Politiske partier og valg

Vedrørende afstemningen om valgretsalder i 1953 skal jastemmer forstås som tilhængere af 23-års-valgret og nejstemmer som tilhængere af 21-års-valgret. Denne afstemning foregik ikke efter 1953-grundlovens regler. Afstemningerne om salget af De vestindiske Øer og om EF-pakken var alene vejledende.

De første egentlige politisk valgte forsamlinger i Danmark var de to stænderforsamlinger i henholdsvis Viborg og Roskilde, der blev valgt i 1834 for seks år. Landet var opdelt i en række kredse, hvoraf de fleste havde et enkelt mandat, men i de største byer var der flere i hver kreds. De større godsejere udgjorde en egen valggruppe, der blev stærkt overrepræsenteret i forhold til de øvrige befolkningsgrupper med valgret. Desuden valgte kongen nogle personlige medlemmer. Valgretsalderen var 25 år, men kun omkring tre procent af den samlede befolkning havde stemmeret. Nyvalg til stænderforsamlingerne fandt sted i 1840-41 og 1846-47. Ved det første valg stemte godt 80 procent af de stemmeberettigede, men derefter faldt interessen, så der ved det sidste af valgene kun var omkring 60 procent, der mødte op til afstemningen.

Der opstillede ikke partier ved valgene. Der blev alene stemt personligt, og de, der fik flest stemmer i kredsene, var valgt. I praksis fandt medlemmerne dog ofte sammen i grupperinger, der omfattede henholdsvis konservative, nationalliberale og bondevenner.

Det næste landsomfattende valg fandt sted i 1848 og gjaldt den forsamling, der skulle udarbejde den første grundlov. Kongen udpegede 38 medlemmer, mens 114 blev valgt i lige så mange valgdistrikter, således at den kandidat, der fik flest stemmer, blev valgt. Opdelingen på stænder var dermed afskaffet. Stemmeret havde alle mænd på 30 år eller mere. Der krævedes et års fast bopæl i valgdistriktet, og fattighjælpsmodtagere og tjenestefolk uden egen husstand kunne ikke stemme. Reglerne betød, at omkring 15 procent af den samlede befolkning havde stemmeret, altså langt flere end til stænderforsamlingerne. De stemmeberettigede skulle selv anmode om at blive optaget på valglisterne, og ca. en tredjedel af dem, der havde stemmeret, deltog i valget. Der fandtes fortsat ikke partier, men opgjort efter politiske holdninger fordelte de folkevalgte sig med 33 konservative, 32 hørende til midtergrupperne og 44 til venstre, mens de resterende fem ikke lader sig indplacere i disse grupper. De tilsvarende tal for de kongevalgte var 21, 11, tre og tre.

Til grundlovens Folketing har der været afholdt 65 valg mellem 1849 og 2001. Desuden afholdtes i 1864 og 1865 to valg til det særlige Rigsrådsfolketing, der var oprettet ifølge novemberforfatningen, men som på grund af krigen ikke fik varig betydning. Fra 1849 til 1915 var der stemmeret for alle mænd på 30 år eller derover med de samme indskrænkninger som til Den grundlovgivende Forsamling. I midten af 1800-tallet betød det, at godt 70 procent af alle mænd, der var fyldt 30 år, kunne stemme, men andelen steg til ca. 80 procent i 1880'erne og næsten 90 procent i 1915. Denne stigning skyldtes dels, at der blev relativt færre tjenestefolk uden egen husstand dels, at reformer i sociallovgivningen i slutningen af 1800-tallet gjorde antallet af fattighjælpsmodtagere mindre. Det var dog endnu i 1915 kun 18 procent af den samlede befolkning, der havde stemmeret.

Valgene til Folketinget kunne til og med valget i 1898 ske ved kåring. Det vil sige, at de stemmeberettigede mødtes på kredsens valgsted og ved håndsoprækning tilkendegav deres stemme. I de øvrige kredse skulle vælgerne mundtligt meddele valgbestyreren, hvem de stemte på, og fra protokoller, som disse stemmer førtes ind i, optaltes så stemmerne på de enkelte kandidater.

Fra og med 1901 indførtes hemmelig afstemning, og kåring blev afskaffet. Fra 1906 skulle der også afholdes valg, såfremt der kun var opstillet en enkelt kandidat i en kreds. Vælgerne skulle da udfylde en seddel, hvor der kunne sættes kryds ved enten JA eller NEJ.

Stemmeprocenten var frem til 1870 meget lav, men steg derefter under den skærpede politiske kamp i slutningen af århundredet.

