Guldhornene fra Gallehus

Guld – ordet har en dragende og magisk klang, som ikke blot kan tilskrives en moderne kapitalistisk tankegang. Guld har til alle tider og hos folkeslag over hele verden tiltrukket sig særlig opmærksomhed. Og ikke uden grund, for det er det ædleste af alle metaller, næsten helt upåvirkeligt af ydre forhold. Årtusinders ophold i muld eller mosevand passerer sporløst.

Guldets historie er lang, også i Danmark, hvor det første guld optræder et par tusinde år f.Kr., og hvor bronzealderen er en guldrig periode. Men det er 400- og 500-tallet, Ældre germansk Jernalder, som er den guldrigeste i Danmarks forhistorie. Mange hundrede fund med en samlet vægt på henved 45 kilo stammer fra dette korte tidsrum.

Størst, tungest og mest særpræget er de to guldhorn fra Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland. Det første blev fundet i 1639, det andet i 1734. I 1802 blev de begge stjålet fra Det kongelige Kunstkammer og smeltet om. Alt, hvad der i dag er tilbage af sikre oplysninger, er de gamle beskrivelser og tegninger samt politireferaterne efter tyveriet.

De to horn var konstrueret ens; begge var dobbelte med et glat, indre horn af 12 karats guld, dækket med ydre ringe af purt 24 karats guld. De har form som store oksehorn, og de var hver især forsynet med bærekæde.

Overfladerne er udsmykket med et væld af menneske-, dyre- og fabelfigurer omgivet med geometriske motiver i vandrette felter. Figurerne er fremstillet på to forskellige måder; nogle er punslet ind i hornets overflade, andre er fremstillet separat og derefter loddet på.

Rytterfigurer, kentaurer, mænd med dyrehoved, hornede mandsfigurer, krigere med skjold, bueskytter osv. blander sig med slangemotiver, fabeldyr, fisk og fugle. Mange af motiverne stammer fra den klassiske græsk-romerske kunstverden, men fremstillingen er hjemlig. Den nordiske herkomst bekræftes også af indskriften på det ene af hornene, hvor der med urnordiske runer står „Jeg Lægæst – Holters søn – gjorde hornet”.

Guldhornene er enestående, og fra første færd har deres mystik fascineret læg og lærd. Utallige er de tolkningsforsøg, som gennem årene er fremkommet, fra lægen og oldforskeren Ole Worms fremlæggelse af det lange horn i bogen De aureo comu fra 1641 og frem til i dag.

Allerede Ole Worms tolkning af hornet som et oldnordisk blæseinstrument fra Frode Fredegods tid skabte en voldsom debat, og fra anden side blev det hævdet, at hornet var beregnet til at drikke af, at det var vendisk og stammede fra Arkona, hvorfra Valdemar den Store havde bragt det til Slesvig. Ole Worm så hornets bi liedverden som en allegori over den menneskelige elendighed og dyriskhed og en påmindelse om dyd og gode sæder, hvilket Københavns biskop måtte gøre indsigelser imod. Han mente derimod i billederne at læse en forudsigelse om Svenskekrigen i 1643.

I de følgende tre hundrede år har man ikke blot forsøgt at se motiver med udspring i kristendommen, ligesom Ole Worm gjorde det, men også med tilknytning til den gamle nordiske eddamytologi, de keltiske kultceremonier og deres druidelære, til astronomi og til kultiske karneval og optog. Hornenes billeder forekommer dog stadig lige så gådefulde som dengang de blev fundet.

Ingen af hornene var hele, da de blev fundet; selv det lange horn bestod blot af en samling løse ringe omkring et for langt og stærkt bøjet horn. Men det blev der rådet bod på ved Christian 4.s hof. Her blev det sat sammen til et drikkehorn, og ved den lejlighed forsynet med skruegang og bundprop, og måske også med de nedre ringe, som er uden reliefmotiver, og den øverste, brede og glatte kant, hvorved det blev mere behageligt at drikke af.

