Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vier og lunde

Oprindelig forfatter LHed

Uden adgangen til skriftligt kildemateriale er det vanskeligt, nærmest umuligt, at afdække før-kristne helligsteder. Når germanerne, som den romerske forfatter Tacitus beskrev det, „anser det for uforeneligt med de himmelske magters storhed at slutte dem inde bag vægge og give dem menneskelige træk” og yderligere beretter, at de „indvier lunde og skove til deres guder”, så bliver det selvsagt vanskeligt for arkæologer at lokalisere jernalderens helligdomme. Vi må formode, at søer og moser som Thorsbjerg og Illerup har tjent som steder for kontakt med det åndelige, men tilsvarende bygninger som middelalderens kirker og klostre finder vi ikke.

Men her kommer det gamle stednavnemateriale igen arkæologerne til hjælp. Ikke alene fremstod bygden ved Gudme som noget specielt takket være det overleverede navnestof, men det danske land er dækket af hellignavne med tydelig kobling til en førkristen religion. Akkurat på samme måde som vi stadig kalder ugedagene ved deres hedenske navne – tirsdag, onsdag, torsdag og fredag efter Tyr, Odin, Thor og Frigg – således har også et stort navnestof overlevet tusind år med kristendommen.

 Stednavnekort med angivelse af „hellignavne”. På de fine kort er markeret stednavne med Odin, Thor, gud/hellig og vi. Stednavne med Odin adskiller sig fra andre ved ofte at være forled til „vi”, altså helligsted, f.eks. Odins vi (Odense). Thorsnavnen er vanskelige med sikkerhed at knytte til guden Thor, idet dette navn også ofte anvendes som personnavn. Når efterleddet imidlertid er f.eks. „lund”, f.eks. Thorslunde, refereres her formentlig til en hellig lund. Navn med forledet „gud” peger mod guderne generelt, som f.eks. Gudme eller Gudhjem. Stednavne hvori indgår „vi” betegner sandsynligvis alle hedenske kultsteder.

Stednavnekort med angivelse af „hellignavne”. På de fine kort er markeret stednavne med Odin, Thor, gud/hellig og vi. Stednavne med Odin adskiller sig fra andre ved ofte at være forled til „vi”, altså helligsted, f.eks. Odins vi (Odense). Thorsnavnen er vanskelige med sikkerhed at knytte til guden Thor, idet dette navn også ofte anvendes som personnavn. Når efterleddet imidlertid er f.eks. „lund”, f.eks. Thorslunde, refereres her formentlig til en hellig lund. Navn med forledet „gud” peger mod guderne generelt, som f.eks. Gudme eller Gudhjem. Stednavne hvori indgår „vi” betegner sandsynligvis alle hedenske kultsteder.

Thor er den af de gamle guder, som hyppigst optræder i stednavnestoffet, Thorslunde f.eks., mens offermosen Thorsbjerg (Taschberg) måske snarere refererer til krigsguden Tyr, der blev dyrket mange steder i landet, sædvanligvis overleveret som stednavne med Ti-, f.eks. Tissø, Tibirke og Thisted. Såvel de specifikke gudenavne som den mere generelle betegnelse „hellig” og „gud” er sædvanligvis forled til naturnavne som skov, sø, bjerg, næs og lund. Hertil kommer en mindre gruppe navne: Odense, Onsved, Onsild, Oens og Vojens, der alle, hvad enten vi kan høre det eller ej, gemmer på navnet Odin og efterleddet „vi” – altså helligsted. Denne gruppe er interessant, fordi alle lokaliteterne ligger ved gode naturhavne og landingspladser og ikke virker som selv-groede enheder, men mere som resultat af en gennemtænkt plan. Måske ville den tidlige vikingetids konger organisere et kvalificeret modspil til trykket fra den kristne mission ved at indstifte helligsteder, hvor asekongen Odin kunne tilbedes netop dér, hvor mange mennesker samledes?

Annonce

Stednavnestoffet åbner døren til et fascinerende sakralt landskab, som det ellers ikke er os forundt at se. Hvor langt tilbage i forhistorien dets rødder rækker er naturligvis uklart; nogle naturnavne er uden tvivl af stor ælde, mens hovedparten formentlig må tilskrives jernalderen og vikingetiden, altså det sidste årtusinde inden kristendommen tog over. Tilsammen giver de indtryk af en religion, hvis guder til alle tider er blevet tilbedt i naturen, selvom ritualer og offerhandlinger med tiden blev knyttet til halbygningerne i det fremvoksende stormandsmiljø.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Vier og lunde i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306896