Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et landsbysamfund i vækst

Oprindelig forfatter LHed

Med god ret kan vi kalde den nye tid for et „landsbysamfund i vækst”. Utallige landsbyer grundlægges, skov ryddes som aldrig før, agersystemernes mosaik breder sig over det åbne land, og befolkningstallet stiger. Det danske landskab var inde i en afgørende forandring; fra bronzealderens lysåbne skov med græssende kvæg og små opdyrkede markstykker til jernalderens stadig mere skovfattige land med udstrakte overdrev og store engområder, næsten så åbent som vi kender det i dag. Nye landbrugsredskaber som leen og løvkniven havde allerede sat sine tydelige spor.

Flere mennesker, mere kvæg og effektive jernredskaber var menneskeskabte faktorer, der formede kulturlandskabet i et stadigt samspil med klimaet. I forhold til bronzealderen var der sket et afgørende skift, idet vejret nu generelt var blevet køligere og mere fugtigt. Ældre fremstillinger af bronzealderen som en tid med sol og høj, klar himmel, der blev efterfulgt af en våd og regnfuld jernalder med tåge og lavthængende skyer, er nok overdrevet, men ikke helt forkert. I dag ved vi dog, at klimaet også forandrede sig i løbet af jernalderen, og at nogle perioder var mere tørre og varmere end andre – heriblandt århundrederne omkring Kr.f.

 Luftfoto af mark ved Hodde mellem Varde og Grindsted. En julidag i 1959 fløj to af Nationalmuseets medarbejdere til Esbjerg. Først på aftenen passerede de over Hodde. Solen stod lavt, og på bygmarken blev der kastet lange skygger, som tegnede et mønster i kornet: konturerne af en gård med bygninger og omgivende hegn. En halv snes år senere begyndte udgravningen af den store jernalderlandsby fra det sidste århundrede før vor tidsregning, og den gård, som havde stået så tydeligt i kornmarken, skulle vise sig at være stormandsgården – den, hvis stolper var større og dybere nedgravet end de andre gårdes og derfor også den, der havde det tykkeste muldlag til at holde på fugtigheden i tørre somre.

Luftfoto af mark ved Hodde mellem Varde og Grindsted. En julidag i 1959 fløj to af Nationalmuseets medarbejdere til Esbjerg. Først på aftenen passerede de over Hodde. Solen stod lavt, og på bygmarken blev der kastet lange skygger, som tegnede et mønster i kornet: konturerne af en gård med bygninger og omgivende hegn. En halv snes år senere begyndte udgravningen af den store jernalderlandsby fra det sidste århundrede før vor tidsregning, og den gård, som havde stået så tydeligt i kornmarken, skulle vise sig at være stormandsgården – den, hvis stolper var større og dybere nedgravet end de andre gårdes og derfor også den, der havde det tykkeste muldlag til at holde på fugtigheden i tørre somre.

Sommer efter sommer med sparsom nedbør er ikke ubetinget en fordel for landbruget. Tørt og varmt vejr er gunstigt for kornet i modnings- og høstperioden, men katastrofal i den forudgående væksttid. Overdrevenes græsvækst derimod giver det bedste udbytte, når nedbøren er rigelig. Det, der er godt for noget, er altså dårligt for andet – forhold, som jernalderbonden lærte at tilpasse sig. Men nogle steder gik det alligevel ikke som forudset, når jorden selv med gødning efter nogle generationers opdyrkning alligevel gav misvækst. Det skete for store områder i det sandede Vestjylland, som herefter blev til vidtstrakte lyngheder.

Annonce

Det, der var en katastrofe for de små jernaldersamfund og fik dem til at gå til grunde gennem misvækst og hungersnød, er til gengæld blevet en lykke for arkæologerne, for det har bevaret både landsbytomterne, markskellene og de agersystemer, der omgav dem. Inden hedens opdyrkning i 1800-tal-let og begyndelsen af 1900-tallet kunne de ses med det blotte øje som små forhøjninger i terrænet; gårdene kunne udgraves og agrene opmåles. I dag er nogle få stadig bevaret i fredede hedestykker, og de gamle markskel er synlige rundt omkring i skove, hvor de har været beskyttet mod oppløjning og ødelæggelse.

Dette specielle forhold betyder også, at det er fra de sandede områder i Vest- og Nordjylland og i Himmerland, at de allerfleste af den ældre jernalders landsbyer kendes. Gennem de seneste årtier er vor viden dog vokset næsten eksplosivt, også hvad angår det øvrige Jylland, mens det går langsommere med at finde de ødanske gårde og landsbyer.

Dette vældige nybrud i bebyggelsesarkæologien skyldes især nye rekognoscerings- og udgravningsmetoder, som har forøget muligheden for at finde landsbyerne og siden for at udgrave dem i deres helhed.

En af de vigtigste nye rekognosceringsformer er luftfotografering, hvor man udnytter det forhold, at jordens muldlag er tykkere på de steder, hvor der engang har været sat stolper i undergrunden. Især i tørre somre betyder det, at kornet står bedre her end på resten af marken, og fra luften kan stolpesporene – og dermed husenes konturer – ofte anes.

 Nedgravningen af mange tusinde kilometer naturgasledning i 1980'erne har også betydet en voldsom vækst i antallet af kendte jernalderbebyggelser. Denne strækning, hvor overjorden trækkes af, giver et tilfældigt tværsnit af Danmarks undergrund fra nord til syd og fra øst til vest, hvori ethvert anlægsspor tegner sig, hvad enten det er forhistorisk eller moderne. På den måde har Naturgasprojektet givet enestående muligheder for rekognoscering og prøvegravning i et sådant omfang, at det er blevet det største arkæologiske projekt nogen sinde her i landet.

Nedgravningen af mange tusinde kilometer naturgasledning i 1980'erne har også betydet en voldsom vækst i antallet af kendte jernalderbebyggelser. Denne strækning, hvor overjorden trækkes af, giver et tilfældigt tværsnit af Danmarks undergrund fra nord til syd og fra øst til vest, hvori ethvert anlægsspor tegner sig, hvad enten det er forhistorisk eller moderne. På den måde har Naturgasprojektet givet enestående muligheder for rekognoscering og prøvegravning i et sådant omfang, at det er blevet det største arkæologiske projekt nogen sinde her i landet.

Den vigtigste nyskabelse inden for udgravningsteknikken er ubetinget anvendelsen af maskinkraft til fjernelse af overjord. Det betyder nemlig, at landsbyer kan udgraves i deres helhed og ikke – som tidligere – blot enkelte huse, fordi det var en uoverkommelig opgave at flytte de enorme jordmasser med skovl og trillebør.

Store landsbygravninger, mindre undersøgelser, markrekognosceringer og tilfældigt fremkomne bebyggelsesspor danner tilsammen et broget mønster af informationer. Vi har herved fået et godt kendskab til huskonstruktionen, til landsbyens organisation, valg af jordbundstype osv., ligesom også regionale forskelle i byggeskikken træder frem.

Kendskabet til bebyggelsen og kulturlandskabet er af afgørende betydning for forståelsen af jernalderbondens daglige tilværelse og de vilkår, den bød på. I det følgende skal vi derfor se nærmere på, hvordan han organiserede sig inden for landsbyfællesskabets rammer, og vi skal følge, hvordan udnyttelsen af naturen skete i en til tider hårfin balance mellem vækst, ekspansion og sammenbrud i det landskab eller økosystem, der var hans eksistensgrundlag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Hedeager: Et landsbysamfund i vækst i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306802