Ingen ved det; for det horn, som Ole Worm tegnede, var prinsens drikkehorn, benævnt ”Hans Fyrstelige Naade og Prins Christian V's Gyldne Horn”. Nogle få år forinden havde den kongelige guldsmed Heinrich Langmarch sat hornet i stand efter prinsens anvisning, og ved hoffet var det på Ole Worms tid værdsat som en kuriøs og festlig brugsgenstand. Vi ved derfor ikke, hvor gennemgribende denne restaurering havde været, men alene anbringelsen af skrueproppen forudsatte et større indgreb. Den millimetertynde plade på det indre horn har ikke haft tilstrækkelig godstykkelse til, at man kunne skære et indvendigt gevind og måtte derfor forstærkes med et sværere rør eller en udboret prop.

Der findes beretninger om, hvor fælt det lod, når man i Kunstkammeret, hvor hornet siden blev opbevaret, ville forlyste gæsterne ved at tude i det. Den rillede indsnævring og det skjulte gevind forhindrede nemlig en naturlig tonedannelse. Derved blev eftertiden bestyrket i den opfattelse, at guldhornet var et drikkehorn og ikke et blæseinstrument, som det var foreslået af Ole Worm. Man overså, at hornet i virkeligheden var som skabt for tonedannelse: med pres af læberne i den ca. tre cm vide munding var det ganske let at frembringe en række naturtoner.

Den standende guldhornsdiskussion beskæftiger sig således stadig med hornenes oprindelige bestemmelse og med tolkningen af deres billedmotiver. Derimod er der almindelig enighed om, at guldhornene er fremstillet i Danmark omkring 400-450 e.Kr.; stil og motiver, våben og dragter, teknik, findested og runeindskrift peger alt sammen i denne retning.

De to horn ligner hinanden så meget, at de ikke blot har haft samme funktion, men også må have været fremstillet på ét og samme værksted; ensdannede billedringe omkring et glat inderhorn og en fælles symbolsk billedstil. På det korte (knækkede) horn er de støbte relieffigurer omhyggeligt adskilt fra de indpunslede ornamenter, mens de på det lange horn griber ind over dem. Det giver indtryk af en arbejdsgang, hvor det lange horn med den indpunslede ornamentik blev fremstillet som det første, men gjort endelig færdigt med pålodning af de små relieffigurer efter fuldendelsen af det korte. Om der er gået dage, måneder eller år, før begge horn lå færdige, er uden betydning, for det ændrer ikke ved det fælles helhedsindtryk.

Begge horn var bevidst ødelagt, før de blev lagt i jorden. Det lange horn lå med billedringene skubbet ind i hinanden, mens det andet horn var knækket over ved den femte ring. Tanken ledes uvilkårligt hen på andre af jernalderens pragtfund som f.eks. Gundestrupkedlen og Dejbjergvognene, eller på krigsbytteofrene fra de sønderjyske moser; også guldhornene må være offergaver.

Guldhornene blev fremstillet i den første halvdel af 400-tallet, og vi tør vel gå ud fra, at de også blev ofret i løbet af dette århundrede. Skønt tiden var guldrig og offergaverne mange, udgør de seks kilo guld, der er medgået til deres fremstilling, alligevel en betragtelig del af det guld, som er fundet i den danske jord. Hornene har repræsenteret svimlende værdier – også dengang. De er lagt i jorden ved Gallehus, nogle få kilometer nord for Møgeltønder, hvor vældige marsk- og moseområder dengang skar sig ind i landet og dannede en naturlig spærring, som næsten ubrudt fortsatte mod øst til området omkring Tinglev. I disse århundreder blev passagen mellem Jylland og kontinentet yderligere begrænset og kontrolleret gennem det store voldanlæg, Olmerdiget, der gik fra Tinglev til Urnehoved og Hærvejen.

Jyllands rod var godt beskyttet, men landet var også sårbart for en invasion af fremmede styrker. Kom de først forbi, lå vejen åben for Europas plyndrende horder. Grænsen måtte beskyttes med alle midler – og hvad var vel mere naturligt end at bede guderne om hjælp ved at ofre det fornemste, som nogen nordisk konge nogen sinde havde ladet fremstille? Som tak skånede de landet for Attilas frygtede krigere.