• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Social bistand

Oprindelig forfatter HCJ

De første forsøg på at etablere en institutionel bistand blev gjort af den katolske kirke i middelalderen. Fra klostre og kirker blev der uddelt mad og tøj til trængende, og flere steder blev der oprettet hospitaler for fattige og syge. Munkene forsøgte også at give en lægelig bistand, hvis virkninger imidlertid var ret begrænsede på grund af samtidens ufuldstændige kendskab til helbredelsesmetoder.

Kirkens samlede bistand var dog langtfra tilstrækkelig til at give en effektiv hjælp til alle nødstedte i et så fattigt samfund, som Danmark var i disse århundreder.

Efter reformationen i 1536 blev kirkens ejendomme overtaget af kronen, og forpligtelsen til at yde hjælp fulgte med. Men det var kun sparsomt, hvad staten gjorde i de nærmest følgende år. Nogle af klostrene blev ganske vist omdannet til hospitaler for gamle og kronisk syge, og hospitalerne fik lov til at beholde deres fæstegårde, så der var midler til at give en nødtørftig hjælp til beboerne, men disse institutioner kunne tilsammen kun rumme nogle få tusinde mennesker, og det var alt for lidt til at give en effektiv hjælp. For det store flertal af fattige var det eneste tilbud, at deres sognepræst kunne udstyre dem med et tiggertegn, der gav dem lov til at tigge i sognet, uden at de ville blive forfulgt af den grund. Det var hovedsagelig gamle og invalider, der fik udstedt sådanne tilladelser. Alle andre, der var arbejdsføre, ville man i stedet tvinge til arbejde ved ikke at give dem andre muligheder for at overleve.

Annonce

Disse grundtanker prægede dansk sociallovgivning i næsten 200 år, og en nyordning fra 1708 betød ikke en afgørende ændring af forholdene. Den forpligtede myndighederne i byerne til at uddele almisser hver mandag til blinde, syge og forældreløse børn, og på landet skulle disse typer af fattige også kunne forsørges ved, at gårdmændene på omgang lod dem bo hos sig et stykke tid, så der på den måde kunne skaffes dem husly og føde. Almisserne var imidlertid alt for små til at dække selv de mest nødtørftige behov, og omgangsforsørgelsen blev indskrænket til meget få personer.

 Gengivelse af side fra J. H. Bärens: Efterretning om Fattigvæsenets Tilstand i Danemark, 1790. Den viser de meget beskedne indtægter, der var til rådighed i en række fynske sogne.

Gengivelse af side fra J. H. Bärens: Efterretning om Fattigvæsenets Tilstand i Danemark, 1790. Den viser de meget beskedne indtægter, der var til rådighed i en række fynske sogne.

Først i slutningen af 1700-tallet kan der spores en mere human indstilling i den socialpolitiske debat. En i 1787 nedsat kommission indhentede oplysninger om fattigvæsenets tilstand, der viste, at hjælpen var særdeles utilstrækkelig (se illustrationen på siden overfor). Omkring århundredskiftet gennemførtes derefter en række reformer, der både lagde op til en bedre understøttelse og en udvidelse af kredsen af mennesker, der skulle hjælpes. Det indgik desuden i reformerne, at det var samfundets pligt at sørge for arbejde til de arbejdsløse, om ikke på anden måde så ved at oprette offentlige arbejdshuse, der altid skulle stå åbne for arbejdssøgende.

Reformerne blev gennemført under en højkonjunktur. Da der efter 1814 kom dårligere tider, ændredes indstillingen til de sociale problemer i negativ retning, og da skatteyderne under det begyndende folkestyre i 1800-tallet fik større magt, trak også det i retning af at søge at begrænse de sociale udgifter. Resultatet blev, at der igen i 1800-tallet kun blev givet en meget nødtørftig hjælp til de nødstedte, og i mange kommuner blev der opført fattiggårde og arbejdsanstalter, der skulle have en afskrækkende virkning og holde folk fra at anmode kommunen om assistance. De, der modtog hjælp, var pligtige til at betale beløbet tilbage, hvis de senere fik bedre forhold, og modtagerne tabte en del borgerlige rettigheder, blandt andet valgret.

 Antal modtagere af forskellige former for sociale ydelser.

Antal modtagere af forskellige former for sociale ydelser.

