Mens gravritualerne på Sjælland og til en vis grad også på Fyn indeholdt en opvisning i fornemme gravgaver, i omhyggeligt udførte gravlæggelser efter faste og tilsyneladende ufravigelige forskrifter, er den tid næsten helt forbi i Jylland. De fleste steder hviler gravskikken på de gamle traditioner, men nu i stærkt forenklet form; nogle steder kender vi den slet ikke, fordi gravene ikke er fundet.

I Nordjylland er stenkisterne således stadig i brug – de er blot blevet mindre end tidligere; i Øst- og Midtjylland findes jordfæstegrave med mad og drikke, men uden tidligere tiders opbud af bordservice, og i Syd- og Sønderjylland er mange trækister endnu lange og smalle. Overalt er hovedparten af gravene ubrændte.

Gravgaverne er markant reduceret i omfang. De romerske bronzer og glaskar er nu næsten væk; dagligdags ting som bøjlenåle, glasperler, lerkar og jernknive forekommer kun sparsomt. Våbengrave findes stadig hist og her, hvorimod ryttergravene næsten helt er forsvundet.

Også ritualerne virker mere sløsede, og de regionale forskelle, der var så tydelige i de første århundreder, er nu helt udviskede; kun den gamle skillelinie tværs over Jylland fra Mariager Fjord i øst til området omkring Nissum Fjord og Storåen i vest kan stadig anes.

Gravfundene i Jylland tælles nu ikke længere i tusinder, men i hundreder. De store østjyske gravpladser, der havde været i brug i flere hundrede år, blev nu opgivet. Få, spredte og ofte fattige grave er trådt i deres sted. Forklaringen er sikkert, at landsbyernes fælles gravpladser er afløst af de enkelte gårdes eller slægters egne gravsteder, således som det bl.a. ses ved de udgravede landsbyer Vorbasse og Stavad.

Der findes dog stadig gravpladser af en vis størrelse – om end ikke mange; i Nordjylland således i Sejlflod ved Ålborg og i Sønderjylland Enderupskov ved Ribe og Hjemsted ved Skærbæk. Men det almindelige billede er, at den energi og de ressourcer, der investeres i begravelsesritualerne, nu er meget mindre end tidligere.

Nogle steder, som f.eks. i Østjylland, må man allerede ved begyndelsen af yngre romertid have anlagt så uanselige grave, at hverken sten, høj eller gravgaver afslører deres eksistens. Gravritualerne må have mistet enhver betydning ud over den primære – nemlig at bringe den døde i jorden og dermed videre til en anden verden. Lighed og forskelle, position og alliancer var ikke længere fænomener, som de efterlevende lagde vægt på at understrege ved begravelsen – måske fordi de på forhånd var accepteret af enhver.

Manglende gravgaver behøver derfor ikke være ensbetydende med økonomisk tilbagegang, fattigdom og isolation for de pågældende områder, hvad udgravningen af jernalderbebyggelsen Dankirke ved Vester Vedsted syd for Ribe har givet et tydeligt eksempel på.

I en nedbrændt hustomt fra tiden omkring 500 e.Kr. blev der fundet ikke mindre end 1000 glasperler og omkring 1300 skår af frankiske glas. Ved brandens udbrud må glassene have stået opstablet i husets vestende. Denne enorme glasmængde kan kun forklares ved, at det nedbrændte hus var et handels-magasin eller handelshus, hvad fund af vægtlodder da også underbygger.

Pladsen er, usædvanlig rig på værdifulde fund – foruden glassene også våben, smykker og ædelmetaller, der tilsammen underbygger stedets særlige position i yngre jernalder. Var Dankirke „porten til Jylland”, hvorigennem handelskontakterne til Vesteuropa blev varetaget – måske en mellemstation for den omfattende og vidtstrakte Nordsøhandel, som vi ved fandt sted på denne tid?

Der fandtes øjensynligt et marked for importvarer i Jylland i yngre romertid. Men kostbarhederne var til brug for de levende; de døde fik dem kun sjældent med sig i graven.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tomme traditioner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig