Jernalderens ældste stammeområder

Når man bor fast i landsbyer og gårde på en jord, man kalder sin egen, udvikler der sig en stærk bevidsthed om „vores” land og „de andres”. Men befolkningen har også opfattet sig selv som del af et større socialt, politisk og geografisk fællesskab. I Nordjylland, i Østjylland, i Sønderjylland, på Fyn, Langeland og Lolland, på Sjælland og på Bornholm vidner gravfundene om, at man i hvert område havde egne skikke. Vi har set det i Pottemageriet, men også gravritualerne følger de samme regionale traditioner. Lad os derfor samle opmærksomheden om de mest karakteristiske gravformer i forskellige egne af landet. På den måde kan vi få en klarere fornemmelse af de lokale skikke og deres betydning.

Naturligvis er det kun en mindre del af de oprindelige begravelsesritualer, der er bevaret for eftertiden. Sangene, dansene, klædedragten, måltiderne, processionerne osv. er forsvundet for altid, og tilbage er alene de håndgribelige dele af ceremoniellet: graven selv og de gravgaver, som den døde havde fået med sig. Men herigennem får vi alligevel en vigtig nøgle til at forstå det samfund, som jernalderens mennesker levede i i århundrederne e.Kr., og frem for alt viser begravelserne, hvordan de selv ønskede, at andre – deres naboer og slægt – skulle opfatte dem.

Gravskikken i ældre romersk jernalder er den mest komplekse i hele forhistorien, og gravene rummer et sådant væld af informationer, at vi kun kan omtale en ganske lille del. I det følgende skal vi koncentrere os om to områder, Nordjylland og Østjylland. Det sker for at vise, hvordan det lykkedes befolkningen i to så nærtstående landsdele at markere, hvor de hørte til.

I Nordjylland findes nogle af de største gravkonstruktioner fra denne tid. Det er kampestenskisterne, som er almindelige i Vendsyssel, i Himmerland og delvis i Thy. De største, som kan blive op til tre meter i længden og et par meter i bredden, findes udelukkende i Vendsyssel.

Men selv om stenkisterne er så almindelige – der kendes næsten 500 – har man også haft andre måder at begrave sine døde på. Til Vendsyssel hører endnu en særegen gravform, nemlig jordgraven uden stenkonstruktion, men med en telt-formet overbygning af træ.

Disse to gravtyper er særegne for Nordjylland. Ved siden af dem findes imidlertid også mange andre gravformer: almindelige jordfæstegrave, brandpletter og urnegrave. De ligger normalt sammen på gravpladser, hvoraf de største dog ikke rummer mere end 30-40 begravelser. Hertil hører f.eks. pladser som Hellebjerggård, Glarkrogen, Gjurup og Hjørring Kirkegård, som alle ligger i eller omkring Hjørring.

Selv om gravformen altså varierer en hel del, er gravgaverne næsten altid de samme. Det normale er et bordservice med skåle, fade, kopper og kar til alle formål. Man sørgede omhyggeligt for, at der var mad og drikke nok til den sidste rejse – den døde skulle i hvert fald ikke lide nød. Jernkniven var også ved hånden; den var nødvendig under måltidet til at skære kødet ud med. Alting havde sin faste plads omkring den døde. Selv så små ting var altså ikke overladt til tilfældigheder, men underlagt faste rituelle forskrifter.

I Østjylland var gravene mere ensartede og gravgaverne endnu mere stereotype. Foran den dødes ansigt, og det vil altid sige i kistens sydvestlige hjørne, stillede man en stor krukke, et mindre hankekar og et højt fodbæger, hvori der yderligere lå en lille hankekop. I det sydøstlige hjørne, ved ligets fødder, stod et stort fad med en lille skål indeni. Imellem de to grupper af lerkar lå maden på en bakke af træ, og herpå lå også kniven, så udskæring af kødet var let at gå til.

De østjyske grave er store og næsten kvadratiske, fordi den omfattende bordopdækning blev særdeles pladskrævende. Kisten var tømret sammen af planker, men selv om den kunne være støttet af en ydre stenramme, var der aldrig tale om nogen egentlig stenkonstruktion. Oven på låget var der ofte anbragt et par større sten eller et helt dække af mindre, inden graven blev kastet til.

For eftertiden har gravene været skjult under jordens overflade, men oprindelig må de have været afmærket på overfladen. Det kan man slutte derved, at de senere begravelser på de store gravpladser aldrig beskadiger ældre grave.

Store gravpladser med meget ensartede „lerkargrave” er karakteristiske i to ganske bestemte egne: Sønderhald herred på Djursland og det lille Lisbjerg sogn ved Århus. Her findes pladser ved f.eks. Virring, Langkastrup, Ryomgård og Hvilsager mod nord, og ved Århus f.eks. Bulbjerg og Plankebakken. Det er også her, at gravskikken er mest stereotyp og underlagt meget faste rituelle forskrifter, der ikke kendes fra lerkargrave i andre dele af Østjylland.

Ensartede grave, standardiserede gravgaver, omhyggeligt udførte ritualer, hvor intet tilsyneladende var overladt til tilfældighederne eller det personlige initiativ, er billedet af gravskikken i henholdsvis Nordjylland, hvortil også Himmerland hører, og i Østjylland, som i denne sammenhæng strækker sig fra Djursland til områderne omkring Horsens-Vejle.

Hvor de forskellige områder grænser op til hinanden blandes gravskikkene, for det er levende mennesker, der oprindelig har skabt dem. Men det er påfaldende, at i de egne, hvor der er mange grave (i Østjylland også de største gravpladser), møder man samtidig de mest ensartede og formelle ritualer. Ingen skilte sig reelt ud fra fællesskabet.

