• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De danske riger og lande

Oprindelig forfatter HCJ

Harald Blåtand (940-986) siger om sig selv, at han „vandt sig hele Danmark”. Hans rige omfattede sandsynligvis det nuværende Syddanmark, Slesvig til Ejderen, Skåne, Halland og måske Blekinge – og i perioder også det sydlige Norge.

I de ca. 1000 år, der er gået siden Harald Blåtands rigssamling, har mange forskellige områder været knyttet til Danmark på forskellig vis i kortere eller længere perioder, men som hovedregel med kongemagten som det, der har udgjort kernen i fællesskabet.

Den følgende oversigt angiver de besiddelser, der i længere tid har hørt med i fællesskabet, og deres stilling i riget. Deres geografiske placering er vist på de ledsagende kort.

Annonce

Med Norge opstod det tidligste kendte rigsfællesskab i Harald Blåtands levetid, hvor i hvert fald egnen omkring Oslo-fjorden i perioder var styret af jarler, der var underordnet den danske konge. Muligvis har dette system fungeret i perioderne 974-94, 999-1015 og 1028-29.

Efter Hardeknuds død i 1042 blev den daværende norske konge Magnus den Gode herre over Danmark i stadig strid med Sven Estridsen, og de to lande var forenet, indtil Magnus døde i 1047.

I de nærmeste efterfølgende århundreder var dansk indflydelse i Norge mere indirekte, men i hvert fald i 1170 anerkendtes Valdemar den Stores overhøjhed over dele af Sydnorge af den norske konge Magnus Erlingsson.

Et nyt fællesskab opstod i 1380, da Oluf Håkonssen, der i 1375 var blevet valgt til dansk konge med sin moder, Margrete Valdemarsdatter, som formynder, arvede Norge efter sin faders død. Dette rigsfællesskab varede frem til 1814, da Norge blev afstået til Sverige ved freden i Kiel.

I den tidligste unionstid mellem Danmark og Norge deltes magten i Norge mellem kongen og det norske rigsråd, men fra 1536 var det danske rigsråd alene om at begrænse kongens magt i begge lande, og fra 1660 blev Norge styret enevældigt af kongen gennem udsendte embedsmænd.

 Tv. isens udbredelse ca. 16.000 f.Kr., th. isens udbredelse ca. 12.000 f.Kr.

Tv. isens udbredelse ca. 16.000 f.Kr., th. isens udbredelse ca. 12.000 f.Kr.

Det norske område, der i 1380 kom i union med Danmark, bestod ud over nutidens Norge også af Bohuslen, Härjedalen og Jämtland samt af følgende nordatlantiske områder: Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Færøerne, Island og Grønland, der i forfatningsretlig forstand var „skatlande”, dvs. skatteydende lydlande til den norske konge. Den norske grænse mod nord i Finnmarken blev først endeligt lagt fast ved overenskomster med Sverige i 1751 og – efter unionens opløsning – med Rusland i 1826.

Af disse områder blev Härjedalen og Jämtland afstået til Sverige i 1645 og Bohuslen i 1658. En kort overgang fra 1658 til 1660 var også hele Trondhjems stift i svensk besiddelse.

Af de nordatlantiske områder udgjorde Orkneyøerne og Shetlandsøerne et jarledømme, hvor jarlen også var vasal under den skotske konge. De to øgrupper blev pantsat til den skotske konge i 1468 og 1469 som sikkerhed for den medgift, Christian 1. skulle stille ved datteren Margretes ægteskab med den skotske konge Jacob 3. Pantet blev aldrig indløst, og øerne overgik derfor til Skotland.

 Tv. kystlinien ca. 6.000 f.Kr., th. kystlinien ca. 4.000 f.Kr.

Tv. kystlinien ca. 6.000 f.Kr., th. kystlinien ca. 4.000 f.Kr.

De øvrige nordatlantiske områder forblev i rigsfællesskabet, da Norge skiltes fra Danmark i 1814.

