• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kampen om landet

Oprindelig forfatter LHed

I den ældre jernalder var enhver fri mand kriger; skulder ved skulder har disse bondekrigere stået sammen om at forsvare liv, slægt, jord og landsby. Men de udgjorde ikke hære, som de kendes fra Ejsbøl eller Illerup, hverken i størrelse, i udrustning eller i slagkraft. Disse forudsatte nemlig et politisk og økonomisk magtapparat, som først blev bygget op i løbet af romersk jernalder. Stammekrigerne blev afløst af en ny tids krigere, der gennem troskabsed bandt sig til en høvding og derfor kæmpede for ham, hans ære og hans sejr.

Krig var blevet et specialiseret håndværk og en færdighed, der kunne gøres til levevej. Man løsrev sig fra jorden, gården, slægten og landsbyen og lod sig – permanent eller for en periode – mod tribut og betaling indrullere i en stormands hird. Krigsbyttet tilhørte krigsherren; det var ham, der ydede betaling til hirden og tribut til guderne. Krig, plyndring og røveri var en forudsætning herfor. Ufredelige tider med hyppige overfald blev det fremvoksende krigeraristokratis uundgåelige vartegn.

 Rekonstruktion af forskellige kamphandlinger.

Rekonstruktion af forskellige kamphandlinger.

Der er imidlertid forskel mellem plyndring, røveri, slavetogter, udpresning af fredsbetaling på den ene side og direkte erobring og underlægning af fjendeland på den anden.

Annonce

Plyndringstogterne forudsatte ikke nødvendigvis den samme militære organisation som erobringen af land. Løst sammensatte krigerbander, hvis taktik var overraskelsesangreb, og hvis bevægelighed var stor, kunne suverænt bestemme tid, sted og omstændigheder for et overfald. Når byttet var sikret, stak man af igen.

Hvis det derimod var landet, man kæmpede om, var kravene nogle ganske andre. Først og fremmest gjaldt det om at tilintetgøre modstanderens hær så fuldstændigt som muligt. Det betød slag til sidste mand. Dernæst måtte man være i stand til at følge sejren op, så man kontrollerede landet, hvad enten det var en handelsplads eller et stammeområde. Målet var økonomisk og politisk dominans. Gennem tribut, afgifter på landet eller overtagelse af handelspladser sikrede man sig et vedvarende overskud – i modsætning til plyndringstogternes lidt tilfældige bytte. Det er dette forløb, som for første gang kommer til fuld udfoldelse i yngre romertid.

Når målet var at dræbe eller på anden måde uskadeliggøre så mange fra fjendens rækker som muligt, måtte slagene nødvendigvis blive blodige. Og netop jernalderens mosefund vidner om voldsomme kampe, om nedslagtning af hele hærenheder, hvis forudsætning kun kan være, at det var den fuldstændige kontrol over større områder, der blev kæmpet om.

 Tilsvarende undersøgelser af beskadigelser på lansespidser afslører, hvordan de har været brugt. Lansen var et alsidigt og meget farligt våben. Ført med begge hænder kunne den bruges som både hugvåben og stikvåben, og den er anvendelig også når modparten er bevæbnet med sværd.

Tilsvarende undersøgelser af beskadigelser på lansespidser afslører, hvordan de har været brugt. Lansen var et alsidigt og meget farligt våben. Ført med begge hænder kunne den bruges som både hugvåben og stikvåben, og den er anvendelig også når modparten er bevæbnet med sværd.

De store krigsbytteofre ligger med en indbyrdes afstand på 40-60 kilometer langs den jyske østkyst, fra Århus i nord til Slien i syd, og på Fyn ved Assens og Odense. Hver for sig repræsenterer de centrale helligmoser, hvor der med generationers mellemrum blev foretaget takofre til guderne efter veloverstået kamp. Afstanden mellem dem kan være udtryk for den omtrentlige størrelse af de stammeområder eller politiske enheder, der blev kæmpet om, og som i store træk svarer til størrelsen af en landsdel eller et østdansk amt (før kommunalreformen i 1970).

Men mosefundene er ikke de eneste synlige vidnesbyrd om urolige tider. Store forsvarsanlæg som f.eks. pælespærringerne i Haderslev Fjord og ved Stege og voldanlæg som Olmerdiget i Sønderjylland anlægges i slutningen af det andet århundrede. I hvert fald Olmerdiget udbygges og forstærkes i løbet af det næste par hundrede år som tegn på en fortsat strategisk betydning.