 Antal modtagere af forskellige former for sociale ydelser.

Antal modtagere af forskellige former for sociale ydelser.

Den moderne sociallovgivning tog sin begyndelse omkring 1890. Udviklingen er siden gået i retning af, at stadig flere grupper er blevet anerkendt som berettigede til hjælp, og de diskriminerende virkninger, der tidligere var forbundet med at modtage sociale ydelser, er gradvist blevet afskaffet. Hovedlinierne i udviklingen kan ses af den følgende oversigt.

Hjælp til gamle m.fl.:
1891:Personer over 60 år får mulighed for at søge om alderdomsunderstøttelse. Hjælpen skal uddeles efter et skøn foretaget af de lokale myndigheder, men der er ingen diskriminerende virkninger forbundet med hjælpen.
1922:Der indføres aldersrente til personer over 65 år efter faste takster, der aftrappes i forhold til anden indtægt.
1937:Aldersgrænsen nedsættes til 60 år.
1946:Aldersgrænsen forhøjes igen til 65 år undtagen for enlige kvinder, hvor den fortsat er 60 år.
1956:Der indføres folkepension. Alle får ret til et mindstebeløb, mens den fulde folkepension kun tildeles personer med indtægt under et nærmere fastlagt beløb. Aldersgrænsen forhøjes til 67 år, for enlige kvinder til 62 år.
1959:Der indføres enkepensioner for enker over 55 år samt for yngre enker med en betydelig forsørgelsespligt.
1964:Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) indføres.
1970:Der indføres fuld folkepension til alle uanset indtægt.
1974:Der indføres mulighed for at tildele folkepension fra det fyldte 60. år ved svigtende helbred.
1976:Førtidspension kan tildeles fra det 55. år, hvis særlige sociale og arbejdsmæssige forhold gør sig gældende.
1979:Der indføres efterløn for 60-66-årige, som forpligter sig til højst at arbejde 200 timer årligt. Lønnen aftrappes fra de første år at svare til arbejdsløses dagpengesats til 60 procent af dette beløb.
1984:En samlet pensionslov afløser de tidligere love om folkepension, førtidspension og invalidepension. Førtidspension kan nu udbetales til personer i alderen 18-67 år, og højeste og mellemste førtidspension afløser invalidepensionens to satser.
1999:For personer, der ikke er fyldt 60 år den 1/7 1999, nedsættes folkepensionsalderen til 65 år, og der indføres et efterlønskontingent, der skal betales i 25 år for at få ret til efterløn.
Hjælp til syge:
1892:Staten giver tilskud til sygekasser, som til gengæld skal give dem af deres medlemmer, hvis indtægt ligger under et bestemt beløb, fri lægehjælp og sygehusbehandling samt dagpenge.
1933:Alle får pligt til at være medlem af en sygekasse eller en statskontrolleret sygeforening (fortsættelseskasse). Sygekasserne skal fremtidig yde fri jordemoderhjælp og tilskud til visse former for medicin.
1960:Der gennemføres en meget betydelig forbedring af dagpengesatserne. Dagpengene kan højst udgøre 80 procent af normal fortjeneste, og der er seks karensdage, før udbetaling kan finde sted. Samtidig åbnes sygekasserne for alle uanset indtægt, men ydelserne er forskellige for medlemmer med lav og høj indtægt.
1972:Dagpengemaksimum øges til 90 procent af lønmodtagerens indkomst, dog højst 90 procent af gennemsnitslønnen i håndværk og industri.
1973:Sygekasserne nedlægges, og ydelserne skattefinansieres derefter og administreres af den offentlige sygesikring. Karensdagene afskaffes.
1982:Der indføres én karensdag.
1987:Karensdagen afskaffes.
Hjælp til handicappede:
1921:Alle sygekassemedlemmer bliver pålagt bidrag til en nyoprettet invalideforsikring og berettiget til en invaliderente, hvis deres erhvervsevne er nedsat til en tredjedel af det normale eller derunder.
1933:Også medlemmer af sygeforeninger forpligtes til at lade sig invalideforsikre.
1960:Sygekasse- og sygeforeningsmedlemmernes bidrag til invalideforsikringen bortfalder, og den fremtidige invalidepension skattefinansieres. Der gennemføres en særlig revalideringslov, som giver mulighed for at yde støtte til optræning og uddannelse, til anskaffelse af særlige hjælpemidler og til kurbehandling for at give erhvervshæmmede bedre muligheder for at komme i arbejde.
