Landbruget (Danmark i tal)

De første spor af, at fortidens danskere er begyndt at dyrke jorden, stammer fra ca. 4000 f. Kr., men i mange århundreder derefter spillede jagten endnu en væsentlig rolle ved siden af agerbruget for de samfund, der var begyndt at opdyrke jorden. Skoven blev afbrændt på små arealer, og dér dyrkedes de første primitive kornsorter, hvede og senere byg. Efter et stykke tids forløb var jorden udpint og blev så i nogle år anvendt til kreaturgræsning, mens et nyt areal blev brændt af. For at dyrene, svin, får og geder samt et ringe antal køer, kunne overleve vinteren, har det været nødvendigt at indsamle løvfoder i de omkringliggende skove.

Mere permanent opdyrkning af jorden er begyndt midt i 4. årtusinde f. Kr. på de lettere jorde, hvor skoven var mindre tæt. I dette landbrug spillede kvægholdet en større rolle end tidligere.

I de sidste århundreder før Kristi fødsel bredte landbruget sig til stadig større dele af landet på skovenes bekostning, men det blev også nødvendigt at opgive dyrkningen af nogle af de lettere jorde, fordi udpining af jorden efter mange generationers dyrkning førte til en ødelæggelse af muldlaget og en udvaskning af næringsstoffer. På disse arealer bredte lyngen sig i stedet.

Landbruget var omkring vor tidsregnings begyndelse endnu meget lidt produktivt trods en betydelig arbejdsindsats. Jorden blev bearbejdet med en ard, datidens primitive form for en plov. Med et foldudbytte, der sjældent kom over fire fold, har man måttet supplere med indsamling af vilde plantefrø, og dertil kommer, at en væsentlig del af føden er leveret fra husdyrene, hvoraf køerne nu var blevet de vigtigste.

Væksten i landbrugets udbredelse blev afbrudt for en tid omkring 2-300 e.Kr. på grund af et køligere klima, men fortsatte derefter gennem vikingetiden og den tidlige middelalder. Skove blev fældet, og nye kulturplanter blev indført, blandt andet rug. Resultatet blev en stigende produktion frem mod år 1200, dels på grund af at mere jord var til rådighed, dels på grund af forbedrede dyrkningsmetoder. Da jorden de fleste steder blev dyrket hvert år, må markerne dog efterhånden være blevet udpint for næring, og det er muligt, at det efterhånden har givet sig udslag i aftagende udbytte.

Det vides ikke, hvor ligeligt eller skævt jorden har været fordelt mellem oldtidens bønder, men der har tidligt eksisteret høvdinge med større jordbesiddelser end den øvrige befolkning, og i 1200-tallet var en betydelig del af den dyrkede jord samlet i store godskomplekser. Kronen, kirkelige institutioner og rigmandsslægter ejede talrige landsbyer. Godsdriften blev disse steder ledet af en eller flere bryder, der var jordejernes forvaltere. Brydegårdene fik deres arbejdskraft fra landbogårde og gårdsæder, hvoraf de første havde et mindre jordtilliggende, de sidste næsten intet. Denne jord blev normalt lejet af godsejeren og blev drevet af gården eller gårdsædet. Den udlejede jord udgjorde en større del af det samlede dyrkede areal end de marker, der blev drevet direkte fra brydegårdene. I hvilket omfang, der desuden har eksisteret en gruppe af selvejere med middelstore gårde, er uklart.

I løbet af 1300-tallet skete der i kølvandet på en stor landbrugskrise ændringer i landbrugsstrukturen, som muligvis har stået i forbindelse med klimaforandringer og det aftagende folketal med deraf følgende mindre arbejdskraft.

Ved dyrkningen af jorden gik man i dele af det østlige Danmark i stigende grad over til et flervangsbrug, hyppigst et trevangsbrug, hvor landsbyens mark var opdelt i tre dele eller vange. To af disse indhegnedes og blev tilsået med henholdsvis rug og byg, mens den tredje lå utilsået hen og brugtes til græsning for kreaturer. Gennem en årlig rotation mellem vangene modvirkedes jordens udpining, men til gengæld var det tilsåede areal formodentlig mindre end under det gamle alsæ-debrug. I Vest- og Nordjylland skiftede man i stedet ofte over til et græsmarksbrug, hvor der i fire til fem år veksledes mellem kornafgrøder. Derefter fulgte en lige så lang periode med græs. Denne driftsform havde samme virkning på produktionen som vangebruget.

I de enkelte vange havde hver landbrugsenhed i landsbyen sin andel.

Fordelingen af jorden på brugsstørrelser ændredes som følge af mangelen på arbejdskraft. Landbogårdene fik mere jord, og mange gårdsæder forsvandt. Selv om der derved blev færre ejendomme, kneb det med at få disse besat, og i en periode var der mange ødegårde. Der blev også mindre arbejdskraft tilovers til brydegårdene, som derefter blev omdannet til landbogårde. Dermed opstod den bondegårdsstørrelse, som kom til at præge dansk landbrug i mere end 500 år, men under befolkningstilvæksten i 1500-tallet skete der dog en vækst i antallet af huse.

Ejendomsretten til jorden lå fortsat hos godsejeren, og bønderne fæstede deres ejendomme af ham.

