Dynastiske forbindelser

De nye kongeslægter støttede hinanden gennem ægteskabelige alliancer. Men de forsømte ikke at etablere nære forbindelser til de lokale stormænd, som på den måde fik del i rigdommen og magten. Det ses især på gravfundene fra Sjælland, som viser et helt andet billede end tidligere.

Det var en usædvanlig rigdom, der blev båret til skue. Intet var længere fremstillet af landets eget metal – jernet. Våben kom ikke med i gravene, og tidligere tiders småredskaber som kniv og saks er nu helt forsvundet. Det samme var bøjlenåle, spænder og andre småting af jern. Men romerske luksusvarer fandtes i rigt mål. Også smykkerne var større, mere prangende og i visse tilfælde af en særegen lokal form. De gyldne arm-, finger- og undtagelsesvis også halsringe var blevet værdighedstegn for udvalgte slægter, drikkekar og spillebrikker symbolet på et liv i lediggang – når tiden vel at mærke ikke gik med kamp eller våbentræning.

Så rige var gravene, at der er fundet romerske bronzer eller glasskåle i ikke mindre end hver anden sjællandsk grav. De rigeste grave med de fornemste ting og den bedste kvalitet findes ved Tryggevælde Å, men ud over det er ligheden med de øvrige grave på Sjælland meget stor. Det gælder ikke blot gravgaverne, men også begravelsesritualerne. Alle grave er f.eks, jordfæstegrave, og de vender altid nord-syd, men i modsætning til tidligere er den døde nu anbragt med hovedet mod syd. Gravdybden varierer fra et par meter til mindre end en halv meter, og det er altid de rigeste grave, der er de dybeste.

Dette massive indslag af rige, ensartede gravfund, der fuldstændig erstatter de forudgående århundreders spredte og sparsomt udstyrede grave på Sjælland, støtter den antagelse, at en ny overklasse, vel danerne, havde taget landet i besiddelse. Selv om det aldrig kan bevises, må vi på grund af de arkæologiske vidnesbyrd gå ud fra, at det var Stevns, der var udgangspunkt for denne nye magtfaktor. Herfra kunne kontrollen udstrækkes til resten af Sjælland – og måske efterhånden også andre dele af landet, i første række Fyn. På Østfyn findes grave af tilsvarende karakter som de østsjællandske, men der er færre af dem, og hovedparten af de fynske grave har rødder i århundredgamle begravelsesritualer. Enkelte grave, f.eks, i Årslev og ved Sanderumgård sydøst for Odense og i Hågerup nordøst for Fåborg viser dog påfaldende lighed med de sjællandske, både hvad angår gravenes udformning, deres orientering og deres indhold.

Det gælder ikke mindst kvindegravene fra henholdsvis Årslev og Varpelev. I begge grave fandtes en enestående og kostbar hårnål af guld med en indfattet rød halvædelsten, en karneol, og tre små halvmåneformede guldstykker, der hænger ned fra ædelstenen i fine kæder.

Disse særlig rige grave fortæller om nye dynastiske forbindelser mellem det sjællandske kongedømme på Stevns og Fyn. Den lokale befolkning på Fyn fortsætter med deres traditionelle begravelsesformer, og de rige grave er måske udtryk for alliancer, som kun har omfattet det højeste lag i samfundet, f.eks. hvor en højættet danerkvinde er blevet gift med en storhøvding på Fyn.

De dynastiske forbindelser rakte imidlertid også uden for landets grænser. Tættest er de til Thüringen og Sachsen, dvs. den sydøstlige del af Tyskland, hvor der er meget rige gravfund.

Forbindelsen kan bedst illustreres gennem en sammenligning mellem graven fra Hågerup og en af gravene fra en gravplads ved Leuna i nærheden af Leipzig.

Begge er skeletgrave, anlagt omkring et par meter under jordoverfladen. Den døde er begravet med hovedet mod syd i en plankekiste, som er flankeret af store sten. Skelettet i Hågerup er af en 45-50-årig mand, som har været omkring 176 cm høj. I graven fra Leuna var skelettet dårligt bevaret, men alligevel var det tydeligt, at den gravlagte ikke har været mere end 150 cm – sikkert en ganske ung mand eller stor dreng.