Færøerne gik fra 1537 over til at blive styret direkte af kongen og det danske rigsråd, og færingerne aflagde i 1662 hyldnings-ed til kongen og kom derved under det enevældige styre. Efter demokratiets indførelse i Danmark bestemtes det, at Færøerne fra 1850 kunne vælge et medlem til Folketinget og et til Landstinget i København. Denne bestemmelse blev ved grundlovsændringen i 1953 ændret til to medlemmer af Folketinget.

Et vist selvstyre blev indrømmet Færøerne ved oprettelse af et Lagting i 1852. Lagtinget skulle afgive betænkning over lovudkast, det fik forelagt af regeringen. Et mere vidtgående hjemmestyre blev gennemført i 1948, hvor en række sagsområder blev gjort til færøske særanliggender.

Den øverste danske myndighed på øerne var indtil 1948 den kongeligt udnævnte amtmand. Ved hjemmestyrets indførelse afløstes han af en rigsombudsmand, der er leder af rigets administration på øerne.

 I slutningen af vikingetiden udstrakte den danske konge i kortere perioder (jf. diagrammet i afsnittet De danske riger og lande) sin magt til både Norge og De britiske Øer.

I slutningen af vikingetiden udstrakte den danske konge i kortere perioder (jf. diagrammet i afsnittet De danske riger og lande) sin magt til både Norge og De britiske Øer.

Island blev i fællesskabets første tid styret på samme måde som Færøerne, men der fandtes på Island siden 930 et Alting, som imidlertid efterhånden mistede sin indflydelse på lovgivningen, således at islandske loves forelæggelse på Altinget fra begyndelsen af det 18. århundrede nærmest havde karakter af en måde, hvorpå man kunne bekendtgøre lovene for den islandske befolkning. Den øverste administrative embedsmand var en af kongen udpeget administrator med skiftende titler, senest kaldtes han stiftamtmand.

I 1843 nyordnedes Altinget som rådgivende forsamling for Island, og efter lange forhandlinger fik Island i 1874 en forfatningslov, der gav Altinget egen lovgivningsmagt og oprettede en egen islandsk forvaltning i særanliggender. Fællesanliggenderne med Danmark blev udøvet gennem et Ministerium for Island i København, og den øverste stedlige myndighed blev en af kongen udnævnt landshøvding.

Ved en ny forfatningslov i 1903 flyttedes det islandske ministerium til Reykjavik, og i 1918 fulgte en dansk-islandsk forbundslov, der gjorde Island til en fri og suveræn stat, der var forbundet med Danmark ved en fælles konge. Desuden varetog Danmark fortsat på Islands vegne forholdet til udlandet.

 Mellem ca. 1180 og 1380 stod Østersøen i centrum for de danske ekspansionsbestræbelser, jf. diagrammet i afsnittet De danske riger og lande.

Mellem ca. 1180 og 1380 stod Østersøen i centrum for de danske ekspansionsbestræbelser, jf. diagrammet i afsnittet De danske riger og lande.

Disse sidste bånd mellem de to lande blev opsagt fra islandsk side i 1941, og efter en lokal folkeafstemning blev Island i 1944 en selvstændig republik.

Den nordbobefolkning, der var indvandret til Grønland fra omkring år 1000, og som hovedsagelig var kommet fra Island, uddøde i senmiddelalderen. Der var derefter kun sporadisk kontakt med øen, før Hans Egede i 1721 rejste derop. I statsretlig henseende var Grønland indtil 1953 en koloni helt undergivet regeringen i København. Hverken danskere eller udlændige havde adgang til øen uden særlig tilladelse. For Østgrønland gjaldt dog andre regler fra 1924. De gav adgang til jagt for besætningerne på ikkegrønlandske fartøjer.

Grundloven af 1953 gjorde Grønland til en ligestillet del af det danske rige, og den grønlandske befolkning har siden valgt to medlemmer til Folketinget. Lokalstyret blev derefter varetaget af et Landsråd, og den øverste embedsmand på Grønland var en kongelig udnævnt landshøvding.

I 1978 etableredes et hjemmestyre, som på mange områder ligner det færøske. Der oprettedes et folkevalgt Landsting og en egen forvaltning, kaldet Landsstyret, der gradvis har overtaget flere og flere sagsområder fra de danske myndigheder. Det særlige Ministerium for Grønland blev nedlagt i 1987.

