Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Besiddelse og arv

Oprindelig forfatter LHed

At besidde, at arve og at holde fast ved – det er filosofien for enhver jordbesiddende klasse, fortidig som nutidig.

Den høvding eller stormand, som i jernalderens midte tog land i besiddelse og navngav det efter sig selv, viste sin samtid, at det var hans besiddelse, der skulle forblive i slægtens eje og til evig tid bære mindet om ham som grundlægger.

Hvem tænker i dag på den Landar, der grundlagde Landerslev i det sjællandske Horns herred, den Thingi, der gav navn til Tinglev i Sønderjylland, Wighmar fra Vemmelev på Midtsjælland eller Brandi fra Brandelev på Sydsjælland? Alligevel har det sted, som de tog i besiddelse for næsten to tusinde år siden, og som de gav i arv til deres sønner som igen gav det videre til deres efterkommere, bevaret deres navne for en eftertid så ufattelig fjern.

Annonce

 Udbredelsen af stednavne med endelsen -lev. Første led i navnet er altid et personnavn, og disse stednavne må, med stednavneforskeren H. V. Clausens ord fra 1916 „sættes i forbindelse med den udvikling, at enkeltmand tilegner sig, hvad der før var slægtens ejendom”. Navnene er spredt i Danmark, Skåne og Sverige på en måde, der uvilkårligt leder tanken hen på danernes ekspansion. En særlig påfaldende omstændighed ved -lev-navnene er deres eksistens i Thüringen, her blot som -leben – f.eks. Hassleben.

Udbredelsen af stednavne med endelsen -lev. Første led i navnet er altid et personnavn, og disse stednavne må, med stednavneforskeren H. V. Clausens ord fra 1916 „sættes i forbindelse med den udvikling, at enkeltmand tilegner sig, hvad der før var slægtens ejendom”. Navnene er spredt i Danmark, Skåne og Sverige på en måde, der uvilkårligt leder tanken hen på danernes ekspansion. En særlig påfaldende omstændighed ved -lev-navnene er deres eksistens i Thüringen, her blot som -leben – f.eks. Hassleben.

Der var unægtelig sket et og andet, når De danske Øer, Østjylland og Sydsverige kunne oversvømmes af personer, der mente sig i deres gode ret til at opkalde den jord, de levede på, efter sig selv og endog gennem navnet (ved tilføjelse af -lev = arv) gøre opmærksom på, at deres efterkommere skulle overtage jorden efter dem selv. Sådan gjorde romerske godsejere i Italien, sådan lærte germanske kolonister det i Gallien, og sådan brugte man det altså også blandt en ny, selvbevidst klasse af jorddrotter heroppe på „danernes mark”.

Var disse nyanlagte stormandssteder, der ved middelalderens begyndelse i særlig grad blev udvalgt som kirkebyer og dermed som de administrative centre for sognene, allerede fra begyndelsen den nye overklasses magtbase? Var det herfra, et bestemt antal landsbyer – en bygd måske – kunne kontrolleres og skatter opkræves, og hvortil hirden var knyttet? Er deres geografiske spredning måske udtryk for det administrative system, som var danernes magtbase efter underlægningen af det østlige Danmark?

Forudsætningen for en beskatning var i hvert fald til stede. Jorden blev ikke længere omfordelt, hverken reelt eller symbolsk; hver enkelt gård havde sine egne marker og tilknytningen til jorden var så stærk, at slægtens døde blev gravlagt på den. Driftsformen var ændret. Også landsbyjordens små markstykker, adskilt med levende hegn, var forsvundet, gårdene var blevet større og økonomisk adskilt fra det overordnede landsbyfællesskab.

En lang række specialfunktioner satte nu sit præg på samfundslivet, i stort som i småt. Jernteknologien blev forbedret, smedningen var for fagfolk, snedkerens og tømrerens arbejde blev mere professionelt bl.a. gennem anvendelse af nye redskabstyper. Det var ikke enhver, der kunne bygge et Nydamskib eller fremstille et vognhjul, ligesom både våbensmedning og fremstilling af smykker har krævet specialistens viden. I husholdningen kom drejekværnen til som den effektive forudsætning for, at man – i bogstaveligste forstand – kunne brødføde flere mennesker på de enkelte gårde. Nye fåreracer blev udviklet af hensyn til ulden, nye væveteknikker kom i brug og endelig kom også det ældste skriftsprog – runeskriften.

 På denne bøjlenål af sølv fra en kvindegrav i det nordsjællandske Værløse står navnet Alugod indridset i runer på nåleskeden sammen med et hagekors. De første runer dukker op omkring 200 e.Kr., og de findes typisk på fibler og på våbenudstyr. På en dupsko til en sværdskede står der f.eks.: „måtte Ma'rr ikke skåne” (Ma'rr er sværdets navn). Denne indskrift har tydeligvis en magisk betydning ved at forøge sværdets kraft. Ofte står indskrifterne på bagsiden eller indersiden, hvor kun ejermanden har kendt deres eksistens.

