor opsplittet det tyske rige var, netop som der var ved at opstå en union i Norden. Stater markeret med rødbrunt er gejstlige områder. Htd. = hertugdømme, Mgsk. = markgrevskab, Fd. = fyrstedømme, Kfd. = kurfyrstedømme, Gsk. = grevskab, Æbd. = ærkebispedømme, Bd. = bispedømme.

Nordeuropas politiske inddeling ca. 1400. Selv om kortet ikke medtager de mindste suveræne områder er det tydeligt, hvor opsplittet det tyske rige var, netop som der var ved at opstå en union i Norden. Stater markeret med rødbrunt er gejstlige områder. Htd. = hertugdømme, Mgsk. = markgrevskab, Fd. = fyrstedømme, Kfd. = kurfyrstedømme, Gsk. = grevskab, Æbd. = ærkebispedømme, Bd. = bispedømme.

At disse mange fyrstendømmer trods de mange opsplitninger alligevel ofte bevarede en vis territoriel identitet, skyldtes, at netop nu kom stænderforsamlinger til at spille en voksende rolle. Efter en arvefølgestrid i Lüneburg optræder her i 1392 indflydelsesrige stænder, og tilsvarende mærker vi i Holsten i 1397 ridderskabet som aristokratiets magtfulde organisation, der i stigende grad kom til at optræde som områdets samlende faktor, uanset om en fyrstes mange sønner fandt på at dele godsindtægter m.m. imellem sig.

De talrige nederlandske fyrstendømmer (Flandern, Brabant, Holland osv.) var rige, men endnu delt imellem mange forskellige fyrsteslægter, og imellem Holland og Holsten lå ved kysten fra Vest-Friesland til Ditmarsken en række reelt uafhængige storbonderepublikker, hvor man ikke nøjedes med lidt vragplyndring, men ydermere kunne drive et mere eller mindre legalt sørøveri. Da således kong Albrechts tilhængere, de såkaldte vitaliebrødre, var jaget bort fra både Stockholm og Gotland, fortsatte mange i adskillige år deres kaperier fra frisisk territorium.

Ved Østersøen lå kun én stormagt, Den tyske Orden i Preussen med dens underordnede broderorden de livlandske sværdriddere (i nuværende Estland-Letland). Så sent som i 1398 havde ordenen taget den vestlige del af det nuværende Lithauen i besiddelse; fra 1398 til 1408 havde den desuden fodfæste på Gotland, og i 1402 og mange år frem havde den det brandenburgske Neumark som pantebesiddelse. Selve ordenens eksistensgrundlag var dog truet. Dens opgave som korsridderorden var at beskytte Vesteuropa imod de hedenske og særdeles krigeriske lithauere. Under Ruslands svækkelse som en løs samling vasalstater under mongolernes overherredømme havde de selvstændige lithauiske fyrster været i besiddelse af en umådelig ekspansionskraft, der havde gjort dem til herre i det meste af Hviderusland og Ukraine med Kijev.

Gennem sit ægteskab med en polsk prinsesse forenede en lithauisk fyrste disse to riger i 1386 og gik tilmed over til kristendommen. Hermed skabtes ikke blot en stærk front imod de græsk-ortodokse russere; men Den tyske Ordens ideologiske berettigelse blev derved uhyre tvivlsom. Og under stigende vanskeligheder, bl.a. med begyndende stændermodstand, kæmpede ordensridderne i det lange løb en håbløs kamp.

 Luftfotografi af det nuværende Lübeck set fra sydvest. Den gamle by er fortsat omkranset af flodarme, og en nænsom restaurering efter krigens ødelæggelser giver et indtryk af en karakteristisk hanseby, hvor kun kirketårne rager i vejret. Lidt til venstre, ved byens vestside, ses den imponerende byport Holstentor med sine to tårne. Midt i byen ligger stadens store kirke, Mariakirken, medens domkirken ligger yderst til højre i byens sydlige ende.

Luftfotografi af det nuværende Lübeck set fra sydvest. Den gamle by er fortsat omkranset af flodarme, og en nænsom restaurering efter krigens ødelæggelser giver et indtryk af en karakteristisk hanseby, hvor kun kirketårne rager i vejret. Lidt til venstre, ved byens vestside, ses den imponerende byport Holstentor med sine to tårne. Midt i byen ligger stadens store kirke, Mariakirken, medens domkirken ligger yderst til højre i byens sydlige ende.

Endelig skal nævnes hansestæderne, hvis rige pengemidler og omfattende handel fortsat var af umådelig betydning for hele Nordeuropa. Yderpunkterne for hanseforbundets virke markeredes af de såkaldte kontorer, Stahlhof i London, kontoret i Brügge, Tyskebryggen i Bergen og Sankt Peterhof i det russiske fyrstendømme Novgorod. Men havde det endnu i 1370 været muligt at samle over 70 hansestæder i fælles kamp imod kong Valdemar, gled det løse forbunds forskellige byer efterhånden fra hinanden. Der var således voksende handelskonflikter med en stadig stærkere engelsk kongemagt, og flere og flere skibe fra Vesteuropa fandt på at springe Skånemarkedet over for i stedet at sejle direkte til østersøbyer som Danzig, Riga og Reval. Her var man ofte ukollegial nok til at glæde sig over at kunne undvære Lübecks traditionelle mellemhandlerstilling.

I et forsøg på at fastholde sin position gravede Lübeck i 1390'erne en kanal mellem Østersøens og Elbens flodsystemer, hvorved man kunne føre varer frem til Hamburg ved hjælp af pramme. Men en omladning tog tid og kostede penge, hvorfor en direkte sejlads mellem øst og vest blev mere og mere fordelagtig. Hertil kom, at der netop i årene omkring 1400 var indre uro i mange hansebyer. Bystyret skiftede ofte, og det gjorde det vanskeligt for mange stæder at føre en konsekvent og effektiv udenrigs- og handelspolitik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kong Erik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307322