 I middelalderens slutning var Danmark den helt dominerende magt i Norden, forenet med Norge og i kortere perioder også med Sverige.

I middelalderens slutning var Danmark den helt dominerende magt i Norden, forenet med Norge og i kortere perioder også med Sverige.

I forhold til Sverige lå grænsen omkring år 1000 således, at Skåne, Halland og måske også Blekinge hørte med til Danmark, men de to landes regenter gjorde i de følgende århundreder gentagne gange krav på hinandens områder og blandede sig i interne opgør mellem kongerne og grupper af indflydelsesrige stormænd. Det medførte i perioder, at f.eks. det nordlige Halland var unddraget den danske konges magtudøvelse, og fra 1332 til 1360 var alle de tre provinser øst for Øresund sat i pant til den svenske konge. Efter Valdemar Atterdags generobring af provinserne var Danmark til gengæld i offensiven og erobrede Gotland i 1361. Denne ø blev derefter styret af en dansk lensmand bortset fra i kortere perioder, hvor øen var i hænderne på Den tyske Orden, som havde hovedsæde i de baltiske lande på den anden side af Østersøen.

Den resterende del af Sverige med en del af det nuværende Finland kom under dronning Margretes styre fra 1388, efter at hun havde indgået en traktat med de svenske stormænd. Herredømmet over Sverige blev dog først gradvist sikret i de følgende år og bekræftet ved unionsmødet i Kalmar i 1397.

I de næste halvandet hundrede år indtil 1523 opnåede alle danske konger tillige at blive kronet som konger af Sverige, men valgene skete ikke automatisk og i mange tilfælde først efter, at det havde været nødvendigt at genoprette unionen med magt. Det svenske rigsråd fastholdt i hele perioden en stilling, der var langt mere uafhængig end det norske rigsråds.

 Efter tabet af provinserne øst for Øresund i 1658 mistede Danmark yderligere Norge i 1814, Slesvig-Holsten i 1864 og Island i 1944. Men i 1920 vendte Nordslesvig hjem til Danmark.

Efter tabet af provinserne øst for Øresund i 1658 mistede Danmark yderligere Norge i 1814, Slesvig-Holsten i 1864 og Island i 1944. Men i 1920 vendte Nordslesvig hjem til Danmark.

Efter Christian 2.s afsættelse blev unionen ikke fornyet, og Sverige med Finland var derefter et selvstændigt rige. Danmark beholdt Gotland indtil 1645. Samme år pantsattes Halland for 30 år til Sverige, og de tre danske provinser øst for Øresund gik endeligt tabt i 1658. Bornholm, der også blev afstået i 1658, var kun i svensk besiddelse i knap et år. Grænsen mellem Danmark og Sverige har derefter ligget fast.

Længere mod øst i det baltiske område erobrede Valdemar Sejr i 1219 efter flere forgæves forsøg Estland, men grænsen for det nyerhvervede område blev først fastlagt ved overenskomster i 1222 og 1238. De danske besiddelser kom derefter til at omfatte den nordlige del af landet (landskaberne Harrien og Wierland). Det blev styret af en kongelig høvedsmand i Reval, men den danske indflydelse var af begrænset omfang og blev stadig mindre under den indenrigspolitiske opløsning i Danmark i 1300-tallet. Området blev derfor i 1346 solgt til Den tyske Orden, der var i besiddelse af resten af Estland og de øvrige sydligere liggende baltiske lande.

En ny ekspansionsperiode i denne region begyndte i 1559, da biskoppen over øen Øsel og landskabet Wiek i den vestlige del af Estland overgav sit stift til den danske konge, Frederik 2. Han overlod først området til sin broder Magnus, der valgtes til biskop. Han var tillige biskop over det sydligere liggende Kurland. I 1570 overgik styret til en dansk statholder. Af denne besiddelse, hvis grænser til de omliggende dele af Estland i den følgende tid var stærkt omstridte, overgik områderne på fastlandet og øen Dagø til Sverige allerede i 1582, mens øen Øsel blev bevaret på danske hænder til 1645, da den blev afstået til Sverige.

 De danske riger og lande 1000-1990.

