Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jernets magt

Oprindelig forfatter LHed

„Det kom, det så, det sejrede.” Sådan kunne man beskrive jernets udbredelse og anvendelse overalt i Europa. Det kom på nogenlunde samme tid, nemlig i tidsrummet 1000-800/700 f.Kr., men sejrede ikke lige hurtigt overalt. I de østlige middel-havsegne, dvs. Balkan, Palæstina og Anatolien, skete det i løbet af et par hundrede år; i Central- og Mellemeuropa tog det 500-600 år, og i Nordeuropa skulle der gå et helt årtusinde.

Det karakteristiske er, at uanset tempoet forløber introduktionen på samme måde alle steder: Det første jern kommer altid meget sporadisk, ofte brugt til smykker, og det findes kun i samfundets absolut øverste lag. Herefter følger en periode, hvor jerngenstande bliver mere almindelige, men stadig er forbeholdt de få. Endnu bruges jernet mest til smykker, dragtudstyr og andre småting. Siden bliver det mere alment; våben og redskaber fremstilles nu af jern, og det nye metal er ikke længere forbeholdt samfundets elite. Og endelig følger sejren, hvor der er tale om en centraliseret produktion og højt specialiserede smede.

 Dette kort viser i store træk udbredelsen af de registrerede fund af slaggeblokke fra jernudvinding, så vidt det har ladet sig rekonstruere. I Midt-, Vest- og Sønderjylland, dvs. smeltevandsområderne vest for den gamle israndslinie, har malmen været tilgængelig som myremalm, og her er den blevet udnyttet. Geologiske undersøgelser synes at bekræfte, at jernmalmen kun findes i tilgængelig form her. Jernudvindingsområderne og udbredelsen af de rige rytter/krigergrave fra 1.-2. årh. e.Kr. er påfaldende ens.

Dette kort viser i store træk udbredelsen af de registrerede fund af slaggeblokke fra jernudvinding, så vidt det har ladet sig rekonstruere. I Midt-, Vest- og Sønderjylland, dvs. smeltevandsområderne vest for den gamle israndslinie, har malmen været tilgængelig som myremalm, og her er den blevet udnyttet. Geologiske undersøgelser synes at bekræfte, at jernmalmen kun findes i tilgængelig form her. Jernudvindingsområderne og udbredelsen af de rige rytter/krigergrave fra 1.-2. årh. e.Kr. er påfaldende ens.

Det er især de to sidste trin, der udvikles med stor forsinkelse i Nordeuropa. Således blev redskaber og våben af jern sandsynligvis først almindelige hos os i de sidste århundreder f.Kr., og det er først i yngre romertid at en mere effektiv jernudvindingsteknik med skaktovne og centrale jernudvin-dingspladser, f.eks. Drengsted, kommer til.

Annonce

Umiddelbart kunne man tro, at Danmark, eller i hvert fald Jylland med de rige myremalmsforekomster, hurtigt havde overtaget det nye metal og den teknologi, der gjorde det muligt at frigøre sig fra afhængigheden af importeret bronze. Så enkelt var det imidlertid ikke, for det gamle samfunds sociale og religiøse univers var bygget op omkring tilførselen og fordelingen af bronze. En omstilling fra det fremmede metal til den hjemlige malm fandt derfor først sted, da bronzetilførslerne fra Central- og Østeuropa begyndte at svigte.

Det var næppe kendskabet til jernet, der blev den drivende kraft i udviklingen af den tidligste jernalder, skønt redskaber heraf var langt mere effektive end redskaber af bronze. Tværtimod er det mere sandsynligt, at det nye metal først modstræbende blev optaget som en konsekvens af svigtende bronzeforsyninger. Derved kom de første århundreder af jernalderen kulturelt til at stå som et „ingenmandsland” mellem det gamle bronzealdersamfund – men uden dets livsnerve bronzen – og et nyt samfund, der teknologisk var baseret på jernet.

 Jernets spredning over Europa i slutningen af den nordiske bronzealder (700-500 f.Kr.). På dette tidspunkt havde jernet sejret i store dele af Centraleuropa og Middelhavsegnene. Kerneområdet var Grækenland, Rumænien, Anatolien og Palæstina. I vor del af Europa var jernet endnu et luksusmetal, som kun undtagelsesvist blev anvendt til smykker og dragtudstyr i de rigeste grave.

Jernets spredning over Europa i slutningen af den nordiske bronzealder (700-500 f.Kr.). På dette tidspunkt havde jernet sejret i store dele af Centraleuropa og Middelhavsegnene. Kerneområdet var Grækenland, Rumænien, Anatolien og Palæstina. I vor del af Europa var jernet endnu et luksusmetal, som kun undtagelsesvist blev anvendt til smykker og dragtudstyr i de rigeste grave.

Der skulle dog ikke gå mange hundrede år, før jernets potentiel blev udnyttet, og konturerne af det nye jernaldersamfund begyndte at tegne sig tydeligt.

Denne udvikling, som er beskrevet i de forudgående kapitler, fandt især sted i Syd- og Sydøstjylland, netop i de områder, der grænser op til de rige myremalmsforekomster. „Jydernes” land fik således en helt ny betydning i takt med udviklingen af en hjemlig jernteknologi og fremstilling af jernredskaber og våben. Var den tidligere omtalte politiske og militære opdeling måske også udtryk for kontrol over jernud-vindingsområderne og jernproduktionen?

Noget kunne tyde på det. Netop disse egne blev i yngre romertid involveret i stadig tilbagevendende krige og kampe. Langs hele den jyske østkyst, fra Djursland i nord til Angel mellem Flensborg og Slien i syd, ligger store krigsbytteofre i centrale helligmoser som det synlige bevis på tidens uro. Var det måske kampe om kontrol med de sydvestlige jernudvin-dingsområder, der var gået ind i en ny og afgørende fase? Rådighed over jern var blevet ensbetydende med magt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Jernets magt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306851