Begge havde en „charonmønt” i munden, den ene en slidt sølvdenar præget så tidligt som 137 e.Kr. og den anden en guldmønt. Den døde fra Hågerup havde foruden sølvmønten en lille flad spiral af tyk guldtråd, der lå under højre underkæbe. Måske har også den været bestemt for færgefarten til dødsriget. Ved fødderne stod drikkeservicet. Det bestod i Hågerup af to bronzekedler, der var stillet inden i hinanden. I den inderste lå en sølvskål og i den igen en lille glasskål samt en lille lerkop med en lang romersk sølvske. Øverst lå to sammenhørende sæt af øse og si samt en benkam med små bronzenitter. Ved siden af stod et par lerkar og en bøttespand af træ med beslag af bronze.

I Leuna havde man stillet en fin trææske med bronzebeslag neden for den dødes fødder. Den rummede en bronzetallerken, tre lerkar, en sølvskål, en glasskål samt et øse-si-par. Hen over den lukkede kasse lå dyreknogler, oprindelig madgaver, som uden tvivl også har været til stede i Hågerup. Benkammen med bronzenitter lå uden for trææsken, umiddelbart ved siden af den dødes fødder.

Begge havde fine rembeslag og hver en guldring på fingeren. Den fynske stormand havde desuden haft sit toiletgarniture med bestående af en lille pincet med tilhørende øreske af sølv. Den unge mand fra Leuna var derimod fornemt udstyret med to store guldbelagte sølvsporer, en forgyldt sølv-fibel, der oprindelig stammer fra en romersk officersuniform, samt tre pilespidser af sølv.

Dette til trods er ligheden mellem de to grave slående, og den antager næsten helt personlig karakter, når man opdager, at de to sølvskåle og motivet på de to guld fingerringe nærmest er identiske.

Andre eksempler kunne også fremhæves, f.eks. de fine sølvskeer fra Hågerup, Årslev og nogle få andre af de rige fynske grave, som genfindes i både Leuna, Hassleben og Zakrzow (Sakrau) i det sydvestlige Polen; en sølvfibel fra Årslev med en pendant i Zakrzow eller f.eks. ringene med guldindfattede halvædelstene, der er almindelige i de sydtyske fyrstegrave, og som også optræder i de fynske.

Der er altså tale om et meget nært slægtskab, som indbefatter både gravskikken, gravenes udformning, den dødes placering, gravgavernes karakter og kisterummets indretning. Det er udtryk for direkte kontakter og forbindelser, som går på kryds og tværs mellem Thüringen-Sachsen, Østfyn og Østsjælland.

Der er endnu et særpræg, som det er værd at understrege – nemlig at kvindegravene ofte er de rigeste. Det gælder både i Østdanmark, f.eks. Årslev og Himlingøje, og i Thüringen, hvor den meget rige gravplads ved Hassleben udelukkende har været forbeholdt kvinder. Med de nye kongedømmer må ægteskabsforbindelserne også have fået vidtrækkende politiske konsekvenser, ganske som vi kender det fra senere tiders europæiske historie.

Begravelserne på pladser som Hassleben, Leuna eller Himlingøje underbygger opfattelsen af, at disse mennesker tilhørte herskerslægter eller dynastier af en helt ny type. De gravlagte på pladsen ved Leuna var alle mænd mellem 20 og 30 år med undtagelse af én, som ved sin død endnu var en stor dreng. Trods sin unge alder havde han alligevel fået de fyrstelige værdighedstegn med sig – de store guldbelagte sølvsporer og sølvpilespidserne, velsagtens symbolet på den ædle rytterjagt. Hans position må derfor ubetinget tilskrives den familie eller det dynasti, som han fra fødslen var et fuldgyldigt medlem af.

Det var altså en status, der var arvelig, og det er derfor nærliggende at opfatte de gravlagte som repræsentanter for de første herskerslægter i det fremvoksende kongedømme Torin-gi, udstyret med den rigdom og de værdighedstegn, der hørte et nyt dynasti til. I forlængelse heraf må vi tolke de mange lighedspunkter mellem nord og syd som konkrete vidnesbyrd om dynastiske forbindelser mellem den nye magt i Thüringen og en tilsvarende i Østdanmark.

„Fyrstegravene” fra Østdanmark kan være de ældste repræsentanter for landets første kongedynasti(er) – måske forfædrene til danerkongen Hugleik, der i 515 faldt under et flådetogt til Frankerriget, og som er den allerførste danske konge, hvis navn vi kender fra samtidige skriftlige kilder. Kun få generationer skiller i alt fald ham fra tiden for det magtcentrum, der voksede frem i Østdanmark i det tredje og fjerde århundrede – først på Sjælland, siden hen også på Fyn.