Med vold og grav og op til fem parallelle palisaderækker, bestående af i alt 90.000 egestammer, er Olmerdiget – efter nordiske forhold – et kæmpemæssigt forsvarsanlæg, som kun kunne bygges under en stærk central ledelse. Konstruktionen har forudsat et godt kendskab til den romerske Limes-grænse, som er dens forbillede.

Olmerdiget er anlagt, så det beskytter de sydlige områder (anglernes land) mod pludselige overraskelsesangreb fra nord, velsagtens fra jyderne, og dets dimension taler sit eget tydelige sprog om størrelsen og styrken af den magt, man ville værne sig imod.

Vi må gå ud fra, at kampene ikke tidligere i oldtiden har været så voldsomme og krævet så mange menneskeliv som i denne del af jernalderen. Men hvem kæmpede mod hvem og hvorfor? Hvem var det, der blev overvundet i store slag, og hvis udrustninger blev ofret til guderne i helligmoserne? Hvor kom de fra, og hvad ville de?

 To sværd med hug- og parerspor fra Nydam Mose. Sværdene er omkring 90 cm lange, 5 cm brede og de vejer henholdsvis 790 g og 750 g. Hver pil angiver beskadigelse i æggen som følge af enten hug eller parering, og pilen viser retning. Hugsporene sidder gennemgående på den nederste del af klingen, parersporene på den øverste. Ved at undersøge retning, dybde (1-10 mm) og placeringen af skaderne på æggen kan man rekonstruere kampteknikken. Studiet af kampsporene har også kastet lys over anvendelsen af de særligt fornemme våben, som man måske kunne fristes til at tro tilhørte en gruppe officerer, som ikke tog lige så aktivt del i selve konfrontationen med fjenden. Men det er der intet, som tyder på. Alle i hæren har kæmpet på lige fod.

To sværd med hug- og parerspor fra Nydam Mose. Sværdene er omkring 90 cm lange, 5 cm brede og de vejer henholdsvis 790 g og 750 g. Hver pil angiver beskadigelse i æggen som følge af enten hug eller parering, og pilen viser retning. Hugsporene sidder gennemgående på den nederste del af klingen, parersporene på den øverste. Ved at undersøge retning, dybde (1-10 mm) og placeringen af skaderne på æggen kan man rekonstruere kampteknikken. Studiet af kampsporene har også kastet lys over anvendelsen af de særligt fornemme våben, som man måske kunne fristes til at tro tilhørte en gruppe officerer, som ikke tog lige så aktivt del i selve konfrontationen med fjenden. Men det er der intet, som tyder på. Alle i hæren har kæmpet på lige fod.

Én ting er i hvert fald sikker, nemlig at mosefundene ikke er resultatet af én samlet invasion langs Lillebælts kyster. De viser en række tilbagevendende kamphandlinger igennem en periode på næsten et halvt årtusinde. De overvundne hære behøver heller ikke at være kommet fra samme sted gennem hele dette lange tidsforløb. Men da både mosefund, pælespærringer og forsvarsanlæg begynder næsten samtidig omkring 200 e.Kr., giver det dog en begrundet formodning om, at de også har haft en fælles årsag.

Den græsk-byzantinske historiker Procopios skriver, at herulernes vandring til Den skandinaviske Halvø i begyndelsen af 500-tallet fulgte en rute, der gik gennem „danernes land til havet”. Hvis disse oplysninger står til troende, betyder det, at danerne har kontrolleret i hvert fald den sydlige del af Den jyske Halvø i begyndelsen af 500-tallet.

De skriftlige kilder beretter videre, at danerne, som „er udgået af sveernes rod”, oprindelig havde fordrevet herulerne fra deres hjemegn, der må være Østdanmark, måske også Skåne. Og tidspunktet har været engang i løbet af det andet århundrede, hvor udvandrede heruliske krigerskarer for første gang optræder som lejetropper i Europa og Lilleasien.

Mellem 200 og 500 e.Kr. havde danerne altså formået at sætte sig fast, ikke blot på Sjælland, men også på Fyn og i en del af det sydlige Jylland. Hvad vil da være mere nærliggende end at se krigsbytteofrene i lyset af de kampe, som dengang fandt sted, og som sikkert har stået mellem danerne og jyderne – to historisk kendte folkeslag, hvis lande i begyndelsen af 500-tallet lå inden for den frankiske konges interessesfære og derfor nævnes i de skriftlige kilder.

