En billedverden i sølv

Den prægtigste af de offergaver fra førromersk jernalder, som jorden har givet os tilbage, er uden tvivl den store, delvis forgyldte sølvkedel fra Gundestrup i Himmerland. Ikke alene måtte den virke betagende i kraft af sin størrelse og sin rige billedverden, men også på grund af metallet – sølvet – som her for første gang kom til Danmark. Ikke mindre end ni kilo rent sølv er brugt til fremstillingen, og kedlen er det tungeste sølvarbejde fra Danmarks oldtid.

Bunden er afrundet og siderne lodrette, opbygget af inder-og yderplader, der foroven holdes sammen af en tyk, hul randliste. Indvendig er bunden dækket af en rund plade. Oprindelig har de enkelte dele været loddet sammen, men ved ofringen har kedlen været skilt ad. Som Dejbjergvognene er den blevet lagt på en tør, bæredygtig moseflade, der først senere er vokset hen over den. Da den blev fundet ved tørvegravning i 1891 manglede en af yderpladerne og store dele af randen. Der er imidlertid ikke tegn på nogen form for ødelæggelse som ved Bråkedlen, og det må derfor antages, at den var intakt, da ofringen fandt sted.

De enkelte plader er udsmykket med udhamrede relieffer ligesom kedlerne fra Rynkeby og Sophienborg. Af de i alt 13 bevarede reliefplader har de syv, som er næsten kvadratiske, (sammen med en ottende) været placeret som yderplader, mens fem aflange plader har siddet på karrets inderside. Den sidste plade er rund og anbragt indvendig i karrets bund. Pladerne har været helt eller delvis forgyldte, men sliddet i forbindelse med brug har nu kun levnet svage spor af guldet i relieffernes dybeste dele.

Alle plader er rigt udsmykkede med et væld af gude-, menneske- og dyremotiver. Hver af de syv yderplader har som hovedmotiv en stor person i brystbillede, omgivet af små mennesker og dyr. Størrelsesforskellen, deres attituder med oprakte arme og de store torques, som bæres om halsen, vidner alt sammen om, at de store figurer er gudefremstillinger.

Med en enkelt undtagelse er guderne afbildet uden tøj, mens menneskefigurerne er påklædte. For mændenes vedkommende er det en tætsiddende dragt med lange eller korte bukser og en trøje med lange eller korte ærmer. Kvindedragten er en folderig halvlang kjole, formentlig uden ærmer, som enten hænger løst eller holdes sammen af et bælte.

På inderpladerne skifter billedmotivet karakter. Kun to af de i alt fem plader er komponeret omkring et gude„portræt”, mens en tredje har en siddende guddom som det centrale motiv. De to sidste plader mangler den centrale gudeskikkelse; den ene viser tre ens motiver med en okse og en mand, der løfter sit sværd mod dens strube. Den femte og sidste plade er for os den mest spændende. Den fremstiller et optog med krigere og ryttere, der passerer en stor person, som med begge hænder holder en mand med hovedet nedad over en kedel eller et kar (se foto).

Gundestrupkedlens billedverden rummer en række religiøse motiver, som har været umiddelbart tilgængelige for de mennesker, som den er fremstillet til. For os er de vanskelige at forstå, men vi kan dog sige lidt om motiverne. Således kan en enkelt af guderne bestemmes med ret stor sikkerhed, nemlig den hjortehornede gud med torques og den vædderhornede slange. Det er den keltiske guddom Cernunnos, som bl.a. kendes fra afbildninger på mønter. I modsætning til mange andre keltiske guder savner den hjortehornede gud sin parallel blandt de romerske guder, hvilket indebærer, at den også efter romernes erobring af Gallien i midten af det sidste årh. f.Kr. vedbliver at være en karakteristisk keltisk guddom. Anderledes forholder det sig med den gud, som sammen med en kriger holder om et (halvt) hjul. Det er sandsynligvis solguden Taranis, den romerske Jupiter. Blandt de kvindelige guddomme ses kærlighedsgudinden, der er kendt fra såvel Europa som Orienten, afbildet med en fugl i hånden.