På denne bøjlenål af sølv fra en kvindegrav i det nordsjællandske Værløse står navnet Alugod indridset i runer på nåleskeden sammen med et hagekors. De første runer dukker op omkring 200 e.Kr., og de findes typisk på fibler og på våbenudstyr. På en dupsko til en sværdskede står der f.eks.: „måtte Ma'rr ikke skåne” (Ma'rr er sværdets navn). Denne indskrift har tydeligvis en magisk betydning ved at forøge sværdets kraft. Ofte står indskrifterne på bagsiden eller indersiden, hvor kun ejermanden har kendt deres eksistens.

Også krigeren var blevet specialist. Han måtte holde sin våbenfærdighed ved lige gennem træning. Han kunne ikke den ene dag være bueskytte, den anden kæmpe med lanse eller sværd; den ene dag til fods den næste til hest. Nej, han havde sin faste plads og udførte sin ganske bestemte funktion i hæren.

Han kæmpede for sold, han adlød befalinger, han var professionel soldat. Økonomisk behøvede han ikke længere være afhængig af jorden, landsbyen og ætten, men af sit ry for tapperhed og kampmod.

Overtog han i stedet den fædrene gård, giftede sig til en eller grundlagde en helt ny, bevarede han alligevel en vis økonomisk suverænitet. Gården var ikke længere en del af landsbyfællesskabet, og han disponerede overjorden, som han selv kunne dyrke, eller han kunne overlade dele af den til andre – mod en passende afgift. Han havde ret til at give den videre til sine efterkommere, opkalde den efter sig selv og blive gravlagt på den – men han kunne ikke sælge den. Jorden tilhørte slægten eller ætten, som havde brugsretten – eller adkomsten – til den. Privat ejendomsret som vi forstår det, dvs. med uindskrænket dispositionsfrihed, med ret til at købe og sælge efter evne og forgodtbefindende, blev først en realitet langt op i historisk tid.

Overdragelse af jord har ligget i ganske faste rammer, der ikke så meget var økonomiske som sociale og centreret om arveregler og ægteskaber. Ved hver ny generation skiftede jorden hænder; måske blev den opdelt mellem flere arveberettigede sønner og døtre. Hvis kvinder kunne arve, blev ægteskaber en afgørende vej til større jordbesiddelse, til samling af det gods, som arvereglerne i sig selv var med til at splitte. Kvinder, der kunne arve jord, var nødvendigvis fuldgyldige medlemmer af den jordejende klasse, også selv om arvereglerne favoriserede mændene.

 Massiv guldarmring fra graven i Valløby på Stevns. Den er dannet af en trind guldstang, snoet i spiral; hver ende afsluttes med et dyrehoved. Både arm- og fingerringene, udformet med dette ormehovedmotiv, har været værdighedstegn for elitens mænd og kvinder, og de er særlig almindelige i gravene på Østsjælland.

Massiv guldarmring fra graven i Valløby på Stevns. Den er dannet af en trind guldstang, snoet i spiral; hver ende afsluttes med et dyrehoved. Både arm- og fingerringene, udformet med dette ormehovedmotiv, har været værdighedstegn for elitens mænd og kvinder, og de er særlig almindelige i gravene på Østsjælland.

Vi kender ikke arvesystemet, hverken for gods eller jord, i Danmark på denne tid. Derfor ved vi heller ikke, om kvinder havde arvemæssige rettigheder, og hvis de havde, da under hvilken form. Domesday Book, et noget yngre dokument fra England, viser, at døtre arvede jord – men kun, hvis der ikke var sønner. Om normannernes døtre vides det, at de kunne arve uafhængigt af deres mænd, men det er uvist, om de arvede på lige fod med deres brødre. De ældste kendte arveregler fra Danmark stammer fra den tidlige middelalder, og i hvert fald på dette tidspunkt havde kvinder arveret til jord og gods, om end det ikke var på lige fod med mændene.

Der er grund til at tro, at også jernalderens kvinder var arveberettigede til jorden. Den magt og den rigdom, der var knyttet til deres grave, lader i hvert fald ikke mændene noget efter, og nogle af de allerrigeste østdanske grave fra yngre romertid er kvindegrave, f.eks. i Himlingøje og Årslev. Begge steder er de fornemme kvinder desuden begravet på en måde, der antyder, at deres nærmeste tyende og trælle er lagt til hvile ved deres side.

Kvinderne fra de højeste sociale lag har været ligeværdige medlemmer af elitens jordbesiddende klasse, og deres værdig-hedstegn – de gyldne ringe på arm og finger – var identiske med mændenes. Kun spillebrikkerne – symbolet på et liv i lediggang – var forbeholdt mændene!

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Besiddelse og arv i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306869