Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andre jyske landsbysamfund

Oprindelig forfatter Redaktionen

Hodde er den største og mest velorganiserede landsby, vi kender fra det sidste århundrede før vor tidsregning, og forskellen i størrelse mellem de enkelte gårde er her mest udtalt. I andre landsbyer er gårdene gennemgående mindre, der er færre af dem, og de er ikke organiseret i et tilsvarende fast landsbyfællesskab. Lad os derfor i det følgende vende blikket fra det unikke til det almene, fra Hodde til et lille udvalg af de mange andre udgravede landsbyer og gårde fra tiden omkring Kr.f.

En af dem er Nørre Fjand, der ligger ved den sydlige del af Nissum Fjord i Vestjylland. Herfra kendes et halvt hundrede hustomter, som i tid strækker sig over et par hundrede år på begge sider af Kr.f. Landsbyen blev undersøgt i 1930'erne, altså før man gjorde brug af maskinkraft, og den kunne derfor ikke udgraves i sin helhed. Godt og vel 2000 m2 af det centrale område er undersøgt, men søgegrøfter har vist, at landsbyen dækkede et område, der var mindst tre gange så stort. Alligevel har det bebyggede område ikke været halvt så stort som Hoddes, og der har heller ikke været faste regler for gårdenes placering eller nogen åben centralplads. Men det er ikke alene på dette punkt, at de to landsbyer er forskellige.

 Sortglittet bopladskeramik af samme type som kendes fra Hodde-landsbyen. De fine sortglittede kar lå især i området omkring storgården, mens den almindelige keramik fandtes jævnt fordelt over hele landsby tomten. Formerne er overalt de samme med undtagelse af en skål med indadbuet rand, der kun fandtes i storgården. De ensartede former tyder på, at al keramik, det fine såvel som det simple, er fremstillet af landsbyens pottemager(e), men forskellen i kvalitet understreger samtidig afstanden mellem landsbyens leder og dens øvrige indbyggere.

Sortglittet bopladskeramik af samme type som kendes fra Hodde-landsbyen. De fine sortglittede kar lå især i området omkring storgården, mens den almindelige keramik fandtes jævnt fordelt over hele landsby tomten. Formerne er overalt de samme med undtagelse af en skål med indadbuet rand, der kun fandtes i storgården. De ensartede former tyder på, at al keramik, det fine såvel som det simple, er fremstillet af landsbyens pottemager(e), men forskellen i kvalitet understreger samtidig afstanden mellem landsbyens leder og dens øvrige indbyggere.

Nørre Fjand er et landsbysamfund, hvor der tilsyneladende kun har været tre gårde med stald, og de har endog ikke eksisteret på samme tid. En nytolkning af de gamle udgrav-ningsplaner viser, at i hvert fald den ene, foruden langhuset, også har bestået af to små huse og således er et gårdanlæg af samme slags som Hoddes med plads til 16-17 større dyr. De øvrige huse er ikke mere end en halv snes meter lange, og de mangler stald.

Annonce

Hvilken armod, kan vi fristes til at sige, for dette lille samfund ved det yderste Vesterhav. Men sådan har det ikke nødvendigvis været. Eksistensgrundlaget var blot et andet – et, der ikke satte sig spor ved store stalde og lader, men hvis eneste levn er de mange sænkesten, der fandtes overalt – ude som inde i husene. Fiskeriet har været det vigtigste erhverv, især fjordfiskeriet, som fandt sted i den nærliggende Nissum Fjord.

Nørre Fjand giver imidlertid også et indblik i eksistensvilkårene fra en helt anden side. Livet var trods alt ikke ganske uproblematisk herude ved fjorden, og selv om befolkningen især levede af fiskeri, fik den alligevel at føle, hvordan den sandede jord blev stadig mere udpint for til slut at ende som uopdyrket hede. Man kan følge, hvordan husene igennem landsbyens levetid bygges af stadig dårligere og mere forkrøblet træ. Godt tømmer var åbenbart allerede en mangelvare.

 Sænkesten fra Nørre Fjand ved Nissum Fjord. Nogle redskabstyper er så simple og hensigtsmæssige, at de aldrig går af brug. Det gælder f.eks. denne type af netsænkesten, der lå tæt i den udgravede jernalderlandsby som det synlige bevis på befolkningens vigtigste erhverv. Fiskerne i Nørre Fjand anvender, som det ses på fotoet til højre, stadig den samme slags sænkesten, når de sætter deres garn i fjorden.

Sænkesten fra Nørre Fjand ved Nissum Fjord. Nogle redskabstyper er så simple og hensigtsmæssige, at de aldrig går af brug. Det gælder f.eks. denne type af netsænkesten, der lå tæt i den udgravede jernalderlandsby som det synlige bevis på befolkningens vigtigste erhverv. Fiskerne i Nørre Fjand anvender, som det ses på fotoet til højre, stadig den samme slags sænkesten, når de sætter deres garn i fjorden.