1965:Der indføres tre satser for invalidepensionen. Højeste pension gives til personer, der er erhvervsudygtige i ethvert erhverv. Mellemste til personer, hvis erhvervsevnen højst er en tredjedel, og laveste ved nedsættelse af erhvervsevnen med mindst halvdelen.
1982:Mellemste og laveste gruppe slås sammen, så der fremtidig tildeles enten hel eller delvis invalidepension.
1984:Der indføres en samlet pensionslov for alle pensionsydelser (jf. ovenfor).
1994-99:Den maksimale periode for dagpenge forkortes i flere tempi til først 7 og senere 5 og 4 år.
Hjælp til andre nødstedte m.fl.:
1907:Der indføres offentlige tilskud til arbejdsløshedskasser.
1967:Arbejdsløshedskassernes kontingenter gøres uafhængige af arbejdsløsheden, således at staten overtager den marginale risiko.
1969:Der oprettes statslige arbejdsformidlingskontorer.
1978:Der indføres jobtilbud til langtidsarbejdsløse under 60 år.
Hjælp til andre nødstedte:
1888:Lov om tilsyn med plejebørn.
1891:En fattiglov undtager blinde, døve, åndssvage, sindssyge m.fl. fra de diskriminerende virkninger af at modtage fattighjælp.
1907:Indførelse af kommunale hjælpekasser til at give støtte til såkaldt værdigt trængende.
1913:Hjælp til enker med børn.
1922:Indførelse af værgeråd til at føre tilsyn med opdragelse af børn uden for hjemmet.
1933:I lov om offentlig forsorg indføres tre former for hjælp, a) særhjælp til børn, kronisk syge, blinde, åndssvage, tuberkuløse m.fl. b) kommunehjælp til en lang række nødstedte, der ikke faldt ind under andre love og c) fattighjælp til groft forsømmelige forsørgere, professionelle vagabonder m.fl. Kun ved fattighjælp var der fortsat tale om tab af borgerlige rettigheder.
1953:Polioramte får ret til særhjælp.
1961:Speciel lov om børne- og ungdomsforsorg erstatter en del af bestemmelserne i lov om offentlig forsorg.
1961:Fattighjælpen i lov om offentlig forsorg afskaffes.
1964:Ny lov om børne- og ungdomsforsorg lægger vægt på at bevare børnene i hjemmet gennem familievejledning og oprettelse af rådgivningscentre. Daginstitutionerne åbnes for en bredere kreds.
1974:Bistandsloven vedtages og træder i kraft i 1976. Den afløser bl.a. lov om offentlig forsorg og om børne- og ungdomsforsorg samt revalideringsloven. Der kan gives hjælp til en bred vifte af formål som forbigående hjælp, hvor den skal være tilstrækkelig til, at en væsentlig forringelse af de pågældendes levevilkår undgås, som varig hjælp, der sigter mod et niveau som folkepensionen, eller som hjælp i særlige tilfælde, f.eks. til medicin, uddannelse, omskoling eller pleje af børn.
1978:Særforsorgen vedtages fra 1980 udlagt til kommunerne.
1992:Der indføres børnepasnings- og uddannelsesorlov.
1998:Bistandsloven og den sociale styrelseslov m.m. ophæves og erstattes af bl.a. lov om aktiv socialpolitik med bestemmelser om f.eks. kommunal aktivering, kontanthjælp, revalidering og fleksjob og af lov om social service med bestemmelser om f.eks. rådgivning, serviceydelser for børnefamilier og ydelser til handicappede.
2002:Dagpengeperioden under barselsorlov udvides fra 32 til 52 uger.

Der er i 1900-tallet desuden gennemført lovgivning på en række andre områder, som også har haft socialpolitiske virkninger. Det gælder f.eks. støtte til byggeri og til nedbringelse af huslejen, indførelse af maksimalpriser i krigsårene, sundhedsplejerskeordninger, indførelse af helbredsundersøgelser af børn, udbetaling af børnetilskud, indførelse af lovpligtig ulykkesforsikring, bestemmelser til forbedring af arbejdsmiljøet og støtte til personer under uddannelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Chr. Johansen: Social bistand i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306780