Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vognene fra Dejbjerg Præstegårdsmose

Oprindelig forfatter Redaktionen

Selv om Danmark ligger uden for den keltiske del af Europa, er mange af de fornemste eksempler på keltisk kunsthåndværk fundet her – sølvkedlen fra Gundestrup, bronzekedlen fra Brå, guldringen fra Dronninglund og vognene fra Dejbjerg for at nævne de kendteste. Fra Rumænien i øst til Frankrig i vest har disse pragtgenstande fundet vej til danske moser, hvor de gennem religiøse ceremonier blev overdraget landets egne guder og forfædre.

Her i landet repræsenterede de ikke alene skønhed og værdi, men havde også en mytisk dimension, som var konsekvensen af en fjern og dunkel oprindelse. Det var denne dimension, der adskilte dem fra alt, hvad selv de dygtigste lokale kunsthåndværkere kunne præstere, og som var baggrunden for, at de – mere end noget andet – var guderne værdige.

Kom de således til at kaste glans over guderne og forfædrene, faldt genskæret dog på den person eller gruppe, i hvis magt det var at ofre noget så enestående. Og det har ikke mindst været væsentligt for den anseelse, der blev dem til del i deres eget samfund.

Annonce

 Den ene af Dejbjergvognene, som den er udstillet på Nationalmuseet. Vognkassens langsider består af rigt udsmykkede længdelister, samlet i hjørnerne med lodrette rundstokke, og endefjæle, der er lidt lavere end siderne, men som også er rigt ornamenteret med gennembrudte bronzebeslag. I vognkassen står en agestol med prydtoppe, som oprindelig har haft flettet sæde. Vognhjulene er store, nav og fælge er skåret i asketræ og forsynet med en svær bronzebøsning, mens egerne er af bøg. Hver fælg er bøjet af et enkelt stykke træ, der har været holdt sammen og beskyttet mod slid og beskadigelse af et jernbånd, som nu er rustet væk. Vognen er blevet trukket af to heste, som var spændt til en trækstang, der – ligesom vognkassen – er smykket med gennembrudte bronzebeslag. Dejbjergvognen må være fremstillet af et professionelt værksted, der har mestret bronzestøbning, jernsmedning og træforarbejdning på et højt niveau.

Den ene af Dejbjergvognene, som den er udstillet på Nationalmuseet. Vognkassens langsider består af rigt udsmykkede længdelister, samlet i hjørnerne med lodrette rundstokke, og endefjæle, der er lidt lavere end siderne, men som også er rigt ornamenteret med gennembrudte bronzebeslag. I vognkassen står en agestol med prydtoppe, som oprindelig har haft flettet sæde. Vognhjulene er store, nav og fælge er skåret i asketræ og forsynet med en svær bronzebøsning, mens egerne er af bøg. Hver fælg er bøjet af et enkelt stykke træ, der har været holdt sammen og beskyttet mod slid og beskadigelse af et jernbånd, som nu er rustet væk. Vognen er blevet trukket af to heste, som var spændt til en trækstang, der – ligesom vognkassen – er smykket med gennembrudte bronzebeslag. Dejbjergvognen må være fremstillet af et professionelt værksted, der har mestret bronzestøbning, jernsmedning og træforarbejdning på et højt niveau.

Hvis vi med større sikkerhed vidste, hvor disse pragtgenstande kom fra, hvornår de var fremstillet, og hvor lang tid, der var gået, før de var kommet i jorden, ville der også være bedre muligheder for at sige noget om baggrunden. Da de altid findes enkeltvis, og da flere af dem savner paralleller andre steder i Europa, må både datering og oprindelse imidlertid blive ret usikker.

Men én ting står i hvert fald fast, og det er, at offergaverne aldrig, hverken før eller siden, var så forskelligartede og kom fra så store dele af Europa som netop nu, i de sidste århundreder før vor tidsregning. De kan derfor ikke være kommet hertil via fast etablerede forbindelser, men må hver for sig repræsentere en historie, der er lige så enestående som de selv.

Den historie må ikke mindst være fængslende for de to vognfund, der er gjort i Dejbjerg Præstegårdsmose mellem Ringkøbing og Skjern.

Ved den intensive tørvegravning i slutningen af 1800-tallet blev der fundet rester af en bronzebeslået vogn, som havde umiskendelig lighed med Langågravens brændte vogndele. I mosen lå der to rigt udsmykkede vogn fjæle, en stol af træ, dele af to hjul, to aksler af træ og et antal ubestemmelige træstykker med bronzebeslag.