Det motiv, der har kaldt på de fleste tolkningsforsøg, er den velkomponerede, figurrige fremstilling af krigerprocessionen. Den viser et optog i tilknytning til en eller anden form for rituel handling. Ud fra overleverede walisiske (keltiske) sagn er denne scene blevet tolket som en række krigere, der er på vej mod udødelighedskedlen. Andre mener, at der er tale om en offerscene, idet menneskeofringer indgik i den keltiske religionsudøvelse.

Bundpladen med den liggende tyr betragtes ud fra sin centrale placering som hovedmotivet og afgørende for tolkningen af kedlens religiøse bestemmelse. Formodentlig er der tale om en af de tyreofringer, som spillede en vigtig rolle i kelternes religion. Druiderne, de keltiske præster, spiste af kødet, faldt i en dyb søvn og var derefter i stand til at træffe vigtige afgørelser. Det vil derfor være naturligt at se kedlen som et offerkar, fremstillet til opsamling af blod ved tyreofringer et sted i den keltiske verden. Forbindelsen til det keltiske univers ses tydeligt i fremstillingen af enkeltgenstande, f.eks. de karakteristiske halsringe, de store aflange skjolde (som også leder tanken hen på træskjoldene fra Hjortspring), sporer, sværd, trompeterne med dyrehoved – de såkaldte „carnyx”, hjelmene med påsatte dyrefigurer og de runde plader, „phaleraer”, som sidder på hestenes seletøj.

Selve kedlens stilpræg er derimod ikke keltisk. Den mærkelige og forbløffende virkning, som billederne har på beskueren, og som er helt særegen for Gundestrupkedlens motivverden, skyldes især den slående forskel mellem guderne på den ene side og dyr og mennesker på den anden. Guderne er fremstillet med en egen monumental ubevægelighed; mennesker og dyr er derimod præget af liv og aktivitet. Især dyrene indtager ofte helt forvredne stillinger, og deres grumme og voldsomme udseende hører hjemme i kunsten i de sydøsteuropæiske områder og egnene ved Sortehavet. Vestkeltiske, især galliske, dyremotiver er i modsætning hertil stive og stillestående, nærmest sløve og lidt klodsede.

Gundestrupkedlens billedverden er en uforklarlig blanding af vestkeltisk og sydøsteuropæisk, med græske motiver som delfinrytteren og Herakles i kamp med løven. De religiøse motiver virker keltiske, hvorimod stilen synes at pege mod øst. Selv om kunsthåndværkerne har været i besiddelse af stor teknisk dygtighed, er fremstillingerne alligevel sine steder mærkeligt hjælpeløse. Menneskefigurerne mangler således fuldstændig perspektiv, arme og ben er anbragt på de særeste måder. Tilsvarende indtryk kan man også få af keltisk kunst.

Efter al sandsynlighed må kedlen være fremstillet i Dacien eller Thrakien, dvs. det nuværende Rumænien og Bulgarien, under keltisk indflydelse men med impulser fra syd og øst, fra Grækenland og Anatolien, fra Persien og Den fjerne Orient. Den må være beregnet på et keltisk miljø og en keltisk religion, som har været kunstnerne fremmed; derfor den sære blanding af stil og motiver. Tidspunktet er også usikkert, men især krigerudrustningen taler for, at kedlen er fremstillet i det sidste århundrede f.Kr.

Men hvorfor og hvordan er et sølvkar som dette, med så entydig tilknytning til religionen og kulten, kommet bort fra den keltiske verden for til slut at blive overgivet til Nordens fremmede guder? Det er sket i Himmerland, i kimbrernes hjemegn – og ikke langt fra den gamle befæstning ved Borremose. Kan den, som så meget andet, være hjembragt som bytte fra togter mod kelterne, enten selve den navnkundige kimbrervandring eller en senere ekspedition?