• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indledning

Oprindelig forfatter HCJ

I danmarkshistoriens forudgående 16 bind findes en bred kronologisk fremstilling af omkring 13.000 års udvikling, fra de første mennesker kom til et øde område, som isen kort forinden havde forladt, og frem til nutidens højteknologiske danske samfund.

Men fremstillingens fordeling af sidetallet er meget ulige. Det første bind dækker omkring 11.000 år, det næste 900 år, og i de sidste bind kræver det alle ca. 350 sider at skildre blot tyve år af samfundsudviklingen. Bag denne ulighed i fordelingen af bindene ligger først og fremmest en forskel i kildernes antal og udsagnskraft.

For de ældste perioder findes meget lidt bevaret, og arkæologen kan kun rekonstruere de tidligste danskeres gøren og laden ved at studere sporene af bebyggelserne og de fundne genstande, ved at læse mellem linierne i de meget få bevarede skriftlige kilder eller ved at drage – ofte dristige – paralleller til andre og senere kulturer med et teknisk stade og en samfundsorganisation, der har lighedspunkter med det gamle danske samfund.

Annonce

For de seneste år er situationen en helt anden. Selv om man vil skildre blot nogle få års begivenheder, er kildematerialet så overvældende, at ingen historiker kan overkomme at indsamle og læse alt, hvad der er skrevet i og om perioden, det være sig i aviser og tidsskrifter, i den offentlige administrations kontorer, af privatpersoner etc. Historikeren må i stedet foretage et udvalg blandt kilderne og søge frem til hovedlinier i den brogede mangfoldighed. Selv dette udvalg giver mulighed for at skildre så mange sider af de menneskelige aktiviteter, at det er naturligt, at det kun er en kort årrække, der bliver plads til i et enkelt bind af danmarkshistorien.

I dette bind skal trækkes nogle hovedlinier på langs og tværs gennem historien – fortrinsvis ved hjælp af talmateriale. Når denne form vælges, bliver fordelingen mellem, hvad der kan skildres i forskellige perioder, endnu mere ujævn end i de forudgående bind. Det skyldes især, at systematisk indsamling af statistik, der belyser de danske samfundsforhold, er noget, der hører det moderne, stærkt organiserede samfund til. Ældre tiders samfund har kun på få områder haft det administrative apparat, der skulle til for at indsamle statistik, og det er i dag som oftest ikke muligt med større nøjagtighed at rekonstruere et talmateriale, der kan forlænge linierne bagud fra de sidste 200 år, hvor talmaterialet flyder mere rigeligt.

 Skema fra folketællingen i 1787. Her „Optegnelse på Folketallet i Gierlöw Sogn under Jægerspriis Amt, saaledes som det befandtes at være den 1ste Julii 1787 tilligemed Forklaring om enhver Persons Stand, Embede og Nærings=Vei, med videre.” På siden opregnes i alt 35 personer, hvoraf en er 88 år, to 67 og 68, to 50 og 52, en 47, tre omkring 35 og resten i tyverne eller derunder, bl.a. en „studiosus” på 19 år.

Skema fra folketællingen i 1787. Her „Optegnelse på Folketallet i Gierlöw Sogn under Jægerspriis Amt, saaledes som det befandtes at være den 1ste Julii 1787 tilligemed Forklaring om enhver Persons Stand, Embede og Nærings=Vei, med videre.” På siden opregnes i alt 35 personer, hvoraf en er 88 år, to 67 og 68, to 50 og 52, en 47, tre omkring 35 og resten i tyverne eller derunder, bl.a. en „studiosus” på 19 år.

Indsamling af statistik, der er bevaret helt frem til vore dage, finder man første gang med Kong Valdemars Jordebog fra 1200-tallet, der for hvert herred i landet meddeler en række oplysninger om kongelige indtægter og kongeligt gods. Opregningen ligner ikke en senere tids måde at gengive statistik på. Oplysningerne er ikke opstillet i en fast tabelform, og mange rubrikker er tomme. Det samme præg har også de tidligste statsregnskaber, og man skal frem til slutningen af 1600-tallet, før der findes kilder med et mere moderne udseende. Det gælder f.eks, det store matrikelarbejde fra 1688, der for hver landejendom i Danmark giver oplysninger om jordtilliggendet, og det gælder også om statens budgetter og regnskaber.