Dette landbrugssystem fortsatte med mindre ændringer frem til midten af 1700-tallet, idet kronen dog overtog kirkens jordejendomme ved reformationen, og ved flere lejligheder blev der i de følgende århundreder solgt ud af krongodset. Den del af jorden, der var på private hænder, var også i tidens løb i højere eller mindre grad blevet koncentreret på personer eller slagter.

I 1600-tallet fandtes der igen en del ødegårde efter århundredets epidemier. De forsvandt først, da befolkningen igen kom i vækst, og derefter opstod der desuden en del husmandssteder med ingen eller kun meget små jordlodder.

Hovedlinierne i landbrugsstrukturen kan man få et detaljeret billede af i den første store opmåling af den danske jord, der fandt sted til brug for en matrikel, der blev færdig i 1688. Al jord blev da opregnet i tønder hartkorn, som var et udtryk for, hvor frugtbar jorden var. På meget frugtbar jord krævedes der kun et lille areal til en tønde hartkorn, mens der i de magreste egne kunne gå mere end ti gange så stort et areal på en tønde.

Der fandtes da 731 hovedgårde af meget forskellig størrelse, og antallet af underliggende fæstegårde varierede fra nogle få til flere hundrede. Matriklen opregner ca. 58.000 gårde, hvoraf mindre end to procent var selvejere. Kronen og offentlige institutioner ejede omkring en tredjedel af gårdene, adelsfamilier næsten halvdelen og borgerligt fødte godsejere omkring en sjettedel. Antallet af huse på landet (dvs. ejendomme med mindre end en tønde hartkorn jord) er i matriklen opgjort til ca. 22.000.

Efter midten af 1700-tallet har den største ændring i ejendomsforholdet til jorden været godsernes salg af gårde og huse til de bønder, der beboede dem.

Denne udvikling kan ses af tabellen. Fra de mindre godser skete en stor del af salget allerede omkring år 1800, mens de større godskomplekser først skilte sig af med deres fæstegårde i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Overgangen til selveje har trods lovgivningsmæssige begrænsninger også gjort det lettere at sælge jord fra ét brug til et andet, og ændrede økonomiske forhold for landbruget har i perioder medført store ændringer i antallet af landbrug i forskellige kategorier. I 1800-tallet voksede antallet af huse og mindre gårde ved udstykning fra de større gårde for at skaffe udkomme til den voksende landbefolkning og arbejdskraft til de større gårde. Efter 1960 har mekaniseringen gjort stadig større gårde til den mest rentable jordbrugstype, og denne periode er derfor karakteriseret ved mange sammenlægninger og nedlæggelser af jordbrug.

I dyrkningsformerne gennemførtes en udskiftning af jorden, der ophævede det tidligere landsbyfællesskab og opdelingen af hele landsbyens jorde i vange. Hvert brug fik nu sin egen jord, der dyrkedes uafhængigt af de øvrige brug i landsbyen. I de fleste landsbyer skete udskiftningen mellem 1780 og 1810.

Omkring 1800 var hovedafgrøderne stadig rug og byg, og brugene havde ved siden af korndyrkningen et blandet dyrehold med køer og får samt nogle få svin og høns. Så længe gårdene var fæstegårde med hoveriydelser på herregården, var der desuden et stort hestehold.

Efter 1800 er en række nye afgrøder kommet ind. Kartofler Fordelingen af landbrugsjorden på korn- og rodfrugtarealer 1861, 1900, 1939 og 2002. blev dyrket i Danmark i beskedent omfang fra slutningen af 1700-tallet, men blev først mere almindelige fra omkring 1820. Roer kom til som en vigtig afgrøde i 1880'erne, og en speciel form for roer var sukkerroerne, som man indførte som afgrøde på Lolland-Falster og dele af Fyn og Sjælland omtrent samtidig.

Fordelingen på de forskellige afgrødearealer gennem de sidste 140 år er vist herover.

Så længe heste var den vigtigste trækkraft i landbruget, måtte store arealer hvert år anvendes til havremarker, mens det med det stigende svinehold i 1900-tallet har været byg- og blandsæd (normalt byg og havre), der efterhånden er blevet de vigtigste afgrøder. Dyrkning af foderroer har især lagt beslag på store arealer i første halvdel af 1900-tallet.

I første halvdel af 1800-tallet var hornkvæg og får endnu de vigtigste dyr, men det samlede husdyrhold var af begrænset omfang i forhold til senere tider.

Mens det samlede udbytte af erhvervets virksomhed formodentlig har været næsten konstant eller kun svagt stigende mellem 1300- og 1600-tallet, er der siden slutningen af 1700-tallet foregået en hurtig vækst i produktionsresultatet. Takket være opdyrkning af et større areal, dræning, bedre gødskning og bearbejdning af jorden samt anvendelse af bedre sæd og en systematisk forædling af dyreracerne har det været muligt ikke blot at ernære en stigende befolkning og dens stigende forbrug, men også at gøre Danmark til storeksportør af landbrugsvarer.

For de vigtigste agerbrugsprodukter er denne udvikling for de sidste 100 år vist herover, men allerede forinden var foldudbyttet steget fra omkring fire-fem midt i 1700-tallet til omkring ti i 1875.