Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Med sværdet i hånd

Oprindelig forfatter Redaktionen

En krigers status var høj. Det var samfundets belønning, fordi han risikerede at sætte livet til, enten ved at forsvare sin landsby eller kæmpe i det fremmede. Og når han omkom med våben i hånd, var det også nærliggende at give ham en krigerbegravelse som den sidste hædersbevisning.

Vi ved ikke, om det forholdt sig sådan, men kun, at krigergravene er de eneste, der helt skiller sig ud fra de øvrige. Deres fællespræg overskrider alle regionale traditioner; bl.a. er det våbengravene, der først og fremmest indeholder andre gravgaver. Fibler, spænder, sakse, de tidligere omtalte halvrunde knive og forskellige småting af jern findes især her, og de er med til at understrege, at denne gruppe havde en særstilling.

Inden for krigergravene selv var der forskel på våbenudstyrets størrelse og sammensætning. Det var kun de færreste, der havde både sværdet, spyddet og skjoldet med sig på den sidste rejse. Nogle havde blot et enkelt våben, men de fleste havde sværdet og spyddet eller spyddet og skjoldet med. Deraf kan vi udlede, at der var forskel på våbenføre mænd – en forskel, der til stadighed blev forstærket igennem jernalderen.

Annonce

 Tre af de fundne kedelstykker fra gravpladsen ved Langå på Sydøstfyn, afbildet ved siden af rekonstruktionstegningerne. Øverst ses en af de store simple kedler med udhamret bronzebund og jernrand med to store ringe, i midten en stor bronzespand og nederst en trefodet kedel, ligeledes af bronze. Mens den øverste af kedlerne kendes i en halv snes eksemplarer, er de to andre enestående i Danmark. De er begge fremstillet i Italien, den ene i det fjerde, den anden i det femte årh. f.Kr., men de er tidligst kommet i jorden omkring 100 f.Kr.

Tre af de fundne kedelstykker fra gravpladsen ved Langå på Sydøstfyn, afbildet ved siden af rekonstruktionstegningerne. Øverst ses en af de store simple kedler med udhamret bronzebund og jernrand med to store ringe, i midten en stor bronzespand og nederst en trefodet kedel, ligeledes af bronze. Mens den øverste af kedlerne kendes i en halv snes eksemplarer, er de to andre enestående i Danmark. De er begge fremstillet i Italien, den ene i det fjerde, den anden i det femte årh. f.Kr., men de er tidligst kommet i jorden omkring 100 f.Kr.

Nogle ganske få havde efter deres grave at dømme en position, der var helt enestående og uforklarlig for os. Sådanne grave er fundet ved henholdsvis Langå på Sydøstfyn og Kraghede syd for Brønderslev i Vendsyssel.

Den ældste er fundet på en gravplads ved Langå. I 1877 indløb der meddelelse til Nationalmuseet om, at der var gjort et opsigtsvækkende fund. Det var en stor metalkedel med aske, våben, bronzebeslag og smykker af guld. Over kedlen havde der ligget en stor sten, som finderne havde væltet ved hjælp af jernstænger. Det forlød videre, at der en snes år tidligere var opgravet et stort antal brandpletter, antagelig omkring 100, på den samme mark. Ved efterfølgende udgravninger blev der afdækket en halv snes brandgrave, hvoraf endnu tre havde en metalkedel som urne.

Den første grav var også den rigeste. Den store kedel, hvis diameter var næsten 70 cm, havde en tynd bronzebund med jernrand og to store bæreringe. Den var fyldt med aske, og under og omkring den lå bøgekul. Inden i den lå rester af to mindre bronzekar, det ene ret ubestemmeligt, mens det andet var en etruskisk spand, en såkaldt stamnos. Til gravudstyret hørte endvidere to snoede guldfingerringe med en særpræget og meget smuk fletornamentik. Der var også våben – ikke mindre end fire enæggede sværd, en eller to skjoldbuler og en spydspids. Og som det sidste fandtes et stort antal bronze- og jernbeslag fra en keltisk vogn, som må være brændt på ligbålet.

En tilsvarende kedel, blot noget mindre, tjente som urne i en af de andre grave. Her var gravgaverne lagt ved siden af, velsagtens fordi der ikke var plads i kedlen. Det var bl.a. et sammenbukket keltisk sværd, der endnu lå i sin skede. Til våbenudstyret hørte desuden en stor spydspids, to pilespidser og en skjoldbule. Hertil kom en fingerring, fremstillet af en tynd guldstang, en kniv og andre småting.

I den tredje grav lå gravgaverne også ved siden af urnen, og sværdet var på tilsvarende måde bukket sammen. Urnen var en kedel med særpræget form, der ikke lignede de øvrige. Den var stor, omkring 70 cm i diameter, af bronze, og hvert hankbeslag var udformet som en ansigtsmaske. Dens hjemsted var den etruskiske handelsby Capua nord for Napoli i Italien.

De tre krigergrave var de eneste på pladsen, der indeholdt rige gaver. Men hvem var de disse mænd, i hvis grave pragtudstyr fra den keltiske verden lå side om side med italisk og græsk-etruskisk kunsthåndværk? Var de vendt hjem efter lange rejser, måske til den keltiske verden? Havde de stiftet bekendtskab med fyrstebegravelserne ved Rhinen og Mosel, hvor vogn og våben, guld og fornemme bronzer ledsagede den døde? Eller var det på en helt anden måde og gennem andre kanaler, at de fremmede pragtgenstande og kendskabet til de rige vogngrave var kommet herop?

I mange år var vogngraven fra Langå et helt unikt arkæologisk fund i Nordeuropa. Siden er nogle enkelte kommet til; en ved Kraghede i Nordjylland, en anden ved Husby i Sydslesvig og en tredje ved Rozowe Pole (Rosenfeldt) i det nordlige Polen. I graven fra Kraghede var beslag til seletøjet også til stede, og der lå knoglerester af mindst to heste (vel kørehestene), foruden våben og andet udstyr, dog hverken guldringe eller fremmede kedler.

Selv om vogngraven fra Langå således ikke længere står helt isoleret, indtager den lille plads alligevel en særstilling, der yderligere sættes i relief af de to etruskiske bronzekedler, som ved gravlæggelsen var henholdsvis 250 og 300 år gamle!

Der er intet, som kan forklare, hvordan disse antikviteter er kommet til Danmark eller hvorfor det netop var krigerne her, der fik dem med sig i døden. Måske skal vi se graven fra Langå som det første udtryk for den særstilling, som Sydøstfyn kom til at indtage igennem resten af jernalderen. Havde en mægtig stormandsslægt allerede på denne tid slået rod i det rige Gudme?