Indtil 1700-tallet var indsamling af statistik imidlertid ikke systematisk, men opstod i de nævnte tilfælde som et biprodukt af administrative rutiner. I 1700-tallet indsamles derimod den første befolkningsstatistik i en form, som gentoges med kortere eller længere mellemrum, således at man kan få et billede af samfundets struktur og udviklingslinier. I første halvdel af 1800-tallet blev denne indsamling udvidet til at gælde f.eks, landbrugsforhold, udenrigshandel og skibsfart, og i modsætning til tidligere blev statistikken nu offentliggjort, så den også var til rådighed for erhvervslivet og andre interesserede. Siden slutningen af 1800-tallet er interesseområdet stadig blev udvidet, således at det i vore dage er næsten alle dele af samfundslivet, der bliver talt med jævne mellemrum.

Denne udvidelse af statistikproduktionen har også betydet, at der er opstået selvstændige regeringskontorer til at forestå indsamling, bearbejdelse og publicering. Det skete ved nedsættelse af en tabelkommission i 1833 og senere ved oprettelsen af Det statistiske Bureau i 1850. Arbejdet er siden 1966 blevet varetaget af institutionen Danmarks Statistik.

 „Dödsfaldene i Kiöbenhavn i Aaret 1849, efter Sygdoms-Tilfælde eller Dödsaarsag, saaledes som de af Kongelige Sundheds-Collegium ere opgivne”, står der over dette opslag i et samtidigt tabelværk. Som det ses var lungebetændelse en hyppig dødsårsag, ligesom kramper var det hos børn under to år.

„Dödsfaldene i Kiöbenhavn i Aaret 1849, efter Sygdoms-Tilfælde eller Dödsaarsag, saaledes som de af Kongelige Sundheds-Collegium ere opgivne”, står der over dette opslag i et samtidigt tabelværk. Som det ses var lungebetændelse en hyppig dødsårsag, ligesom kramper var det hos børn under to år.

Inden offentlig statistik begyndte at blive udgivet, forsøgte en række forfattere på egen hånd at give et statistisk orienteret billede af det danske samfund. Det gjaldt f.eks. Arent Berntsen, der i årene 1650-56 udgav Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed, der bl.a. giver en oversigt over landets enkelte dele og oplysninger om mål og vægt. En del statistiske oplysninger kan også findes hos en række 1700-tals forfattere, der interesserede sig for den politiske aritmetik, samtidens betegnelse for samfundsstatistikken. Denne form for publikationer fandt en samlet form, da Frederik Thaarup i årene 1812-19 udgav en Udførlig Vejledning til det Danske Monarchies Statistik samt dens Litteratur. Håndbøger efter samme mønster som Thaarups er siden udkommet med jævne mellemrum. Blandt de kendteste forfattere har været A.F. Bergsøe (udgivet 1844-53), V. Falbe-Hansen og W. Scharling (1879-91), Jens Warming (1909-13), K. Vedel-Petersen (1940-54) og Poul Milhøj (1961-65).

En anden fortsættelse af den berntsenske tradition har været udgivelse af værker, der med en blanding af statistik og beskrivelser i ord har givet oplysninger om de enkelte geografiske dele af det danske rige på amts-, herreds- eller sogneniveau. De vigtigste værker i denne genre har været Erik Pontoppidans Danske Atlas, der udkom i syv bind fra 1763 til 1781, Landhusholdningsselskabets amtsbeskrivelser i 19 bind fra årene 1826 til 1844 og de fem udgaver af J. P. Traps udførlige danmarksbeskrivelse, der er udsendt mellem 1858 og 1972.

På grund af denne sene start på dansk samfundsstatistik vil tiden efter år 1800 få en endnu mere dominerende plads her end i de øvrige bind, men der vil, hvor det er muligt, også blive forsøgt nogle overvejelser over forholdene i tidligere tider.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Chr. Johansen: Indledning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306767