Vi kan konstatere, at hærene var germanske, men organiseret og bevæbnet efter romersk forbillede. De kæmpede om herredømmet over større landområder, hvis befolkning kunne gøres tributpligtige. Men kampene kan desuden have drejet sig om kontrol med de jyske jernudvindingsområder og med vigtige handelspladser og -ruter. Sikkert er det, at en sådan erobring er utænkelig uden militær kontrol over nøgleområder og uden en form for tribut/skat. Selv om vi ikke skal forestille os et udviklet beskatningssystem som i middelalderen, må det have eksisteret i primitiv form allerede nu.

En sådan form for beskatning havde man også lært af romerne. I de vestromerske provinser var det økonomiske system fra og med det tredje århundrede tilstrækkelig simpelt til at kunne overføres og optages af de germanske krigeraristokratier. Det hvilede nemlig udelukkende på skatter betalt i naturalier, ikke i penge.

Baggrunden var det sammenbrud, økonomisk, politisk og militært, som i løbet af det tredje århundrede omdannede Romerrigets vestlige provinser fra en højkultur med blomstrende handel, håndværk og byliv til et samfund af storgodsejere og forarmede landarbejdere. De fleste betalinger foregik med naturalier, især korn, som havde den fordel at være inflationssikkert – hvad de romerske penge ikke kunne siges at være. Når handelslivet næsten gik i stå, blev jorden det eneste grundlag for beskatning.

 Dette kort illustrerer udbredelsen af to fundgrupper, som ikke er samtidige, nemlig de rige ryttergrave fra 1.-2. årh. e.Kr., og de store krigsbytteofre, der først begynder i slutningen af 2. årh. e.Kr. På samme kort er desuden indtegnet de rige myremalmforekomster, hvis strategiske betydning steg i takt med den militære udvikling. Såvel gravene som mosefundene ligger „beskyttende” omkring jernudvindingsområderne. Det er højst tænkeligt, at de findes netop her, fordi de vestlige jernudvindingsområder på den måde kunne kontrolleres, og det er vel heller ikke usandsynligt, at det var dem, der blev kæmpet om.

Dette kort illustrerer udbredelsen af to fundgrupper, som ikke er samtidige, nemlig de rige ryttergrave fra 1.-2. årh. e.Kr., og de store krigsbytteofre, der først begynder i slutningen af 2. årh. e.Kr. På samme kort er desuden indtegnet de rige myremalmforekomster, hvis strategiske betydning steg i takt med den militære udvikling. Såvel gravene som mosefundene ligger „beskyttende” omkring jernudvindingsområderne. Det er højst tænkeligt, at de findes netop her, fordi de vestlige jernudvindingsområder på den måde kunne kontrolleres, og det er vel heller ikke usandsynligt, at det var dem, der blev kæmpet om.

Hvis denne simple beskatningsform blev overført til de germanske områder, måtte kontrollen med jord blive en ny kilde til rigdom. Gennem erobring kunne en fremmed befolkning underkastes beskatning, men også lokalt gav det overklassen mulighed for at afkræve tribut eller afgifter af jorden. Forudsætningen for at jorden kunne tjene som grundlag for beskatning var imidlertid, at ejendomsretten var veldefineret.

Hermed står vi måske med nøglen til en forståelse af landsbyomlægningerne i yngre romertid. Sammenlægning af mindre landsbyer og omfordeling af jorden på store ensartede og selvstændige gårde skabte dette nye beskatningsgrundlag. Størrelsen af det, man skulle yde, fremgik af toftens – det indhegnede areals – størrelse.

Tribut, hvad enten det var lokalt eller i nyerobret land, skulle imidlertid både opkræves og samles hos en leder – normalt gennem flere led af loyale underhøvdinge. Dette magtapparat, der blev holdt sammen af en enkelt person – hærleder eller konge – kunne ikke fungere uden medvirken af en hær eller hird – hvis eksistensgrundlag til dels var afhængigt af indtægterne fra denne beskatning.

Når der blev kæmpet om land, fik den sejrende hærfører gennem dette administrative system med ét slag adgang ikke blot til rigdom, men til dens kilde, stammeområdets jordejere og handelsmænd. Man behøvede ikke at kæmpe sig fra landsby til landsby.

På denne måde gik landbrugs- og beskatningsreformer op i en højere politisk og militær enhed, som endegyldigt „frigjorde” landet fra stamme- og slægtsamfundets ligheds- og loyali-tetsideal.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Kampen om landet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306868