Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det daglige brød

Oprindelig forfatter Redaktionen

I slutningen af 1970'erne blev der gjort et bemærkelsesværdigt fund ved jernalderlandsbyen Overbygård i Vendsyssel, hvor man udgravede en udbrændt trækælder, der viste sig at have været forrådskammer til en af gårdene. På gulv og hylder havde der ved brandens udbrud stået krukker og kar fyldt med korn. Kælderen giver derfor et enestående øjebliksbillede af jernalderbondens forråd en tilfældig dag i et tilfældigt år omkring begyndelsen af vor tidsregning.

Analyser viser, at den mest almindelige kornsort var byg, men at hvede fulgte tæt efter, og at havre også var til stede. Der er ligeledes forskellige ukrudtsfrø, og overraskende nok lå korn og frø hver for sig, hvilket betyder, at frøene ikke blot er „fulgt med” ved indhøstningen, men må være indsamlet for sig eller frasorteret kornet.

 Den brændte forrådskælder, der hørte til en gård i jernalderlandsbyen Overbygård i det sydlige Vendsyssel. Kælderen var solidt bygget af store planker og høj nok til, at man kunne stå oprejst. Da gården brændte, faldt kælderen sammen og beskyttede sit indhold – kar og krukker med henved 100 liter korn og frø. Over halvdelen lå i et trækar, mens resten stod i fyldte krukker og kar på gulv og hylder. En del af kornet var forkullet ved branden, mens andet var velbevaret og uskadt, fordi krukkerne havde beskyttet det mod varmen. Da vi ikke ved, på hvilken tid af året kælderen brændte, kan vi heller ikke vide, hvor stort forrådet har været lige efter høst.

Den brændte forrådskælder, der hørte til en gård i jernalderlandsbyen Overbygård i det sydlige Vendsyssel. Kælderen var solidt bygget af store planker og høj nok til, at man kunne stå oprejst. Da gården brændte, faldt kælderen sammen og beskyttede sit indhold – kar og krukker med henved 100 liter korn og frø. Over halvdelen lå i et trækar, mens resten stod i fyldte krukker og kar på gulv og hylder. En del af kornet var forkullet ved branden, mens andet var velbevaret og uskadt, fordi krukkerne havde beskyttet det mod varmen. Da vi ikke ved, på hvilken tid af året kælderen brændte, kan vi heller ikke vide, hvor stort forrådet har været lige efter høst.

Er indholdet i denne forrådskælder nu også udtryk for jernalderbondens daglige måltider? Spiste han mon ikke også kød? Og var ukrudtsfrøene menneskeføde?

Annonce

Svaret finder vi ved at kigge ned i maven på et par af de mennesker, som i jernalderens begyndelse blev henrettet og lagt ned i moserne ved Grauballe og Tollund øst for Silkeborg (se bind 1). Mosevandet har konserveret ligene så godt, at selv maveindholdet er bevaret, og derfor kan vi svare bekræftende på, at ukrudtsfrø var menneskeføde.

Grauballemandens sidste måltid bestod af ikke mindre end 55 forskellige frøarter foruden emmer, spelt, rug, byg og havre. Her var fløjlsgræs, blød hejre, rajgræs, pileurt, gåsefod, spergel, vejbred og mange andre, hvis frø var kogt sammen til en grød, sikkert på et griseben. Tollundmandens måltid bestod også af korn og ukrudtsfrø, blot var antallet af frøarter mindre, og grisebenets fedt erstattet af fedtet fra hør- og dod-derfrø.

De mange ukrudtsfrø er blevet opfattet som en særlig simpel fangekost, måske et rituelt måltid, og i hvert fald ikke som et almindeligt indslag i jernalderbondens daglige kost. I dag er vi tilbøjelige til at mene, at moseligenes måltidsrester svarer ganske godt til sammensætningen af et almindeligt måltid. Flere nye kornfund med ukrudtsfrø, maveindhold fra andre moselig og bevarede madskorper i lerkar peger i samme retning.

Det har været et sundt måltid, en fuldkornsgrød eller vælling med en konsistens så tynd, at den sikkert kunne drikkes. De mange små hankekar, der er så almindelige i fund fra jernalderen, har egnet sig fortrinligt til formålet. Det har også været et vintermåltid; der er ingen spor efter frisk frugt eller grønt.

Når ukrudtsfrøene udgør så stor en del af den daglige kost, må de også være indsamlet systematisk. Hovedparten af de frø, der kendes fra jernalderen, stammer fra et-årige ukrudtsplanter, der har vokset på brakjord eller måske sammen med kornet. Det er især pileurt, gåsefod, spergel, vejbred og nogle græsser. Det er dem, vi ustandselig træffer i fundene. Disse planter vokser tæt, har en rig blomsterstand og er derfor lette at høste. Ved indsamlingen blev mange andre frø taget med, bevidst eller tilfældigt, og derved bliver listen over arter i de analyserede kornfund og madrester så lang.

