• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Drømmen om Danmark

Oprindelig forfatter LHed

Danmark blev navngivet omkring 970, da kong Harald – med tilnavnet Blåtand – gav det en „dåbsattest”. Den var ikke forfattet på latin, men på nordisk, ikke med latinske bogstaver, men med runer, ikke skrevet på pergament eller skind, men indhugget i sten. Til gengæld var den ligesom middelalderens bøger og dokumenter udsmykket med figurer og malet i stærke farver; Kristus på korset og det nordiske/hedenske slangedyr. Dette mandshøje, tonstunge dokument, hvorpå de runekyndige kunne læse, at samme Harald „vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”, var anbragt ved indgangen til kongskirken i Jelling, tæt ved forældrenes mægtige – hedenske – gravhøje.

Kong Harald samlede altså Danmark, dvs. gjorde sig til enekonge samtidig med – eller måske ved hjælp af – at han indførte kristendommen, og siden da har landet været samlet under én konge. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at den samling, som Harald proklamerede, nødvendigvis var så unik, som vi gennem generationer har været tilbøjelige til at tro; meget taler i dag for, at Harald næppe var den første konge, som var enehersker over det danske område.

Bevæger vi os fra den sikre, historisk kendte Harald Blåtands regeringsperiode tilbage i tiden, træffer vi igen og igen indicier for, at stærke konger også på et tidligere tidspunkt kunne forbindes med et rigsherredømme. Til det dynasti, som da skulle være gået forud for Harald, hans far Gorm og hans farfar Hardegon, hørte konger som Olaf (død 909), sønnerne Gyrd (død 916) og Gnupa, foruden Gnupasønnen Sigtryn. Går vi endnu et skridt tilbage, til 804, meddelte de Frankiske Rigsannaler, at danernes konge – rex danorum – Godfred havde samlet en vældig hær ved Sliestorp, ved grænsen til sit rige, og i 808 fortælles det, at samme Godfred havde ladet opføre et vældigt voldanlæg tværs over Jyllands rod. Denne konge havde udbredt sin magt fra Ejderen i syd til Skåne i øst, han havde kontrol over Vestfold vest for Oslo Fjord, han inddrev skatter fra både frisere ved Nordsøkysten og abodritterne, en slavisk stamme i det østlige Holsten og vestlige Mecklenburg, og han beskyttede Jylland med en så kæmpemæssig forsvarskonstruktion som Danevirke. Da det ældste voldforløb imidlertid er anlagt allerede før 737, kan det derfor ikke være Godfreds værk, men må tilskrives en anden magtfuld konge flere generationer tidligere. Tidspunktet taget i betragtning kunne dette være den kong Angantyr, som Ansgar nævner i forbindelse med sin første missionsrejse til danernes land.

Annonce

 Ole Worms træsnit fra 1643, der viser egnen ved Lejre. Uddrag af Ole Worms tekst: A, Harald Hildetands høj. B, Dronningestolen. C, Kongsgården. D, Høj, som kongen besteg efter kroningen (senere kaldet Grydehøj). E, Ertedal, gudinden Herthas dal. F, Lejre A. G, Steenhøj (senere kaldet Ravnshøj). H, Kong Olufs høj. I, Maglebro. K, Hestebjerg. I., Folehøj. M, Kirkehøj. N, Frijshøj. O, Hyldehøj, en stenomsat plads benyttet til Lejrekongens kroning (dvs. den store, endnu bevarede skibssætning). P, Kornerup Å. Navnene og forklaringerne illustrerer den rige sagndannelse omkring Lejre. Realiteter er der næppe bag et eneste af dem.

Ole Worms træsnit fra 1643, der viser egnen ved Lejre. Uddrag af Ole Worms tekst: A, Harald Hildetands høj. B, Dronningestolen. C, Kongsgården. D, Høj, som kongen besteg efter kroningen (senere kaldet Grydehøj). E, Ertedal, gudinden Herthas dal. F, Lejre A. G, Steenhøj (senere kaldet Ravnshøj). H, Kong Olufs høj. I, Maglebro. K, Hestebjerg. I., Folehøj. M, Kirkehøj. N, Frijshøj. O, Hyldehøj, en stenomsat plads benyttet til Lejrekongens kroning (dvs. den store, endnu bevarede skibssætning). P, Kornerup Å. Navnene og forklaringerne illustrerer den rige sagndannelse omkring Lejre. Realiteter er der næppe bag et eneste af dem.

Selv om vi ikke kender andre af de tidlige konger ved navn, så taler de arkæologiske kilder indirekte om tilstedeværelsen af en stærk kongemagt. I 726 blev der anlagt en enorm kanal tværs over Samsø fra øst til vest på det smalleste sted. Kan-havekanalen gjorde det muligt for en flåde at komme direkte til den vestlige side af Samsø fra Stavns Fjord og dens gode havn på østsiden. Den hele eller halve dags sejlads, som herved blev sparet, må have været af største betydning for en flåde, der fra sin base i Stavns Fjord skulle beskytte indsejlingen fra bælterne på begge sider af Samsø (se Magten over Jylland).