Fra de forblæste hytter ved Nissum Fjord går turen videre til Borremose i det vestlige Himmerland, ikke langt fra Års. I den tidlige del af jernalderen havde der her været en befæstet bebyggelse, anlagt i det uvejsomme og sumpede moseområde (se bind 1).

Nogle generationer senere blev landsbyen helt ombygget, Den nordlige del kom nu til at ligge åben, mens husene trængte sig sammen i den sydlige del, hvor de lå ganske regelmæssigt med gavlene vendt mod en brolagt landsbygade. Selv om landsbyens hele karakter giver indtryk af behovet for befæstning, så faldt dele af jordvolden med tiden sammen, ligesom voldgraven sine steder fyldtes med affald. Stedets karakter af befæstning styrkedes dog ved, at skovvæksten i de omkringliggende områder fjernedes, så landet lå åbent, og ved at større dele af moseområdet omdannedes til en åben sø gennem tørveskæring. Igennem dette uvejsomme terræn havde landsbyens indbyggere anlagt en stenbygget vej; den var en nød-vendig forudsætning for, at kornhøst og ho kunne køres hjem fra markerne på fastlandet, og for at dyrene kunne komme til og fra græsningsområderne.

 Jernalderlandsbyen Borremose i Himmerland, som den ser ud i dag. Højmosen er afgravet og nu under dyrkning, men i jernalderen var her sump og åbent vand. Hustomterne er markeret ved lave jordvolde over de oprindelige vægfundamenter. Voldgraven er tømt og den indre vold til en vis grad genopført. Husene er i gennemsnit 13-14 m lange; det største 23 og det mindste 10 m. Båseskillerum mangler, men det skyldes snarere dårlige bevaringsforhold; de har sikkert været her, da gårdene var i brug.

Jernalderlandsbyen Borremose i Himmerland, som den ser ud i dag. Højmosen er afgravet og nu under dyrkning, men i jernalderen var her sump og åbent vand. Hustomterne er markeret ved lave jordvolde over de oprindelige vægfundamenter. Voldgraven er tømt og den indre vold til en vis grad genopført. Husene er i gennemsnit 13-14 m lange; det største 23 og det mindste 10 m. Båseskillerum mangler, men det skyldes snarere dårlige bevaringsforhold; de har sikkert været her, da gårdene var i brug.

Bebyggelsen bestod af en snes gårde, hvoraf kun en enkelt har haft et tilhørende mindre hus. Langhusene var alle vendt i øst-vestlig retning, og de fleste lå langs den brolagte vej, der bugtede sig mellem dem.

Gårdene i Borremose var betydelig mindre end i Hodde, og de havde heller ikke så store stalde. Færre husdyr krævede mindre vinterfoder, og det er måske forklaringen på, at ladebygningerne mangler.

De sidste eksempler på jernalderlandsbyerne fra tiden omkring vor tidsregnings begyndelse skal hentes i Thy, hvor de giver sig til kende i landskabet som lave forhøjninger, der lidt prætentiøst kaldes for „byhøje”. I princippet er de opstået på samme måde som Orientens store tell'er, nemlig gennem en ophobning af bebyggelseslag og affald. Byhøjene i Thy er dog aldrig mere end to-tre meter høje, og de kan dække et areal på op til 4000 m2. Ingen er endnu fuldstændig undersøgt; de fleste har været beboet i 400-500 år omkring Kristi fødsel.

Et af de mest karakteristiske træk ved bebyggelsen på byhøjene er, at husene har ligget ganske tæt, ofte med brolagte gader imellem. Gårde og små beboelseshuse uden stald lå ind imellem hinanden. Langhusene er forholdsvis små, sjældent mere end en 16-18 meter, ofte kortere. Småhusene uden stald, men med beboelse, kan være helt ned til nogle få meter lange.

 Byhøjen Vestervig i Thy under udgravning. De stenbrolagte gader ses tydeligt. Undersøgelse og udgravning af byhøje er en kompliceret og tidkrævende proces. Det kræver f.eks. en stor arbejdsindsats at udskille de enkelte byggefaser i de kompakte bopladslag, og det er derfor svært at fastslå størrelsen og karakteren af landsbyen til forskellig tid. For arkæologerne er det en stor hjælp, hvis landsbyen har været brændt, fordi branden efterlader et karakteristisk lag, der gør det muligt med sikkerhed at afgøre, hvad der fandtes før, under og efter husets nedbrænding.

