Social bistand

De første forsøg på at etablere en institutionel bistand blev gjort af den katolske kirke i middelalderen. Fra klostre og kirker blev der uddelt mad og tøj til trængende, og flere steder blev der oprettet hospitaler for fattige og syge. Munkene forsøgte også at give en lægelig bistand, hvis virkninger imidlertid var ret begrænsede på grund af samtidens ufuldstændige kendskab til helbredelsesmetoder.

Kirkens samlede bistand var dog langtfra tilstrækkelig til at give en effektiv hjælp til alle nødstedte i et så fattigt samfund, som Danmark var i disse århundreder.

Efter reformationen i 1536 blev kirkens ejendomme overtaget af kronen, og forpligtelsen til at yde hjælp fulgte med. Men det var kun sparsomt, hvad staten gjorde i de nærmest følgende år. Nogle af klostrene blev ganske vist omdannet til hospitaler for gamle og kronisk syge, og hospitalerne fik lov til at beholde deres fæstegårde, så der var midler til at give en nødtørftig hjælp til beboerne, men disse institutioner kunne tilsammen kun rumme nogle få tusinde mennesker, og det var alt for lidt til at give en effektiv hjælp. For det store flertal af fattige var det eneste tilbud, at deres sognepræst kunne udstyre dem med et tiggertegn, der gav dem lov til at tigge i sognet, uden at de ville blive forfulgt af den grund. Det var hovedsagelig gamle og invalider, der fik udstedt sådanne tilladelser. Alle andre, der var arbejdsføre, ville man i stedet tvinge til arbejde ved ikke at give dem andre muligheder for at overleve.

Disse grundtanker prægede dansk sociallovgivning i næsten 200 år, og en nyordning fra 1708 betød ikke en afgørende ændring af forholdene. Den forpligtede myndighederne i byerne til at uddele almisser hver mandag til blinde, syge og forældreløse børn, og på landet skulle disse typer af fattige også kunne forsørges ved, at gårdmændene på omgang lod dem bo hos sig et stykke tid, så der på den måde kunne skaffes dem husly og føde. Almisserne var imidlertid alt for små til at dække selv de mest nødtørftige behov, og omgangsforsørgelsen blev indskrænket til meget få personer.

Først i slutningen af 1700-tallet kan der spores en mere human indstilling i den socialpolitiske debat. En i 1787 nedsat kommission indhentede oplysninger om fattigvæsenets tilstand, der viste, at hjælpen var særdeles utilstrækkelig (se illustrationen på siden overfor). Omkring århundredskiftet gennemførtes derefter en række reformer, der både lagde op til en bedre understøttelse og en udvidelse af kredsen af mennesker, der skulle hjælpes. Det indgik desuden i reformerne, at det var samfundets pligt at sørge for arbejde til de arbejdsløse, om ikke på anden måde så ved at oprette offentlige arbejdshuse, der altid skulle stå åbne for arbejdssøgende.

Reformerne blev gennemført under en højkonjunktur. Da der efter 1814 kom dårligere tider, ændredes indstillingen til de sociale problemer i negativ retning, og da skatteyderne under det begyndende folkestyre i 1800-tallet fik større magt, trak også det i retning af at søge at begrænse de sociale udgifter. Resultatet blev, at der igen i 1800-tallet kun blev givet en meget nødtørftig hjælp til de nødstedte, og i mange kommuner blev der opført fattiggårde og arbejdsanstalter, der skulle have en afskrækkende virkning og holde folk fra at anmode kommunen om assistance. De, der modtog hjælp, var pligtige til at betale beløbet tilbage, hvis de senere fik bedre forhold, og modtagerne tabte en del borgerlige rettigheder, blandt andet valgret.

Den moderne sociallovgivning tog sin begyndelse omkring 1890. Udviklingen er siden gået i retning af, at stadig flere grupper er blevet anerkendt som berettigede til hjælp, og de diskriminerende virkninger, der tidligere var forbundet med at modtage sociale ydelser, er gradvist blevet afskaffet. Hovedlinierne i udviklingen kan ses af den følgende oversigt.

Der er i 1900-tallet desuden gennemført lovgivning på en række andre områder, som også har haft socialpolitiske virkninger. Det gælder f.eks. støtte til byggeri og til nedbringelse af huslejen, indførelse af maksimalpriser i krigsårene, sundhedsplejerskeordninger, indførelse af helbredsundersøgelser af børn, udbetaling af børnetilskud, indførelse af lovpligtig ulykkesforsikring, bestemmelser til forbedring af arbejdsmiljøet og støtte til personer under uddannelse.