De forskelle, der indbyrdes eksisterer mellem de to områder, drejer sig hovedsagelig om de „gratis” ritualer, dem, der alene kostede den tid, som der medgik til at grave graven, bygge kisten, samle stenene. Dertil hører også forskelle i lerkarformer, i gravgavernes placering i kisterummet, i gravens orientering og den dødes placering. Disse traditioner tjente alene til at vise, at befolkningen i hver sin egn havde et fællesskab, som alle frie mænd og kvinder i princippet var ligeværdige medlemmer af. Ingen skilte sig ud ved særlige gravgaver eller ritualer.

I resten af landet var det ikke dette princip, der var mest iøjnefaldende. Et virvar af forskellige gravformer viser et langt mere nuanceret billede, og store værdier stilles til skue og ofres, når fremtrædende personer går bort.

Kun på de store gravpladser, hvoraf de største findes på Fyn (Møllegårdsmarken ved Gudme) og på Bornholm (Slusegård), genfinder vi en ensartethed, som i nogen grad kan sammenlignes med de nørrejyske.

Men hver for sig har de enkelte områder deres særkender. I Syd- og Sønderjylland er det de lange, smalle og ofte dybe jordfæstegrave, hvis sider kan være pakket med sten. Den døde har ligget i en bulkiste, en udhulet stamme, og gravgaverne måtte derfor anbringes oven for hovedet eller neden for fødderne, hvor der var plads i det smalle kisterum.

Utallige er de variationer, som jordfæstegravene kunne optræde i. Kistens og gravens udformning, den dødes orientering efter verdenshjørner og placering i kisterummet sammen med de eventuelle gravgaver osv. Det er dog ikke overalt, at den gamle brandgravskik er trængt så stærkt tilbage som i Nørrejylland. I Sønderjylland, på Fyn, Langeland, Lolland og på Bornholm er den stadig stærkt i brug, og kun på Sjælland er den nye skik med ubrændte grave slået helt igennem.

Der er endnu en enkelt gravplads, som skal omtales, fordi den rummer nogle særprægede grave, som vi i anden sammenhæng kommer tilbage til. Det drejer sig om den store gravplads ved Slusegård på sydspidsen af Bornholm, som med sine 1400 grave dækker tidsrummet fra det sidste århundrede f.Kr. til ind i det femte århundrede e.Kr.

De allerfleste grave på Slusegård er brandgrave, men der findes også jordfæstegrave i trækiste eller i stenkiste med trælåg. Særlig bemærkelsesværdig er en gruppe på ca. 45 bådgrave, hvoraf de ældste stammer fra 2. årh. e.Kr. Båden erstattede selve kisten, enten ved at den døde blev anbragt inden i den eller neden under den. I det sidste tilfælde var båden kølvendt, hvorved den dannede en slags kistehvælving hen over den døde. Nogle både var intakte, mens andre var skåret af i begge stævne, så kun den midterste og bredeste del var tilbage – ikke netop noget sødygtigt fartøj, men en brugbar kiste! Det er ikke alene en særpræget form for kiste, som må fortælle om en befolkning med stærk tilknytning til havet, men den giver også et forbløffende godt indblik i datidens småfartøjer, som vi ellers ikke kender noget til.

Gravskikken i ældre romertid giver indtryk af nogle af de virkemidler, som jernalderens befolkning havde til deres rådighed, når de følte behov for at understrege en kollektiv identitet. De bestod af en række ritualer, som enhver familie havde mulighed for at tage del i. De forskelle, som kan ses i gravene, samler sig om nogle til tider meget klare regionale grupper, der i det store og hele svarer til en landsdel. Men hvad betyder dette regionale fællesskab af faste forskrifter og normer?

Undersøgelser fra de senere år blandt nulevende folkeslag har vist, at behovet for at demonstrere fælles identitet, hvad enten det er i klædedragt, smykker eller gravformer, i nogen grad er betinget af et ydre pres. Det kan være lokalt mellem forskellige grupper i samfundet eller regionalt mellem forskellige stammer, som ligger i indbyrdes konflikt eller konkurrence. Der kan også være tale om et pres udefra mod traditionelle livsformer og normer, f.eks. fra områder som er under social, økonomisk eller politisk forandring og derved direkte eller indirekte truer naboområderne.

Disse generelle iagttagelser synes på en række områder at kunne forklare de regionale særpræg og variationer i Danmarks ældre romertid. Som vi har set, var det en tid præget af ekspansion og økonomisk opsving. En vis social polarisering var også under udvikling, og i nogle områder gik det stærkere end i andre, måske især i de egne hvor man handlede ivrigt med romerne, som f.eks. i Østdanmark.

I en anspændt situation som denne kan man derfor forvente, at befolkningen i de områder, hvor man føler sig mest presset, også tydeligst vil markere et fællesskab, f.eks. gennem gravritualerne – en slutten op omkring gamle traditioner som et værn mod forandringerne. Dette sker mest udpræget i den nordjyske og i den østjyske gruppe. Samtidig viser disse regionale traditioner helt konkret grænserne for, hvor man hørte til, og hvem man omgikkes, hvad enten der var tale om ægteskaber eller handel.

Vi kan kalde disse regionale grupper for stammeområder; det er, hvad Tacitus kalder dem. Men der ligger heri mere end det, vi almindeligvis forstår ved en primitiv stamme uden samlet politisk ledelse. I jernalderens Danmark havde der allerede udskilt sig et ledende aristokrati af storhøvdinge. Samkvemmet i de traditionelle regionale stammeområder var således led i et større og mere fasttømret politisk sammenhold omkring fælles ledelse af disse områder. Men, som vi senere skal se, var denne gruppe af ledende storhøvdinge ikke begrænset eller bundet af stammegrænserne.