Byhøjen Vestervig i Thy under udgravning. De stenbrolagte gader ses tydeligt. Undersøgelse og udgravning af byhøje er en kompliceret og tidkrævende proces. Det kræver f.eks. en stor arbejdsindsats at udskille de enkelte byggefaser i de kompakte bopladslag, og det er derfor svært at fastslå størrelsen og karakteren af landsbyen til forskellig tid. For arkæologerne er det en stor hjælp, hvis landsbyen har været brændt, fordi branden efterlader et karakteristisk lag, der gør det muligt med sikkerhed at afgøre, hvad der fandtes før, under og efter husets nedbrænding.

At dømme efter de hidtidige udgravningsresultater er der stor forskel på antallet af gårde og mindre beboelseshuse fra byhøj til byhøj. Således er der i den undersøgte del af landsbyen ved Vestervig kun fundet ét langhus med stald, og ligesom i den nærliggende byhøj ved Mariesminde er de små staldløse beboelseshuse helt dominerende. Begge landsbyer minder således om Nørre Fjand, men skønt de ligger i nærheden af Limfjorden, i dennes vestlige del ikke langt fra Agger Tange og Thyborøn Kanal, er der ikke fundet spor efter fiskeri. Det er dog utænkeligt, at man ikke skulle have fisket, og stejlepladsen har snarest ligget et andet sted, hvor der var bedre plads til at tørre og reparere garnene end i landsbyens trange huse og stræder.

I andre byhøje fra det sydlige Thy som f.eks. Ginderup og Hurup har der været store regulære gårde, og erhvervsgrundlaget må derfor have været forskelligt fra landsby til landsby. Men det er overalt velorganiserede små samfund, som generation efter generation har levet tæt på Thylands gode jord i nærheden af Limfjordens fiskerige vand.

Rækken af undersøgte landsbyer fra denne tid er lang: Skørbæk syd for Nibe, Gørding ved Nissum Fjord og i Vendsyssel Kraghede syd for Brønderslev og Overbygård øst for Nørresundby, for blot at nævne enkelte. Hertil kommer et antal små bebyggelser, som består af ganske få gårde. En af dem er udgravet ved Grønbjerg ca. 50 km nord for Hodde og rummer gårde, der på mange måder minder om Hoddes. Her har fire huse ligget tæt sammen inden for et fælles hegn. To af dem var langhuse (13-15 m), det ene med stald. Et mindre hus var smedje, mens et fjerde var så dårligt bevaret, at størrelsen og anvendelsen ikke kunne bestemmes. Fælleshegnet er gennembrudt ud for de tre af bygningerne. Denne bebyggelse kan opfattes som en enkelt gård med tilhørende bygninger eller som to sammenbyggede gårde, hver bestående af et langhus og et mindre hus – henholdsvis smedjen og det ødelagte hus.

En halv kilometer herfra, ved Omgård-Sig, er en tilsvarende lille bebyggelse udgravet. Den består af tre næsten ens langhuse samt et mindre hus, omgivet med et fælles hegn. Oprindelig blev det tolket som ét gårdanlæg, en storgård, men senere som tre selvstændige gårde, hvoraf den ene består af langhuset og et mindre hus, adskilt fra de øvrige med hegn.

 I et af husene fra Nørre Fjand i Vestjylland fandt man ved udgravningen en forkullet dør, som åbenbart var blæst ind under en voldsom brand. Døren bestod af et par egeplanker, samlet med to tværlister. Den havde træhængsel (pindhængsel), og hele døren var knap 1.25 m høj og 60 cm bred. Det var en solid konstruktion, der kunne holde den skarpe vind fra havet ude, og den lave døråbning har givet en ekstra beskyttelse.

I et af husene fra Nørre Fjand i Vestjylland fandt man ved udgravningen en forkullet dør, som åbenbart var blæst ind under en voldsom brand. Døren bestod af et par egeplanker, samlet med to tværlister. Den havde træhængsel (pindhængsel), og hele døren var knap 1.25 m høj og 60 cm bred. Det var en solid konstruktion, der kunne holde den skarpe vind fra havet ude, og den lave døråbning har givet en ekstra beskyttelse.

De nævnte eksempler viser, at bebyggelsesformen i disse århundreder ikke kan sættes på en fast formel. Man har levet sammen, mange eller få, i store langhuse med stald eller i mindre huse uden, i indhegnede, velorganiserede landsbyer og i landsbyer, hvor huse og gårde lå mere tilfældigt. Nogle steder består gårdene af flere bygninger, måske også en smedje, andre steder kun af langhuset, nogle steder var de indhegnede, andre steder ikke. Kun på ét punkt er de alle sammen ens: husene er konstrueret over den samme fælles læst – de er alle treskibede.