En stærk flådemagt var i hvert fald fra den tidlige vikingetid også forudsætningen for en stærk kongemagt. Med den nye lynhurtige skibstype, som de tidligste vikingeskibe har udgjort, var landets kyster blevet endnu mere udsatte for angreb fra havet, hvad enten det var fra det øvrige Skandinavien eller fra konkurrerende konger inden for det nuværende danske område. Kun en stærk flåde var i stand til at holde riget samlet, beskyttet mod både indre og ydre fjender.

Om Danmark permanent var samlet i ét rigsherredømme fra begyndelsen af 700-tallet er dog uklart. Kongens prestige hang uløseligt sammen med hans militære styrke og succes, hvad enten det var internt eller eksternt, akkurat som det var tilfældet hos f.eks. frankerne og alle andre germanske folk i disse århundreder. Politiske ægteskabsalliancer var lige så almindelige i Norden som andre steder i Europa, og det samme gjaldt tribut og gavegivning. Danerne var, lige så lidt som andre af den europæiske middelalders germanske kongedømmer som f.eks. goterne, frankerne, burgunderne osv., en veldefineret biologisk enhed eller etnisk gruppe. Navnet dækkede over politiske enheder, der opstod og fragmenterede som resultat afvekslende strategiske militære sammenslutninger under kongelig ledelse. I århundreder må danernes land, i lighed med både det angelsaksiske England og det øvrige Norden, have udgjort en variabel størrelse, til tider delt i konkurrerende småkongedømmer, til tider samlet i større enheder og – formentlig allerede fra begyndelsen af 700-tallet – ikke helt sjældent samlet i et rigsfællesskab under én konge, på dette tidspunkt måske Angantyr. Et århundrede senere var landet samlet under Godfred, fra omkring 890 måske under Olaf-dynastiet og sluttelig, fra omkring 940, under Gorm-dy-nastiet.

Så sent som i 1000-tallet var Olafsagaen en tradition ved det danske hof, men den blev grundigt fortrængt i Valdemars-tiden. Knud Lavard-linien af det kongelige hus, som kom til magten i 1157, udviste særlig interesse for at begrænse herredømmet til sin egen gren af slægten, og Olafsagaen kunne rent politisk opfattes som en infiltration af dynastilinierne.

Fortrængningen af Olaf-dynastiet til fordel for Skjoldungerne, som det sker hos Saxo Grammaticus og Svend Aggesen omkring 1200, kan derfor ikke opfattes som andet end regulær historieforfalskning i et nyt dynastis tjeneste. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at den store fortælling om danernes tidlige historie er en litterær konstruktion aldeles uden hold i virkeligheden. Skjoldungerne kan i stedet have været én af flere navnkundige kongeslægter i Sydskandinavien, hvis myteomspundne historie stadig eksisterede i den mundtlige tradition omkring 1200 (om Saxo kan der læses mere her: Saxo).

 I Jægerspris Nordskov står Kongeegen, som med sine næsten 2000 år er den ældste levende organisme i Nordeuropa. Den ville – hvis den kunne tale – være i stand til at berette om dengang danerne kom til landet og herulerne drog bort og om Skjoldungerne, der kom sejlende ned gennem Isefjorden på vej til Lejre og tog landkending efter dens krone og vældige stamme.

I Jægerspris Nordskov står Kongeegen, som med sine næsten 2000 år er den ældste levende organisme i Nordeuropa. Den ville – hvis den kunne tale – være i stand til at berette om dengang danerne kom til landet og herulerne drog bort og om Skjoldungerne, der kom sejlende ned gennem Isefjorden på vej til Lejre og tog landkending efter dens krone og vældige stamme.

Såvel hos Saxo som hos Snorre Sturlasson, Svend Aggesen og i Bjovulfkvadet berettes om eller refereres til de ældste kongesagn om Skjolds søn Halvdan, sønnesønnerne Roar og Helge og ikke mindst om Helges søn, den navnkundige Rolf med tilnavnet Krake. Roar og Helge var samkonger, dvs. de regerede riget i fællesskab. Roar herskede over landet, og det var ham, der grundlagde kongebyen Roskilde (Roars Kilde), mens Helge var den store søkriger, hvis magt var knyttet til havet. Sagnet vil vide, at Skjoldungernes hjemsted var Lejre; det var her Rolf Krake byggede sin mægtige kongsgård – og det var her, han siden mistede livet ved den mordbrand, der så malende er skildret i Bjarkemålet, den berømte kampsang, som antagelig blev til i vikingetiden.

De første historieskrivere havde til hensigt at fremstille det geografiske Danmark som ét rige under én kongeslægt, og her indtager Lejre vedholdende pladsen som landets hovedstad og sæde for Skjoldungernes kongeborg, om end allerede Svend Aggesen i 1100-tallets slutning bemærker, at dette navnkundige sted i realiteten blot var en uanselig flække i nærheden af kongebyen Roskilde.