Ved grundlovsændringen i 1915 indførtes en ny form for folketingsvalg. Partisystemet var nu så indarbejdet, at man kunne fordele mandaterne i forhold til det antal stemmer, som partierne fik på landsplan. Det skete ved, at der – ud over de personer, der blev valgt direkte i kredsene – indførtes en række tillægsmandater, som skulle gives til de partier, der var blevet underrepræsenteret ved de direkte valg. Desuden indførtes valgret for kvinder, valgretsalderen blev fra september 1920 sat ned til 25 år, og der krævedes ikke længere selvstændig husstand for at opnå valgret. Ændringerne betød, at det i 1920'rne var ca. 95 procent af befolkningen på 25 år eller derover, der havde stemmeret, og i 1945 var procenten steget til 98 procent.

Valgretsalderen er blevet nedsat til 23 år i 1953, til 21 år i 1961, til 20 år i 1971 og til 18 år i 1978.

Partidannelsen i Folketinget begyndte at få fastere rammer i løbet af sidste halvdel af 1800-tallet, men det er først efter valget i 1895, at partigrupperingerne ligger så fast, at man med rimelighed kan opgøre styrken af de enkelte partier i Folketinget. I figuren på næste opslag er vist, hvilke partier der har været repræsenteret i tinget siden 1895, samt hvilke Socialdemokratiet Det konservative Folkeparti Venstre Bondepartiet Kommunisterne Retsforbundet Færøerne partier der har været medlemmer af regeringen ved valgperiodens start.

Fra 1849 til 1953 bestod Rigsdagen af både et Folketing og et Landsting. Til Landstinget var aldersgrænsen for valgret indtil 1915 den samme som til Folketinget, men fra 1915 til 1953 ti år højere. Valgperioderne var på otte år, idet halvdelen af medlemmerne var på valg hvert fjerde år. Ved grundlovsforandringer og i visse andre situationer kunne der udskrives ekstraordinære landstingsvalg, der gjaldt samtlige medlemmer. Valgene var indirekte, idet der først valgtes en række valgmænd, som derefter udpegede medlemmerne af tinget. Indtil 1866 var der 54 medlemmer af Landstinget. Fra 1866 til 1915 udpegede kongen 12 af de 66 medlemmer på livstid, og de højest beskattede vælgere valgte halvdelen af valgmændene. Fra 1915 valgtes 18 af de 72 medlemmer af de afgående medlemmer og resten ved valg, hvor alle stemmeberettigede havde én stemme ved valgmandsvalget. Efter genforeningen blev medlemstallet sat op til 76, hvoraf 19 var landstingsvalgte. Landstinget blev afskaffet ved grundlovsændringen i 1953.

Folkeafstemninger har været afholdt ved en række lejligheder siden 1916. Flere af disse har dog kun været vejledende. Første gang var den 14. december samme år, da der stemtes om salget af De vestindiske Øer.

Grundloven af 1915 bestemte, at ændringer i denne kun kunne ske efter en folkeafstemning, hvor mindst 45 procent af alle vælgere gik ind for ændringen. Sådanne afstemninger har været afholdt den 6. september 1920 på grund af de ændringer, der blev nødvendige i forbindelse med genforeningen. Der opnåedes – som vist i tabellen – et knebent flertal. Grundlovsforslaget 1939 opnåede derimod ikke ved en afstemning den 23. maj det nødvendige antal jastemmer, hvorimod det ved den tredje afstemning, der gjaldt grundlovsændringen i 1953, netop lykkedes at samle et tilstrækkeligt antal.

Grundloven af 1953 bestemmer, at en lov bortfalder, såfremt et flertal stemmer nej, og dette flertal udgør mindst 30 procent af samtlige varigere. Desuden skal love om ændringer af valgretsalderen ud til afstemning efter samme regler. Fra 1953 har det også været muligt at sende en række love ud til folkeafstemning.

Kommunale valg til kommunalbestyrelser og amtsråd blev i de forskellige slags kommuner indført mellem 1837 og 1841. Til amtsrådene var valgene indirekte indtil 1935. Rene partilister har ved disse valg spillet en mindre rolle end ved valgene til Folketinget, og først fra 1909, hvor der navnlig på landet stadig var mange fælleslister, findes der opgørelser fra alle landets kommuner over, hvem der er blevet valgt. På kortet ovenfor er for hver købstadskommune vist Socialdemokratiets andel af stemmerne i 1909. Kortet kan give et vist indtryk af det kommunalpolitiske landkort omkring dette tidspunkt, hvor borgerlige grupperinger var dominerende i de fleste mindre byer. Forholdene i 1989 er vist på kortet herover, der angiver venstrefløjspartiernes stilling, inkl. Socialdemokratiet, i hver kommune ved det da afholdte kommunevalg.