Arealets benyttelse

Ved den første fuldstændige opmåling af dansk jord, der fandt sted i 1682, var det mindre end halvdelen af arealet, der var under plov. På Fyn, der var en af de stærkest opdyrkede landsdele, var således ca. 45 procent opdyrket, i Vest- og Nordjylland betydeligt mindre.

Efter midten af 1700-tallet startede en ny opdyrkningsperiode. Skove og krat blev ryddet, og man forsøgte at sænke vandstanden, så enge og mosearealer kunne opdyrkes. Resultatet af disse anstrengelser blev, at op mod 60 procent af arealet var opdyrket tidligt i 1800-tallet, mens skovene var reduceret til at optage omkring fem procent.

Fra begyndelsen af 1800-tallet foretoges også inddæmninger af lavtliggende områder, og med skovloven af 1805 og nyplantninger på sandede arealer blev nedgangen i skovarealet standset for at sikre, at Danmark fortsat selv kunne producere tømmer og brændsel til eget brug. Senere fulgte en kraftig indsats for at opdyrke heden, bl.a. ved nyplantning på de tidligere hedearealer i Vestjylland, så skovområderne nåede op på omkring ti procent af det samlede danske areal.

I 1900-tallet nåede det opdyrkede areal et maksimum på omkring to tredjedele af det samlede areal. I de senere år har byvæksten og inddragelse af arealer til industri, sportsaktiviteter, veje m.m. ændret på anvendelsen af Danmarks jord, så der er blevet mindre egentlig landbrugsjord.