Lejre ligger ved bunden af Isefjorden, beskyttet fra havet og med gode forbindelser til lands og til vands; stedet må have været strategisk velvalgt som centrum for en herskerslægt. I 1016 berettede den tyske historieskriver Thietmar af Merseburg om den tyske kejsers felttog mod danerne i 934, og her omtales Lejre på Sjælland som hovedstaden i riget med en hellig lund, hvor der hvert 9. år i januar måned foregik store menneske- og dyreofringer. Hvad der er sandt, og hvad der er opdigtet, får stå hen i det uvisse, men navnet Lejre forekommer flere gange også i Den Ældre Edda, hvis kvad til dels menes at række tilbage til jernalderen. Selv om området omkring Lejre fremviser betydelige mængder af fortidsminder fra vikingetiden, så forblev Skjoldungernes kongsgård alligevel en luftig konstruktion frem til 1986, da arkæologer omsider kunne afdække stolpehullerne til en hal på næsten 500 m2. Med ét slag havde de sagnomspundne forestillinger om Lejres gamle storhed materialiseret sig (se foto under Det nye dynasti).

Udgravningerne har siden afsløret en omfattende bebyggelse opdelt i mindst to store gårdenheder. Dateringen rækker fra slutningen af 600-tallet frem til omkring 1000, og bebyggelsen er således samtidig med f.eks. storgården ved Tissø, der på mange måder modsvarer Lejrehallen. Den væsentligste forskel ligger i sagnstoffet, som specifikt forlener Lejre med en særlig nationalromantisk aura som sæde for Skjoldungerne, men som samtidig lader os formode, at Lejrekongerne kunne være én blandt flere kongeslægter på Sjælland i den sene jernalder og tidlige vikingetid.

Vi kender naturligvis ikke den historiske virkelighed bag det mylder af sagnkonger og begivenheder, som henføres til disse århundreder. Det væsentligste er heller ikke, om de udgør historisk korrekte fremstillinger, men at de repræsenterer, hvad der engang blev opfattet som fuldt troværdige beretninger. Om de er sande eller falske ud fra vort skøn er således underordnet, fordi sagnhistorien ikke må vurderes som en statisk historisk kilde. Den har været foranderlig og dynamisk og skulle frem for alt bringe identitet og legitimitet til dem, som identificerede sig med den specifikke historie. Det forekommer imidlertid sandsynligt, at myterne og sagnene trods alt rummer spor af en række personer, som virkelig har levet, og af begivenheder, som faktisk har fundet sted.

Skjoldungerne selv er første gang omtalt i Bjovulfkvadet, der menes at være nedskrevet i England i 700-tallet eller senere. Alligevel er det opfattelsen, at digtet bærer vidnesbyrd om nære kulturelle kontakter mellem Skandinavien og det angelsaksiske område allerede i 500- og 600-tallet. I dette hyldestdigt til helten Bjovulf, til danerne og deres gamle kong Roar, omtales kongeborgen Heorot (Hjorthal) på Sjælland, hvorimod Lejre ikke nævnes. Det er således en fristende tanke, om end det kun kan blive derved, at befolke 500- og 600-tallet med konger som Halvdan, Helge, Rolf Krake og alle de andre og at se Skjoldungerne som en af de fremmeste kongeætter, knyttet netop til det strategisk beliggende Lejre ved bunden af Isefjorden. Alligevel kan andre storgårde eller kongehaller som f.eks. den ved Tissø lige så vel have udgjort det fysiske centrum for en lokal kongeslægt på Sjælland. Men drømmen om Danmark begynder i Lejre, fordi sagntraditionen har en egen fascinationskraft ved at løfte en flig af fortidens slør og lade os kigge ind til mennesker med følelser, tanker og handlinger, som vi ellers ikke ser.

Men drømmen om Danmark er også udtryk for en længsel efter rødder, fælles afstamning og national identitet. Vi er danskere, fordi vi er født i det område af Norden, som i dag hedder Danmark, og vi er forenede i en fælles fortid, hvis håndgribelige spor er de arkæologiske vidnesbyrd. Lighed og forskel i nutiden synes så let at legitimeres gennem fortiden, men fortidens enhed er en konstruktion, der altid er skabt og tilpasset efter sin samtids behov. Saxo Grammaticus var den første historieskriver, som konstruerede den nationale identitet ved at forfatte Gesta Danorum, Danernes historie. Men det Danmark, som er fixpunktet i senere tiders nationale drømme, var også et Danmark uden en befolkning, der så sig selv som „danskere”. Forskellen mellem dengang og nu, mellem dem og os, er så afgrundsdyb, at det bliver historieforfalskning at bruge oldtiden som argument for en dansk særegenhed og som udgangspunkt for en national selvforståelse. Den lange historiske udvikling, gennem hvilken landet blev til nationalstaten Danmark og dets befolkning til danskere, vil de mange efterfølgende bind af Danmarkshistorien tage sig af at beskrive.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Drømmen om Danmark i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306900