En mangfoldighed af offergaver

At guder og mennesker kunne anvende samme værdigheds-tegn illustreres af de specielle keltiske halsringe, der har to modstillede, sammenstødende kugler eller knopper for enden af bøjlen. Arkæologerne kalder disse keltiske halsringe for torques, egl. det latinske ord for et snoet halssmykke. Udformning, størrelse og materiale varierer; fra de skønneste og vægtigste stykker kunsthåndværk af guld og sølv til simple små bronzeringe, som ingen guddom kunne være tjent med.

Et af de fornemste eksempler på en sådan halsring er fundet i Dronninglund Mose i Vendsyssel. Bøjlen består af en massiv, glat guldstang, og siderne på de modstillede knopper er ornamenteret med den fineste filigran.

Denne ring er uden tvivl af fremmed oprindelse; givetvis kommer den fra området nord for Sortehavet, hvor tre af de i alt fem kendte guldhalsringe af denne type er fundet. Den femte og sidste stammer fra Gotland.

Vi ved ikke meget om Nordens forbindelser mod syd og sydøst i det sidste århundrede f.Kr., og vi ved heller ikke, hvorfra og hvordan guldringene er kommet hertil. Af form er de keltiske, men ornamentikken hører tydeligvis til den sydrussiske, thrakiske, guldsmedekunst. Ringene må efter al sandsynlighed være fremstillet ved Sortehavet i tiden efter den keltiske ekspansion, dvs. senere end det tredje århundrede f.Kr. Det kan forklare kombinationen af keltisk form og thrakisk stil.

Når vi med så stor sikkerhed kan sige, at halsringen med de store endeknopper var et guddommeligt værdighedstegn, skyldes det kendskabet til en lang række keltiske gudebilleder, heraf flere på metalkedler fra Danmark.

Fra Illemosen ved Rynkeby mellem Odense og Nyborg stammer resterne af en keltisk kedel, der består af sammen-nittede plader af bronzeblik, som er udsmykket med udhamrede relieffer. Det centrale motiv er et kvindeansigt, flankeret af to støbte, pånittede tyrehoveder. Netop de to tyrehoveder lader ingen tvivl om, at den afbildede kvinde er gudinde; om halsen har hun en svær torques.

Der findes flere andre fornemme kedler her i landet, som på forskellig måde er ofret. I Rynkebykedlens tilfælde er det uvist, om den har været skilt ad eller måske er slået i stykker inden nedlægningen. Den blev fundet ved tørvegravning, og det er derfor også muligt, at den var hel, da den kom i jorden. Når spørgsmålet overhovedet er relevant, skyldes det, at andre af de store kedler enten har været skilt ad (som Gunde-strup) eller er blevet slået i stykker (som Brå) før nedlægningen.

Fra Brå syd for Horsens stammer den store bronzekedel, der blev fundet under helt andre omstændigheder end de øvrige kedler. For det første var den fuldstændig sønderhugget – sikkert med den jernøkse, der lå ved siden af. For det andet var kedlen anbragt på et sted, hvor der aldrig har været mose. Den lå i en lille grube, og over den var lagt et par store sten.

Selv om Bråkedlen var helt ødelagt, har det alligevel været muligt at rekonstruere den ret nøjagtigt. Det var en stor kedel, mere end en meter i diameter, og den kunne rumme mindst 600 l (vin?). Over- og underdelen var af udhamrede bronzeplader, mens randen og de tre store bæreringe var af jern, omlagt med bronze.

Det, der især påkalder sig opmærksomhed, er de fine støbte dyrefigurer, der har siddet omkring bæreringene. De tre beslag, der forbinder randen af karret med de store ringe, er udsmykket med hver sit ugle(?)hoved, og under hvert beslag har der siddet to fine små tyrehoveder.

Tyremotivet findes på adskillige af de keltiske kedler. Det var med på kedlen fra Rynkeby, det er, som vi skal se, helt centralt i Gundestrupkarret og det fandtes på en kedel fra Sophienborg Mose ved Hillerød. I flere tilfælde er tyrefigurer fundet alene i moserne, og flere af dem stammer sikkert fra lignende kar. De er alle tydeligvis keltiske af oprindelse.

Der er da heller ingen tvivl om, at de nævnte kedler er keltiske. Med undtagelse af Gundestrupkarret må de være vestkeltiske (galliske) arbejder, men de er ikke jævnaldrende. Bråkedlen er den ældste, dateret til 300-tallet f.Kr., mens kedlerne fra Rynkeby og Sophienborg må være mellem 100 og 300 år yngre. Alligevel er det ikke usandsynligt, at de alle tre blev ofret i løbet af de sidste halvandet hundrede år før vor tidsregning, hvor både offergaverne og gravgaverne tog til i mængde; gravgaverne endog med „antikviteter” på flere hundrede år som i Langå.

Der er dog også andre kedler end de keltiske. I Keldby på Møn er der således fundet en bronzespand, som er fremstillet i den græske Koloni Tarent i Syditalien måske allerede i det fjerde årh. f.Kr., og ved Mosbæk i Vendsyssel er der fundet en kedel som svarer til en af Langåkedlerne. Også denne er et etruskisk arbejde, men fra Arretium i det nordlige Etrurien. Den kan dateres til det tredje årh. f.Kr. og er således yngre end det fynske eksemplar.

Kedlerne, vognene og halsringen af guld viser karakteren af det, der kom til landet i de sidste århundreder før vor tidsregning. Det er pragtgenstande, som kan have tjent ceremonielle formål allerede i deres eget hjemland.

Langtfra alle offerfund rummede disse udsøgte gaver til guderne. Hovedparten er mere beskedne i omfang og værdi og består ofte af en enkelt lille bronzenål, en bronzefibel eller et lerkar med mad. De var anbragt enkeltvis i moserne som den mere ydmyge offergave til de mægtige kræfter, der styrede liv og lykke.

Vi står med andre ord over for en tid, hvor offerhandlinger fandt sted på flere forskellige planer – et privat og personligt, hvor man gjorde brug af de ting, man omgav sig med i dagligdagen, og et officielt, hvor pragtgenstande fra det fremmede blev overgivet guderne, sikkert under almen bevågenhed.