• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litteraturvejledning

Oprindelig forfatter Redaktionen

Litteraturen om Danmarks jernalder er meget omfattende, men rummer kun ganske få oversigtsværker af nyere dato. Det største er bind 3 af Johannes Brøndsteds store værk om Danmarks Oldtid i revideret udgave fra 1957-60. Det er stadig hovedværket for så vidt angår en samlet oversigt over de arkæologiske fund – med undtagelse af bopladserne, som først for alvor er blevet undersøgt inden for den sidste snes år. En moderne og mere populær fremstilling findes i forlaget Sesams Danmarkshistorie, hvor Lone Hvass har skrevet to bind om jernalderen med undertitlerne: Landsbyen og Samfundet og Bønder, Købmænd og Krigskarle fra 1980.

I 1979 udkom bind 1 af Dansk Socialhistorie, Oldtidens samfund; Tiden indtil år 800 af Jørgen Jensen. I 1982 kom den i en revideret udgave på engelsk: The Prehistory of Denmark (London), hvor især jernalderafsnittet er udbygget.

En sammenfattende analyse og nytolkning af Danmarks jernalder er under udgivelse: Fra Stamme til Stat – Samfundsorganisation og forandring i Danmarks jernalder, og en oversigt over landbruget i Danmarks jernalder findes i bind 1 af Det danske landbrugs historie fra 1988, begge af Lotte Hedeager.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Litteraturvejledning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306902