Den største og mest solide konstruktion er den, der bærer taget. Den består i jernalderen altid af to parallelle rækker af kraftige stolper, der indbyrdes har stået i en ganske bestemt afstand fra hinanden, og som deler huset i tre dele. Væggene kan være konstrueret forskelligt, afhængig af det bygningsmateriale, der var til rådighed. Det var mest almindeligt at grave en fundamentgrøft, hvor vægstolperne blev sat. Herefter flettede man grene og ris mellem stolperne, og til slut blev fletværket tætnet med lerklining. I nogle egne af landet er der yderligere opbygget en græstørvsvæg på ydersiden af huset for at isolere. Andre steder har væggene udelukkende været af tørv. Det er især sådanne tørvevægge, der er årsag til byhøje-nes opståen.

Fælles for alle langhusene er de to døre, der sad over for hinanden, og som var store, solide plankedøre. Indgangspartiet var ofte brolagt med sten, og rummet mellem de to døre udgjorde en mellemgang, hvorfra man til den ene side kom ind i stalden, til den anden side ind i opholdsrummet. Hjertet i huset var ildstedet. Det gav varme og lys, her blev maden kogt og kødet røget. Små lerkar, sikkert med mad, blev sat ned i gulvet ved siden af eller under ildstedet, hvis lerkappe ofte var udsmykket. Gulvet var enten lerstampet eller blot et fasttrampet jordgulv. Mellem væggene og de tagbærende stolper var de faste bænke og sovepladser. Det var også her ved væggen, at den store væv var stillet op.

Rummet har været mørkt, selv om dagslyset faldt ind gennem lyren i loftet, og ildstedet lyste op. Den, der vævede, havde derfor ikke dagslyset at se ved – medmindre man kunne lave en åbning i taget eller flytte væven udenfor. I modsat fald var man helt afhængig af en effektiv lyskilde. Derfor kan det også undre, at der endnu aldrig er fundet nogen form for lampe i jernalderhusene, for de må nødvendigvis have eksisteret, ikke blot til vævningen, men også til alle de andre praktiske gøremål, der krævede mere lys end det, der kom fra ildstedet.

 Langhus med brolagt stald og indgang fra Sjælborg ved Esbjerg, set fra vest. Nedrammede pæle markerer husets tagbærende stolper. Stalden har fordybet grebning med et svagt fald mod øst, dvs. bort fra beboelsesafdelingen i husets vestlige ende. Der har været plads til omkring en snes køer. De stenbrolagte stalde er især almindelige i Sydvestjylland.

Langhus med brolagt stald og indgang fra Sjælborg ved Esbjerg, set fra vest. Nedrammede pæle markerer husets tagbærende stolper. Stalden har fordybet grebning med et svagt fald mod øst, dvs. bort fra beboelsesafdelingen i husets vestlige ende. Der har været plads til omkring en snes køer. De stenbrolagte stalde er især almindelige i Sydvestjylland.

I den anden ende af huset lå stalden, hvor dyrene stod langs begge sider i båse. Gulvet er næsten altid forsænket i forhold til husets øvrige niveau for at sikre beboelsesafdelingen mod indsivning af ajle, og nogle steder har man valgt at hæve staldgangen med en brolægning. Husene lå næsten altid øst/vest og tog på den måde af for vestenvinden samtidig med, at dyrene var en god varmekilde.

Sammenlignet med gårdene fra den tidligere del af jernalderen er der sket visse forandringer. Tydeligst er vægkonstruktionen ændret: i de ældste huse bestod den af to parallelle rækker vægstolper. Det inderste vægforløb var risflettet og lerklinet, den ydre stolperække stod frit som en synlig understøttelse af taget. De yngre huse mangler denne ydre række, og for konstruktionen betyder det, at taget nu næsten udelukkende bæres af de store fritstående stolper i husets indre. Da vi ikke kender tagkonstruktionen, er det også umuligt at se, hvilke konsekvenser det i øvrigt fik for tagets udformning.

I sin kerne er gårdene bygget på samme måde i de forskellige egne af Jylland. Det er dog ikke ensbetydende med, at den, der i jernalderen gennemrejste Jylland, ikke ville se nogen forskel om han var i Thy, i Himmerland eller ved Vestkysten. Eksistensgrundlaget var ofte vidt forskelligt. Den landsby, hvis indbyggere især skaffede til dagen og vejen ved fiskeri, så naturligvis anderledes ud end den, hvis udkomme alene lå i jordens afkast. Men mon ikke den rejsende alligevel ville spærre øjnene op, hvis han kom til Hodde? Havde han nogen sinde set så stor en landsby, én, der bag det solide fælleshegn var så velorganiseret og havde så store gårde? Havde han tidligere set en stormandsgård som denne, hvori han blev beværtet så rigeligt, at han på sin fortsatte rejse hvert sted kunne berette om denne mægtige mand og hans vældige landsby?

Referér til denne tekst ved at skrive:
Andre jyske landsbysamfund i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306804