Det var ikke alle planter, der voksede i dyrket jord. Nogle er hentet på enge, overdrev og i skoven. Planter som tandbælg, markfrytle, græsbladet fladstjerne og opret potentil er både græsgangs- og vildjordsplanter; andre som lundrapgræs, hundekvik og nøgleblomstret klokke er mest almindelige i skovområder. Det antyder, at frøindsamlingen lå folk (sikkert kvinderne) stærkt på sinde, overalt hvor der var lejlighed til det. Det var godt at gemme til den magre vintertid, og der skulle ikke lægges til side til næste års såning. Det ordnede naturen selv.

Alt tyder på, at markernes brakperioder blev udnyttet flittigt til indsamling af nyttige plantefrø. Vi må derfor forestille os en dyrkningsform, hvor brakperioden var både vigtig og nødvendig. Efter et år med pløjning og kornafgrøde, evt. også med hør, fulgte ét eller flere år uden pløjning og tilsåning, men kun med indsamling af frø.

Denne form for jordbrug har forudsat en vis form for systematik, og det har været nødvendigt at regulere brugen af de enkelte jordstykker. Derfor var det praktisk at opdele landsbyens jord i overskuelige parceller, som indgik i denne rotation. Parcellerne blev markeret med lave jord- eller sandvolde, hvorpå der stod levende hegn, eller med sten fra markerne, der blev lagt i en flad „revle”, hvorover jord og sand kunne lejre sig. De enkelte jordstykker var små, fra få hundrede til nogle tusinde m2. Men der var mange af dem. Som et finmasket net strakte de sig ud fra landsbyerne. Agersystemer kalder vi dem, og de lave markskel betegnes digevolde eller skelvolde.

 Et næsten komplet eksemplar af en bueard, jernalderens almindelige pløjeredskab, er fundet i en mose ved Donneruplund i nærheden af Vejle. Ardens ås, skær og styr er lavet af forskellige træstykker, som er sat sammen. I modsætning til senere tiders muldfjælsplov vender arden ikke den oppløjede jord. Det pileformede hovedskær kaster imidlertid det meste af jorden til én side, når den under arbejdet holdes skråt, og slidsporene viser da også, at det var sådan, den blev brugt. En tilsvarende ard, fundet i en mose ved Døstrup i Sydvesthimmerland, er gennem pollenanalyse af moselagene dateret til midten af det første årtusinde f.Kr., og fra samme tid menes også arden fra Donneruplund at stamme.

Et næsten komplet eksemplar af en bueard, jernalderens almindelige pløjeredskab, er fundet i en mose ved Donneruplund i nærheden af Vejle. Ardens ås, skær og styr er lavet af forskellige træstykker, som er sat sammen. I modsætning til senere tiders muldfjælsplov vender arden ikke den oppløjede jord. Det pileformede hovedskær kaster imidlertid det meste af jorden til én side, når den under arbejdet holdes skråt, og slidsporene viser da også, at det var sådan, den blev brugt. En tilsvarende ard, fundet i en mose ved Døstrup i Sydvesthimmerland, er gennem pollenanalyse af moselagene dateret til midten af det første årtusinde f.Kr., og fra samme tid menes også arden fra Donneruplund at stamme.

Enkelte steder på den jyske hede står voldene stadig tydeligt under deres dække af lyng, f.eks. ved Skørbæk- og Byrsted Hede i Himmerland syd for Nibe, ikke langt fra Borremose, og heden ved Øster Lem mellem Ringkøbing og Skjern, hvor de er bevaret over områder på hele kvadratkilometre. Andre steder kan kun det trænede øje skelne de svage forhøjningers symmetri.

De fleste agersystemer fra jernalderen er bevaret i Jyllands vestlige og nordvestlige hedeområder, hvor de gennem århundreder har undgået at blive pløjet op. Først i de senere år er det ved omhyggelige undersøgelser og detaljerede opmålinger lykkedes at påvise tilsvarende systemer af oldtidsagre på Bornholm og i Østdanmark, hvor de findes i skovområder som Geel Skov nord for København og Næsbyholm Storskov ved Sorø.

De lave markskel tjente ikke blot til at markere jordens opdeling, men fungerede også som basis for levende hegn og indvirkede derved på jordoverfladens temperatur og fugtighed. De ydede læ, skærmede for vind og jordflugt og gav derved de bedste betingelser for plantevæksten.

Takket være skelvoldene får vi et usædvanligt indblik i jordbruget i den ældste del af jernalderen. Vi kan se, hvordan den enkelte landsby lå omgivet af omhyggeligt udmålte og sirligt placerede markskel, hvis levende hegn beskyttede afgrøden. Her kunne man hente kvas til ildstederne derhjemme og i sæsonen samle bær og nødder. Det var dog ikke hele landsbyjorden, der var dækket af agersystemerne. I yderområderne lå de uopdyrkede overdrev og græsningsskoven, hvor kvæget holdt til.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Det daglige brød i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306805