De danske riger og lande 1000-1990.

Det danske riges grænse mod syd lå – ved den tid, da rigssamlingen fandt sted – omkring Danevirke og Ejderen, men der var stadige stridigheder om grænselandet med nabostammer, som var af frisisk, saksisk og vendisk herkomst. Slaviske stammer beherskede også områderne i det tidligere Østtyskland og Polen syd for Lolland-Falster, Skåne og Bornholm, og også med disse folkeslag førtes der tidligt grænsekrige.

En noget mere varig dansk ekspansion mod syd begyndte i sidste halvdel af 1100-tallet og førte til erobring af Rugen i 1169. Omtrent samtidig anerkendte vendiske fyrster i Pommern og Mecklenburg den danske konge som lensherre, og i 1201 erobredes det område, der blev kaldt Nordalbingien, som omtrent svarer til nutidens Holsten. Der foregik imidlertid ikke en dansk kolonisation, og administrationen forblev i hænderne på de lokale fyrster.

Med Valdemar Sejrs nederlag til de tyske fyrster gik de fleste af disse besiddelser tabt igen, og efter 1225 bestod besiddelserne syd for Ejderen kun af øerne Rugen og Femern.

Kort efter år 1300 lykkedes det igen den danske konge at sætte sig fast i Nordtyskland i nogle få år, men omkring 1325 var alle besiddelserne – herunder også Rugen – igen gået tabt, og i de næste årtier var det i stedet de holstenske greveslægter, der fik en dominerende indflydelse i Danmark.

De danske tropekolonier var få og små.

De danske tropekolonier var få og små.

I 1459 uddøde imidlertid den holstenske greveslægt. Christian 1. valgtes derefter i 1460 til greve over Holsten – fra 1474 med hertugtitel – og de danske konger bevarede et herredømme over dette område frem til 1864. Holsten var dog ikke i disse 400 år et samlet område under den danske konge. Egnen omkring Altona kom først med fra omkring 1640, og i perioderne 1490-1523 og igen fra 1544 var hertugdømmet delt mellem den danske konge og yngre sønner af kongehuset. Det samme gjaldt Ditmarsken, der blev erobret i 1559, og Sønderjylland syd for Kongeåen, der fik status af et hertugdømme, uden dog som Holsten at blive regnet som en del af Det tyskromerske Rige. I styret af disse områder var det slesvig-holstenske ridderskab ved siden af hertugerne en betydningsfuld magtfaktor.

En samling af området under den danske konge begyndte i 1721, da hele Slesvig hyldede Frederik 4. som hertug, og det samme skete for Holstens vedkommende i 1773, da de gottorpske besiddelser kom til den danske krone ved et mageskifte. De to hertugdømmer indlemmedes imidlertid ikke administrativt i Danmark, men havde en egen provinsregering, der var fælles for Slesvig og Holsten og havde sæde på Gottorp Slot.

Ved freden i Kiel i 1814 fik Danmark som kompensation for tabet af Norge de hidtidige svenske besiddelser i Pommern i Nordtyskland – herunder øen Rugen – men de blev allerede året efter byttet med hertugdømmet Lauenburg, der grænsede op til det sydøstlige Holsten. Lauenburg blev derefter styret fra Gottorp på linie med de to øvrige hertugdømmer. I 1814 ændredes besiddelserne mod syd også ved, at øen Helgoland blev afstået til England.

Efter nederlaget i 1864 blev hele området syd for Kongeåen afstået til Preussen og Østrig efter nogle mindre grænsereguleringer, der blandt andet medførte, at Ærø overgik fra hertugdømmerne til kongeriget. Den seneste grænseændring mod syd kom ved genforeningen i 1920, da den nuværende grænse blev lagt fast.

Ud over de tyske og vendiske områder umiddelbart syd for Danmark har den danske konge i perioden 1676-1773 også besiddet grevskabet Oldenburg-Delmenhorst vest for Bremen. Området kom til kronen ved arv, og afståelsen var et led i den ovennævnte mageskiftetraktat, der samlede Holsten.