De gennembrudte bronzearbejder, mandsmaskerne med pandehår og langt buet overskæg, ornamentikken med hjertemønstre og s-slyngninger samt forskellige små fyldmotiver pegede alt sammen entydigt på tilhørsforhold til den keltiske kultur.

Rekonstruktionen af selve vognen var derimod meget usikker; dertil var de bevarede vogndele for få. Det var derfor nærliggende at drage paralleller til den keltiske vogntype, som i forvejen var kendt, nemlig den lette to-hjulede stridsvogn fra fyrstegravene ved den mellemste Rhin.

Nogle få år senere blev der imidlertid fundet endnu en vogn i Præstegårdsmosen. Den var ikke så ødelagt af tørvegravning som den første og rekonstruktionen derfor mere sikker. Nu blev det klart, at vogntypen var en helt anden end først antaget; ikke en stridsvogn, men en kørevogn, og ikke med to, men med fire hjul. Der var heller ingen tvivl om, at de to vogne fra Dejbjerg var af samme type, skønt ikke helt ens; f.eks, havde den ene 12, den anden 14 eger i hvert hjul.

Da vognene blev ofret i mosen, var denne delvis dækket af trævækst og bunden derfor nogenlunde tør. Stedet, hvor de lå, var afmærket med nedstukne kæppe, der måske markerede udstrækningen af et helligt område, ligesom det kendes ved de store våbenofferfund fra romersk jernalder.

De to vogne var tydeligvis blevet skilt ad inden udlægningen på helligstedet. Når vogntræet hist og her var ormædt, kan det skyldes, at vogndelene har ligget i fri luft gennem længere tid, inden mosen voksede hen over dem. De bærer ikke spor efter nogen form for ødelæggelse, og hvad der mangler må skyldes senere tiders tørvegravning. Der er ikke antydning af den samme rituelle destruktion som i Hjortspring.

Dejbjergvognenes oprindelse er stadig en kilde til diskussion. Er det et keltisk værksted i Mellemeuropa eller lokale vognmagere her i landet, der har fremstillet disse to næsten identiske pragtvogne? Teknisk er det sidste vel ikke umuligt, men i givet fald måtte den eller de kunsthåndværkere, der havde stået for udsmykningen, enten selv være keltere eller i det mindste være uddannet hos dem. Vogntypen står i hvert fald fjernt fra de lokale danske arbejdsvogne, og ornamentikken er typisk keltisk, ikke nordisk. Deres nærmeste paralleller findes i den store befæstede keltiske by Manching i Bayern.

Hvis vognene er af fremmed oprindelse som tidens andre store offergaver, melder spørgsmålet sig, hvordan de er kommet til Vestjylland. Er de blevet trukket herop – vel af heste? Har det overhovedet været muligt at tilbagelægge så store afstande med vogn? Var det tilfældet, forudsatte det også en eller anden form for farbar vej – og fandtes der det? Eller har vognene måske været skilt ad og fragtet på pramme gennem Europas floder?

Det er unægtelig lettere at forestille sig, at det var håndværkerne – og ikke vognene – der havde tilbagelagt i hundredvis af kilometer. På den anden side har fortiden mange eksempler på, at det, vi anser for at være næsten umuligt, alligevel kunne lade sig gøre.

Hvad enten Dejbjergvognene er keltiske eller danske, står spørgsmålet tilbage, hvad de er blevet brugt til her i landet – hvis de da overhovedet er blevet brugt? Indgik de, som den romerske forfatter Tacitus beretter nogle hundrede år senere, i dyrkelsen af gudinden Nerthus?

"Ved disse folkeslag [de nordgermanske stammer] er der intet bemærkelsesværdigt, andet end at de i fællesskab dyrker Nerthus, det vil sige Moder Jord, og tror, at hun griber ind i menneskenes anliggender og kommer kørende rundt til de forskellige folkeslag. På en ø ude i Oceanet findes en hellig lund, og i den står en indviet vogn, der er dækket med et klæde. Kun én præst må røre den. Han fornemmer, når gudinden er til stede i sin helligdom, og medens hun på sin vogn trækkes af sted af køer, ledsager han hende fuld af ærefrygt. Da er der glade dage, og alle de steder, som gudinden finder værdige til at besøge og gæste, er smykket til fest."

Måske var det ikke blot guder, men også høvdinge, der brugte den slags vogne som en understregning af den nære forbindelse mellem dem og det guddommelige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vognene fra Dejbjerg Præstegårdsmose i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306816