Vikingetidens danske ekspansion mod sydvest gav sig først udslag i et statsfællesskab ved Sven Tveskægs erobring af England i 1013, som blev fastholdt af hans søn Knud den Store og sønnesøn Hardeknud, men fra 1042 adskiltes de to riger igen. I fællesskabstiden udøvede kongerne et direkte styre i begge lande og opholdt sig på skift begge steder.

Den europæiske ekspansion efter de store opdagelsesrejser, der begyndte kort før år 1500, førte til, at de vesteuropæiske lande erhvervede udstrakte kolonier i ikkeeuropæiske verdensdele. I disse erobringer kom Danmark kun til at spille en beskeden rolle.

Det første danske fremstød skete i Indien, hvor området Trankebar på det indiske subkontinents østkyst blev erhvervet i 1620. De indiske besiddelser blev senere udvidet med anlæggelse af loger, små handelsstationer, flere steder langs Indiens kyst. Den vigtigste af disse, Serampore, lå i nærheden af Calcutta. Disse besiddelser blev solgt til England i 1845. I Det indiske Ocean annekteredes øgruppen Nikobarerne i 1756, men denne besiddelse fik ikke nogen betydning, da en kolonisation ikke kunne gennemføres på grund af stor dødelighed som følge af malaria. Øerne blev i 1868 overdraget til England.

I Afrika foretoges et dansk fremstød på Guineakysten, hvor der blev anlagt danske forter og handelsstationer efter aftaler med lokale fyrster, nemlig Frederiksborg 1659 og Christiansborg 1661. De gik tabt omkring 1680, men Christiansborg blev generhvervet i 1691, og i 1735 blev besiddelserne udbygget med fortet Fredensborg længere mod øst. Senere fulgte bl.a. Kongensten i 1783, Prinsensten i 1784 og Augustaborg og Isegram i 1787. Ved traktaterne opnåedes en ret til at opføre forter og drive handel i områderne, men der var ikke tale om en egentlig afståelse af større landområder til Danmark. Anlæggelsen skete fra dansk side med henblik på slavehandel, men da denne faldt bort, og det ikke lykkedes at ændre områdernes status til en egentlig kolonibesiddelse, blev forterne i 1850 solgt til England.

De danske riger og lande 1000-1990.
Tallene for hertugdømmerne omfatter det samlede areal, selv om en del af dette i 1600 for Sønderjyllands og i 1600 og 1750 for Holstens vedkommende hørte under hertugen af Gottorp. I år 1000 er angivet arealet for det samlede Norge, men i praksis har det kun været en mindre, men ukendt del, der har hørt med til riget.
10001150130014501600175019001990
1000 kv. km
Danmark5858585858393939
Sønderjylland999999-4
Norge375--375375324--
Orkney og Shetland---2----
Færøerne---11111
Island---103103103103-
Grønland---21762176217621762176
Gotland---33---
Sverige-Finland---700----
Estland--10-----
Øsel----3---
Rügen--1-----
Holsten----99--
Oldenburg-----2--
De vestindiske Øer-----0,30,3-

Størst held med kolonierhvervelser havde Danmark i Vestindien. Her blev øen Sankt Thomas annekteret i 1672, og i 1718 blev naboøen Sankt Jan besat. Desuden købtes i 1733 den noget større ø Sankt Croix af Frankrig. Dette område fik en egentlig kolonistatus og blev bevaret under dansk flag til 1917, da det solgtes til USA.

Alle de danske ikkeeuropæiske besiddelser blev ved deres erhvervelse styret af kongelige privilegerede kompagnier, der stod for den daglige administration og havde eneret på handelen mellem moderlandet og de oversøiske områder. I løbet af sidste halvdel af 1700-tallet blev privilegierne ophævet, og områderne overgik til at blive styret direkte af udsendte kongelige embedsmænd. I spidsen for disse stod en kongelig guvernør, i Vestindien en tid med titel af generalguvernør. Den lokale befolkning fik kun i Vestindien en vis indflydelse på styret, idet der i 1852 oprettedes et valgt kolonialråd, hvis betænkning skulle indhentes, før love for øerne kunne udstedes. Kompetencen for rådet blev noget udvidet i 1863.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Chr. Johansen: De danske riger og lande i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 26. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306778